På vagt mod IS’ intensiverende krav på Al-Ándalus

Islamisk Stat (IS) har i løbet af de første ni måneder af 2016 mistet en stor del af dens selvproklamerede stat i Syrien og Irak, og fra at kontrollere 78.000 kvadratkilometer er det nu mindsket til 65.500 kvadratkilometer. Det er givetvis en god nyhed, men den dårlige nyhed er, at tabet af territorium kan få IS til at placere flere terrorister i Nordafrika, specielt i Libyen. Det kan komme til at påvirke Spanien og resten af Europa, påpeger nyligt offentliggjorte rapporter fra de to politikorps Guardia Civil og Policía Nacional. I rapporten forklares det videre, at eftersom Libyen siden 2011 har været et land i opløsning, er det nemt for IS at operere der. Det, sammenholdt med Libyens beliggenhed, kan gøre landet til en platform for terrorattentater i Spanien. Libyen udgør dermed i øjeblikket basen for den potentielt største fare, som man ikke skal tabe af syne, advarer politiet.
I rapporten minder man desuden om, at IS’ ultimative mål er at erobre det land, som de muslimske maurere besatte i år 711, og som de kalder for Al-Ándalus, det vil sige store dele af dagens Spanien og Portugal. De ønsker at genetablere et kalifat i Al-Ándalus, hvor Córdoba skal blive hovedstaden.

At IS har Spanien som mål, er ikke kun noget, som politiet mener. De ekstreme islamister står selv i kø for at understrege det.
IS’ internet-magasin kaldet Al Nabá inkluderede i en udgave tidligere på året et kort over de områder, som Almorávides-dynastiet besad i 800-tallet, hvilket var det meste af den iberiske halvø op til floderne Ebro og Douro, og fra Portugals atlanterhavskyst til Middelhavet. Der forklares desuden, hvordan kong Alfonso VI af León, der regerede i den kristne del i slutningen af 1000-tallet, dræbte tusinder af muslimer og gjorde andre til slaver og samtidig forsøgte at underlægge sig det muslimskdominerede område. I andre udtalelser henvises til den endelige generobring af Spanien i 1492 og udvisningen af de sidste muslimer i begyndelsen af 1600-tallet. Der er således også tale om hævn.
Hermed forsøger ekstremisterne altså at rationalisere terrorattentater imod uskyldige mennesker, som i ekstremistiske øjne er vantro, og at generobre et land, hvor de i første omgang heller ikke havde noget legitimt ærinde.
Islamisk Stats omtale af Al-Àndalus er ikke noget nyt, det er heller ikke offentliggørelsen af det her nævnte eller lignende kort, ligesom Al Qaeda og andre terrororganisationer de senere år har givet udtryk for målet om at generobre landet.
Flere videoer er også lagt på nettet, og i én af dem truer en mand Spanien med følgende ord: ”Jeg sværger, at I kommer til at betale en høj pris, og jeres endeligt bliver meget smertefuldt. Vi generobrer Al-Ándalus, om gud vil. Åh, kære Al-Ándalus! Du troede, at vi havde glemt dig, men jeg sværger, at det har vi aldrig gjort. Ingen muslim kan glemme Córdoba, Toledo eller Xátiva.”
Efter udtalelsen ser man ham så henrette fem personer, der var anklaget for spionage.
En anden erklæring lyder: ”Det bliver værre end 9/11.”
En britisk hadprædikant, der blev anholdt i begyndelsen af august for at opfordre folk til at tilslutte sig IS, har skrevet, at Spanien vil blive indtaget før 2020.
Terrorattentater skal åbne dørene for denne invasion. Det mener også Wafa Media Foundation, der er tilknyttet IS, og som erklærer: ”På hvilket som helst sted du finder et gyldigt mål til at straffe de kriminelle spaniere… Med alle midler.” I denne meddelelse fortsætter talsmanden med at gennemgå historien og opfordrer indbyggerne i Magreb (Marokko, Tunesien, Mauretanien og Libyen) til at angribe spaniere.
Listen over disse krigeriske proklamationer kunne gøres meget længere. Intensiteten er tiltaget, flere og flere af dem er på det, som myndighederne kalder ’mere end korrekt spansk’, og ekstremisterne analyserer ligefrem den spanske, politiske situation såsom valgresultaterne.

I løbet af det sidste halve år er ca. 30 procent af de jihadister, som var taget fra Europa til Syrien og Irak for at kæmpe for IS, vendt tilbage. Alene fra Frankrig har været tale om ca. 2.000 personer, mener man i spansk politi, der understreger, at disse mennesker ofte kommer ind i Europa ved at gemme sig blandt flygtninge og immigranter. Det forholder det sig dog noget anderledes i Spanien, hvortil ikke nær så mange vender tilbage, og hvorfra man har kendskab til 186 personer, der er rejst ud for at tilslutte sig IS. 60 procent af dem har marokkanske rødder, men opholdstilladelse i Spanien, 30 procent er andengenerationsindvandrere og har dermed spansk statsborgerskab, mens de resterende har vidt forskellige baggrunde. Foreløbig har de spanske myndigheder kun kendskab til 30 personer, der er vendt tilbage, og af disse er 15 fængslet, anklaget for terrorisme. Det bekymrer myndighederne, at også de øvrige kan være vendt tilbage med det erklærede mål at udføre attentater, som det er set i bl.a. Frankrig, Tyskland og Belgien. Dertil kommer truslen fra alle dem, der ikke er rejst ud. Siden 2004 er 692 personer anholdt i Spanien, mistænkte for at planlægge terrorattentater, mens man sidste år anholdt 187, hvilket er det næst højeste antal i Europa, hvor Frankrig topper listen med 424 arrestationer. I indeværende års første ni måneder er 33 personer anholdt. En række andre europæiske sikkerhedstjenester er enige med de spanske, og også Europol advarer især imod de hjemvendte ekstremister, som er stærkt radikaliserede og kamptrænede.

Hvem husker ikke den tidlige morgenstund den 11. marts 2004. Den dag fik Spanien terrorisme tæt ind på livet, da fire bomber dræbte 191 togpassagerer og sårede knapt 2.000 personer, som var på vej ind til Atocha-stationen i Madrid. Al-Qaeda påtog sig skylden, og en række islamister blev dømt i sagen.
Europas værste terrorattentat.
Efterfølgende udtalte den spanske efterretningstjeneste, CNI, at man havde vidst, at der var en seriøs fare for et angreb, men at de øvrige myndigheder ikke tog tjenestens advarsler alvorligt.
I kølvandet på attentatet i 2004 og efter de mange, der sidenhen er sket i andre europæiske landes tog, busser, pladser og kirker, er alle nu på vagt.
Kilder: El País, El Confidencial, El Mundo og The Huffington Post.

Al-Ándalus, det mauriske Spanien fra år 711 og via den gradvise, kristne generobring frem til den endelige i 1492, skulle ifølge mange historikere og gængse lærebøger have været et tolerant og højt udviklet samfund.
I dette kunne kristne og jøder leve i fred, og de kunne praktisere deres religion på lige fod med deres muslimske frænder. Kvinder havde ligefrem diverse rettigheder. Videnskaben og kulturen trivedes. Så godt faktisk, at det skulle være takket være de mauriske lærde, at den græske videnskab blev os overleveret, og at lægevidenskaben og landbruget udvikledes.
Generelt var det en stor lykke at leve i det muslimske Spanien, mener man.
Men det er en myte, mener den spanske forfatter Darío Fernández-Morera, der naturligvis ikke er den første til at argumentere imod denne myte. Men han har en ph.d. fra Harvard og er lektor ved Northwestern University i USA, og tidligere på året udgav han bogen The Myth of the Andalusian Paradise. (Den er skrevet på engelsk).
Bogen har medført en verbal boksekamp blandt de stoiske lærde på den ene side og på den anden dem, som altid har haft svært ved at tro på muligheden for, at Al-Àndalus var det ideelle samfund, og på denne side har Darío Fernández-Morera et skyts, som er sagligt og veldokumenteret.
Blandt hans argumenter er:

Af Jette Christiansen