Bravo til Cap de Creus

Cap de Creus har et vildt og smukt og klippefyldt landskap, hvor man, dens lidenhed taget i betragtning, kan køre længe uden af møde andre på ens vej ud i fornøjelsen af en usædvanlig del af Spanien.
Det er en del af Costa Brava, som er langt mere brav, modig og smuk end dens omdømme, og bravo for det.
Området er fredet på grund af dets økosystemer, og det er 190 kvadratkilometer vildskab, som hermed bevares. Men her er skam veje, der fører til de spredte bebyggelser, de enkelte byer, de mange små vige og det store ingenting.

 

Figueres og Roses
Et udgangspunkt for en tur rundt på Cap det Creus kan være den nærmeste lidt større by, som er Figueres. Som i Salvador Dalís fødeby og museumscentrum over alting dalisk fra æg på hustagene, brød i murene og anden fredsommelig protest imod det forudsigelige.
Herfra tager man vejen ud imod forlængelsen, f.eks. i retning af Roses. Det er en rodet og sædvanlig vej, med lidt industrikvarter og sådant nutidigt boligbyggeri.
Roses derimod er en gammel fiskerby, og dens historie går muligvis tilbage til grækerne, og én teori lyder, at den hedder Roses, fordi den blev grundlagt af folk fra Rhodos.
En hel del århundrede senere, nærmere betegnet i 1500-tallet blev fæstningsværket Ciutadella de Roses opført, selvom det oprindelige skulle være fra grækernes tid. Og så er her en borg kaldet Castell de la Trinitat, som man netop restaureret for to millioner euro.
I dag har Roses omkring 20.000 indbyggere, og den er som så mange andre byer på den brave kyst forvandlet til en badeby, men af den mere charmerende slags, hvor den moderne tids tand er at se, uden dog at ødelægge den fine by ved den lige så smukke strand.

 

 

Cap de ditten og datten
Fra Roses går den smalle og snoede vej udad og opad, gennem heftige kløfter og forrevne klipper, hvoraf mange udtrykker sig i de særeste formationer. Vejen hedder passende Ctra. de la Roca.
Halvøens højeste punkt, Sankt Salvador, er på 670 meter.
Langs kysten gemmer sig utallige bugter og omkring halvøen er havet spækket af små øer. Her er ikke megen skov, kun enkelte pinje- og egetræer, elme- og asketræer, men til gengæld masser af krat med lyng, enebær og vilde roser, hvor frøer, firben og skildpadder trives.
Når som helst lysten kommer over én, og man stopper for at trave en tur og nyde vuet over havet, bliver man sjældent forstyrret, det skulle da være af nordenvinden, Tramontana, der accelererer i Pyrenæerne, og som på sine arrigste dage kommer op på 200 km i timen.
Den første del af halvøen kaldes Cap Norfeu, der er er den sydøstligste del af naturparken Cap de Creus. Men det er denne del, man kører igennem fra Roses og til den nok mest kendte bugt på halvøen, nemlig Cala Montjoi, hvor de småhuse, der husede restauranten El Bulli, stadig står, og hvor Ferran Adrià og hans partnere i september går i gang med at opføre større lokaliteter til et kulinarisk mekka.
Her ligger så også og i typisk catalansk surrealisme en campingplads, hvor man desuden kan leje en feriehytte.

 

Cadaqués og Portlligat
Der er meget sparsomt beboet, men der findes udover campingpladser trods alt enkelte hoteller og flere andre små byer ude på selve halvøen. Det er Llançà, El Port de la Selva, La Selva de Mar, Palau-Saverdera, Vilajuïga Pau, og så er der Cadaqués, som ligge ude på den yderste spids.
Denne by er lidt et tilløbsstykke, officielt bor her ca. 2.500 mennesker, men i ferieperioderne opholder her sig ti gange så mange. Populariteten skyldes, at her er smukt og malerisk, og at budskabet herom er kommet ud til hele omverdenen, fordi det var her, salige Salvador Dalí i mange år holdt hof. Han og familien havde en sommerbolig ved bugten i Portlligat (også kaldet Port Lligat), to små km nord for Cadaqués. Det betød, at kunstnere i hans slæng, heriblandt Pablo Picasso og Joan Miró, også kom hertil, mens Gabriel García Márquez har omtalt stedet i novellesamlingen Doce cuentos peregrinos (på dansk Tolv Vandrehistorier) – og hvilken bedre PR kan en fiskerby ønske sig?
Dalís hus i Portlligat er i dag indrettet som et såkaldt husmuseum.

 

 

La Selva og Sant Pere de Rodes
Fra Cadaqués går vejen videre mod nord, dog nu i vestlig retning og gennem endnu en bid af naturparken, indtil man kommer til La Selva de Mar og fiskerlandsbyen El Port de la Selva. Den har små tusind indbyggere, den er noget mindre besøgt end Cadaqués, men her lokker beskedne spisesteder med alt andet end jævne fiske- og risretter. Og så skulle området have nogle af Cataloniens bedste strande.
Ved El Port de la Selva er man ellers så småt ved at være kommet til den nordvestlige afslutning på Cap de Creus, hvorfra bjergene tager navneforandring til Sierra de Rodes.
Men skulle der være appetit til mere, så kør op til La Selva de Mar og til Sant Pere de Rodes, der har været et benediktinerkloster, men som dog ikke længere er i brug. Den nuværende bygning blev opført i 1000-tallet, mens der først var et kloster her i omkring år 750, og det blev bygget ved borgen Sant de Verdera, hvorfra man plejede at beskytte klostret. Det ligger i 500 meters højde, og herfra er der udsigt både til foden af Pyrenæerne og ud over halvøen, og man forstår, hvorfor en legende lyder, at det var Hercules, som lod Cap de Creus hugge ud af bjergene.

 

Omtrentlige afstande:
Barcelona – Roses: 160 km
Girona – Roses: 50 km
Den franske grænse – Cap de Creus: 25 km
Figueres – Roses: 20 km
Roses – Cala Montjoi: 8 km
Cala Montjoi – Cadaqués: 13 km
Cadaqués – El Port de la Selva: 13 km