Det danske magasin i Spanien
Korte nyheder december 2014

Korte nyheder december 2014

FC--Barcelona
 
Tidligere FC Barcelona præsident i fængsel
Den tidligere så højt respekterede præsident for fodboldklubben FC Barcelona Josep Núñez begyndte mandag den 17. november afsoningen på sin dom på 26 måneder for groft skattesvig og forsøg på bestikkelse af funktionærer fra skattevæsenet. Også Núñez’ søn er blevet fængslet i forbindelse med sagen. Sammen stod de for driften af deres familieejede entreprenørfirma, hvor de igennem flere år systematisk svindlede med regnskaberne og forsøgte at bestikke folk fra skattevæsenet, for at de ikke skulle stikke næsen for dybt i regnskaberne. Josep Núñez og sønnike fik først seks års fængsel, som senere blev anket og nedsat til to år og to måneder. Det var tvivlsomt, om Josep Núñez skulle afsone sin straf, da han er en ældre herre på 81 år. Myndighederne vurderede imidlertid hans helbred som værende godt, så derfor sidder han i dag bag tremmer. Núñez huskes i offentligheden primært som en succesrig præsident for FC Barcelona i den lange periode fra 1978 til 2000. I slutningen af 70’erne var FC Barcelona ikke en storklub i Europa, og holdet var milevidt fra Real Madrid i den spanske liga. Josep Núñez fik vendt skuden, og specielt årene fra 1990-94 var gode. Med Johan Cruyff som træner og Michael Laudrup som en af de toneangivende spillere, vandt klubben det spanske mesterskab fire år i træk og Champions League i 1992.
 
 
Tolox
 
Tolox’ borgmester idømt fængselsstraf – igen
Borgmesteren i landsbyen Tolox, Juan Vera, er for anden gang blevet dømt for udstedelsen af ulovlige byggetilladelser. Det er også anden gang, han får 15 måneders fængselsstraf for ulovligheden. Juan Vera er fortsat borgmester i den lille by nord for Marbella. Han har meddelt, at han vil gå af, men har ikke sagt hvornår. Med to straffe på hver 15 måneder, kan han når som helst blive bedt om at begynde sin afsoning. Juan Vera fastholder imidlertid sin uskyld og har anket begge domme. Han mener, han har handlet i god tro og blot har underskrevet dokumenter udarbejdet af kommunens tekniske afdeling, som han havde tillid til ikke gjorde noget forkert. Den ansvarlige arkitekt for byens byplanlægning er også blevet dømt i sagen.
 
 
IU
 
IU leder går af – ung politiker fra Fuengirola tager måske over
Lederen af Spaniens tredjestørste parti Izquierda Unida, Cayo Lara, har meddelt, at han ikke genopstiller som partiformand næste år. Cayo Lara har stået i spidsen for partiet siden 2008. Han mener, det er tid til et generationsskifte i det venstreorienterede parti, men måske skyldes hans afgang også, at partiet siden EU-valget i foråret har tabt mange vælgere i meningsmålingerne og nærmest har stået i skyggen af det nye parti Podemos, som stormer frem. Ifølge spanske TVE kunne den nye leder i partiet meget vel blive den kun 29-årige Alberto Garzón. Han er født i Nordspanien men opvokset i Fuengirola og Málaga. Siden 2011 har han siddet i parlamentet og betegnes i dag, som en af partiets mest talentfulde politikere.
 
 
valg-Catalonien
 
Alternativt catalanske uafhængighedsvalg blev gennemført
2,2 millioner catalanere afgav søndag den 9. november deres stemme til dét, der betegnes som et alternativt uafhængighedsvalg i Catalonien, efter at den spanske Grundlovsdomstol i to omgange har dømt det oprindelige valg ulovligt. Ca. 6 millioner catalanere havde mulighed for at stemme, hvoraf 40 procent benyttede sig af muligheden. I runde tal betyder det, at 2,2 millioner gik til valgurnerne, og ud af disse stemte godt 81 procent ja til selvstyre. Præsidenten for den catalanske regionalregering, Artur Mas, betegner valget som en stor succes: “Valget forløb fredeligt og demokratisk, og valgtilslutningen på 2,2 millioner er over al forventning på grund af den store forvirring op til valget.” Regeringen i Madrid har i korte vendinger betegnet valget som en farce og politisk propaganda.
 
 
vero-moda
 
Bestseller bygger nyt hovedsæde i Churriana
Det danske tøjfirma har stor succes i Spanien og er i fuld gang med opførelsen af sit nye spanske hovedsæde i Churriana mellem Málaga og Torremolinos. Den danske tøjkoncern fører bl.a. mærkerne Vero Moda, Jack & Jones og Selected. Firmaet åbnede i 1997 sit første spanske hovedsæde i Málaga by, men flyttede få år efter til langt større faciliteter i Torremolinos. Siden da er det kun gået fremad, og Bestseller-koncernen investerer nu 10 millioner euro i et nyt hovedsæde, som vil rumme kontorer, showrooms og lagerplads fordelt over 5.000 m2. “Bestseller beskæftiger i dag 140 personer, hvoraf 85 har deres daglige gang i Málaga. Der er sket utroligt meget de sidste 10-15 år. Spanien er i dag vores femte største marked efter Tyskland, Danmark, Holland og Norge,” fortæller Pedro González i et interview til dagbladet El Mundo.
Bestseller’s ejer, Anders Holch Povlsen, søn af stifteren, er i dag 42 år og indtager en flot 331. plads på listen over verdens rigeste mænd ifølge magasinet Forbes.
 
 
la-cala-de-mijas
 
Ny strandpromenade mellem La Cala og Calahonda
Den nye strandpromenade mellem La Cala de Mijas og Calahonda er nu blevet indviet. Promenaden er knap 6 km og har kostet små to millioner euro. Strækningen mellem La Cala og Calahonda er stærkt trafikeret, men Mijas Kommune håber på, at den nye promenade vil motivere folk til at gå frem og tilbage imellem de to byer i stedet for at tage bilen til korte ærinder. I samme område har kommunen netop givet 15 nye byggetilladelser til opførelse af 60 nye boliger og et nyt supermarked i den nordlige del af La Cala de Mijas.
 
 
Aston-Villa
 
Costa del Sol vil ha’ fat i englænderne
Andalusien og Costa del Sol var flot repræsenteret under den nyligt afviklede turistmesse i London, World Travel Marked. 190 lande og 45.000 fagfolk var repræsenteret, heriblandt den spanske minister for Industri, Energi og Turisme, José Manuel Soria, formanden for Junta de Andalucía, Susana Díaz, formanden for Málagas amtsråd, Elias Bendodo og Málagas borgmester Francisco de la Torre.
Londons taxier i byens kolde gader var prydet med reklamen “Costa del Sol – Always Warm”, og inde i messehallens varme blev Andalusiens stand flittigt besøgt. “Turismen er altafgørende for udviklingen i den andalusiske økonomi, så det er et must at være repræsenteret her, da England traditionelt set er et af vores største markeder,” sagde Susana Díaz til pressen, samtidig med at hun offentliggjorde, at turismen for indeværende år, målt på antal hotelovernatninger, højst sandsynligt vil stige med ca. 4,3 procent i forhold til sidste år. Få dage inden messen havde Junta de Andalucías ansvarlige minister for turisme, Rafael Rodríguez, desuden taget turen til Birmingham for at deltage i præsentationen af foldboldklubben Aston Villas nye spilletrøjer, som fremover vil bære navnet “Andalucía” på ryggen. Aston Villa spiller i den bedste engelske fodboldrække, og har millioner af fans og tv-seere.
 
 
Podemos-meningsmåling
 
Podemos står til jordskredssejr
Det begyndte som en protestbevægelse, men er nu blevet alvor. Det nye politiske parti Podemos stiller op til folketingsvalget næste efterår, og ifølge meningsmålingerne vil partiet vende op og ned på hakkeordenen inden for spanske politik, som siden 1980’erne har været noget nær et topartisystem med Partido Popular og socialistpartiet PSOE.
I en omfattende meningsmåling fra avisen El Pais står Podemos til at få 27 procent af stemmerne, mens 25,5 procent af stemmerne går til PSOE og kun 20 procent til Partido Popular. I en anden meningsmåling fra CIS (Centro de Investigaciones Sociológicas), som har interviewet 2.000 vælgere, vil Partido Popular fortsat være Spaniens største parti med 27,5 procents opbakning. 23,9 procent ville stemme på PSOE, hvis der var valg i morgen, og Podemos ville få 22,5 procent af stemmerne.
De sidste ca. 25 procent af stemmerne går til venstrefløjspartiet IU, midterpartiet UPyD og de baskiske og catalanske nationalistpartier, PNV, CiU og ERC.
Hvis meningsmålingerne afspejler valgresultatet til næste år, bliver det noget af et puslespil at danne regering. Partido Popular og PSOE har aldrig kunnet samarbejde, mens Podemos’ politiske program går på tværs af det hele.
 
 
VIOLENCIA-DE-GENERO
 
Vold mod kvinder falder i Andalusien, men er fortsat et problem
Ifølge de nyeste tal fra 30. september 2014 ligger antallet af igangværende sager vedrørende vold i hjemmet i Málaga-provinsen på 2.848. 1928 sager drejer sig om psykisk vold eller fysisk vold i mindre grad; 800 sager er klassificeret som mindre alvorlig fysisk vold; 115 sager omhandler vold i et større omfang; fire sager anses for værende fysisk vold i meget høj grad og en sag ligger i den ekstreme ende. Tallene blev offentliggjort af viceborgmesteren i Málaga, Jorge Hernández Mollar, under åbningen af de nye informationskurser, der skal være med til introducerer kvinder i området til systemet Viogén, som bruges til anmeldelse af vold i hjemmet. I provinsen er der i år blevet anmeldt 2750 sager, og der er blevet bedt om 539 polititilhold, hvoraf 302 blev eftergivet og 237 blev afvist. Tre dødsfald som følge af vold er i det indeværende år blevet registret i Málaga. Sammenlignes tallene med 2012, hvor hele 6674 anmeldelser blev indgivet, er det dog tydeligt, at der er sket et markant fald.
 
 
Oliven
 
Udlandet vil have Andalusiens olivenolie
Centraleuropæerne og amerikanerne konsumerer olivenolie som aldrig før. Det sker samtidig med, at store importlande som Brasilien, Kina, Japan og Indien også begynder at få smag for den andalusiske specialitet. Det er positive nyheder for en industri, der ellers ikke ser ud til at få den bedste høst i år. “Vi forventer, at årets produktion vil falde med 30 procent i forhold til sidste år, men til gengæld regner vi med, at kvaliteten af de høstede oliven vil være 10-15 procent bedre end de forgangne år. Det er godt for salget til de førnævnte importlande, hvor mange af forbrugerne lægger vægt på kvalitet og ikke er bange for at betale lidt mere for et godt produkt,” forklarer Baldomero Bellido, som er præsident for sammenslutningen af unge landmænd. Han forklarer, at Spanien, via Andalusien, i dag står for 56 procent af olivenolieeksporten på verdensplan takket være sin gode kvalitet, konkurrencedygtige priser og det faktum, at produktionen i lande som Grækenland og Tunesien er faldet gevaldigt. “Flere og flere landmænd ønsker at eksportere olivenolie, fordi konkurrencen på det spanske marked er hård og presser priserne helt i bund,” slutter han. Den største provins for olivenproduktion er Jaén, efterfulgt af Córdoba, Granada og Sevilla. Málaga-provinsen står for otte procent af den andalusiske produktion.
 
 
Spanien-Rundt
 
Vuelta a España starter i 2015 i Puerto Banús
Costa del Sol kommer for alvor i fokus, når cykelløbet Vuelta a España sættes i gang den 22. august næste år. Vuelta’en, begynder med en enkeltstart i Puerto Banús, og de efterfølgende fire etaper afvikles i Málaga-provinsen. Det er første gang nogensinde, at der afvikles så mange etaper i området, og det står klart, at amtsrådet i Málaga har brugt mange ressourcer på at få det attraktive cykelløb til byen. Cykelløbet tv-transmitteres til millioner af seere i hele Europa, Rusland og dele af Asien og Sydamerika og har derfor en meget stor reklameværdi. Dertil skal lægges tusindvis af cykelentusiaster, der følger etaperne ‘live’. I 2014 lagde feltet turen forbi Benalmádena, og det blev så stor en succes, at Málaga amtsråd søgte om endnu flere etaper. At hele fire etaper afvikles i Málaga-provinsen næste år er i sig selv en bedrift, da alle spanske byer drømmer om at få en etape til netop deres by. Vuelta a España er sammen med Tour de France og Giro d´Italia et af verdens tre største etapeløb.
Efter starten i Puerto Banús, og de efterfølgende 21etaper, afsluttes Vuelta’en 2015 den 13. september i Madrid.
 
 
shutterstock 225135673
 
Mange helligdagene falder på en lørdag i 2015
Kalenderen med helligdagene for det nye år er klar. Og det er opsigtsvækkende, at der ikke falder nogen helligdage midt på ugen, som ellers giver mulighed for at “bygge bro” over en helligdag og således få en halv uge fri. Tilsvarende er det værd at bemærke, at hele tre helligdage falder på en lørdag. Hvis man ikke arbejder på lørdage, får man således ikke glæde af disse helligdage. Det er nemlig kun, hvis en helligdag falder på en søndag, at den “skubbes” til mandag, da søndag allerede betragtes som helligdag i Spanien. De nationale og regionale helligdage for Málaga-provinsen i 2015 er:
1. januar (nytår), 6. januar (hellig tre konger), 28. februar (Día de Andalucía), 2. april (skærtorsdag), 3. april (langfredag), 1. maj (arbejdernes dag), 15. august (Asunción de la Virgen). 12. oktober (Fiesta Nacional de España), 1. november (Día de Todos los Santos), 6. december (grundlovsdag), 8. december (La Inmaculada Concepción) og 25. december (juledag).
 
 
El-Bullil
 
El Bulli åbner som museum
Det er præcist et halvt år siden, den verdenskendte Michelin-restaurant El Bulli i Barcelona lukkede. El Bulli blev igennem fem år valgt som verdens bedste restaurant anført af Ferrán Adriá, der af mange betegnes som historiens bedste kok. Det næste år kan restauranten og dens historie opleves på museet Palau Robert i Barcelona. På museet vil man blandt andet virtuelt kunne se præsentationen af de 1.846 opskrifter, som El Bulli udarbejdede. Man kan også virtuelt sætte sig til bords og nyde en af restaurantens mange menuer. Ferrán Adriá og hans stab ønsker med åbningen af museet, at ånden omkring El Bulli restauranten skal leve videre.
 
 
1283252848741
 
Arbejdsløsheden stiger på ny
Efter tre gode kvartaler steg arbejdsløsheden markant i oktober.
79.154 personer har mistet deres job, og tre store erhverv i spansk økonomi er ramt; service, landbrug og industri. Andalusien er hårdest ramt blandt de spanske regioner med 15.058 nye arbejdsløse, heraf er de 6.300 i Málaga-provinsen. Den spanske beskæftigelsesminister, Fátima Báñez, ser dog positivt på udviklingen, idet antallet af arbejdsløse, set over hele året, er faldet med 174.534 personer, hvilket er det største fald i perioden januar til oktober siden 1998. Desuden er det den mindste stigning af arbejdsløse i en oktober måned siden 2010. Det samlede arbejdsløshedstal er nu på 4.527.000, mens 16.691.000 er tilmeldt Seguridad Social og dermed erhvervsaktive.
 
 
corrupcion-moral
 
Korruptionens landkort – SE DET HER
Caso Malaya, Caso Nóos, ERE-sagen og senest Operación Púnica. Listen over korruptionsskandaler og anklagede politikere er efterhånden uendelig. Andalusierne er de værste, men madrilenerne og catalanerne følger godt efter. Omvendt er nordspanierne lidt finere i kanten. Faktisk er der regioner, hvor ikke én eneste politiker eller embedsmand er impliceret i en korruptionsskandale. Klik på landkortet fra den spanske avis EL Mundo, og se hvilket korruptionsmønster, der tegner sig i Spanien:
http://www.elmundo.es/grafico/espana/2014/11/03/5453d2e6268e3e8d7f8b456c.html
 
 
Søstrene-Grene10154337 603553109753879 3839639570155055083 n
 
Søstrene Grene åbner i Málaga
Inden jule-shoppingen for alvor går i gang, kan man glæde sig til en ekstra lille gave dette år. Nu i december slår Søstrene Grene nemlig dørene op i Málaga centrum. Den nye forretning indtager Plaza Félix Sáenz, tæt ved Calle Nueva, og placerer sig således tæt ved sin nærmeste konkurrent og fædrelands forretning, Tiger-butikken. Søstrene Grene bliver en del af parfume- og kosmetik-koncernen Primor, der bestyrer den danske lavpris-kæde i Spanien. I Málaga kommer de to butikker til at ligge under samme tag, da det er en opskrift, Primor-koncernen har fulgt ved åbningen af tre andre Søstrene Grene butikker i Madrid-regionen – og det har givet gode resultater. De to butikker går under betegnelsen ‘megastore’, og hvis Søstrene Grene får succes i Málaga åbnes måske endnu en forretning i byen. I det kommende år slår Søstrene Grene desuden dørene op i Nevada de Granada og muligvis også i Córdoba eller Barcelona.
 
 
Vækst-Andalusien
 
Andalusien vækster på ny – også indenfor byggeriet
Sparekassen UniCaja har allerede deres økonomiske nøgletal klar for Andalusiens økonomi og beskæftigelse i 2015. Ifølge sparekassen vil det andalusiske BNP stige med 2,0 procent mod 1,4 procent i indeværende år. Alle sektorer vil opleve fremgang i det nye år med undtagelse af landbruget, lyder forudsigelsen. Det vækker opsigt – og håb – at de økonomiske vismænd hos UniCaja spår en vækst i byggebranchen på 2,3 procent. Det er første gang siden 2007, der spås vækst indenfor byggeriet. De optimistiske prognoser smitter også af på arbejdsløshedstallene. I 2015 vil arbejdsløsheden falde med 1,7 procentpoint mod 1,1 i år. Det betyder, at ved udgangen af 2015 vil arbejdsløsheden i Andalusien være faldet til 33,4 procent, hvilket dog fortsat hører til i den høje ende.
 
 
Unicaja1
 
UniCaja består test og børsnoteres i 2016
Málagas sparekasse UniCaja har for alvor fået vokseværk, samtidig med at sparekassen viser sig yderst solvent. En test fra Den Europæiske Centralbank viser, at UniCaja i dag er den ottende mest likvide bank blandt Spaniens 15 banker. Fra den 4. november træder et nyt dekret i kraft, som betyder, at Den Europæiske Centralbank hvert år skal måle og kontrollere alle europæiske bankers solvens. Alle banker skal have mindst 5,5 procent af deres kapital fri til at kunne stå imod med i tilfælde af nye lavkonjunkturer og kriser på de finansielle markeder. UniCajas solvens blev målt til 8,89 procent. Mest solvente bank er Kutxabank med 11,82 procent, og værst gik det for Liberbank, som ikke bestod testen. UniCaja har efter lang tids forberedelse fusioneret med Banco Ceiss, som er en fusion af de to nordspanske sparekasser Caja España og Caja Duero. Næste år går UniCaja så fra at være en sparekasse til at blive en børsnoteret bank.
 
 
IMG 5385 jpg-mujer-sin-trabajo
 
23.400 nye i job i Málaga-provinsen; men kun 700 kvinder
Málaga er den fjerde provins med mest arbejdsløshed i Spanien. Men eksperter peger på, at den andalusiske økonomi er ved at blive vækket til live igen. I løbet af de sidste 12 måneder er arbejdsløsheden faldet med godt 23.000 personer i Málaga, ifølge tal fra EPA (opgørelse over den erhvervsaktive befolkning i Spanien). 244.400 personer står stadig uden arbejde i provinsen, men tallene vækker en vis optimisme, da de viser, at der er blevet skabt 46.200 flere arbejdspladser end samme måned sidste år. De godt 46.000 nye arbejdspladser er den største forøgelse i Spanien efter Barcelona. Og den erhvervsaktive del af befolkningen i Málaga-provinsen overstiger for første gang 800.000 personer, hvilket er et resultat af efterspørgslen på arbejdskraft inden for turistsektoren, da 2014 har været det bedste turistår i flere årtier i Sydspanien. At faldet i antallet af arbejdsløse (23.400 personer) ikke følger tallene for antallet af nye arbejdspladser (46.200) hænger sammen med, modsat tendensen i resten Spanien, at Málaga-provinsen fortsat oplever en tilstrømning af personer i den erhvervsdygtige alder, som ender i køen af arbejdsløse. De positive tal vækker glæde, dog med et stort MEN. For tallene afslører også, at specielt kvinderne har svært ved at finde job. Ud af de godt 23.000 personer, som er kommet i arbejde, er kun 700 kvinder blevet ansat. Det skyldes blandt andet, at flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet og nu kæmper om de samme arbejdspladser, men også, at der er blevet skabt mange færre såkaldte “kvindejobs” end “mandejobs”. For ud af de godt 46.200 nye arbejdspladser skabt det sidste år i Málaga-provinsen kan blot 9.300 kategoriseres som “kvindejobs”. Det drejer sig ofte om fabriksarbejde, sygepleje, børnepasning eller lignende erhverv.
 
 
John-Nielsen
 
Ny ambassadør i Madrid fra august 2015
Den 15. august næste år bliver højst sandsynlig den store udskiftningsdag på mange danske ambassader verden over, da udenrigsministeriet har bebudet en omfattende rokade. Det betyder, at byer som Berlin, New Delhi og Madrid får nye repræsentanter, der skal fremme danske interesser og sammenkulturelt samarbejde i de pågældende lande. I Spanien hedder ambassadøren fra efteråret 2015 således John Nielsen, som bliver forflyttet fra ambassaden i Hanoi, Vietnam, hvor han har været Danmarks repræsentant de seneste fire år. Han er 57 år, har en cand.scient.soc. fra Københavns Universitet og blev en del af udenrigstjenesten i 1996 som bistands-konsulent. Derudover har han arbejdet for ulandsorganisationen Ibis, Cowi Consult, Bistandsrådet i La Paz, Bolivia og været chef for udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste. Den nuværende ambassadør i Madrid, Lone Dencker Wisborg, hjemkaldes til Udenrigsministeriet.
 
 
Korruption
 
Ny korruptionsskandale ruller
Et netværk af korrupte politikere i Madrid, Murcia, León og Valencia er
blevet optrævlet af Guardia Civils afdeling for antikorruption.
Netværket består af mindst seks fremtrædende kommunal- og regionalpolitikere i de fire nævnte byer. De anklagede har angiveligt igennem en lang årrække modtaget ulovlige returkommissioner for udstedelse af byggetilladelser og forskellige offentlige udliciteringer.
Mest kendt af de seks anholdte er Francisco Granados fra Partido Popular (PP) i Madrid, som indtil årsskiftet var Esperanza Aguirres’ højrehånd og dermed næstøverste i det politiske hierarki i Madrid-regionen.
Korruptionspengene har tilsyneladende stået på en konto i Schweiz. Guardia Civils efterforskning begyndte, da det schweiziske bankvæsen informerede om uregelmæssige transaktioner på føromtalte Francisco Granados konto i Schweiz, hvor han tilsyneladende havde et indestående på 1,5 millioner euro. Ulovlige kommissioner er ikke et nyt fænomen i Spanien, men samarbejdsvilligheden fra bankerne i Schweiz og Andorra gør det i dag vanskeligere at gemme de ulovlige midler.
 
 
Galopbanen
 
Atter væddeløb på galopbanen i Mijas
Nu er der atter væddeløb i Mijas., efter at galopbanen har stået uden aktivitet i et år grundet økonomiske problemer. Mijas Kommune ejer galopbanen, men har ikke haft mulighed for at finansiere driften. Samtidig har det ikke være muligt at finde et selskab, som har ønsket at forpagte galopbanen. Men det er nu lykkedes. Det andalusiske firma Co-Equisport står for løbene og vedligeholdelse af banen til og med marts næste år. Derefter skal en ny aftale forhandles på plads. Målsætningen er at afvikle væddeløb hver anden uge frem til 10. marts. Galopbanen i Mijas er aldrig blevet den succes, man havde håbet på. Forventningerne var ellers store, da første spadestik blev taget i slutningen af 90’erne. Det var årtiets største projekt i Mijas, men det er aldrig lykkes kommunen og forpagterne, at få banen stabiliseret som en attraktiv løbebane i vinterhalvåret og tilsvarende få økonomien til at hænge sammen.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.