Trusler fra den virkelige og den virtuelle terrorisme

Spaniens nye sikkerhedsstrategi skal være at fokusere på cyber-angreb, terrorisme og organiseret kriminalitet. Det står der i en række advarsler, der er inkluderet i en rapport kaldet Estrategia de Seguridad Nacional 2013, som blev offentliggjort i juni. Den 83 sider lange redegørelse er udformet af det nationale sikkerhedsråd, der er ledet af landets statsminister, Mariano Rajoy fra Partido Popular (PP), og den omhandler nye og bogstaveligt talt grænseoverskridende risici, som kan påvirke alle dele af samfundet.

Jihad i Spanien
Den virkelige verdens terrorrisici er ikke længere den hjemmegroede af slagsen, fra den baskiske terrororganisation ETA, som, mener man, snart er et overstået kapitel, men fra ekstreme islamistiske grupper som Al Qaeda.
Sikkerhedsrådet advarer om, at der er en reel risiko for, at en hellig krig, en såkaldt jihad, kan blive ført til Spanien. Og efter attentaterne den 11. marts 2004 på togene i Madrid, hvor 191 mennesker omkom og tusinder blev såret, behøver man ikke påminde om, at det ikke er tomme trusler.
”Spanien er også et mål for jihad-terror, og specielt fra Al Qaeda og fra det islamistiske Maghreb,” konstaterer sikkerhedsrådet, der med Maghreb mener de nordafrikanske lande Marokko, Algeriet, Tunesien, Vestsahara og Mauretanien, der samles under dette paraplybegreb. Man advarer altså om, at Spaniens nærhed til den ustabile region udgør en fare på grund af ”Spaniens engagement i kampen mod terrorisme hjemme så vel som i udlandet”.

Ikke flere arabiske forår, tak
Mens man anser, at de arabiske forår, som er set i Tunesien, Egypten og Libyen, har resulterer i demokratisk valgte regeringer, så ønsker spanierne sig ikke flere forår, da oprørene andre steder har medført endnu mere uro end førhen. Syrien er selvfølgelig et passende, trist eksempel, og en dacapo i f.eks. Marokko kunne medføre en massiv tilstrømning af flygtninge, som, før man kunne nå at sige Diktatur længe leve, ville resultere i flygtningestrømme til det øvrige Europa.
Uroligheder i Marokko er specielt uønskede, eftersom det ligeledes kunne true de spanske enklaver, Ceuta og Melilla, der ikke er beskyttet af NATO via Spaniens medlemskab af den fælles forsvarspagt. Ekstreme islamister har i mange år råbt højt om, at man ønsker at indlemme byerne i Marokko, og derfor ville et arabisk forår gøre det til et reelt og umiddelbart nemt mål for terror og måske ligefrem en decideret invasion. Lægger man det sammen med det faktum, at de virkeligt ekstreme islamister ønsker at indtage Al Andalus, altså det Spanien, som de engang besad, og at det for dagens Spanien, som rapporten fastslår, er en prioritet selv at kunne forsvare og fastholde de to byer på den nordmarokkanske kyst, så bliver resultatet ikke kønt.
På den anden side af Middelhavet, på den spanske sydspids, ligger som bekendt Gibraltar, som sikkerhedsrådet beskriver som en anormalitet, der ”repræsenterer et sikkerhedsproblem for Spanien og Europa”.
Der er ingen væsentlige holdningsændringer i forbindelse med Vestsahara, som Spanien forlod som kolonimagt i 1975, hvorefter området blev invaderet af Marokko. Derfor føler mange spaniere et vist ansvar for befolkningen og områdets fremtid. Men sikkerhedsrådet træder forsigtigt for ikke at fornærme Marokkos styre, der støtter Spanien i forbindelse med jagt på Al Qaeda-medlemmer og andre ekstremister og med at bremse op for immigration fra de sydligere liggende afrikanske lande. Marokko hjælper bl.a. Spanien med at forhindre, at flere forsøger at komme over grænsehegnene, der omgiver enklaverne.
”Spanien støtter en retfærdig, vedvarende og gensidig acceptabel løsning,” lyder den varsomme formulering i forbindelse med Vestsahara.

Fjenden indeni
Sikkerhedsrådet ser også med bekymring på de herboende immigranter. Man advarer om, at ca. 10 procent af landets indbyggere bliver anset som et problem af den øvrige befolkning, og at der kan ske en radikalisering af immigranterne, bl.a. fordi man er begyndt at nægte dem gratis adgang til læger og hospitaler, og i samme tone konkluderer man, at den forhåndenværende økonomiske krise er ”én af de største udfordringer for den nationale sikkerhed”.
EU og G8-landene arbejder på at få Schweiz, Monaco og de andre stater, der har hemmeligholdt informationer om bankkunder, til at åbne op og dele ud af deres viden om kunderne, og det istemmer Spaniens sikkerhedsråd, der mener, at det indebærer en sikkerhedsrisiko, at f.eks. terrororganisationer og kriminelle bander kan gemme penge i skattely, hvor man ikke kan spore disse grupper.

Sikkerhedsrisici i den virtuelle verden
I dag er en nations sikkerhed ikke kun et spørgsmål om den virkelige, den fysiske verden. Og i den anden, i cyber-universet så som på internettet, skal Spanien være mere på vagt.
”Cyber-angreb er nu et magtfuldt våben imod privatpersoner samt offentlige og private institutioner,” mener sikkerhedsrådet, der videre forklarer: ”Disse attentater kan komme fra terrorgrupper, organiserede kriminelle bander, virksomheder og individer.” Man kommer med en slet skjult hentydning til sladrehanken Julian Assange og WikiLeaks, hvis lækager af hemmelige og følsomme informationer, man mener, fremover kan underminere tilliden til det offentlige system og til forsvaret.
For at beskytte sig imod en lignende eller værre situation opfordrer man til at indføre en lovgivning, der kan beskytte hemmelige informationer bedre end det nuværende system, der åbenbart ikke har været tilstrækkeligt.
Det drejer sig også om, at terrorgrupper og kriminelle bander kan paralysere et land ved at hacke og nedlægge hjemmesider så som forsvarets og lufthavnes samt skaffe sig adgang til andre følsomme områder som f.eks. atomkraftværkers hjerner. Det er en billig form for terror og krigsførelse, og for dem, der nu engang forstår sig på den slags, er det med de nuværende forsvarsmekanismer en nem sag.

Ekko i NATO
Rapporten fra Spaniens sikkerhedsråd giver ekko i en melding fra NATO, hvis generalsekretær, danske Anders Fogh Rasmussen, senere i juni under et møde i Bruxelles forklarede EU’s forsvarsministre, at netop cyber-angreb og terrorisme er de største trusler, vi og freden står over for.
Det var første gang, at emnet cyber-angreb var på dagsordenen under et NATO-topmøde, men, tør vi godt vædde, det er ikke den sidste gang. Foreløbig har man besluttet at udbygge NATO’s cyber-forsvarsmyndighed i Tallinn og oprette et aktionsteam, som skal beskytte organisationens eget netværk. Derudover skal man så finde ud af, hvordan og hvornår medlemslandene qua musketereden, der jo går ud på et gensidigt forsvar på den gammeldags, fysiske måde, kan eller skal støtte hinanden i forsvaret imod de virtuelle angreb, der er én af vor tids største trusler.

En spion på din computer
Det er et ømt emne, eftersom det vil krænke privatlivets fred. Alligevel har det spanske justitsministerium nu udarbejdet et udkast til en lovændring, der skal tillade dommere at give politiet lov til at fjerninstallere spionprogrammer på mistænktes computere, tablets og telefoner for dermed eventuelt at få en mistanke bevist.
I udkastet hedder det, at der kun skal gives tilladelse til spionage, hvis der er mistanke om en kriminel handling, der vil resultere i en fængselsstraf på over tre år – og hvis der er mistanke om, at man er involveret i organisteret kriminalitet eller planlægning af en terrorhandling.
Indtil nu er loven kun forsøgt indført i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, men den blev dømt delvist forfatningsstridig af Tysklands øverste domstol, der har vedtaget strenge grænser for dens anvendelse.

Spanien og NATO
Først efter diktatoren Francisco Francos død i 1975 begyndte Spanien at kigge sig om efter allierede, hvilket i 1982 resulterede i medlemskab af NATO.
Aftalen inkluderer ikke forsvar af enklaverne Ceuta og Melilla, der er et dilemma for alliancen, men det er Spaniens håb, at et angreb fra Marokkos side er mindre sandsynligt på grund af medlemskabet.
NATO (North Altantic Treaty Organisation) blev i øvrigt grundlagt i 1949 af de allierede partnere fra Anden Verdenskrig, heriblandt Storbritannien, USA, Frankrig, Norge og Danmark.

Ceuta og Melilla
Ceuta er blandt de erobringer, som Portugal foretog i 1415, og som Spanien så arvede efter en union i 1580.
Melilla blev spansk territorium i 1497, da de katolske monarker, Isabel og Fernando, ønskede at udvide kongeriget, også mod syd.
Spaniens synspunkt i dag er, at Ceuta og Melilla ikke er kolonier, men integrerede dele af landet.