Ole Mose Nielsen svømmer over Gibraltarstrædet

Ole Mose Nielsen svømmer over Gibraltarstrædet

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


”Der er dem, der stopper, når de har nået deres mål, og så er der dem, der sætter nye.”

Det er lørdag, og jeg befinder mig i Tarifa, der er kendt for Spaniens bedste strand, Playa Valdevaqueres. Jeg skal dog ikke have sand mellem tæerne. Der venter mig derimod en lang sejltur. Jeg skal være passager i den følgebåd, som Ole Mose Nielsen skal svømme efter på sin tur over Gibraltarstrædet til Marokko.

”De ting, som jeg har lært mest af og som har udvidet min horisont, er, når jeg er blevet presset, har rejst og oplevet specielle ting.” Sådan lød det fra Ole Mose Nielsen, da La Danesa tilbage i oktober sidste år fik en snak med ekstremsportsentusiasten. Den 16. februar, fire måneder senere står han i Tarifa i Spanien klar til at presse sig selv til det yderste. En start på et vanvittigt sportsprojekt.

Klar, parat, start
”Lige nu er jeg noget skeptisk. Klarer jeg overhovedet det her,” lyder det overraskende  afslappet og med kun en snert af nervøsitet i stemmen fra den mand, der så sent som i går landede i Spanien med sin far, velvidende, at han før eller siden skulle i det kolde vand og svømme fra den spanske til den marokkanske kyst.

En halv time senere får han grønt lys fra Rafael, der har arrangeret turen. Vind- og vejrforholdene tillader ham at hoppe i vandet og svømme, hvad der svarer til 17 kilometer over Gibraltarstrædet. Vi skal på en sejltur fra det sydligste punkt i Europa, Punta Marroqui i Tarifa til Punta Cirres i Tanger i Marokko. Alt imens Ole Mose Nielsen svømmer turen over strædet, skal jeg være ombord på følgebåden, en 22 fods speedbåd. Her skal jeg være i selskab med Antonio og hans datter Cristina, og sammen skal vi hjælpe Ole Mose Nielsen sikkert over strædet ved blandt andet at føre kontrol med kystens trafikcentre og de kommercielle skibe.

Ole Mose Nielsens far, Poul Nielsen, bliver placeret i en gummibåd sammen med Rafael. De skal sejle ved siden af Ole Mose Nielsen hele vejen og sørge for, at han får lidt mad og drikke undervejs. Rafael står for projektet sammen med Antonio. I 12 år har de krydset strædet. Antonio fortæller mig, at sæsonen for krydsning normalt starter i maj og slutter i oktober, men med undtagelse har Ole Mose Nielsen alligevel fået lov.

Himmelbjerget var engang en udfordring
Poul Nielsen er taget med for at støtte sin søn, men det afholder ikke ham og hans kone fra at have en mening om sønnens crawlsvømning.

”Jeg troede, at han havde fået nok dengang, han besteg Manuslu-bjerget (hvor han overlevede et lavineskred, red). Hans mor har brugt alle sine overtalelsesevner på at få ham snakket fra det, men intet har virket. Når han har sat sig for noget, så gør han det, og intet kan slå ham omkuld,” fortæller Poul Nielsen, der driller sin søn med, at han som barn knap gad gå op ad Himmelbjerget.

Ole Mose Nielsen har valgt, at det kun er hans far, der skal med, selvom hans mor gerne ville. ”Jeg kunne ikke overskue at skulle bekymre mig om søsyge og pylreri.” Pylret kan man ikke kalde Ole selv. Inden jeg får set mig om, er han hoppet i vandet. Klokken er 12:07, der lyder et ”uh, det er koldt,” og den 17 kilometer lange svømmetur begynder.

Fra svømmehal til Gibraltarstrædet
Ole Mose Nielsen har en tætsiddende hue på. Han kan ikke høre andet, end når Rafael puster i fløjten. Selvom bølgerne er små, kan han ikke orientere sig i vandet. Han kan ikke se land, og strømmen er stærk, så han ved ikke altid, i hvilken retning han svømmer. Derfor kommunikerer Antonio, Rafael og Ole Mose Nielsen med hinanden. Antonio pifter til Rafael, hvis Ole Mose Nielsen kommer for langt fra følgebåden. Rafael fløjter, og viser ham den rigtige vej, så vi kan opretholde den rette kurs, og samtidig sparer det ham for både tid og kræfter.

Cristina fortæller mig, at det her bliver en firetimers tur på omkring 17 kilometer. Jeg tænker på den kvalmende fornemmelse, når man yder sit absolut yderste. Forinden turen har Ole Mose Nielsen svømmet 20 kilometer i en svømmehal. Det, synes han, var meget hårdt. I dag er det under andre forhold – helt andre forhold. Han er i havvand, der er bølger og en strøm, der viser 14 km/t.

Men det er ikke kun vejrforholdene, der skal tages hensyn til. Det er nemlig ikke kun danske Ole Mose Nielsen, der krydser strædet. I baggrunden ses store Mærsk containerskibe, der kommer sejlende fra Atlanterhavet og ind i Middelhavet.

Hvor der er vilje, er der vej
Tilbage på land, mens vi stadig var landkrabber, sagde Ole Mose Nielsen: ”Jeg bryder mig ikke om, at der er nogen bedre end mig. Jeg vil være den bedste til det, jeg gør.” Klokken er nu 12:40, og Ole Mose Nielsen laver det velkendte dykkertegn, hvor man med tommelfinger og pegefinger former en ring, mens man lader de andre fingre stritte. Ole Mose Nielsen er altså ok. Han er iført en sort og bordeauxrød dykkerdragt, hvor hals, fødder og hænder er frie. Han har dykkerbriller på og musik i ørerne. ”Jeg foretrækker, at der er stop én gang i timen a 15 sekunders varighed. Ikke mere, for så tager strømmen os med, og det bliver sådan noget zigzag,” fortæller Antonio.

Sekunderne bruges ikke kun til at puste ud. De bruges til at få lidt kulhydrater indenbors. I løbet af de fire ultrakorte pauser, Ole Mose Nielsen fik under svømmeturen, blev det til et stykke chokolade, en yoghurt og lidt vandt.

I midten af Gibraltarstrædet
Klokken er 2:08, og vi befinder os midt i strædet. Det har taget Ole Mose Nielsen to timer at svømme otte kilometer. Der bliver svømmet crawl, for der bruger man mindst energi pr. meter. Cristina skifter det spanske flag ud med det marokkanske, for vi er nu i marokkansk farvand. Det er sædvanlig procedure for hende. Hun er vant til det. Den norjyske ekstremsportsudøver er nemlig ikke den første, de hjælper med at følge over strædet mellem Afrika og Europa.

”Vi kan have 15 kryds på en sæson, som varer seks måneder. Vi kan have max fire personer ad gangen. Vi har haft op til 150-200 personer på seks måneder. For to år siden kunne vi have otte-ti personer af gangen, men på grund af nye restriktioner, er det nu et kryds om dagen,” fortæller Antonio, der hjælper svømmerne med at navigere over strædet, som 350-400 både og skibe hver dag krydser.

Land i sigte
Jeg kan nu se ’Yebel Musa’, som betyder ’den døde kvinde’. Cristina fortæller mig, at det er et meget kendt bjerg i Marokko. Ifølge Antonio ligner det en dame, der ligger ned, hvis man ser bjerget fra øst. Der går ikke længe, og jeg begynder at ane Marokkos kyst.

Vi nærmer os, og den marokkanske marine ringer og spørger, om svømmerens navn og nationalitet. Antonio peger over mod en hvid bygning ud fra kysten, hvorfra de kontrollerer alt, der kommer ind. Inden længe er det Ole Mose Nielsen.

”Strømmen er god i Marokko. Den er bedre end i Tarifa. Vi er heldige med vejret. Normalt når man kommer til Tarifa for at krydse, skal man vente et par dage før, at vejret er godt nok til det. I er heldige,” fortæller Antonio og hentyder til Ole Mose Nielsen og hans far, som allerede ankom i går og var intetanende om, hvornår det ville ske. Tidligere i dag var Ole Mose Nielsen nervøs for, om han overhovedet fik lov til at krydse, der er nemlig godt booket hos Antonio. I år og næste år med er han fuldt booket. Det løber hurtigt op, når han kun må have 15 kryds på de seks måneder, en sæson varer. Klokken er 15:50, og der er 800 meter til punktet i Marokko. Det er et klippestykke, som Ole Mose Nielsen skal kravle op på, og så har han gennemført. Her vil gummibåden sejle ham hen til følgebåden, så vi kan sejle tilbage til Tarifa. Det er snart fire timer siden, at nordjyden sprang i vandet. ”Ole er en meget langsom svømmer, men her er meget god strøm. Strædet er ikke problemet. Det er distancen, vind, vejr og strøm.”

Mødet med Marokko
Jeg kan se klippestykket fra speedbåden, og jeg kan også se en meget udmattet mand kravle derop, smide armene i vejret og skråle. Han har klaret det. Han har svømmet 17 kilometer fra Tarifa til Marokko. Få minutter efter er han ombord på båden. Ole Mose Nielsen ser meget træt ud, men han er alligevel i stand til at fortælle mig, hvordan han selv synes, at det gik.

”Det er meget svært at beskrive. Det var en meget anderledes oplevelse. Det var en stor tilfredsstillelse at komme op på Manuslu-bjerget. Det tog trods alt halvanden måned, men det her, det var sgu hårdt på en anden måde,” siger Ole Mose Nielsen og fortsætter.

”Jeg kan ikke sammenligne det med noget af det, som jeg har prøvet før. Jeg føler mig en lille smule træt og også temmelig lettet. Dengang der blev sagt, jeg var halvvejs, tænkte jeg, at det var let. Dengang der så blev sagt en kilometer tilbage, var jeg i tvivl, om jeg klarede det eller ej, for det var mod strømmen, og jeg kom ingen vegne.” Helt indtil de sidste 500 meter var Ole Mose Nielsen i tvivl, om han ville komme helskindet fra det her. Det føltes som den længste kilometer i hele hans liv. Han kunne ikke høre noget, han kunne ikke se noget og var mest af alt så omtumlet og svimmel, at han ikke lagde mærke til noget.

”Bølgerne var helt ekstreme i starten. Jeg har ingen anelse om, hvor mange liter saltvand jeg har slugt. Jeg kunne ikke finde rytmen, min skulder gjorde ondt, og jeg var meget, meget negativ.”

Ole Mose Nielsen var ikke klar over, at han svømmede 17 kilometer. Han havde fra starten troet, at det var 27 kilometer. Men han havde en god idé om, hvor lang tid han lå i vandet. ”Jeg havde en idé om, at strømmen gjorde, at jeg svømmede lidt hurtigere, hvilket også var tilfældet. Jeg tænkte ikke så meget over, hvor mange kilometer det var. Jeg tænkte mere over, hvor langt der var, og hvor langt der var tilbage.”

Fakta
Den 17 kilometer lange svømmetur over Gibraltarstrædet er første disciplin ud af i alt fire. Ole Mose Nielsen skal også løbe syv maratons på syv forskellige kontinenter på syv dage, cykle rundt om Titicaca-søen i Bolivia og til sidst bestige Mount Everest.

 

 


”Jeg vil slå på den egenskab, at de har psyken med sig, men jeg vil ikke slå på, at de er fysisk klar, for det er de ikke. Det er ikke fysikken, der er deres styrke, det er psyken.”

Sportsfysiolog: Det er en bestemt type person
Sportsfysiolog Thue Kvorning fortæller, at det er mennesker gjort af noget helt specielt, der svømmer over Gibraltarstrædet. Han fortæller, hvad der skal til for at gennemføre. Den fysiske belastning er i dette tilfælde ikke nævneværdig. Det interessante er den psykiske dimension. Ifølge Thue Kvorning drejer det sig om psyken og viljen.

 

Thue Kvorning er fysisk træner og sportsfysiolog i Team Danmark siden 2007. Han beskriver Ole Mose Nielsen som en bestemt type person. Sportsfysiologen har ofte mødt typer som ham, fortæller han.

”Folk som ham tager lidt let på det, og dermed har de mærkeligt nok lidt ekstra at hive op af posen, frem for dem der er forberedt til fingerspidserne, og hvis der sker noget uventet, så vælter det hele,” siger Thue Kvorning og understreger, at man heller ikke skal tvivle på, at de har kræfterne til at gøre det, for det har de.

”Det er ikke, fordi Ole Mose Nielsen har let ved det, for den samme mand ville ikke kunne følge med i en etape i Tour de France. Man skal adskille de ting fra hinanden. De typer er ligeglade med, hvor hurtigt de gør det, for dem handler det bare om at gennemføre. Det er nogle hårde karle.”

Den psykiske dimension
Thue Kvorning mener, at den mentale situation er spændende i denne sammenhæng, for ifølge sportsfysiologen skal man have en vis psyke for at kunne gøre det her. ”Han har et projekt og er fast besluttet på at gennemføre det, og det er med til at holde ham kørende. Når spørgsmålet så kommer om, hvorfor personen egentligt gør det, er der mange af disse typer, der ikke kan svare på det. De gør det bare.” Det er langt at svømme 17 kilometer og endnu længere i åbent hav. Desværre er det ikke nogen ekstrem præstation, for får man lidt at spise og drikke undervejs, samtidig med at vandet er varmt, har man alle forudsætninger for at gennemføre.

”Der er hav og bølger, og du ved ikke, hvad der er i vandet. Den fysiske dimension, fire timers arbejde i vand, er ikke voldsom, og det tærer ikke på kroppen at svømme. Du får ingen stød, som du gør ved at løbe syv maratons på syv dage. Selvfølgelig kan man få en øm skulder, men den fysiske belastning er ikke værd at nævne.”

Thue Kvorning synes, at det er en flot præstation, men ikke en umenneskelig præstation. ”Svømning er en teknisk svær disciplin, især rytme af vejrtrækning. Man flyder fint i saltvand, hvilket også gør det nemmere,” forklarer han. Det åbne hav er for nogen imponerende, og det kan bringe ting og sager op i folk, så den mentale situation er vigtig i den sammenhæng. Det er ikke som at ligge i en svømmehal.

”Hvis jeg skulle ligge og svømme der, ville der være passager, hvor jeg synes, at det kunne være uhyggeligt at svømme i sådan et hav. Der er mange, der ikke ville røre det hav med en ildtang. Der er mange ting, man kan svømme ind i,” siger han og fortsætter. ”Han har sat sig for at svømme over strædet, og det, synes jeg, er imponerende. Så kan du sige, at han er dum, og at han ikke gør sig de rigtige overvejelser, men det tror jeg da, at han har gjort. Havde det været B.S. Christiansen, havde der været mange psykologiske øvelser, der skulle være på plads inden.”

Fra svømmehal til åbent hav
Om B.S. Christiansen også har nok viden om, hvad havet kan tilbyde, ved vi ikke. Ifølge sportsfysiologen selv er det et spørgsmål om, du kan håndtere de tanker, der kan fylde dit hoved, når du ligger i havet. ”I en svømmehal handler det bare om at kunne holde det ud og svømme 17 kilometer. Der opstår ikke andre udfordringer, som der gør i havvand, hvor det handler om vind og vejr.”

I vandet kan man hurtigt piske en stemning op, og det er noget, man skal arbejde med, mens man ligger der, mener Thue Kvorning, mens han prøver at bringe de to ting i spil. ”Alle kan gøre det i en svømmehal, men når man svømmer i åbent hav, er det sværere at trække vejret, fordi der er bølger, og der kan man nemt give op, fordi det ikke længere er sjovt, eller man er bange.”

Af Nanna Lunnemann, nanna@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa