Charlotte Rørths møde med Jesus i Andalusien

I 2009 var danske Charlotte Rørth i den andalusiske by Úbeda, hvor hun, som hverken var et religiøst eller spirituelt søgende menneske, i et kapel mødte Jesus. To gange.
Hun så ham som i det, hun selv kalder et hologram, hvori han fremstod i kjortel, med skæg, grågrønne øjne og med jord mellem tæerne, med andre ord som han ser ud i den fremstilling, vi kender af ham. Han talte til hende, og selvom hun ikke forstod ordene, er hun ikke i tvivl om meningen.
Men kan man virkelig møde Jesus? Og hvordan er hendes erkendelser blevet modtaget hos de traditionelt kulturkristne danskere?
Foreløbig har 8.000 af dem ønsket at høre mere om Charlotte Rørths møder med Guds søn, og de er strømmet til hendes fortællinger rundt om i Danmark. Sidste år havde hun 45 foredrag, i år bliver det til mere end 65. Og hendes bog ’Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvilligt troende’, der udkom i 2015, har på bare et år er solgt i 19.000 eksemplarer.
La Danesa har mødt hende i hjemmet i Aalborg for som de 8.000 andre at høre hendes forklaring på, hvad der egentlig skete, og hvad det har betydet for hende.

Det var lidt af en tilfældighed, at Charlotte Rørth i slutningen af 2008 befandt sig i Andalusien. Hun er journalist og var af Den Spanske Stats turistbureau inviteret med på en grupperejse til mindre kendte områder i den sydspanske region. En kollega fra en anden avis måtte melde fra, hvorfor Charlotte Rørth kom med på et afbud.
Et af de første stop var Baeza, og allerede i en kirke her kom måske det første varsel om de senere hændelser, da en ældre dame kom hen til hende, tog hende i hænderne og sagde, at hun var ’udvalgt’.

Hvad lagde du i det?
”Det gjorde intet indtryk på mig. Og jeg har aldrig følt mig udvalgt. Jeg har fået nogle særlige oplevelser og opgaven med at finde ud af, hvad jeg skal stille op med dem. Jeg tænker, at det er lidt tilfældigt, at netop jeg har fået dem. Det er ikke, fordi jeg har gjort noget for at få dem, eller fordi jeg har gjort mig fortjent til det, eller fordi jeg er noget særligt. Det diskuterer jeg ofte med mine katolske venner, fordi de har meget nemmere ved at acceptere, at nogle er tættere på Gud end andre. Men sådan er vi jo ikke opdraget. Vi er alle lige for Gud, og det ligger enormt dybt i mig. Også selvom jeg ikke er opdraget i den kristne tro.
Det kan godt være, at damen i Baeza bare er skør, eller at der er noget dybere i det. Jeg har ikke mødt hende igen, og selvom jeg gerne ville finde hende, så – ja, du ved, hvor mange sortklædte, gråhårede damer, der findes i Andalusien.”

Senere gik Andalusien-turen til Úbeda, hvor bl.a. kapellet La Sacra Capilla del Salvador del Mundo skulle besøges. Inde i sakristiet fik hun pludselig fornemmelsen af ikke at kunne bevæge sig, og lokalguiden, Andrea Pezzini, som fulgte gruppen, så hende, og han sagde senere, at hun var omgivet af lys.
Derefter var det hjem til hverdagen, hjem til mand og børn, arbejdet på avisen og et liv, der som hidtil ikke inkluderede religion i nogen nævneværdig målestok. En drøm blev dog ved at forfølge hende. Heri kaldte en stemme på hende bag den brede, mørke dør til kapellet i Úbeda. Efter nogle måneder, nærmere betegnet i februar 2009, tog hun tilbage, igen i forbindelse med sit arbejde, og hun benyttede lejligheden til et genbesøg i Úbeda og til at åbne den dér dør.

Var du ikke nervøs for at åbne den?
”Jeg gjorde det, jeg plejer at gøre, når noget er for voldsomt. Jeg arbejder bare. Så jeg forberedte mig ikke. Men jeg havde et hul i kalenderen en eftermiddag, hvor jeg havde en aftale med Andrea, som skulle gå med mig. Men jeg var enormt nervøs, spændt og utryg.”

Det hele virker forudbestemt og som om, du blev bedt om at komme tilbage?
”Ja, men jeg går ikke op i det, for hvorfor er det vigtigt? Det er ikke vigtigt, om jeg er valgt på forhånd eller om det hele er planlagt. Det afgørende er budskabet, hvad jeg gør ved det, og hvad det kan betyde for andre mennesker.
Det bekymrer mig, når andre mennesker går meget op i det med tegn, som nemt kan ses i bakspejlet, for der kan det virke, som om at alting er forudbestemt. Det er ansvarsforflygtigende. Jeg tror ikke på, at Gud sidder med et regneark over vores liv. Det har jeg også lært på den barske måde, for i hvis regneark står der så, at vores søn skulle dø? Det er også en grum måde at se på andre mennesker. Man kan f.eks. høre nogen sige, at hvis nogen er syge, er det nok også meningen.”

Inde i kapellet satte hun sig på en bænk. Her så hun Jesus på et tidspunkt i hans liv, som måtte være et års tid før hans død. Han talte til hende på et sprog, hun ikke forstod, men som hun senere har fundet ud af er aramæisk.

Hvordan kunne du vide, at det virkelig var Jesus?
”Jeg var slet ikke i tvivl.”

Du smiler…
”Ja, for hver gang jeg taler om det, bliver jeg bare glad. Det er en stor lykke at have oplevet det, for det er den største kærlighed, man overhovedet kan have. Jeg har siden læst om andre mennesker med lignende oplevelser, og ingen har været i tvivl om, hvem de har set.”

Du er heller ikke i tvivl om, at han er Guds søn?
”Nej, slet ikke. Han er både Gud og menneske. Han er begge dele. Vores møde var menneske til menneske, men det rene blik, hvormed han så hele mig, det kan et menneske ikke. Men meningen er, at vi skal stræbe efter det.
Hans blik sagde mig, at det er godt, at jeg er til, at jeg er elsket uanset mine fejl og mangler. Blikket var ikke kvalmende sødt, heller ikke erotisk, der var ikke noget køn i det. Jeg havde det som en elverpige, som noget overjordisk, men samtidig var jeg mig selv.
Hvor er jeg glad for dit besøg, for det er snart nogle uger siden, jeg sidst har talt om det.”

Betyder det ikke noget, at du ikke kunne forstå ham?
”Nej. Noget kommunikerede han telepatisk. Men hvis det øvrige havde en betydning, havde han sørget for at tale til mig i noget, jeg kunne forstå. Jeg er ikke klog nok til at vide, hvad der er det rigtige. Det ved han.”

Efter mødet græd du, hvorfor det?
”Jeg græd ikke, fordi jeg var ked af det, jeg græd af forundring over at være berørt af Helligånden. Jeg har ikke haft nedture, det havde jeg ellers før. Jeg havde dog frustrationer over, hvad jeg skulle stille op med oplevelserne”.

Charlotte Rørth tog flere gange tilbage til Úbeda, og hun mødte endnu engang Jesus. Denne anden gang spurgte hun, hvad han ville, at hun skulle gøre. ’Jeg stoler på dig’, var hans svar.”

Den spanske forbindelse
Hvorfor mødte du mon Jesus netop i Spanien?
”Det ved jeg ikke.”

Men hvad kan være så specielt ved Úbeda?
”Det er et fantastisk sted. Der er kilder, masser af vand, flere floder som Guadalquivir udspringer i nærheden. Jeg har studeret skrifter skrevet på gedehud fra 1100-tallet omhandlende vand, og om hvordan kristne, jøder og muslimer indgik aftaler om vand. Det var det vigtigste at indgå aftaler om. Synagogen er bygget i forbindelse med en grotte, som allerede i bronzealderen har været én eller anden form for helligdom. Og så har alle de andre været der; visigoterne osv. Men jeg ved ikke, hvorfor jeg så ham netop der. Selve oplevelsen har intet at gøre med Úbeda, og han stod helt klart i Israel, ved Genesarat Sø.”

Hvordan er ellers dit forhold til Spanien?
”Jeg har altid rejst meget dertil, og altid følt mig godt tilpas der. Mit spanske er ikke perfekt, men jeg kan godt lide at tale det. Jeg lavede min hovedopgave til journalisteksamen i Baskerlandet. Det var i 1987, hvor der var så mange uroligheder. Jeg var sidst dernede i oktober, det var en rejse i Teresa af Ávilas fodspor. Nørdet.”

En af dine veninder mener, at du har boet der i et tidligere liv?
”Ja, også i Italien. Og i Sverige. Jeg går ikke op i det. Jeg tror ikke på reinkarnation, som de fleste definerer det. Men jeg har jo mødt Jesus, uden for tiden. Jeg ved, at vi kan eksistere på andre måder, end det vi fatter lige nu. Tankegangen om at vi skal reinkarneres som f.eks. frøer, den kan jeg ikke med. Den er for mærkelig. Det er igen, som om at alt er forudbestemt, og at vi får som forskyldt. Det er ikke kristendom.”

Du har kaldt dig selv for kulturkristen før møderne, kalder du nu dig selv for troende?
”Jeg er ikke troende, jeg er vidende. Det er voldsomt, men uanset hvad der sker i mit liv, kan disse oplevelser ikke fjernes igen, og det gør mit forhold til tro anderledes end for de fleste andre. Jeg har ikke noget valg.”

En bog bliver til – og modtages
Charlotte Rørths oplevelser fyldte de næste år så meget, at hun dårligt kunne rumme det. Hun ville ikke give slip på sit almindelige liv, som hun var og er glad for, og hun var bekymret for omverdenens reaktion. Men hun begyndte så småt at fortælle sine nærmeste, sin mor – hvis umiddelbare svar var ’Gud, er du blevet religiøs’ – sin mand og sine sønner om oplevelserne, og efterhånden formedes tanken om at skrive en bog. Denne proces tog fem-seks år.
I begyndelsen af 2015 udkom den så. Det sidste kapitel omhandler hendes besøg i Israel, da hun mente, at hun måtte dertil, og at det ville være en naturlig afslutning på bogen.
”Jeg græd meget under hele turen. Jeg var så veltilpas, men også meget bevæget.”

Hvorfor er din bog blevet så godt modtaget?
”Fordi den vækker genklang hos mange. Ingen har gjort grin med mig, hvilket jeg ellers var bange for. Eller for at blive tiet ihjel. Men folk er rummelige, interesserede og faktisk ret søde.
Til foredragene oplever jeg, at folk ikke kun kommer for at se giraffen. Jo, det gør de også, og det er helt okay. Men de kommer mest for selv at tænke, og de kommer med andre for også at tale om det. Det er fedt. Det er ikke det, at bogen bliver solgt, og at den udlånes meget på bibliotekerne, det er det, at folk taler om det, om deres tvivl og deres tro. Det er det, jeg gerne vil.”

Er du forbavset over interessen?
”Enormt forbavset. Vi havde håbet på, at bogen ville sælge sådan okay, men det første oplag på 1.200 eksemplarer, som udkom en fredag, var allerede solgt om mandagen.
Mange aviser har omtalt den. Damebladene vil ikke, selvom de gerne vil skrive om f.eks. buddhisme. Jeg var også med i Kulturen på News på TV2, hvor Knud Romer sagde, at jeg skulle gå til psykolog.”

I øvrigt havde Charlotte Rørth allerede været netop det, da hun efter møderne med Jesus opsøgte både psykologer, læger og alle mulige andre kloge folk for at få undersøgt, om oplevelserne kunne skyldes noget hos hende. Hun blev erklæret sund og rask på alle leder og kanter.

Hvorfor er bogen udkommet på netop Informations Forlag?
”Det er der, jeg kommer fra. Der begynder min historie, og der er den skoling, jeg har haft. Det har også givet et overraskelsesmoment.”

Kan interessen også skyldes, at mange har savnet noget, uden måske at have været medvidende om det?
”Det tror jeg. Folk køber bogen på grund af sig selv. De siger også til mig, at de synes, det er en lettelse, at de kan tale om det her på en almindelig måde. Der er tabu omkring tro, og det er jeg med til at nedbryde. Det er en stor fornøjelse.”

Hvordan har du det med den modstand, bogen også har mødt?
”Mange såkaldte ’akademisk troende’ er skeptiske. De kan godt forklare, at kristendommen er en god idé, og de kan foretage en akademisk udlægning af kristendommen. Det kan de ikke med det, som jeg har oplevet.”

Men kan man forklare alt i bibelen, som f.eks. genopstandelsen?
”Nej. Og det er det, som de har problemer med. Derfor har de også problemer med mig. I Danmark har der netop været en stor debat omkring en præst, der tror på reinkarnation, men problemet er, at ingen har defineret, hvad reinkarnation er. Verbet er til at forstå, men hvad betyder det egentlig? Man kan godt sige, at man tror på reinkarnation, hvis man tror, at det er det samme som kødets opstandelse, men det er det ikke. Jeg blander mig dog ikke i, hvad folk tror, men jeg vil blande mig i, at vi snakker ordentligt om det.
Der er flere ting i troen, man ikke kan forklare. Jeg kan heller ikke begribe det, jeg har oplevet.”

Er der nogen, som åbenlyst har sat spørgsmålstegn ved din fortælling?
”Det er der, men ikke ret mange. Det gør ikke noget. Jeg har holdt foredrag for 8.000 mennesker, og i år skal jeg holde for endnu flere. Og det første år modtog jeg mellem tre og ti breve hver dag fra læsere. Nogle vil have mig med i en bestemt menighed eller gruppe, men det er ikke mit mål. Folkekirken er fin, for tro handler også om at være sammen om det og at hjælpe hinanden.”

Hun håber, at hun også på et tidspunkt får mulighed for at holde foredrag i Spanien.
Hvornår bliver det?
”Det kunne blive, når bogen udkommer på spansk. Foreløbig er den oversat til norsk, i løbet af foråret udgives den på polsk, og engang ud på efteråret udkommer den på spansk. Men måske skal jeg til Úbeda i maj. Jeg kan nok ikke lade være.”

Blå Bog
– Charlotte Rørth er 53 år og født i København.
– Gift.
– Mor til tre sønner, den yngste døde i 2014.
– Bosat i Aalborg.
– Uddannet journalist i 1987 ved Journalisthøjskolen i Aarhus.
– Ansat ved Nordjyske Stiftstidende (Nordjyske Medier).
– Omtalte bog er Charlotte Rørths debut som forfatter.
– Hun går i år i gang med en bog om andres oplevelser.

Tre citater fra Charlotte
”Jeg tror ikke på, at Gud sidder med et regneark over vores liv.”
”Jeg blander mig ikke i, hvad folk tror, men jeg vil blande mig i, at vi snakker ordentligt om det.”
”Der er tabu omkring tro, og det er jeg med til at nedbryde. Det er en stor fornøjelse.”