DANESA
PLUS+
Der blev sat punktum i dopingsagen Operación Puerto i slutningen af april, og forhåbentlig er cykelsporten på vej mod at blive så ren, at næsten ingen snyder.
Tour de France. En begivenhed, der for mange betyder sommerferie og cykelløb. Men desværre har Tour de France for ikke så få cykelinteresserede også været synonym med doping, selvom det efterhånden er længe siden, at præstationsfremmende stoffer nærmere var reglen end undtagelsen. Alligevel er der hvert år en skepsis forud for verdens største cykelløb. Er der nu nogle ryttere, der bliver fanget i doping-fælden? Inderligt håber vi det ikke, men hvert år bliver vi skuffede, fordi én eller anden er blevet taget med fingrene lidt for langt inde i medicinskabet.
Imens Tour de France-feltet i disse dage kører på de franske landeveje, håber både ryttere, fans og sportsdirektører på en Tour uden dopingsager. Og der er håb forude, for der er ingen tvivl om, at cykelsporten er blevet renere, siden doping var mere udbredt i 90erne og i begyndelsen af 00erne. Et af beviserne på det er, at dopingsagen Operación Puerto i slutningen af april blev afsluttet, da hovedbagmanden, den spanske læge Eufemiano Fuentes, fik en dom på et års betinget fængsel for at bringe folkesundheden i fare. Sagen begyndte i 2006, da Guardia Civil ransagede Fuentes’ klinikker og fandt mere end 200 poser med blod. Ifølge cykelekspert og kommentator på Eurosport Thomas Bay er afslutningen på Operación Puerto et godt tegn på, at der er ved at være ryddet op i sporten.
”Operación Puerto er en indsats mod doping, og det er jo glædeligt, at sagen er blevet kørt til ende. Jeg tror, at Operación Puerto er det sidste, vi ser til de store, organiserede dopingsager. Folk bliver jo smidt i spjældet, og selvom det har været en skandale og har chokeret mange, er det godt, at der bliver ryddet op,” siger Thomas Bay til La Danesa.
’Åbn blodposerne’
I forbindelse med dommen til Eufemiano Fuentes besluttede den spanske dommer i sagen, at de fundne blodposer skulle destrueres, uden at det blev afsløret, hvem der havde fået tappet blod hos dopinglægen. Den afgørelse ankede UCI (Den Internationale Cykelunion), CONI (Den Italienske Olympiske Komité) og WADA (Det Internationale Antidopingagentur), som ønsker, at blodet bliver identificeret. Den holdning deler tidligere professionelle rytter og nuværende sportsdirektør på Omega Pharma-Quickstep Brian Holm.
”Da Operación Puerto rullede, havde jeg aldrig hørt om Fuentes. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke åbner de blodposer og tester alle, der er mistænkte,” siger Brian Holm til La Danesa, der ikke gider tale mere om doping.
”Jeg er træt af al den snak om doping, og jeg gider ikke kommentere på det. Jeg gider ikke snakke medicin, det må lægerne gøre.”
En gangster på dybt vand
Også cykelkommentator og ekspert på TV 2 Sporten Jørgen Leth har fulgt med i Operación Puerto.
”Det virker som om, at vi her har en gangster, en læge, som var ude på meget dybt vand. Det var et makabert syn, da man fandt de mange blodposer, og jeg har ingen sympati for Fuentes. Jeg er skuffet over det, ked af det og noget chokeret. Og jeg er skidesur på cykelsportens vegne,” siger Jørgen Leth til La Danesa.
Han har dog stadig stor respekt for cykelsporten og mener ikke, at det nytter noget at slette resultater fra tidligere ryttere, der har været indblandet i dopingsager.
”Jeg hører ikke til dem, som er fordømmende. Jeg er stadig begejstret for cykelsporten i dag. Jeg synes ikke, at man skal fratage titlerne fra eksempelvis Lance Armstrong. Han var jo den bedste, da han kørte. Man skal fryse det fast som et stykke historie, og så kan man sige, det er beklageligt eller forfærdeligt, men man skal ikke begynde at lappe på historien,” siger Jørgen Leth og påpeger, at han er bekymret for, at det er læger, der doper rytterne.
”Det er en gammel forståelse i cykelsporten, at man vil forbedre sine præstationer. Men det er gået absolut amok. Jeg bryder mig ikke om, at medicinen kommer fra læger.”
90erne var EPOens storhedstid
Mange vil mene, at doping i cykelsporten begyndte i 90erne, hvor flere af de tidligere store ryttere fra den tid har indrømmet at have taget doping. Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Alex Zülle, Marco Pantani, Richard Virenque, og man kan blive ved, har alle taget doping i løbet af deres karriere.
Det hele kulminerede med Festina-skandalen i 1998, hvor hele det franske mandskab blev smidt ud af Tour de France, efter man fandt utallige doping-præparater i én af holdets biler. I den periode var EPO det foretrukne præparat blandt rytterne i feltet, simpelthen fordi mange ryttere indså, at det var nødvendigt at tage doping for at være med i toppen af sporten.
”Op til Festina-skandalen i 1998 var der meget doping, fordi EPO virkelig gjorde noget. Det var som at sætte en Formel 1-motor i en Fiat. Det var en nødvendighed, måtte mange indse. Hvis de havde ambitioner om at vinde eller bare følge med, når det gik lidt op ad bakke, så var det nødvendigt,” siger Thomas Bay.
Budgetterne og præmiepengene er blevet større i cykelsporten, men tilbage i 90erne var det ikke unormalt at køre på cykel for omkring 70.000 kr. om året, derfor var præmiepengene vigtige. Men dem fik man ikke del i, medmindre man vandt løb eller kunne følge med de bedste.
”Det er jo en forretning i sig selv at være cykelrytter, og man skal gøre det godt for at kunne leve af det. Men dengang var der ikke store mafiabosser, der trak i trådene og organiserede det,” siger Thomas Bay.
Også den nuværende rytter Jakob Fuglsang fra Astana-holdet tror, at det dengang simpelthen var nødvendigt at tage doping.
”Det tror jeg et eller andet sted. Mange af dem siger, at de kom til et tidspunkt, hvor de skulle vælge at stoppe med at køre på cykel eller tage det ekstra skridt, og så valgte de det sidste. Hvis du ville vinde Tour de France, var det nødvendigt at tage doping, for ingen har kunnet hamle op med Lance Armstrong, da han vandt syv år i træk, og han var fuldt dopet,” siger Jakob Fuglsang til La Danesa.
Meget bedre i dag
På trods af det blakkede ry, som cykelsporten har fået de seneste årtier, er alle enige om, at fremtiden ser lys ud, og at sporten er renere, end den nogensinde har været. Lone Hansen, der er direktør i Anti Doping Danmark, deler den opfattelse.
”Der er sket rigtig, rigtig meget i cykelsporten siden 90erne og 00erne. Antidopingarbejdet er forbedret. Der er blevet et bedre internationalt samarbejde mellem de forskellige antidopingmyndigheder og bedre værktøjer,” siger hun til La Danesa.
Hvor meget doping tror du, der er i feltet i dag?
”Det er rigtig svært at gætte på, om sporten er ren. Men jeg kan sige, at det er blevet meget sværere at holde det skjult og ikke blive opdaget,” siger Lone Hansen, der mener, at bedre dopingtests, whereabouts-systemet og det biologiske pas har hjulpet.
Jakob Fuglsang, der netop nu kører Tour de France, tror også, at antidopingarbejdet har hjulpet.
”Nu er der så meget kontrol og sager, der er blevet optrevlet. Et eller andet sted kan jeg ikke forestille mig andet, end at der er blevet ryddet godt og grundigt op. Det er også den fornemmelse, jeg selv har. Jeg stoler på, at det er en mere ren sport, end det måske nogensinde har været,” siger Jakob Fuglsang.
Derfor er sporten renere
Lone Hansen, direktør i Anti Doping Danmark, mener, at disse faktorer har gjort cykelsporten renere:
De store penge i cykelsporten
Af Kasper Ellesøe og Nanna Lunnemann
Cykelsporten har ændret sig siden 90erne, både hvad angår synet på doping, men også de mange penge, der er involveret. Det økonomiske aspekt spiller en stor rolle i sporten på de to hjul.
”Der er ingen tvivl om, at cykelsporten de sidste 10-15 år har været i økonomisk vækst. De penge, der er involveret, både dem der omhandler tv-rettigheder, sponsorindtægter og løn til rytterne, er blevet større i den periode. Der er klart flere penge i cykelsporten, end der nogensinde har været.”
Sådan lyder det fra sportsøkonom Jesper Jørgensen, Deloitte. Han tør ikke sætte procenter på denne vækst, men han kan fortælle, at den økonomiske vækst er mangedoblet.
Også sportsøkonom Troels Troelsen, CBS, er enig i, at økonomien i cykelsporten fra 90erne til nu har udviklet sig meget.
”Den har fulgt trenden som alle mulige andre sportsgrene. Det er gået vældigt opad i de budgetter, der har været.”
Pengene i den professionelle sport
Man kan spørge sig selv, om de store penge, der er i cykelsport i dag, har gjort det til en ren business og ikke længere sport. Dengang, hvor man ikke tjente så meget, var præmiepengene vigtige og for at få del i dem, skulle man køre med i toppen.
”I 80erne og 90erne var man tvunget til at tage doping, for da tjente man ikke penge. Dengang var det nærmest kun de helt store stjerner som Tony Rominger (tidl. stjernerytter i 90erne, red.), der havde råd til at bo i Monaco. Det, man tjente som hjælperytter, kunne man knapt leve for. I dag kan man med et minimum af talent være hjælperytter og være sikret for livet,” fortæller Brian Holm, sportsdirektør for Omega Pharma-Quick Step og tidl. professionel cykelrytter.
Troels Troelsen er ikke overrasket over, at rytterne snyder.
”Når det er professionel sport, så er der penge i at vinde. I et spilleteoretisk begreb er man aldrig klogere end sin dummeste konkurrent. Man bliver nødt til at følge den mest snydende, hvis man vil være med i gamet,” mener Troels Troelsen.
De mange sponsorpenge
Sponsorerne har også interesse i, at deres ryttere vinder en masse løb og er med på toppen. Men hvad betyder det egentlig for dem?
”De tre uger med den gule førertrøje giver den maksimale eksponering. Den sponsorværdi er uvurderlig. I et godt Tour de France kan det betale hele sponsoratet og værdien hjem. Det har en kæmpe værdi,” forklarer Jesper Jørgensen.
Det får Jørgen Leth til at fare op af stolen, når snakken går på de mange sponsorer.
”Noget, der gør mig rasende, er, når sponsorerne vasker deres hænder i dopingafsløringer, som om de ikke er interesseret i, at deres ryttere kører bedre end andre. Det, synes jeg, er noget hykleri. Så i stedet skulle man pege fingre af de hykleriske sponsorer.”
Pengene i cykelsporten
Kilder: italiancyclingjournal.blogspot.com, politiken.dk. postdanmarkrundt.dk, letour.fr, sporten.tv2.dk.
Jakob Fuglsang: Nu stopper det forhåbentligt snart
Af Kasper Ellesøe og Nanna Lunnemann
Den 28-årige danske cykelrytter Jakob Fuglsang har haft doping tæt inde på livet. Ikke fordi han selv har været impliceret i en dopingsag, men han har både kørt med folk, der har taget EPO og haft en leder, der har snydt. Men nu er der ved at blive renset ud, og cykelsporten er blevet renere.
Jakob Fuglsang har skiftet kaotiske RadioShack Nissan-Trek-holdet ud med en kaptajnrolle på Astana. Han har selv arbejdet blandt folk, der har vist sig at være indblandet i dopingsager. Både rivalen Peter Riis Andersen, som tog EPO, og tidligere ledende sportsdirektør for RadioShack Nissan-Trek Johan Bruyneel som var mistænkt for at være indblandet i systematisk doping på U.S. Postal-holdet med Lance Armstrong i spidsen, da han vandt Tour de France syv gange i træk.
”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er nogen stor fan af Johan Bruyneel. Jeg tror, han har fundet ud af, at tiderne har ændret sig. Det gør ikke mig noget, at han ikke er i cykelsporten længere,” fortæller Jakob Fuglsang.
Også den fem år ældre mountainbikerytter Peter Riis Andersen viste sig at have benyttet sig af de forbudte stoffer. En dopingtest viste, at han havde taget EPO tilbage i 2008. Han og Jakob Fuglesang har kørt mod hinanden flere gange.
”Det var et chok. Det var meget overraskende, også fordi han ikke kørte specielt stærkt på det tidspunkt. Han har selv sagt efterfølgende, at han følte sig presset, og det ikke helt kørte, som han havde håbet på. Samtidig studerede han og skulle fokusere på at være professionel cykelrytter. Det er ikke nogen god situation,” siger Jakob Fuglsang.
Spillerummet er gjort meget mindre
Der er stadigvæk ryttere, der bliver taget for doping eller indrømmer brug af præstationsfremmende midler. Men dopingen er mindre udbredt i dag, end den var tilbage i 90erne og starten af 00erne.
”Jeg har svært ved at sige, hvordan det har været tidligere. Ældre ryttere fortæller, at i slutningen af 90erne og starten af 00erne blev der kørt rigtig stærkt, og der var det en kamp for at overleve,” fortæller Jakob Fuglsang og fortsætter: ”Nogle af de ryttere har sagt, det var nødvendigt for at følge med, i hvert fald som de ser på det. Jeg kom selv ind i cykelsporten, da det meste af dopingen var på vej ud. Selvfølgelig bliver man overrasket, når en rytter bliver fældet eller indrømmer dopingmisbrug, men på den anden side, ’okay, endnu en..’ Nu stopper det forhåbentligt snart.”
Jakob Fuglsang tror, at dopingproblemet er på et rimeligt niveau. Men der er stadig nogle, der forsøger at tage den lette vej.
”Der kommer hele tiden nye midler til at snyde, og antidopingarbejdet har svært ved at være på forkant konstant. I sidste ende vil der altid være nogen, der snyder. Laver du gode resultater, kan du komme til at tjene gode penge. Antidoping-myndighederne skal komme så meget på forkant, så der overhovedet ikke er noget spillerum.”
Lasse Norman Hansen, den olympiske guldvinder i banecykling, deler den holdning.
”Der vil altid være én, der ser anderledes på antidoping, og én som overhovedet ikke ser det som en del af sporten. Der vil altid være én, der snyder os, som kører rent, og tager den nemme vej,” siger Lasse Norman Hansen til La Danesa.
TV 2’s cykelkommentator Jørgen Leth håber, at det verdensomspændende antidopingarbejde vil komme den ulovlige industri til livs. Men han synes også, man skal undgå hysteriet omkring doping og komme videre i den sport, som så mange elsker.
”Jeg er helt sikker på, at det er et meget mindre problem i dag. Det er der meget og mange udtalelser, der tyder på. Men jeg synes, det er vigtigt at undgå hysteriet. Medierne spiller en ophidsende rolle i stedet for en forsonende rolle. Jeg er imod fordømmelsen, at skyde i blinde og sige, at cykelsporten er død, for det er den jo ikke. De kører fantastisk cykelløb i dag,” siger Jørgen Leth.
Alex Rasmussen: Karantænen var rigtig hård mod mig
Af Kasper Ellesøe og Nanna Lunnemann
Den 29-årige danske cykelrytter Alex Rasmussen er en af de eneste, der har fået karantæne for ikke at have styr på sine whereabouts-oplysninger. Alex Rasmussen fik 18 måneders karantæne. En karantæne der var hård, men lærerig.
I midten af september 2011 blev det offentliggjort, at den danske cykelrytter Alex Rasmussen tre gange inden for 18 måneder havde forsømt at oplyse om sit opholdssted, når dopingkontrollen var kommet på forbi. De såkaldte whereabouts. Indtil sagen var afgjort, måtte han ikke konkurrere eller deltage i organiseret træning. Han savnede miljøet og kollegaerne omkring sig.
”Jeg følte ikke, at jeg havde nogle mål i livet, og jeg vidste ikke, hvornår jeg ville komme tilbage efter min frikendelse. Alt hang i det uvisse. Jeg er en person, der har brug for at sætte mig et mål. Jeg følte ikke, at jeg kunne bruge min træning til noget. Jeg vidste bare, at jeg var godt kørende,” siger Alex Rasmussen til La Danesa.
”Det var virkelig hårdt at være udelukket. Jeg har aldrig taget doping, så jeg følte, at karantænen var rigtig hård mod mig. Alle vidste, at jeg ikke havde taget doping. De (CAS, Den Internationale Sportsdomstol, red.) havde bare brug for at statuere et eksempel, og så var jeg desværre den første, der blev fanget i nettet.”
Støtte fra kollegaerne
Inden for cykelsporten vidste alle, hvad sagen handlede om, så Alex Rasmussen blev ikke mødt med den skepsis, der er mod andre ryttere, som har været indblandet i en dopingsag.
”Tværtimod. Der var meget støtte fra de andre i det professionelle felt. Der er helt sikkert almindelige mennesker i Danmark, som har et andet billede af mig. Men jeg har aldrig oplevet nogle, der er kommet hen til mig og sagt: Nå, det er dig, der har dopet dig,” siger han og fortsætter: ”Det har ikke påvirket mig negativt, heller ikke den danske presse. De har ikke stillet kritiske spørgsmål om doping, men mere om hvorfor jeg dummede mig med mine whereabouts-oplysninger.”
Tilbage i det professionelle felt
I dag er Alex Rasmussen igen en fri mand og tilbage i feltet efter endt karantæne. Og med stor succes. Han vandt en etape i Bayern Rundfahrt i maj og blev nummer fire på prologen i Schweiz Rundt i juni.
”Nu er jeg tilbage på 100 procent, som før karantænen. Det var også en fordel, at jeg har boet sammen med de andre fra holdet her i Spanien (Girona, red.).”
Alex Rasmussen synes om idéen med whereabouts og dens restriktioner med karantæner, men han mener, at den er svær at opfylde. Det med at huske at angive den rigtige adresse og tidspunkt havde han problemer med. I dag er han meget præcis med sine whereabouts.
”Jeg er den, der har mest styr på det nu. Jeg har virkelig ændret mig, og jeg tjekker det hele tiden. Jeg har ikke haft én eneste fejl i to år nu. De (anti doping-myndighederne, red.) er også blevet mere lempelige, for alle laver fejl, og skulle de være så strenge, så ville halvdelen af det professionelle felt ryge. De bliver nødt til at finde en balance, så de ikke slagter alle.”
Da Alex Rasmussen ikke havde styr på sine whereabouts-oplysninger i 2011, kørte han for HTC-Highroad. Men inden dommen faldt, skiftede han til amerikanske Garmin-Sharp, for hvem han også kører i dag.
Whereabouts-reglerne
Alle cykelryttere skal indberette de såkaldte whereabouts-oplysninger om opholdsted. Rytterne skal være tilgængelige for antidoping-myndighederne, så disse kan foretage uanmeldte dopingtests. Rytterne er selv ansvarlige for, at indberetningen sker rettidigt. Overtrædes retningslinjerne, får man en advarsel. Tre advarsler i løbet af en 18-måneders periode kan straffes med 12-24 måneders karantæne.
Kilde: www.antidoping.dk.
De unge ryttere gider ikke snakke doping
Af Kasper Ellesøe og Nanna Lunnemann
Den danske talentmasse i cykelsporten er måske større end nogensinde før, og de danske ryttere vinder sejre på stribe, men bag succesen ligger der et spøgelse og lurer. De unge ryttere bliver mødt med skepsis og mistænkeliggørelse. Når de præsterer godt, bliver de spurgt til sportens sorte får: Doping. Og det frustrerer dem.
OL-Guld, juniorsejr i Paris-Roubaix og U23-sejr i Liege-Bastogne-Liege. Det er nogle af de meritter, som de unge danske cykeltalenter har haft i løbet af de seneste to år. Men selvom resultaterne er flotte og måske antyder en begyndelse på en ny æra af danske ryttere på niveau med Riis, Rolf, Skibby og Hamburger, så er rytterne frustrerede over fortiden, der stadig påvirker nutiden.
Michael Valgren er en af de ryttere, der er store forhåbninger til i fremtiden efter sejre i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege de seneste to år. Men når han har leveret en god præstation, bliver han ofte mødt med skepsis og fordomme.
”Det ærgrer mig, at folk, der ikke ved så meget om cykelsport, konkluderer for hurtigt. Min nabo sagde en gang, da Michael Rasmussen indrømmede sit dopingmisbrug, at så er alle cykelryttere sgu dopede. Men det er vi jo ikke,” siger 21-årige Michael Valgren, der håber, at sporten på sigt bliver renset ved, at ryttere træder frem og indrømmer dopingmisbrug.
”Jeg kan egentlig godt lide, når en rytter indrømmer brug af doping, for så bliver der ligesom renset ud i sporten. Vi er en ny generation, og der er bedre tider på vej. Det er jeg slet ikke i tvivl om,” siger Michael Valgren fra Team CULT Energy til La Danesa.
Taler ikke med folk uden forstand
Også et andet ungt talent, Mads Würtz Schmidt, der vandt junior-VM i enkelstart i 2011 og Paris-Roubaix for juniorer i 2012, er frustreret over, at alle cykelryttere mistænkes for at snyde.
”Det er faktisk ikke journalisterne, der spørger, om jeg er dopet. De har efterhånden lært, at det ikke forholder sig sådan. Det er mere folk udefra, der ikke ved noget om det. Dem, der ikke har forstand på cykelsporten. De har en masse fordomme, og sådan nogle gider jeg egentlig ikke at tale med,” siger han til La Danesa.
Mads Würtz Schmidt forbander doping langt væk og har ikke noget til overs for ryttere, der har snydt.
”Jeg synes, det er trist hver gang, der er nogle, som bliver taget. Det er nogle dumme idioter, der forsøger at tage den lette vej. Sådan nogle mister helt klart min respekt,” siger den 19-årige rytter, der også kører på Team CULT Energy.
Går ud over de unge
Da Danmarks mest vindende rytter, Rolf Sørensen, i marts stod frem og indrømmede brug af doping, var kulturminister Marianne Jelved hurtigt på tasterne på sin Facebook-profil.
”Jeg vil gerne opfordre til, at de dopede cykelryttere, der står frem nu, vil bidrage til opklaringsarbejdet.”
Marianne Jelved blev også citeret for følgende på politiken.dk.
”Doping er og bliver snyd og et dårligt eksempel for den næste generation af idrætsudøvere.”
Hver gang en rytter bliver taget for eller indrømmer brug af doping, går det udover de unge, mener Lasse Norman Hansen, der vandt OL-guld i banecyklingsdisciplinen omnium sidste sommer.
”Det er ligegyldigt, om rytteren kører på højeste niveau, så er det os unge, som kører rent, det går udover. Vi afskyer doping og kæmper for at blive bedre. Vi har en helt anden indstilling til tingene, end de har, dem der bliver taget,” siger den 21-årige rytter, der er træt af altid at blive stillet spørgsmål om doping, fordi det fjerner fokus fra præstationerne.
”Hvis jeg har kørt et cykelløb på et tidspunkt, hvor en rytter er blevet testet positiv, så kan jeg blive spurgt om den sag i interviewet. Det, synes jeg, er ret irriterende. Jeg ved ikke noget om sagen, og vi er ikke på samme hold, men igen, vi kommer nok ikke udenom at snakke om det,” siger Lasse Norman Hansen, der næste år bliver professionel på Garmin-Sharp og dermed holdkammerat med Alex Rasmussen, der sagtens kan forstå frustrationerne.
”Jeg tror, at jeg havde det ligesom ham, da jeg var helt ung. Jeg havde ikke et forhold til doping, nu har jeg vænnet mig til, at det spørgsmål kommer og i stedet for at tage det negativt, så skal man være positiv og tænke på, at de, der bliver taget, ikke længere er i feltet, selvom de pletter vores image,” siger Alex Rasmussen.
De unge skal ikke brokke sig
Frustrationerne er tydelige hos den kommende generation af danske cykelstjerner, men ifølge Brian Holm, der var en del af feltet i 90erne og selv har taget doping, skal de unge ryttere ikke brokke sig over, at der bliver stillet spørgsmål om doping.
”De unge skal bare være glade for, at de ikke kørte dengang. De skal ikke brokke sig. Vilkårene har ændret sig til det bedre. Tror du, jeg synes det var sjovt at tage doping? Nej, vel?” siger Brian Holm og hentyder til, at de præstationsfremmende midler var en stor del af sporten i 90erne, og at mange så det som en nødvendighed at tage doping.Én, der bakker de unge op, er Jørgen Leth. Han er ked af, at de unge skal leve med fortidens dopingmistanker.”Det er ærgerligt, at hele cykelsporten påvirkes af nogle få brodne kar. Vi andre bliver også triste over det. Jeg kan godt forstå, at de unge ryttere bliver mistænkeliggjort på grund af nutiden og fortidens syndere. Jeg tror også, at der kommer mere styr på det. Det er synd for de talentfulde danske ryttere, at de skal mistænkeliggøres, fordi de kører godt. En god præstation er mistænkelig,” siger Jørgen Leth.
Holdningsændring redder cykelsporten
Af Kasper Ellesøe og Nanna Lunnemann
Cykelsporten bliver aldrig helt ren, og der vil altid være nogle, der snyder. Men alligevel har holdningen til doping ændret sig så meget, at cykelverdenen forbander ryttere, der bliver taget for doping.
”Hvis jeg havde ham i hænderne, ville jeg slå ham ihjel, for han har dræbt vores drøm.”
Sådan sagde Luca Scinto, ledende sportsdirektør på holdet Vini Fantini – Selle Italia, til Tuttobiciweb, da det kom frem, at hans rytter Mauro Santambrogio var blevet testet positiv for doping under Giro d’Italia i maj. Santambrogio vandt en etape i løbet og sluttede som nummer ni samlet.
Det er ifølge Brian Holm et bevis på, at der er sket en ændring, siden doping var udbredt i 90erne og 00erne.
”Der er sket et holdningsskift, og ryttere og sportsdirektører er nærmest villige til at slå ihjel og til at korsfæste synderne. Deres reaktioner har ændret sig, og de hader doping,” siger Brian Holm, der bakkes op af Claus Hembo, direktør for det danske cykelhold Christina Watches-Onfone, der dog stadig ikke tror, at feltet er helt rent.
”Min fornemmelse er, at der er sket en holdnings- og kulturændring. Samtidig er det både blevet dyrere og sværere at få fat i doping. Men jeg tror stadig, at det er et problem. Jeg tror, at mange af toprytterne på topholdene ikke er rene,” siger Claus Hembo til La Danesa.
Claus Hembo startede cykelholdet sammen med blandt andre Michael Rasmussen, der siden har indrømmet et årelangt dopingmisbrug. Samtidig har holdet været kritiseret for at ansætte tidligere dopingdømte ryttere som eksempelvis Stefan Schumacher.
Har du belæg for at sige det?
”Det har jeg måske, og hvis jeg har, vil jeg ikke sige mere om det. Jeg var til afhøring hos Anti Doping Danmark, fordi de havde spurgt mig, om jeg havde noget at tilføje, og noget jeg ville dele. Folk vil måske kalde os stikkere, men der skal ske noget, hvis cykelsporten skal blive ren. Hvis vi oplever noget, der er forkert, går vi til myndighederne.”
Lone Hansen, direktør i Anti Doping Danmark, vil hverken be- eller afkræfte, om Claus Hembo har været til møde eller ej, da hun ikke udtaler sig om dopingefterforskningen.
Samarbejde er vigtigt
Lone Hansen mener, at personer i cykelverdenen, der ved noget, som kan gavne antidopingarbejdet, skal melde sig.
”Der skal arbejdes med kulturen og selvforståelsen. Det er jo ikke som dengang, hvor alle tog doping, og så tav man bare. Den kultur skal brydes. Det er vigtigt, at de dopede samarbejder med antidoping-myndighederne. Jo mere vi får at vide, desto mere kan vi arbejde med fremtiden,” siger Lone Hansen.
Sporten bliver aldrig ren
Selvom det er blevet sværere at tage doping og slippe godt fra det, bliver cykelsporten aldrig fri for præstationsfremmende midler.
”Der vil altid være nogen, der vil snyde. Det er den del af livet, mennesket og karakterens struktur. Det handler om at begrænse det, så man kan gennemskue, hvem der kører professionelt uden at være dopet. Men man kommer det ikke helt til livs,” siger Jørgen Leth.
Heller ikke Brian Holm tror på en helt ren cykelsport.
”Man kommer det aldrig til livs. Også i år 2024 vil der være doping. Det vil være for romantisk at tro, at det forsvinder helt fra sporten,” siger han.
Jakob Fuglsang, der er en del af det professionelle cykelfelt og bliver testet jævnligt, håber, at hans rytterkolleger tænker sig om og lader være med at tage doping, selvom han heller ikke tror på, at man slipper helt af med snyderiet.
”Jeg tror aldrig, man kommer det 100 procent til livs, men jeg er sikker på, at man kan få det ned på et minimum. Det må have en præventiv virkning, at Lance Armstrong får taget alle sine titler.”
”Jeg håber, at det kan være med til at få folk til at tænke sig om en ekstra gang. Er det virkelig det værd? Vil man ikke hellere have en lang karriere i stedet for at skulle ende i slagsmål med WADA og få anlagt sag imod sig?” spørger Jakob Fuglsang.
– Det danske magasin i Spanien
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001
