Den usynlige sygdom

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Det kom som et chok, da Tysklands landsholdsmålmand begik selvmord, for han havde holdt sin depression hemmelig for omverdenen.

I bogen ”Et alt for kort liv”, som netop er udkommet på dansk, fortælles historien om den tyske landsholdsmålmand Robert Enke, der begik selvmord i november 2009 efter en depression.

Robert Enke spillede i to omgange i spansk fodbold. Først i FC Barcelona, hvor han første gang blev ramt af depression, og adskillige år senere i den næstbedste række for Tenerife, da han skulle genstarte karrieren.

Robert Enke var en formidabel sportsmand. Det ultimative bolværk, roligt og cool i selv de mest tilspidsede situationer, i stand til at kontrollere stress og ængstelse i de mest ekstreme øjeblikke. Hver weekend udlever professionelle sportsmænd som ham drømmen om, at alt er opnåeligt. Mere end de fleste andre gav Robert Enke offentligheden troen på, at alle forhindringer kunne overvindes.

Som 29-årig havde han kæmpet sig på landsholdet efter en tid som arbejdsløs oven på en første depression fire år tidligere og en periode i den næstbedste spanske fodboldrække. Efter datteren Laras død i 2006 lykkedes det ham og hans kone Teresa at leve parallelt med deres smerte. Og på et tidspunkt da det, i alt fald udadtil, så ud til, at han havde genfundet lykken – en familie med en datter og udsigten til at stå på mål for sit land ved VM i Sydafrika – vendte depressionen i begyndelsen af 2009 tilbage. Denne gang voldsommere end nogensinde før.

Hvilken kraft besidder denne sygdom ikke, hvis den kan få en mand som Robert Enke til at træffe den fejlagtige konklusion, at døden er den eneste løsning? Hvilket mørke må ikke have indhyllet dette følsomme menneske, hvis han ikke længere var i stand til at forstå, hvilken smerte han med sin død påførte sine nærmeste og den lokofører, under hvis tog han kastede sig ud den aften i november?

Hvordan lever mennesker med depression eller med viden om, at den er i stand til at omfavne dem hvert øjeblik? Hvordan lever de med angsten for angsten?

Mange mennesker misforstod Roberts død. De troede, han slog sig selv ihjel, fordi han ikke længere kunne holde sit liv ud. Der var endda tale om kopiselvmord, begået af mennesker, der havde overgivet sig til den vanvittige forestilling, at de ville blive som ham. At de ved at slå sig selv ihjel på samme måde som ham kom tæt på ham. Hvilken tragisk misforståelse. De fleste deprimerede, der prøver at slå sig selv ihjel, vil ikke dø. De vil kun have mørket, der besætter deres tanker, fjernet en gang for alle. Robert var helt sikkert ikke anderledes.

”Hvis du bare kunne være inde i mit hoved en halv time, så ville du vide, hvorfor jeg bliver vanvittig,” sagde han på et tidspunkt til sin kone Teresa.

I den dagbog, han førte gennem sine depressive perioder, bliver passagerne kortere og kortere, jo voldsommere sygdommen bliver. På den sidste side står blot en enkelt sætning med store bogstaver. Det var formentlig tænkt som en påmindelse til ham selv. Men i dag virker hans sætning både som en opfordring og en udfordring til os alle: ”Glem ikke disse dage.”

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa