Postkort fra Athen

Málaga ligger på Europas yderste kant, men efterhånden er flyforbindelserne så gode, at vi sagtens kan tage på smutture over det meste af det europæiske kontinent, og vi bringer i denne serie appetitvækkere om byer, man nemt kan rejse til fra Spanien. Denne gang sender vi fra en eskapade til den græske hovedstad.

Jeg fik først den støvede, larmende og overbefolkede by under huden, da jeg sad på en taverna i den historiske bydel Plaka. Og den satte sig for alvor fast, mens jeg, ud fra devisen om at, når man er i Grækenland må man gøre som grækerne, smed med tallerkner på en syrtaki-restaurant. Det kan være svært at fornemme, at Grækenland er på randen af revolution, anarki, eller hvor de aktuelle uroligheder nu fører hen, i den tilbagelænede atmosfære, der kendetegner det gamle Athen. Lige så svært er det egentlig at forestille sig, at landet er én af den såkaldte civilisations vugger og ophavsland til både filosofi og demokrati. Frustrerende, men tillokkende. Den postkortsmukke og gamle bydel Plaka er Europas største og måske ældste bydel, og her kæmper forretningerne med tavernaernes borde om pladsen på de smalle og lykkeligt bilfrie gader. Vi sidder under ikonet, Akropolis, her hvor den græske fortid og storhedstid møder nutiden som i en gigantisk og meget levende arkæologisk udgravning.

”Vi skal da have meze,” siger min tidligere kollega, en græker, der for en bemærkning er vendt hjem til sin fødeby.

”Endaxi,” blamerer jeg mig. Fede oliven, taramosalata, tzatziki og groft brød. Dolmades, fyldte muslinger og sværdfisk. Skabede katte løber om benene på os, de har altid været her, og de er glade for flæsket fra sværdfisken. Ouzu og retsina og snurren i hovedet, et godt udgangspunkt for en videre tur ud i Athen.

Parlament og Føtex
Plaka er et tilløbsstykke, og det er ikke uden grund. Vi besøger dog også fine Anafiotika, med hvide huse som på de græske øer, smarte Kolonaki, rå Exarchia, rolige Gazi og det mere højlydte Psirri.

”Der er parlamentsbygningen,” siger min græske kollega senere, mens vi står på Syntagma-pladsen og samme parlamentsbygning, hvor der er vagtskifte af de spøjst påklædte vagter med de sære sutsko.

”Sidst jeg var i Føtex,” fortsætter hun, der er opvokset i Skåne og hellere vil tale om, hvordan der er i dagens Danmark end om byens seværdigheder og særheder og besværligheder, som nu til års er svære at gradbøje. Jeg får hende hevet ud af Føtex og tilbage til Athen. Hun fortæller om grækernes demokratiske rødder, som er ved at blive hevet op af det tørre og usikre sand, om bygningen, der på grund af de mange demonstrationer og uroligheder, tåregas og gråd, er blevet et større tilløbsstykke end selveste Akropolis. Skraldet hober sig op i den nyere bydel. Skraldemændene strejker igen, og lugten er ikke rar.

”Det går ikke så godt,” siger hun. ”Nej,” svarer jeg. ”Men engang gik det meget godt. Poli kalo.”

Parthenon i den højeste by
Og dette engang er Parthenon, den mest symbolske bygning på Akropolis, som på græsk betyder den højeste by, et evigt minde om. Måske grækernes fald, da mange lader til at tro, at de stadig lever i den tid, da de regerede det meste af den kendte verden. Nogle af dem har stadig stoltheden i sig, inklusive min guide, der har fundet den igen.

Vi traver op til Akropolishøjen, der ligger 150 meter over byen, og monumenterne er hele vejen i syne. Gigantisk, som de efterhånden optager hele synsfeltet. Grækerne kunne noget. Dengang, og efter slaget ved Marathon i 490 f.Kr. Området menes dog at have været beboet siden omkring 6.000 år før vor tidsregning.

”Parthenon blev dog opført for omkring 2.500 år siden til ære for gudinden. Altså Athene,” forklares det.

Det tager ca. en time at gå rundt om stedet, mere naturligvis, når man tager sig god tid til at se Parthenon og bl.a. Dyonysos-teatret, Nike-templet, det hellige Erechtheion og skuet over byen, der virker underligt stille. Og uendeligt meget mere tid, hvis man vil se alt og også besøge museet på stedet, der har alskens interessante sager, støvet af under udgravningerne i 1800-tallet. Her er rigtig mange mennesker. Men det er forståeligt. Ned igen, hvor aftenen byder på mere.

Stakkevis af tallerkner og kefi
”Traditionen med at smide med tallerkner er nok en af udlændinges mere stereotype forestillinger om grækerne,” forklarer grækeren. Det er dog et symbol på den græske livsglæde, eller kefi, og før i tiden kunne det være opfattet som et tegn på ens velstand, når man under en sammenkomst og dans kunne tillade sig at smide tallerkner på gulvet. Under militærregimet i 1967-1974 blev det faktisk forbudt at smide tallerkner, til stor skuffelse for både grækere og turister. Enkelte syrtaki-restaurant har dog valgt at ignorere reglerne, og min kollega inkluderer mig i sin familiefest og tager mig med til et sådant sted. Ler- og porcelænstallerknerne er dog udskiftet  med nogle af gips.

”Ikke så farlige,” lyder forklaringen.

Tjenere kommer rundt ved bordene og sælger stakkevis af dem, og så kan man vise sin kefi, og sin ligegyldighed med hvad for længst glemte diktatorer besluttede, og uanset det stereotype, er jeg lutter begejstring.

”Yiasuo,” siger tjenerne til mig, den eneste turist.

”Yiasas,” svarer jeg.

Nu havde jeg smidt med så meget andet, dog aldrig med stakkevis af tallerkner, men efter flere omgange mezeer og retsina og ouzu lærer man ganske hurtigt at smadre tallerkner i gulvet. Imens spiles musikken til syrtaki og nogle af de andre tusinder af danse, og synet af mænd, som danser med hinanden, minder mig om Zorba, og om at jeg egentlig er et meget eksotisk sted, på mange måder så vidunderligt anderledes end det øvrige Europa. Og om at jeg i morgen må huske at sende postkort fra Athen.

Grækenland på kornet
Grækenlands officielle navn er Elliniki Dhimokratia, eller det hellenistiske demokrati.
Landets areal er 131.940 km2 (ca. tre gange Danmark).
Det har ca. 11 millioner indbyggere.
Heraf bor omkring 3,7 millioner i Athen.
Lufthavnen (ATH) ligger knapt 30 km fra centrum.

Tal Taverna
Med denne ordbog vil man kunne klare sig på enhver græsk restaurant.

Dolmades: Vinblade rullet med ris- og kødfyld.
Feta: Den typiske ost.
Frappé: Kold kaffe.
Gavros: Grillede ansjoser (som boquerones).
Keftedakia: Kødboller.
Melitzanosalata: Salatrøre af aubergine.
Meze: Små forretter eller flere sammensat til et helt måltid.
Moussaka: Som en lasagne med aubergine og lidt smag af kanel.
Mythopilafo me Anitho: Muslinger fyldt med ris.
Ouzu: En anis-baseret brændevin. Bliver mælkehvid, når man hælder vand i.
Retsina: Hvidvin med harpiks.
Saganaki: Grillet ost, f.eks. Kefalotiri.
Sartheles Psites: Sardiner bagt med hvidløg, oregano og citron.
Souvlaki: Grillspyd.
Taramosalata: Salatrøre af torskerogn, løg, citronsaft og olivenolie.
Tirokafteri: Krydret osterøre.
Tiropites: Fyldte filo-ruller.
Tzatziki: Salatrøre af yoghurt med reven agurk og hvidløg.

Og de korte.
Efaristopoli: Mange tak.
Endaxi: Okay.
Ne: Ja.
Ochi: Nej.
Parakalór: Vær så venlig
Yisuo/Yiasas: Hej til én/flere person/er.