Del 6: Til Torrox via Argentina og Issefjorden

 

 

 

Peter og Helena Müllers barn- og ungdom under 2. verdenskrig og årene efter har resulteret i mange sider i deres erindringsbog. Efter krigen rejste de begge med skib mod Argentina. På vejen fandt de hinanden, og de kom til et land, hvor de ville komme til at bo mange år frem. I dag bor de i Torrox her på Costa del Sol og i denne serie, baseret på interviews med Peter og Helena Müller, bliver deres historier fortalt.

 

I forrige afsnit efterlod vi Peter og Helena Müller ude i junglen, hvor trangen til at vende tilbage til civilisationen begyndte at melde sig. I denne del er de tilbage i Buenos Aires, hvor sønnen, Ricardo, kommer til verden i 1951. Vi tager med dem på en rejse til Danmark og tilbage til Argentina, hvor de åbner fiskefabrikken, “La Báltica”, der senere fører til, at de ender i Danmark og til sidst i Spanien.

Den sortgule taxi suser gennem Buenos Aires’ gader. De høje bygninger skygger for solen, og skaber utallige lysglimt, der rammer bilen, som var den fulgt af ivrige fotografer, der prøver at få et billede af scenariet, der udspiller sig på bagsædet. Helena koncentrerer sig om at trække vejret i et roligt tempo, mens Peter nervøst holder hende i hånden. Fødslen er i gang, og snart ser de deres søn for første gang.

 

Peter er taget af sted mod byen Plaza Huincul, hvor han skal arbejde de næste mange måneder. Han er ansat som el-installatør hos Electrodinie E. N. (senere kendt som Siemens) og må ofte efterlade sin kone og søn hos svigerforældrene i Buenos Aires, når han udstationeres rundt om i landet.

Peter træder ud af toget og tager en dyb indånding. Efter en todages rejse er den rene landluft en kærkommen forandring. Store, kugleformede klumper af buskads ruller over den støvede landevej, som var det det vilde vesten.
“Jeg glemmer aldrig min ankomst til den lille stationsby Plaza Huincul. Den bestod af 20 huse og et hotel med det flotte navn “Hotel Plaza”. Hotellet var en træbygning med en fortøjningspæl til gauchoernes heste, og indenfor gemte der sig en veritabel saloon, fyldt med kortspillende og spiritusdrikkende mænd. Jeg ventede bare på, at en af dem skulle begynde at skyde vildt omkring sig,” fortæller en grinende Peter.
Efter otte måneder i det vilde vesten sendes Peter videre til Mar del Plata, hvor han endnu engang befinder sig i en situation, der minder om scenerne fra en film. Han tager trolleybussen på arbejde kl. 07.00 om morgen, som han plejer, og går hen mod det store elværk på havnen, hvor han arbejder. Men han opdager hurtigt, at han går imod en strøm af mennesker. Den argentinske revolutionen er nemlig under opsejling, og havneområdet i Mar del Plata er udset som bombemål, hvis Juan Perón ikke går af som præsident.
“Folk flygtede fra området. De trak af sted med vogne fyldt med deres ejendele og tog truslen meget alvorligt. Jeg var dog ikke overbevist og tog derfor på arbejde. For godt nok var situationen anspændt, men jeg tænkte, at argentinerne vel ikke var så åndssvage, at de ville ødelægge deres egen industri. Men det var de,” lyder det fra Peter.
Store krigsskibe vugger i havet uden for havneområdet, og med ét hører han granaterne. De flyver gennem luften i orgelagtige toner og ender i et brag ved mødet med den hårde asfalt. Luftledningerne fra trolleybussen er ødelagte og pisker jorden, så en regn af gnister hvirvler vanvittigt rundt overalt. Godt 50 meter fra sit ståsted ser Peter, at en granat slår ned i en butik og ødelægger alt.
“Nu fik jeg nok af spøgen, og jeg løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. Jeg styrede mod en golfbane, hvorfra jeg kunne iagttage scenariet, som foregik nede i havnen,” fortæller han ivrigt.
Flere af de flygtende har fået samme idé, men pludselig befinder han sig alene på bakketoppen. Et kanontårn på et af krigsskibene peger direkte mod ham. Sekundet efter slår to-tre granater ned kun 20 meter fra hans tilholdssted.
“Jeg løb gennem kugleregnen, og nåede til sidst en kirkegård, hvor jeg kunne søge ly mellem gravene. Da det blev stille igen, gik jeg tilbage til mit pensionat – og så besluttede jeg mig for, at det nok var bedst at blive der og spille canasta med mine venner de næste par dage.” Perón overgiver sig kort tid efter angrebet på havnen og flygter til Paraguay.

 

 

Tur/retur til det kolde nord
Da Peter igen forenes med Helena og Ricardo i Buenos Aires, modtager de en gave med posten, der får stor betydning for dem.
På bordet ligger tre billetter til Danmark. Peters familie vil gerne lære hans kone og barn at kende. Afrejsedagen kommer, og ved havnen i Buenos Aires går de ombord på den finske lastbåd, der skal sejle dem over Atlanterhavet. Ricardo er fire år og løber rundt på dækket og udforsker skibet. Undersøger hver en krog af det, der skal være hans flydende hjem de næsten mange uger. De ankommer til Europa og efter et kort ophold i Finland, flyver de til Danmark. Peters mor venter på dem, da de kommer ud af terminalen, og efter kram og kindkys kører de hjem til moderens hus. Men kort tid efter ankomsten bliver Helena meget syg.
“De gamle skader fra den lungeinfektion, jeg havde i mine unge dage i Palæstina, betød, at jeg fik tuberkulose,” fortæller Helena. “Det var et forfærdeligt tilbageslag. I stedet for at nyde opholdet i Danmark lå jeg på lungeafdelingen i Lyngby i ni måneder. Og de to måneder, vi havde planlagt at være i landet, blev til to år. Men var vi ikke taget til Danmark, var jeg sikkert død, da sundhedssektoren i Argentina var meget ringe på det tidspunkt.”
Tiden i Danmark fra 1956 til 1958 giver den lille familie mulighed for at få lidt ro på tilværelsen. Helena får den bedste og nyeste behandling, og bliver helt rask. Peter får sit svendebrev som elektriker, og Ricardo lærer at tale dansk.
De vil gerne blive i Danmark, men deres økonomiske situation gør, at de tager tilbage til Argentina. De bor seks år i Villa Adelina, en lille provins til Buenos Aires, inden det igen er tid til et nyt eventyr. Denne gang er destinationen Mar del Plata.

 

Det hele går i fisk
Endelig kommer bogen ind af døren. Den er tilsendt fra Danmark og er en vigtig brik i planen om at blive selvstændig. Bogen handler om fremstillingen af fiskeprodukter, og skal hjælpe Helena og Peter på vej i en verden, der er helt ukendt for dem.
“Vi havde købt en billig industrigrund på havneområdet i Mar del Plata uden rigtig at vide, hvad vi skulle bruge stedet til, men vi tænkte, at det skulle være noget med fisk, nu hvor Mar del Plata ligger ud til Atlanterhavet,” fortæller Helena.
Byggeriet, der skal blive til deres fiskerøgeri, går i gang, og godt et år efter står deres fabrik, La Báltica, færdig.
Peter står på havnen og spejder ud over det blågrønne hav. Han venter på, at fiskekutterne vender tilbage med dagens fangst, så han og Helena kan få deres første ladning fisk. Det er nu, det skal vises sig, om de har talent for at røge fisk, og spændingen er stor.
“Vi brugte hele natten på at rense fiskene og hænge dem op i røgrammerne, og til sidst var vi klar til at sætte fiskene i ovnen,” siger Helena.
De venter spændt på resultatet, og endelig ringer uret, men synet, der møder dem, havde de ikke forventet.
“Jeg retter mig normalt efter min intuition og foreslog Peter at se efter, hvad der foregik inde i ovnen, men Peter var stædig og ville absolut følge bogen og dens anvisninger. Helena ler af sin mands stædighed. “Da vi åbnede ovnen, hang der kun skeletterne tilbage, og i bunden lå der en ugenkendelig, grå masse.”
Skuffede går nybegynderne i seng. Dagen efter er de på den igen, og eksperimenterne koster både sved, tårer og penge, men de nægter at lade sig slå ud. Efter flere mislykkedes forsøg begynder det at gå den rigtige vej. Kunderne kommer igen, og flere finder vej til det lille familiefortagende. Produktionen bliver udvidet, og parret kan høste frugten af mange års slid og slæb i fiskelugt. En dag befinder de sig dog i en situation, de ikke kan overkomme. Helena står i vand til knæene. Hun forsøger desperat at rede hund og kære minder fra de enorme vandmængder, der strømmer ind i huset. Vejen har forvandlet sig til en rivende flod, og kort tid efter står vandet så højt, at familien kun kan se til, mens fiskefabrik og hus oversvømmes.
“Vi havde nogle voldsomme regnskyl, og den dag blev alt ødelagt. Fabrikken stod ikke til at redde, og huset skulle nærmest bygges op på ny,” fortæller Peter om den episode, der får dem til at beslutte at tage tilbage til Danmark.
“Ja, det var simpelthen for hårdt at skulle til at bygge det hele op igen. Og desuden så var den politiske situation i landet så ustabil, at vi til sidst ikke havde lyst til at blive, så vi solgte alt og tog af sted,” siger Helena.

 

Den helt rigtige beslutning
I 1972 rejser de tilbage til Danmark, hvor de begynder forfra. Nyt job. Nye venner. Et nyt liv. Årene går, og en dag står Helena og betragter det lille sommerhus ved Issefjorden. Det er deres. Smukt, enkelt og med udsigt over havet. Peter er ude at fiske, og snart skal hun på svampejagt i den nærliggende granskov. Dagene går med at samle sten og muslinger på stranden og nyde livet i al sin enkelthed. Ricardo er for længst fløjet fra reden, og Peter og Helena er gået på efterløn. De rejser stadig meget. Rundt i Europa og ofte til Spanien, hvor sønnen har slået sig ned med sin colombianske kone og to børn. For Peter og Helena betyder nærværet med sønnen og hans familie meget, og i 1996 beslutter de sig for at tage på endnu et eventyr.
“Vi blev klar over, at Ricardo og vores børnebørn ikke kom tilbage til Danmark, og derfor valgte vi at flytte til Spanien,” fortæller Helena, der afbrydes af sin mand.
“Ja, hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed jo komme til bjerget,” siger han med et smil.
I dag bor de således i Torrox i Sydspanien. Og med sig i bagagen har de minder fra et liv, der er støbt sammen af oplevelser fra anden verdenskrig, en oversøisk rejse med skibet Highland Princess i 1949, et år i junglen, virksomhed i Mar del Plata, deres sommerhus i Danmark og nu tilværelsen i Spanien. De to globetrottere har aldrig været bange for at kaste sig ud i livets hav, men når man holder så meget af at leve, kan det godt være svært at ældes, mener Helena.
“Når man bliver ældre, ser man ofte mere tilbage i tiden end fremad. Man husker de gamle tider, fordi det er vanskeligt at forstille sig en fremtid, som der ikke er meget tilbage af”. For at de mange oplevelser ikke skal gå tabt, har både Peter og Helena skrevet en erindringsbog dedikeret til børnebørnene. I bøgerne følger man de to menneskers utrolige livsrejse, og det er den, der er blevet fortalt i La Danesa.

 

Af Christine Petersen, christine@norrbom.com