Ibiza er kendt som musik- og danseøen. Og spillet og danset bliver der på Ibiza, men øen er også meget andet. Og så ligger den blot 50 minutters flyvning fra Málaga.
Festerne begyndte allerede i 50’erne, hvor Hollywood-stjerner strømmede til øen. Her kunne de være i fred, og feste sammen med det internationale jetset. I 60’erne kom hippierne fra USA. De levede af politiske grunde en nomadetilværelse. Mange rejste rundt, og en del slog sig ned på Ibiza, hvor de faldt for den smukke natur og de tolerante øboere. Det var Woodstock-folkene, som ønskede at fortsætte dansen et sted, hvor der måtte være sjov og ballade.
Det var allerede i 70’erne, at de berømte natklubber åbnede på øen, og Ibiza havde i to årtier et blakket ry som Europas festø. I dag er det finere klientel igen tilbage. Ibiza er en koloni af mangfoldighed og farverige mennesker, der har været med til at skabe den særlige energi af kreativitet, der findes på øen. Hippierne dannede grundlaget for det, der nu er en millionbusiness. Festerne. Den typiske musik fra Flower Power-æraen er dog erstatte af den elektroniske lyd, der hitter i dag.
Når man træder ud af flyet og ind i lufthavnen, er væggene klistret til med store og iøjnefaldende reklamer for koncerter med de største DJ-navne som Avicii, Afrojack og kongen af Ibiza, franske David Guetta. Franskmanden har sågar sin egen Club ved gate otte i lufthavnen. Der er fanshops for David Guetta og de største diskoteker, nøjagtigt som der på Costa del Sol er Málaga CF-fanshops. Den elektroniske musik er øens flagskib, som fodbold er Málagas.
Men når man forlader lufthavnen og kører ud på øen, overskygges musikken af en blændende natur og et sted med sin helt egen og unikke facon. Vi er rejst hertil for at gå øen efter i krogene og opleve, hvad Ibiza virkelig er. Et spirituelt chill out-sted. Et øsamfund fyldt med kreative typer.
Meget mere end dans og musik
“Whoah! We’re Going To Ibiza Whoah! We’re Gonna Have A Party Whoah! In The Mediterranean Sea.” Det var med Vengaboys-hittet i hovedet fra 1999, at vi landede på Ibiza. Men langt fra med det ærinde, for Ibiza er meget mere end blot natklubber og vilde fester.
Allerede på taxaturen fra lufthavnen til hotellet mærker vi, hvilket tempo der er på øen. Den kvindelige taxachauffør kører meget langsomt. Vi kigger på vejskiltet, hvor der står 60 og derefter over på speedometeret. Også 60 kilometer i timen. Nogle gange falder speedometeret irriterende langt ned, mens taxameteret går den modsatte vej. Opad. Vi er midt ude på landet, derude hvor cikaderne vender, og ikke mange biler passerer vi på vejen. På det spanske fastland kunne man da godt være forfalden til at lade foden falde en anelse tungere på speederen i så bilforladt et område. Men på Ibiza kører man ikke for stærkt. Det er ilde set på Ibiza, får vi fortalt, da vi senere på dagen falder i snak med en engelsk barejer i byen Es Canar.
Her er en blændende natur, en stærk sanselig oplevelse. Idylliske dale med grønne marker, vilde blomster og mandeltræer. Her græsser geder og æsler i fred og ro omgivet af hyggelige landsbyer med landlige traditioner. Disse landdistrikter er også hjemsted for en udbredt turisme på øen.
Her er intime og hyggelige små kroge og afsondrede strande. Det er en nærmest spirituel oplevelse. Øen er sprængfyldt med alle typer mennesker. Det er denne blanding af mennesker, der skaber den unikke atmosfære. Ibiza er et sted, hvor du kan befinde dig omgivet af filmstjerner, hippier, unge, festglade mennesker og børnefamilier på samme tid. Og ingen er bedre end andre. Her er alle er ligestillede.
Øsamfundet
Vi befinder os på den østlige side af Ibiza. Es Canar, hvor vi bor, er modsætningen til party-byen San Antonio. Her er det familieidyl. Området minder os meget om Gardasøen med bådene, der ligger for anker. Strandene er små og indrammede af klipper med en strandpromenade ned til vandet og ferielejligheder i baggrunden.
Noget der slår os ved Ibiza, er øens ro og befolkningens afslappede tilgang til livet. Det er virkelig et øsamfund. Og alle kender alle. Vi beslutter os for at leje en scooter, så vi lettere kan komme frem. På baren, hvor vi sidder og køler ned med en Estrella, spørger vi bartenderen til råds. Han skriver et telefonnummer ned på en lap papir.
“Ring til hende her. Hun hedder Linda. Hun er gift med en lokal mand, der udlejer scootere. Bare sig, at I kender Steve, så vil I få en god pris.”
Fem minutter efter har vi talt med Linda i telefonen, og hun har givet os et tilbud på leje af scooter, der er 20 euro billigere end skiltene har vist os. Vores konklusion om øsamfund og at alle kender alle, holder altså stik.
På scooter begiver vi os ud i den ibizianske natur. Landskabet skifter hurtigt. Det ene øjeblik kører man langs det azurblå Middelhav, og få minutter senere er der frodige marker og bjerge. Hist og her ligger de traditionelle ibizianske fincaer. De er hvide, med runde hjørner og fladt tag. Ind i mellem støder man på små pueblos med hyggelige restauranter og barer og deres egen lille kirke.
Får man nok af det rolige ø-liv og den blændende natur, kan man hoppe på en bus ind til øens største by, som har samme navn som øen, nemlig Ibiza eller på catalansk Eivissa. Byen huser mere end halvdelen af øens 125.000 indbyggere. Dalt Vila, som er den gamle bydel, er så smuk, at hele området er blevet erklæret verdens kulturarv af UNESCO. I dette kvarter kan bare hoppe lidt rundt mellem de forskellige og flotte restauranter og barer, og med en caña eller mojito i hånden beundre de luksuriøse yachts, der ligger ved kajen.
Øen er i rivende udvikling, lige så populær som altid, og investorernes planer vælter ind. Man vil cementere Ibizas status som Middelhavets fedeste sted med magi som øens varemærke. Og samtidig eksklusivt. Nye hoteller har alle været femstjernede de senere år. Øen appellerer altså ikke blot til unge festaber, kreative typer og millionærer. Det er en allemands-ø – altså også for sådan nogle som os, der blot vil opleve en ekstraordinær side af Spanien. Og den fandt vi på Ibiza.
