Spanien halter efter Frankrig i europæisk magtkamp

 

 

Forholdet mellem de to lande er komplekst. Landene er latinske søstre, men for spanierne er Frankrig også en slags arvefjende. Forholdet mellem Frankrig og Spanien er således karakteriseret af fjendskab såvel som søsterfornemmelse.
“Den fjendtlige indstilling mellem de to lande stammer fra deres historiske stridigheder. Det er en tung arv,” siger Henrik Prebensen, lektor i fransk på Københavns Universitet
Helt tilbage i 1700-tallet kæmpede fyrstehuse mod hinanden, om hvem der var stærkest, og den spanske arvefølgekrig fra 1701-1714 var en langtrukken affære, hvor Spanien og Frankrig egentlig kæmpede på samme side mod Østrigs kejser, der gjorde krav på den spanske trone. Krigen endte med, at Frankrig mistede næsten hele hæren og statens finanser var ødelagte.

 

Omkring 1800-tallet og kort efter den franske revolution ændrede magtbalancen sig, så Frankrig og Spanien nu gik i krig mod hinanden. Napoleon angreb Spanien i 1808 som konsekvens af fastlandspærringen, en traktat, der blev indgået mellem Napoleon og den russiske kejser, som skulle forhindre al engelsk handel i europæiske havne.
Spanien og Portugal udgjorde en mulig vej ind i Europa for englænderne, og Napoleon besatte Spanien for at få kontrol over de spanske kyster, og fra det tidspunkt var Frankrig i krig mod Spanien og Portugal.
Samme år indsatte Napoleon sin bror Joseph Bonaparte som konge af Spanien for at styrke sin magt i landet. Det brød spanierne sig ikke om, og de efterfølgende stridigheder udviklede sig til en krig, som blev en blodig affære med store tab på begge sider.
“Ordet guerillakrig stammer fra den periode, for det var den form for krigsførelse, som Spanierne førte mod franskmændene,” siger Henrik Prebensen.
Krigen varede frem til 1814, og det lykkedes aldrig helt franskmændene at få kontrol over Spanien, men Spanien fik heller aldrig kontrol over sig selv. Den periode efterlod nogle dybe sår i forholdet mellem de to lande.

 

Magtbalancen i EU
Naboskabet mellem Frankrig og Spanien har altid været præget af overlegenhedsfølelse fra fransk side. “Franskmændenes syn på Spanien, tilbage fra midten af 1930’erne og helt op til 1950’erne, var, at Spanien var et underudviklet demokratisk land. Den holdning har stadig en vis genklang i den franske befolkning, og er især kommet på banen igen under krisen,” fortæller Henrik Prebensen.
Frankrig er større og stærkere end Spanien, og uligheden i den indbyrdes magtbalance bliver især tydelig, når man ser på landene i EU-perspektiv.
Ikke desto mindre var Frankrig meget interesseret i at få Spanien involveret i EU, og det er lykkedes.
De to landes EU-medlemskab er, som så meget andet, præget af fransk overlegenhed, da Frankrig spiller en større og mere afgørende rolle i EU end Spanien.
“Frankrig var et af seks lande, der var med til at stifte EF i 1950’erne, og det betyder, at en del beslutningsprocedurer og administrative opbygninger samt måder at fortolke EF- og EU-ret er baseret på fransk tilgang,” fortæller Gorm Harste, lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Han spår, at magtbalancen og visse politiske emner i EU regi kan give anledning til konflikter såvel som samarbejde og samhørighed mellem Frankrig og Spanien.

 

Spanien i “fiskekrig” mod Frankrig
Noget tyder på, at Gorm Harste har ret, for Spanien og Frankrig er havnet i en konflikt. I slutningen af august bragte El Confidencial en artikel om, at en fiskekrig kan være under opsejling. Spanske fiskere i det Cantabriske hav er i protest over brugen af trawlfiskeri af tun, og de kræver, at myndighederne bremser den form for fiskeri, fordi den skader spanske interesser og underminerer bæredygtigheden af havet og balancen i fiskebestanden. Truslen lyder, at hvis ikke der findes en løsning, kan det udløse en reel fiskekrig.
Spanien og Frankrig har tidligere været i konflikt på fiskeriområdet. I løbet af 1990’erne udspillede “La Guerra del Bonito” sig mellem de spanske fiskere og de franske og engelske fiskere. De spanske fiskere beskyldte de franske og engelske fiskere for at bruge ulovlige drivgarn (uforankrede fiskegarn, som hænger fra havoverfladen, red.). Ifølge daværende EU-lovgivningen måtte drivgarn være op 2,5 km. men det viste sig, at de franske og engelske fiskere havde brugt drivgarn med en længde på over 10 km.
“La Guerra del Bonito” endte i en sejr for Spanien, da EU i 2002 forbød tunfiskeri med drivgarn.’

 

Sikkerhedssamarbejdet er vigtigt for Frankrig og Spanien
Trods magtforholdet i EU og fiskerikonflikten er der også eksempler på samarbejde mellem Frankrig og Spanien.
I starten af oktober mødtes Frankrigs justitsminister, Christiane Taubira og Spaniens justitsminister, Alberto Ruiz-Gallardón i Paris, hvor de underskrev en fælles protokol, som skal fremme det retslige samarbejde i kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet. Samarbejdet vil give Frankrig og Spanien nemmere adgang til beslaglagte dokumenter og midler fra operationer udført af det andet land.
Protokollen er en udvidelse af den spansk-franske arbejdsgruppe mod terrorisme, der blev oprettet i 2001, og som siden har mødtes 11 gange.
På et pressemøde udtrykte begge ministre begejstring for det tætte samarbejde mellem de to landes domstole. Alberto Ruiz-Gallardón gav udtryk for den spanske regering og det spanske folks dybe taknemmelighed til Frankrig for deres tætte samarbejde i bekæmpelsen af terrorisme. Christiane Taubira understregede, at Spanien er Frankrigs stærkeste allierede, når det kommer til et sikkerhedsspørgsmål.

 

Medierne har skabt fordomme
Franske Pierre A. Darthout fortæller, at opfattelsen af spanierne generelt er blevet forværret i løbet af de sidste fem år, parallelt med den økonomiske krise.
“Man har oplevet et skel mellem Nord- og Sydeuropa. Eller rettere, mellem kreditværdige lande og ‘hvidløgs-lande’ – en nedsættende reference, som Central- og Nordeuropæisk presse ynder at bruge for at henvise til Spanien, Portugal, Grækenland og Italien,” siger han.
Det negative syn på spanierne begynder at aftage, jo længere ned i det sydlige Europa, man kommer.
“I Frankrig er billedet af Spanien og spanierne stadig mere positivt og neutralt. Der er altid en del blandt den franske befolkning, der mener, at Spanien har sløset deres penge væk, og spildt bidragene fra EU. Den opfattelse forstærkes af medierne, som ikke placerer skylden hos den almene befolkning, men nærmere regeringen,” fortæller Cécile Thibaud, fransk journalist, som bor i Madrid, men regelmæssigt rejser til Frankrig på familievisit.

Tværtimod er der opstået en vis respekt og anerkendelse for det spanske folks måde at håndtere krisen på.
“Spanierne er stadig et glad og positivt folkefærd og de formår at holde humøret og moralen oppe, selv under al den elendighed og modgang landet oplever. Jeg tror, at hvis Frankrig stod i samme krisesituation med en ligeså høj arbejdsløshedsprocent, som der i øjeblikket er i Spanien, ville det føre til oprørslignende tilstande og flere generalstrejker og måske næsten en decideret borgerkrig,” siger Pierre A. Darthout.
Spanske Daniela Munive mener også, at spaniernes syn på Frankrig er stærkt farvet af medierne. “Spaniernes primære fremmedsprog er engelsk, og når det kommer til rejser, vælger mange spanierne at rejse til England eller Irland i stedet for Frankrig.
Af den grund tror jeg, at spanierne generelt er uvidende omkring deres naboer og
billedet af Frankrig og franskmændene er baseret på reklamer og presseomtale,” siger hun.
Fordomme som, “folk fra Paris er det eneste rigtige franskmænd”, “franskmænd i Paris, og Frankrig i det hele taget, er kolde og afvisende overfor turister” findes blandt mange spaniere. “Jeg kender flere spaniere, som synes at franskmænd er snobbede, arrogante, og selviske. Det bunder nok i magtbalancen mellem de to lande, da spanierne altid har følt sig, som en underdog i det forhold,” siger Daniela.

 

Areal: 674.843 km2
Befolkningstal: 65,7 millioner (2012)
Hovedstad: Paris
Sprog: Fransk er det officielle sprog. Væsentlige regionale sprog er occitansk, korsikansk, bretonsk, catalansk, baskisk, nederlandsk og alsacisk. Det største indvandrersprog er arabisk.
Religion: Katolikker 83 – 88 procent, protestanter 2 procent, jøder 1 procent, muslimer 5 -10 procent, andre/uspecificeret/ingen 4 procent.
Etniske grupper: Keltiske, latinske, slaviske og nordafrikanske befolkningsgrupper. Sorte, hvide, mulatter, østindere, amerindiske og kinesere i de oversøiske territorier.
Styreform: Demokratisk republik
Præsident: François Hollande
Valutaer: Euro
Økonomi: Frankrig har en diversificeret markedsøkonomi. Den franske økonomi er en af verdens højst udviklede og er orienteret mod højteknologi. Den regnes som verdens femtestørste efter USA, Japan, Tyskland og Storbritannien.

 

Af Alexandra Stentoft, Alexandra@norrbom.com