Den lille regering med de store udfordringer

Den lille regering med de store udfordringer

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
rajoy regjeringen0711

Efter to valg og næsten et helt års tovtrækkeri har Spanien endelig fået ny regering. Helt ny en den imidlertid ikke, for det er det samme parti, den samme statsminister og mange af de sammen ministre som sidst, der på ny står i spidsen for landet. Men panoramaet for den nye regering er helt anderledes denne gang og kravet til kompromisser og konsensus er større end nogensinde. Partido Popular kan kun regne med fast støtte fra Ciudadanos og det gør det nye regeringsgrundlag yderst spinkelt.
 
Nogle ånder lettet op. Andre tager sig til hovedet. Det er et spørgsmål om temperament. Sagen er, at Mariano Rajoy og Partido Popolar nu atter sætter sig i ministersæderne. Det sker takket været et kriseramt PSOE, som til sidst måtte smide håndklædet i ringen og acceptere Rajoy & Co.
Socialistpartiets accept er imidlertid ikke et signal om nye tider med brede forlig i spansk politik. Det var derimod sidste udvej for at undgå endnu et nyvalg, som med allerhøjeste sandsynlighed ville have givet partiet endnu en valglussing.

De 150 punkter

Trods hårde perspektiver i spansk politik har optimismen gode kår i Partido Populars hovedsæde i det centrale Madrid. Naturligvis er man glad for den nye regeringsdannelse, men forhåbningerne til et bedre samarbejde med PSOE er større end tidligere. Også selvom socialistpartiet udadtil ikke vil støtte regeringen.
”Jeg håber socialistpartiets accept af mig som statsminister også vil blive en accept af et bedre og bredere samarbejde mellem partierne, præcis som vi ser det i andre europæiske lande, hvor ét parti ikke kan samle flertal,” sagde Rajoy lige efter sin udnævnelse.
Vel er PSOE’s ledelse i dag af midlertidig karakter, men sandheden er, at attituden er væsentlig mere samarbejdsvenlig, end da Pedro Sánchez stod ved roret. Sandt er det også, at partiet selv var med til at udarbejde størstedelen af de 150 punkter, som i dag er fundamentet i samarbejdet mellem PP og Ciudadanos. Det kan PSOE ikke løbe fra, og heri ligger den nye regerings håb for at få de fornødne reformer og tiltag gennemført.

Et hurtigt overblik

De 150 tiltag kan inddeles i de fire kategorier: Økonomiske reformer, socialpolitik, administrative reformer og en national pagt.
Det mest iøjnefaldende blandt de økonomiske reformer er regeringens løfte om en nedsættelse af indkomstskatten for alle med to procentpoint, i det øjeblik de offentlige budgetunderskud kommer under de tre procent, som Spanien skal efterleve ifølge aftale med EU. Tilsvarende vil regeringen via skattevæsenet efterforske skatteforholdene hos samtlige af de borgere, der i 2012 tog imod regeringens tilbud om skattemæssigt amnesti. Dette punkt er et af Ciudadanos’ mærkesager.
På det socialpolitiske område vil regeringen dedikere 1.300 millioner om året til lønsikring til den del af arbejdsstyrken, der arbejder til mindstelønnen og tilsvarende 1.000 millioner for at bekæmpe fattigheden blandt børn.
Under administrative reformer skal der skæres 1.000 millioner euro til landets regionsråd og senatet i bestræbelserne på at få udgifterne til den offentlige administration reduceret. Tilsvarende er man blevet enig om en antikorruptionspagt, som betyder, at man ikke kan bestride et offentligt hverv, så længe man er under anklage for korruption eller andre uregelmæssigheder.
Punkterne under den nationale pagt bekræfter blot, at regeringen vil gøre alt for at holde Spanien samlet og indsætte alle lovlige midler mod den catalanske regionalregerings arbejde på et uafhængighedsvalg.
Totalt er der præcis 150 punkter, som skal danne rammen for de næste fire års regeringssamarbejde. Både Mariano Rajoy og Albert Rivera fra Ciudadanos ved, at det kommer til at koste blod, sved og tårer at få lovene og reformerne gennemført. Men de er ikke de eneste, der kommer på hårdt arbejde.
I PSOE kommer der også til at flyde både blod, sved og tårer.

PSOE i knæ

2017 bliver begyndelsen på en ny start for det spanske socialistparti. Sådan formulerer partiet det selv. Andre spørger sig selv, om det ikke bliver starten på sidste kapital som stormagt i spansk politik.
Ved de sidste tre parlamentsvalg har partiet slået rekord i disciplinen historiens dårligste valg ved at styrtdykke fra 169 mandater i 2008 til 85 parlamentsmedlemmer i dag. Det er en halvering på bare otte år!
Endnu værre er den dybe interne splittelse og åbenlyse mangel på mærkesager. Den dybe krise i PSOE har sikkert mange årsager og skyldige, men i foråret 2010 skete der noget drastisk, som selv de rødeste kernevælgere sent glemmer. Daværende statsminister José Luis Zapatero var kaldt til hastemøde i Bruxelles. Den spanske arbejdsløshed og det offentlige budgetunderskud var løbet fuldstændig løbsk og Bruxelles krævede reformer og spareplaner. Nikkedukken Zapatero glemte alt om de røde faner og knyttede næver, og accepterede blankt EU’s højreorienterede ønsker. Det blev dyrt for både Zapatero og PSOE. Rigtigt dyrt. Man kan med rette mene, partiet selv befrugtede det Podemos-æg, de i dag kæmper indædt med om at blive landets næststørste parti. Vel er flere af de fremtrædende Podemos-politikere ikke de mest velklædte og soignerede at se på, men stikker man næsen i deres valgprogram, ser man, at flere klare mærkesager er tyvstjålet fra socialistpartiet. Det gælder f.eks. sager som højere mindsteløn, kortere arbejdsuge for ældre, større tilskud til videregående uddannelser og en stigning i topskatten for private og virksomheder. Det sker, mens PSOE bare ser til. Ved valget i både 2015 og ’16 har partiet kun villet det modsatte af Partido Popular. Tiden har vist, at det spanske temperament ikke længere er til løs snak.
Næste år får partiet ny leder, men man kan spørge sig selv, om det vil ændre ved noget, for der er kun to kandidater til formandsposten: Pedro Sánchez og Susana Díaz. Førstnævnte stod bag de to sidste katastrofevalg og har vist, at han hverken formår at samle partiet eller udarbejde et læseværdigt partiprogram.
Andalusiske Susana Díaz står derimod for mange som håbet for PSOE. Og bliver hun partiets nye spidskandidat, er det fordi hun udstråler håb. Det bliver ikke på hendes resultater. Vel er det svært at skabe mirakler i dagens Spanien, men i de tre år, hun har stået i spidsen for Junta de Andalucía, er der ikke blevet leveret noget mærkbart, for Andalusien ligger fortsat i bunden af tredje division, når snakken falder på den spanske beskæftigelse, produktion og gæld.
Hæderkronede PSOE i er knæ. Så dybt i knæ, at de kun kan folde hænderne, kigge mod himler og håbe på hjælp ovenfra.

Rajoy er ren

Hjælp ovenfra har Mariano Rajoy til gengæld allerede fået. Den kom fra en helt uventet kant – men måske den bedst tænkelige. For efter ni års forberedelse kører retssagen i den storstilede korruptionssag Gürtel nu for fuldt plus. Kort fortalt går sagen på bestikkelse og ulovlige returkommissioner ved en lang række offentlige udliciteringer. Den hovedanklagede er forretningsmanden Francisco Correa Sánchez, som siden slutningen af 80’erne drev en række virksomheder med tætte relationer til Partido Popular. Herunder et eventbureau, som stod for partiets mange konferencer, valgmøder, osv. Relationerne blev så tætte, at Correa var fast inventar i PP’s hovedsæde i Madrid, for han viste sig også som en god formidler mellem erhvervslivet og partiet, når der skulle ”forhandles” udliciteringer og andre samarbejdsaftaler på plads. Samarbejdet omfattede ikke kun Madrid men også andre PP-styrede kommuner og regioner i landet. Francisco Correa har delvist erkendt sin skyld, og hans forklaringer på hvordan partiet modtog de gyldne tre procent i returkommissioner på offentlige udliciteringer, skaber ikke længere røre, da tiden har vist, at det nærmest har været almen praksis i hele landet. Men hans forklaring på hvorfor han i 2004 flyttede sit kontor og aktiviteter fra PP-hovedsædet i Madrid til Valencia er derimod opsigtsvækkende.
”Da Mariano Rajoy blev formand for partiet i ’04 rensede han sammen med Cospedal hovedsædet for B-penge, tvivlsomme samarbejdsaftaler og samarbejdspartnere. Derfor måtte jeg flytte til Valencia for at få arbejsro.”
(Cospedal er en af Rajoys mest betroede kollegaer, og i Valencia sad PP tungt på magten i både kommunen og regionen indtil for få år siden.)
Correas udtalelse falder som vand på en tør plante for Rajoy, som den sidste håndfuld år har været i konstant krydsild grundet partiets mange korruptionssager. Udsagnet betyder bestemt ikke, at Mariano Rajoy nu er guds bedste barn og det udelukker heller ikke, at han i sine yngre dage havde hånden lidt for langt nede i kagedåsen præcis som mange af sine gamle kollegaer. Men udtalelsen giver begrundet håb om, at Spanien har en statsminister, der gør sit for at komme korruptionen til livs. Måske giver udtalelserne også Rajoy lidt luft og arbejdsro. For nu skal der arbejdes.
Efter et års stilstand er der rigeligt at tage fat på.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa