Franco, frøer og en astronaut på en dag i smukke Salamanca

 

Storkene flokker trods årstiden som sort sol over Salamanca, hovedby i provinsen af samme navn i Castilien og León og beliggende godt 200 km nordvest for Madrid. Også studerende flokkes til byen, der er én af landets største universitetsbyer og ligeledes den ældste, hvor mange af de største spanske forfattere gennem årene har haft deres gang, og så vrimler det med udlændinge, der studerer spansk i byen, hvor regler for den spanske grammatik for første gang blev vedtaget og nedfældet. De mange studerende giver byen et ungdommeligt præg, der, udover et ret højt lydniveau, sammen med de gamle, monumentale bygninger skaber en unik stemning.
Tag med på en tur rundt i Salamanca.

 

Juan Carlos, Unamuno og Franco på samme plads
Vi er omgivet af snart sagt alle kendte spaniere. Jeg ser kong Juan Carlos, længere væk filosoffen Miguel de Unamuno, én af byens alumner og rektorer, og minsandten om ikke også diktator Francisco Franco er her i det nordøstligste hjørne – et paradoks, eftersom symboler af den gamle diktator ellers er fjernet i resten af landet. Det er en anden historie; her på Plaza Mayor er en slags medaljer formet efter hans og flere hundrede personligheders ansigter. Pladsen er selv med Franco kaldt Spaniens smukkeste plads, den er fra 1700-tallet, og det er et barokt, asymmetrisk udstillingsvindue, omgivet af spisesteder og cafeer, forretninger og et gammelt apotek.
Her blev faktisk holdt tyrefægtninger et godt stykke ind i 1800-tallet, men arenaen er for længst flyttet til udkanten af byen, mens der nok vil gå alt for længe, inden det helt forsvinder fra dette, Castiliens højborg, der er omgivet af græsenge, hvor mange beskæftiger sig med tyreopdræt.
Vi lader os også fortælle, at diktatoren pakkes ind i plastik hvert år den 20. november, hans dødsdag, hvor hans opponenter og almindelige modstandere af diktatur kaster æg og møg på medaljen. Plastikken sparer en del rengøring.

 

To katedraler og en astronaut
Efter Plaza Mayor skal vi ned til katedralen. Eller rettere vi skal se på to, da her både er en såkaldt ny, der hæver sig himmelragende over byen, og en gammel katedral.
Den nye stod efter nogle hundrede års arbejde færdig i 1700-tallet, og det ligger ret op ad den gamle katedral fra 1100- til 1400-tallet. Begge er, som så godt som alting andet, opført i områdets kendetegnende, gyldne sandsten.
Catedral Vieja, som også hedder Santa María de la Sede, er et bombastisk romansk bygningsværk, der blev afsluttet i gotisk stil, hvilket jo er sket med så mange bygningsværker, som var så mange år undervejs, at moden indenfor byggestile ændrede sig. Det viser sig også i alteret, der er fra 1400-tallet, og som er et af de smukkeste renæssancealtre udenfor Italien, mens orgelet, et af de ældste i Europa, såmænd er opført i mudejár-stilarten.
Catedral Nueva, med efternavnet De la Asunción de la Virgen, er opført og dekoreret af blandt andre José Churriguera, der har lagt navn til en egen byggestil, churrigueresco, som er en form for udsmykket barokstil. Kirken har et imponerende indre, med rigt ornamenterede korstole og kunstfærdigt loft. Men også udenfor er det værd at stoppe op, og det gør vi. Det er ved Puerta de Ramos, som ligger ud til Plaza de Anaya, hvor den store dør blandt andet er udsmykket af en lille og noget tidstræt frø, der sidder godt gemt ovenpå et kranium, og det er én af nye studerendes udfordringer at spotte denne frø, og det er årsagen til, at man nærmest falder over alle former for figurer af frøer i byens ikke uanseelige antal af souvenirforretninger.
Den vestlige facade prydes blandt andet den gigantiske Puerta del Nacimiento med endnu flere figurer af byens og Spaniens kendte, historiske personligheder. Døren blev restaureret i 1992, og da mente den ansvarlige stenhugger, Miguel Romero, at man, for at afspejle den tidsalder, hvori restaureringen var udført, skulle tilføje en nutidig figur. Valget faldt på en astronaut.
Pedro Duque? Jeg får intet svar på mit spørgsmål, så det står mig frit for at tro, at figuren forestiller ham.

 

Udsigt og universitet skrevet i blod
Vi skal se det hele fra oven, og vi tager os derfor til den nye katedrals Puerta de la Torre. Her fører en trappe op gennem tårnet, via en labyrint med udstillinger over katedralens skatte og tingeltangel, hvorefter man kommer ud på en slags svalegang, der strækker sig langs både den gamle og den nye katedral.
Herfra ses de gyldne mure i al deres glans og slidtage, de røde tage og universitetet.
Denne lærdommens højborg blev grundlagt tilbage i 1218, og det er Spaniens ældste universitet og det tredje ældste i Europa, altså af dem der stadig eksisterer.
Også universitetets facade er præget af figurer, mytiske personer og religiøse scener, samt en relief af de katolske monarker, Isabel og Ferdinand – jo, vi er i det tidlige, det såkaldt gamle Spanien, hvor man stadigvæk sætter en ære i det samlede land.
De katolske monarker Isabella og Ferdinand modtog i 1486 på universitetet en vis Cristoffer Columbus, der var på jagt efter sponsorer. De afviste ham ikke, men var optaget med andre sager, såsom generobringen af Granada, og i april 1492 fik søfareren endelig grønt lys til sin rejse.
De studerende sætter også en ære i deres gradueringer, og det har gennem disse mange år været en tradition efter endt eksamen at skrive sit navn som graffiti på Salamancas mure. Tidligere skrev man det i tyreblod, blandet med urter og olivenolie. Det gør de så ikke, efter malingen er opfundet, men mange af de gamle skriverier i blod ses stadig.

 

Muslingeskaller og marked
Blod er der også i Salamancas marked, Marcedo Central, i hvis retning vi inspireret bevæger os.
På vejen, inklusive et par afstikkere, kommer vi forbi en perlerække af monumenter, kirker og klostre samt andre bygninger, som et af Duquesa de Albas hjem, Palacio de Monterrey, hvor hun har 1.000 kvadratmeter palads fra 1500-tallet at boltre sig i.
Umuligt at undgå, og hvorfor skulle man også det, er desuden muslingeskalhuset, eller Casa de las Conchas, der er en kær og samtidig sær størrelse. I husets mur er der placeret kammuslingeskaller, hvilket skyldes, at dets tidlige ejer, en Rodrigo Maldonado de Talavera, der var doktor ved dronning Isabellas hof og medlem af Santiago-ordenden, og derfor mente, at ordenens og pilgrimmenes symbol skulle plastres på bygningen. Gå ikke glip af patioen, havde et velment råd forlydt. Det gjorde vi skam heller ikke, og det er en meget charmerende gård med balkoner, som nu huser et af byens biblioteker.
Studerende og nysgerrige turister som os selv præger måske nok Salamancas livlige bybillede, men på markedet, byens torvehal, er det hr. og fru Salamanca, der flokkes ved boderne med Castilien og Leóns gastronomiske udbud.
Muslinger i alle varianter. Svampe i alle størrelser. Vinterens frugter. Castiliens skinker og cecina. Oksekød fra de lokale racer Morucha de Salamanca og Avileña Negra. Og fra regionens mange floder og breder kommer frøer, der ikke bare er en leg for studerende, men en spise, man er oprigtigt glad for. Vi behøver ingen opfordring på denne front, og vender tilbage til Plaza Mayor, hvor aftenbelysningen er tændt, og tapasbarer og restauranter er parate til at tage imod os. Se det er smukt.

 

Salamanca-fakta
Indbyggere: Godt 150.000 (med opland 228.000).
Spanske studerende: Det meste af året 30.000.
Udenlandske studerede: 4.000, der primært kommer hertil for at læse spansk.
Salmantina/o eller salamanquina/o: Kaldes en kvinde/mand fra byen.
Skytshelgener: San Juan de Sahagún, som fejres den 12. juni, og Virgen de la Vega, hvis dag er den 8. september.
Forhistorie: Omkring 400 år f.Kr. skulle kelterne have grundlagt byen, som de kaldte Helmantika. De blev fortrængt af Hanibal fra Kartago, som igen blev overvundet af romerne, der omdøbte til Salamantica. Under Romerriget lå byen på Sølvvejen, der krydsede den Iberiske Halvø fra nord til syd.
UNESCO: I 1988 blev Salamancas centrum optaget på den internationale organisations verdensarvsliste.