Los Patios de Córdoba og Alto Guadálquivir

Det er her i begyndelsen af maj, at beboerne i det centrale Córdoba åbner deres patios (gårde) for offentligheden for at vise blomster frem, og hvis man endnu ikke har set den overdådige blomsterpragt i de hyggelige gårde, er det om at komme afsted så hurtigt som muligt. Det er nemlig både opløftende og herligt at gå rundt i de fine gårde og beundre farverne og duftene af tusindvis af blomster – ja, jeg vil nærmest sige, at det ikke bliver bedre. Og når man så har set sig mæt, kan man tage på et herligt ruralt hotel i en ombygget olivenmølle ved byen Montoro i det område, der kaldes Alto Guadalquivir og tage på en herlig vandreur i naturparken Sierra de Cardeña y Montoro hen til den forladte landsby Aldea del Cerezo. En fed udflugt!

I år er det fra den 8. til den 19. maj, at El Festival de los Patios finder sted, hvor man kan komme ind og se de skønne patios i Córdoba. Der er tale om en konkurrence, hvor den smukkeste patio så kåres til sidst. Patioerne er åbne hver dag i perioden fra kl. 11-14 og fra 18-22 (til kl. 24.00 om søndagen). Man må ikke snyde sig selv for denne oplevelse, så afsted til Córdoba!

Når man ankommer til Córdoba sydfra, skal man blot følge skiltene ind til centrum og så parkere på den P plads der hedder ”Centro histórico”, som ligger lige overfor Puerta de Sevilla, som fører ind i den gamle bydel. Det er en god idé at tage tidligt hjemmefra, så man ankommer til Córdoba ved 11 tiden, hvor patioerne åbner. Når man har parkeret, går man ind i byen gennem den gamle Puerta de Sevilla og står pludseligt lige midt i herlighederne. Hvis man med det samme drejer til venstre, støder man på den første patio, der vises frem. Når man behørigt har beundret blomsterpragten, er det en god idé at begive sig længere ind i byen og hen forbi El Alcázar de los Reyes Cristianos – det gamle ombyggede arabiske palads. På pladsen skråt foran el alcázar ligger en turistinformationsbod, og her bør man begive sig hen. Her udleveres der nemlig et kort over beliggenheden af de patios, der er åbne for offentligheden, og det skal man bruge for at få så mange at se som muligt. Jeg tror, vi så omkring 15 patios, og det var fint – der var nok ca. 40 i alt. Man kan også gå ind på: www.patiosdecordoba.net for at blive opdateret om konkurrencen. www.mayocordobes.es er også et fint website. Adgangen til gårdene er gratis, men man opfordres til at lægge en skilling hvert sted, for der er naturligvis en masse udgifter forbundet med at udstille alle de blomster.

Med kortet i hånden begav vi os hen i det gamle jødekvarter og i kvarteret bagved Mesquitaen, hvor der ligger en masse patios. De fleste er privatejede, og det er naturligvis et privilegium sådan at få lov til at kigge ind i folks private gårde. Vi kom også forbi et gammelt palads ”Palacio de Viana”, og her gik vi ind – det koster ca. 5 €, men de var godt givet ud, for det er en perle af et gammelt istandsat palads med et utal af skønne patios – den ene finere end den anden.

Vi nød i den grad at vandre rundt i det solbeskinnede Córdoba på sådan en majdag, men de smukke patios kan man ikke yde retfærdighed med ord, de må opleves. Når man nu er kommet til Córdoba, bør man naturligvis også se mesquitaen og alle de andre herligheder, som er beskrevet i januar 2012 nummeret af La Danesa.

Da vi havde vandret rund ca. 3 timer, var vi blevet godt sultne og tog derfor ned til Plaza de la Corredera for at spise. Og selv om det lignede en turistfælde, var det faktisk et fint sted at sidde, og vi fik dejlig mad til en rimelig pris.

Og nu ville vi ud på landet, for vi havde fundet et ruralt hotel, som vi ville prøve: Molino la Nava, beliggende lidt udenfor byen Montoro. Vi kører derfor i østlig retning ad motorvejen imod Madrid og efter ca. 40 km. drejer vi af mod Montoro. Vi finder uden problemer den fine ombyggede olivenmølle, hvori hotellet ligger. Gå ind på www.molinonava,com for at se vejbeskrivelse og se også de fine fotos af dette meget anderledes hotel. Møllen er nænsomt restaureret og selve produktionshallen, hvori de mange oliven blev presset, er i dag hotellets restaurant. Møllen ligger midt i oliven- og appelsinplantager, og der hersker en udsøgt fred og ro her. Der er 2 længer på møllen, og man har bygget to mure, så der er opstået en meget smuk patio midt i det hele. Der er også en pøl til dem, der vil bade. I det hele taget er det et specielt og dejligt sted at opholde sig. Vi tog 2 overnatninger á ca. 80 € og vi nød virkeligt opholdet her midt ude på landet og lige på kanten af den lidet kendte naturpark: Sierra de Cardeña y Montoro, beliggende i det område, der kaldes Alto Guadalquivir.

Vi fik rustik og spændende mad i restauranten om aftenen og var også meget tilfredse med morgenmaden, så den næste dag var vi klar til at begive os ind i naturparken og kaste os ud i en vandretur op til den forladte landsby Aldea del Cerezo.

Vi kørte først hen for at kaste et blik på El Emblase de Yeguas, som ligger lidt øst for hotellet, og herfra kørte vi op til Venta del Charco, hvor vores sti hen imod Aldea del Cerezo starter. Stien er en gammel ”via pecuaria” eller kvægdriversti, så den er fint bred og går for det meste lige ud. Stien går midt imellem skønne ”dehesas” – indhegninger, hvor der går husdyr. I dette tilfælde er det sorte grise, der løber rundt under træerne, og de er jo altid sjove at observere, når de sådan kan løbe frit rundt, så der er god underholdning langs med stien. Turen fra Venta del Charco til La Aldea del Cerezo er på 6,3 km., og det er bare en herlig tur, for, for en gang skyld, er der næsten ingen højdemeter. Lige ud går det, men der er masser af bjerge (Sierra Morena) man kan beundre i det fjerne, og i det hele taget er det en herlig vandretur. Turen ender i den forladte landsby Aldea del Cerezo, som ganske rigtigt er ganske øde. Man har dog taget nogle turisttiltag og har istandsat nogle af de gamle huse med henblik på udlejning til turister, men det var umuligt for mig at finde ud af, hvordan man kunne komme til at leje dem. Det ser ud til, at projektet er gennemført og derefter blevet glemt. Men alligevel – pudsig lille by og vi bliver mødt af et stort skilt der antyder, at den sjælne iberiske los kan mødes her. Vi så ham dog ikke. Efter besøget i landsbyen går vores tur tilbage til Venta del Charco ad den samme vej og det er jo nemt. Da vi er tilbage ved bilen har vi så gået små 13 km.

Vi når lige hen til bilen, inden himlens sluser åbner sig, og regnen vælter ned ledsaget af torden og lynild. Og så er der dømt frokost og siesta henne på møllen. Det skal naturligvis siges, at der findes mange andre vandreruter i den omtalte naturpark – man kan se nogle af dem, hvis man googler Parque natural de Sierra de Cardeñas y Montoro.

Efter siestaen skal vi se byen Montoro, som ligger lige ved Guadalquivirs bredder og ”hænger” lidt ud over kanten af en klippe. Den regnes derfor til en af de spanske byer med ”casas colgadas” (hængende huse – hvoraf Cuenca jo er den fineste), men jeg må sige, at Montoro ikke havde så meget at byde på. Byen ser flot ud, når man kommer kørende fra øst og der er også et historisk centrum og et arkæologisk museum, men det hele virkede lidt tamt. Turistkontoret var lukket og der blev ikke oplyst noget om, hvornår det havde tænkt sig at åbne. Efter at have vandret rundt i byen en lille times tid måtte vi konstatere, at den største seværdighed var det kagested (pasteleria), der lå bagved en brun facade på vej op i byen. Det siger muligvis mere om os end om byen, men man bliver jo forvænt…

Hvorom alting er, kan vi konstatere, at lige nord for Córdoba og Montoro ligger Sierra Morena. Man kan se bjergene ligge og lokke, når man går på stien mod Aldea del Cerezo, og det betyder jo, at vi snart må tage en tur ind i dette øde og forrevne landskab.

Vi glæder os allerede.