Immigrationens væsen: Del 6 - Flygtningestrøm sætter Europa på prøve

Det seneste flygtningefoto i rækken, der får hjertet til at knuge sig sammen, er billedet af den lille tre-årige syriske dreng, Aylan Kurdi, som blev skyllet op på stranden ved den tyrkiske kyst. Det er blevet symbolet på alt, hvad krig, sult og knuste drømme kan føre til. Men det er også billedet på en Europas største hovedpiner, og flygtningespørgsmålet splitter Unionen, borgerne og landene internt.

 

Her skal vi nemlig registrere alle nyankommne personer i det fælles europæiske registrer, EURODAC, så alle medlemslandene kan finde info om flygtningen. Derudover skal landene sørge for midlertidige opholdssteder og den fornødne hjælp, og det tærer på de i forvejen begrænsede ressourcer. Sydeuropa har svært ved at følge med, og derfor ser landene til tider igennem fingre med registreringen, da flygtningen så kan tage videre til eksempelvis Frankrig, Tyskland og Nordeuropa for at få asyl. Det er en måde at lette trykket, men også et eksempel på, at EU’s flygtningepolitik har fejlet.

 

Pres på regeringsledere og EU
De europæiske regeringsledere er sat under pres fra alle sider. Tusinder af flygtninge banker på døren, befolkningerne kræver svar, og Unionen er splittet som aldrig før. I en fælles erklæring underskrevet af Frankrig, Tyskland og Italien den 3. september blev de resterende 25 EU-lande derfor mødt med en opsang om fælles ansvar og et krav om obligatoriske flygtningekvoter:
“De økonomiske ressourcer og størrelsen på landene vil spille en rolle i forhold til, hvor mange immigranter, de bliver bedt om at tage, men uden kvoter, kan vi ikke løse dette problem”, lyder det i erklæringen, hvori det også pointeres, at migrationskrisen i Europa har tydeliggjort begrænsninger og mangler ved asylreglerne, som må revurderes.

Dage forinden den fælles erklæring blev offentliggjort, holdt Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande et telefonmøde om nødvendigheden af en fælles flygtningepolitik i EU, og sammen opfordrede de EU-landene om at tage ansvar i forhold til problematikken.
“Den Europæiske Union må handle beslutsomt og på linje med dens værdier. De her mænd og kvinder flygter med deres familier fra krig og forfølgelse. De har brug for international beskyttelse.”

Den desperate og håbløse situation, mange immigranter befinder sig i, har også fået flere større spanske byer til at sende en klar besked til statsminister Mariano Rajoy med et krav om en handlingsplan for modtagelsen af flygtningene. Et forslag om at lave et register for familier i Spanien, der ønsker at hjælpe flygtningene, er blevet lagt på bordet af byer som Barcelona, Madrid, Zaragoza, Pamplona, Valencia, A Coruña og Málaga, sammen med en opfordring om, at der skal skabes overblik over, hvilke midler landet har. Det fortæller byrådsmedlem Julio Andrade, med ansvaret for Immigration og Sikkerhed i Málaga.

“I Málaga støtter vi op om at hjælpe regeringen i spørgsmålet om at modtage flygtninge, men først beder vi regeringen om at koordinere landets ressourcer og tage fat i de organisationer, som arbejder med flygtninge, for at kunne planlægge projektet. Der findes så mange spanske familier, som gerne vil hjælpe, men først skal det organiseres.”
Han er desuden enig med de to førnævnte EU-ledere, og efterlyser solidaritet og en kordineret handlingsplan i EU.
“Alle de tusinder af flygtninge, som ankommer til lande som Spanien eller Tyskland, vil til sidst ende med at oversvømme de lande, og derfor er der brug for en fælles indsats. Det skal undersøges, hvilke midler de forskellige lande har at bidrage med. Der bør være en større solidaritet,” siger han og pointerer:
“Der er i flere år kommet mange flygtninge til Europa gennem lande som eksempelvis Spanien, og der har EU fejlagtigt tænkt problemet som det enkelte lands ansvar. Mange immigranter er ofte rejst videre til andre EU-lande, hvor de havde bekendte eller familie, og derfor har det altid været et fælles problem. Men der har været en mangel på solidaritet, og man har ikke forberedt sig på dette øjeblik. Og det ser vi konsekvensen af nu.”

I Spanien har man dog forsøgt at tage sine foranstaltninger i forhold til flygtningepresset ved Ceuta og Melilla, og i 2014 blev forskellige initiativer sat i værk for at hjælpe flygtninge, men også for at dæmme op for tilstrømningen.

 

 

Mere kontrol og flere flygtninge
I den årlige rapport fra Indenrigsministeriet vedr. illegale flygtninge er flere tiltag sat i søen i løbet af 2014, blandt andet de følgende projekter:

– Der er oprettet kontorer for international beskyttelse ved grænserne til Cueta og Melilla. Her kan personer, som har brug for international beskyttelse, indgive en ansøgning til de ansvarlige myndigheder på stedet i samarbejde med en advokat og en tolk.

• Støtte til det frivillige retur-program fra den Internationale Organisation for Migration (IOM) i Marokko. I 2014 har Indenrigsministeriet givet 600.000 euro i støtte til programmet, der er rettet mod ilegale immigranter i Marokko, som ønsker at vende tilbage til deres hjemland for at integrere sig der.
• Forbedring af infrastrukturen af grænseposterne i Ceuta og Melilla. Styrkelse af politiforcen, der beskytter grænser, takket været 10 millioner euro fra EU-Kommissionen.
• Intelligente grænser (Smart-Borders): Flere ABC (Automatic Border Control System) systemer og API (Aplication Programming Interface) systemer, som tjekker passagerer på havnefronter og i lufthavene.
• Flere midler til overvågning af kysterne. Især flere sensorer, raderer og kommunikationssystemer via satilit.

Initiativerne skal sikre landet mod de illegale immigranter, som krydser den spansk/marokkanske grænse, og Spanien har da også sine flygtninge at “slås” med, men den massive flygtningestrøm, som i dag placerer sig ved grænsen til Italien og Grækenland samt mange østeuropæiske lande, er af en anden type og skala.

En af de største flygtningegrupper, som kommer til Europa i øjeblikket, er nemlig syrere, der flygter fra en omfattende borgerkrig og Islamisk Stat. Ifølge tal fra FN’s flygtningeagentur (UNHCR) er antallet af syrere på flugt ca. 12 millioner, hvoraf 7,6 millioner af dem er fordrevet internt i Syrien – og spørgsmålet er, hvor de skal tage hen? Lidt over fire millioner syriske flygtninge er taget ud af landet og befinder sig i nabolande som Tyrkiet og Libanon, hvorfra nogle tager videre mod Europa. Antallet af syrere, som rent faktisk sætter foden på europæisk jord er dog lille set i lyset af det høje antal flygtninge. I Europa befinder der sig i øjeblikket godt 350.000 syriske flygtninge, eller hvad der svarer til 6-8 procent af de 12 millioner, som er på flugt. De fleste slår sig nemlig ned i flygtningelejre i eksempelvis Libanon, der er mindre end en fjerdedel af Danmark, og er ved at drukne i flygtninge efter at have modtaget mellem 1 til 2 millioner syrere.

 

 

Hvem tager ansvar?
Foruden de mange syrere på flugt kommer mange af flygtninge også fra Kosovo og Afghanistan, der er de primære flygtningegrupper, som ifølge EUROSTAT har søgt asyl i Europa i første kvartal af 2015. Antallet af nye asylansøgere nåede i den periode op på 184.800, hvilket er 85.400 flere end samme periode sidste år. Og det stigende antal flygtninge, der befinder sig i Grækenland og Italien, har skabt splid i EU-koalitionen, hvor spørgsmålet om menneskekvoter har slået skår i fælleskabet. Tyskland og Frankrig er de to lande, som har tilbudt at tage imod flest flygtninge. Spanien har valgt at tage i mod 2.740, hvilket et stykke fra de 4.288 personer, som EU havde håbet på. Danmark har valgt helt at melde sig ud af kvotesystemet med henvisning til EU-retsforbeholdene og ville til at begynde med ingen flygtninge tage overhovedet. En beslutning byrådsmedlem Julio Andrade finder både egoistisk og langt fra den solidaritet, han efterlyser.
“Hvis Danmark virkelig har gjort det, så mener jeg, landet begår en stor fejl. Alle må hjælpe til for at løse verdens problemer, også selvom man befinder sig langt væk fra brændpunkterne. Landet er en del af Europa og bør være med til at løse problemerne. Det er ikke et spørgsmål om politisk eller religiøs overbevisning, det er et menneskerettighedsproblem – og jeg finder det egoistisk, hvis et land afstår fra at hjælpe andre, som er i problemer.”

Noget tyder dog på, at Lars Løkke Rasmussen, efter en telefonsamtale med Angela Merkel den 7. september, har revurderet sin og regerings beslutning, der efterfølgende har indvilliget i, at Danmark tager imod mindst 100 flygtninge fra Tyskland.
“Vi er blevet overhalet af virkeligheden (…), og vi er nødt til at finde en fælles europæisk løsning på det, der er et fælles problem,” forklarede Løkke efterfølgende samme dag på et pressemøde om sagen.
En beslutning, som sikkert vil vække glæde i Málaga. For ifølge Julio Andrade er der nemlig kun én vej frem, og det er et stærkt politisk samarbejde og investeringer i udviklingslandene. Men her er det vigtigt at adskille flygtninge og immigranter, for dem, der flygter fra afrikanske og latinamerikanske lande på grund af fattigdom og sult, er ikke de samme som dem, der i øjeblikket banker på døren til Europa. Og det kræver forskellige løsninger.
“Der har altid eksisteret immigration på grund af lønforskelle mellem lande og manglende jobmuligheder, men som hovedregel er det de færreste mennesker, som forlader land og familie, hvis tilværelsen er god. I Málaga har vi de sidste 20 år investeret mere end 21 millioner euro i 800 forskellige projekter, primært i Afrika og Latinamerika, baseret på idéen om, at hvert land bør være selvforsynende. Men det kræver, at vi hjælper til med udviklingen. Hvis en person ikke ved, hvordan man fisker, så hjælper det ikke at give ham en fiskestang. Du bliver nødt til at lære ham at fiske. Det er samme koncept med udviklingslandene – vi skal være med til at uddanne dem, lære dem at konstruere og bygge, dyrke landbrug og udvikle. Men det er en anden situation end i Syrien, her flygter folk fra krig og død.”

I 2013 ankom 4.235 illegale flygtninge til Ceuta og Meillia, heraf var 273 syrere. I 2014 ankom 7.485 illegale flygtninge til det spanske grænseområde, 3.305 var syrere. Et lille antal set i lyset af de 12 millioner syriske flygtninge, men alligevel et godt eksempel på den stigende menneskestrøm, der nærmer sig Europa – og den lader sig ikke stoppe af hverken pigtråd, lukkede banegårde, Middelhavet eller en passiv tilgang til problemet.