Botafumeiro

Hvordan og hvorfor et røgelseskar i Santiago de Compostela skaber begejstring

Det er muligvis mere et tegn på undertegnedes sære side end en del af Spaniens, når vedkommende kan lade sig begejstre over et røgelseskar.
Begejstre er her ment som i, at de små hår rejser sig i nakken, armene ryger i vejret, store, uafvaskelige smil og en uimodståelig trang til at tale om det til gud og hvermand, da jeg endelig – efter så mange gange at have set den i diverse Tv-udsendelser under højtidelige og for dette land vigtige ceremonier – får den at se i virkeligheden.

Også paven er enig

Men det er altså meget specielt dette røgelseskar, dette Botafumeiro, og det er en oplevelse i sværdvægtsklassen at se den fare over hovederne på alle os, der stadig sidder bænket efter messen, og op under den himmel, der er loftet i katedralen i Santiago de Compostela.
Heldigvis, fornemmer jeg, er det ikke kun denne udlænding, der lader sig rive med, det gør også spaniere selv. Og det gør de mange pilgrimme, som selvfølgelig ender deres vandring ad Camino de Santiago her og markerer det med at gå til messe i katedralen, opkaldt efter apostlen Jakob.
“Sådan én har vi da ikke i Vatikanet,” skulle den tidligere pave Benedikt VXI have sagt, da han i 2010 besøgte Santiago de Compostela og fik et glimt af det famøse røgelseskar.

Farende kar

Jeg er blevet advaret om, at ingen udenfor den inderste cirkel ved, hvornår karet bliver taget i brug, men der er håb denne dag, eftersom det sindrige hejsesystem, der får karret til at fare fra side til side, på tværs af kirkeskibet, er på plads. På opfordring sidder jeg ikke i selve kirkeskibet, men i sidekapellet, da det er her, man bedst vil se røgelseskaret og hele seancen.
Messen foregår på flere sprog til ære for pilgrimme og andet godtfolk langvejs fra, og omhandler vigtigheden af menneskeligt samvær, mens nonnen, som synger, er klarere i mælet og får alle til at lytte med uanset nationalitet. Senere erfarer jeg, at hun hedder María Asunción, hvilket jeg måske burde have gættet.
Ud i katedralen træder nu en flok munke, jeg tæller otte. De er iklædt røde kutter og kaldes tiraboleiros. Et par af dem tænder røgelsen i karret, røg står ud af det, og duften kommer karret i forvejen op under loftet.

Det hedder sig, at meningen er, at røgelsen fra karret skal bringe budskabet om tro og kærlighed fra kirkegængernes hjerter op til Vorherre. En anden, noget mere jordnær teori lyder, at traditionen stammer fra en tid, da daglig vask ikke ligefrem var sædvane og da slet ikke blandt pilgrimme.
Musikken og forventningerne stiger. En munk skubber på karet og andre begynder at hive i rebbene, mens Søster María Asunción, der nu også dirigerer kirkegængerne, synger det på vej. Snart farer det frem og tilbage i en bue på op til 65 meter, op og ned med op til 68 km i timen, mens forestillingen varer i et par korte, men alligevel uendelige minutter.

Røgelseskarret lander igen, og en tiraboleiro tager en svingom med den for at få den til at standse. En præst beder os om ikke at klappe, da det ikke er noget show, men en religiøs handling, mener han. Men vi klapper ufortrødent; hvordan kan man lade være?

Så stort er det

Traditionen stammer fra 1000-tallet.
Det nuværende kar er fra 1851, det blev i 2006 restaureret og belagt med et beskyttende sølvlag.
Røgelseskar findes naturligvis i mange kirker, men dette skulle være verdens største.
Det er 1,60 meter højt.
Det vejer ca. 80 kg uden røgelse.
Det fyldes med 40 kg røgelse.
Se røgelseskarret med her omtalte nonne i dette klip: http://youtu.be/JHsenK-vrns.
Botafumeiro, som er galicisk, betyder noget i retning af røgspreder.

Af Jette Christiansen