Spaniens prinsesse vakte opsigt i Chicago

Spaniens prinsesse vakte opsigt i Chicago

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


I 1893 fik verdensudstillingen i Chicago fornemt besøg af den spanske prinsesse Eulalia. Besøget er detaljeret beskrevet i Erik Larsons bog
Djævelen i den hvide by, der nu er udkommet på dansk. Her bringer vi bogens uddrag om prinsessens besøg.

Uden for Jackson Park vakte den første omdrejning af Ferris’ hjul forbavsende ringe opmærksomhed. Byen, især dens frappé-kredse, havde rettet deres interesse mod en anden begivenhed, der fandt sted i Jackson Park – det første besøg af Spaniens officielle udsending til udstillingen, prinsesse Eulalia, den yngste søster til Spaniens afdøde kong Alfonso XII og datter af den landflygtige dronning Isabel II.

Besøget forløb ikke særlig godt.

Prinsessen var niogtyve og ifølge statsministeriets beskrivelse ”ret køn, yndefuld og munter.” Hun var to dage forinden ankommet med tog fra New York, var omgående blevet transporteret til Palmer House og indlogeret der i hotellets mest overdådige suite. Chicagos ivrige tilhængere betragtede hendes besøg som den første virkelige lejlighed til at vise byens nye forfinelse og bevise over for verden, eller i det mindste New York, at Chicago var lige så ferm til at modtage kongelige som til at fremstille malerpensler af svinebørster. Den første advarsel om, at det hele måske ikke ville gå så glat, burde måske have været indlysende i form af en rapport fra et telegrambureau i New York, hvorved landet fik den skandaløse nyhed, at den unge dame røg cigaretter.
Om eftermiddagen på prinsessens første dag i Chicago, tirsdag den 6. juni, var hun incognito smuttet ud af sit hotel, ledsaget af sin hofdame og en adjudant, som præsident Cleveland havde stillet til rådighed. Hun nød at gå omkring i byen uden at blive genkendt af Chicagos indbyggere. ”Intet kunne faktisk være mere underholdende end at gå omkring mellem de mange mennesker, der var optaget af at læse om mig i aviserne og kigge på et fotografi, der mere eller mindre lignede mig,” skrev hun.
Hun besøgte Jackson Park for første gang torsdagen den 8. juni, den dag Ferris’ hjul drejede rundt. Borgmester Harrison ledsagede hende. Mængder af fremmede klappede, da hun gik forbi, uden anden anledning end hendes kongelige afstamning. Aviser kaldte hende Udstillingens Dronning og satte hendes besøg på forsiden. For hende var det imidlertid alt sammen meget kedsommeligt. Hun misundte den frihed, hun så hos Chicagos kvinder. ”Jeg indser med en vis bitterhed,” skrev hun til sin mor, ”at hvis dette fremskridt nogen sinde når Spanien, vil det blive for sent for mig at få glæde af det.”
Den næste morgen, om fredagen, syntes hun, at hun havde udført sine officielle pligter og var parat til at begynde at more sig. Hun afslog for eksempel en indbydelse fra Ceremoni-komitéen og tog efter en pludselig indskydelse hen til den tyske landsby for at spise frokost der.
Chicagos society var imidlertid netop begyndt at komme i gang. Prinsessen var kongelig, og så skulle hun ved Gud også have en kongelig modtagelse. Om aftenen skulle prinsessen efter planen deltage i en reception, der blev holdt af Bertha Palmer i Palmers palæ på Lake Shore Drive. Forinden havde mrs. Palmer bestilt en trone, der var anbragt på en tribune.
Da prinsessen havde lagt mærke til ligheden mellem værtindens navn og navnet på det hotel, hvor hun boede, fremsatte hun nogle forespørgsler. Da hun opdagede, at Bertha Palmer var hotelejerens hustru, tilføjede hun Chicago en social skamplet, som man aldrig ville glemme eller tilgive. Hun erklærede, at hun under ingen omstændigheder ville være gæst hos en ”kroværts hustru”.
Diplomatiet sejrede imidlertid, og hun gik med til at deltage. Hendes humør blev bare værre. Hen ad aften blev dagens hede afløst af kraftig regn. Da Eulalia nåede frem til mrs. Palmers hoveddør, var hendes hvide silkesko blevet gennemblødt og hendes tålmodighed med ceremonien færdig. Hun overværede festligheden i knap en time, hvorefter hun stak af.
Dagen efter droppede hun en officiel frokost i Administrationsbygningen og spiste atter uanmeldt frokost i den tyske landsby. Samme aften ankom hun en time for sent til en koncert i udstillingens Festival Hall, som udelukkende var arrangeret til ære for hende. Hallen var fyldt til bristepunktet med medlemmer af Chicagos førende familier. Hun blev der i fem minutter.
Vrede begyndte at præge den fortsatte avisdækning af hendes besøg. Om lørdagen den 10. juni skrev Tribune forarget: ”Hendes højhed … har en evne til at afvige fra programmer og selvstændigt følge sine indskydelser.” Der var gentagne omtaler i byens aviser om hendes tilbøjelighed til at handle efter ”hendes egen kære vilje”.
Prinsessen var faktisk kommet til at holde af Chicago. Hun havde elsket sin tid på udstillingen og lod til især at synes godt om Carter Harrison. Hun forærede ham et cigaretetui af guld med indlagte diamanter. Kort før sin afrejse onsdagen den 14. juni skrev hun til sin mor: ”Jeg beklager virkelig at skulle forlade Chicago.”
Chicago beklagede ikke, at hun rejste. Hvis hun tilfældigt havde fået et eksemplar af Chicago Tribune den onsdag morgen, ville hun have læst en forarget leder, der  blandt andet erklærede: ”Kongelige personer er i bedste fald en besværlig opgave for republikanere at tage sig af, men spanske kongelige er dog de mest besværlige af alle … De havde for vane at komme sent og gå tidligt og  efterlod hos værtsfolkene en almen beklagelse over, at de ikke var kommet endnu senere og var gået endnu tidligere, eller måske endnu bedre, slet ikke var kommet.”
En sådan tekst bar imidlertid det umiskendelige præg af sårede følelser. Chicago havde dækket sit bord med det fineste linned og krystal – ikke af nogen støre respekt for kongelighed, men for at vise verden, hvor fint et bord, man kunne dække – for så at lide den tort, at æresgæsten forkastede festmåltidet til fordel for en frokost med pølser, sauerkraut og øl.


Djævelen i den hvide by af Erik Larson

Handlingen foregår under verdensmessen i 1893 i Chicago, kendt som Den Hvide By, og fortæller den sande historie om to mænd, der hver især kom til at præge amerikansk historie: Daniel H. Burnham, arkitekten bag verdensmessen i 1893, og seriemorderen dr. H.H. Holmes, der lokkede sine ofre i døden i sit specialkonstruerede ’Dødsslot’, der havde både gaskammer og krematorium. Op mod 200 personer, primært unge enlige kvinder, blev myrdet af Holmes, der var læge og hotelejer.
Djævelen i den hvide by
har ligget 230 uger på New York Times bestsellerliste. Politikens anmelder gav bogen fem hjerter, da den udkom på dansk i efteråret 2012.

DJÆVELEN I DEN HVIDE BY
af Erik Larson

På dansk ved Ursula Baum Hansen
512 sider – Pris: 299,95 kr. (vejl.)
Forlaget Turbulenz – udkom efteråret 2012
Bogen kan købes på saxo.dk

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa