Ole Cliffords amerikanske drøm

Blå bog: Ole Clifford

Alder: 66 år – født i 1945

Født: Frederiksberg, København

Bopæl: Sakskøbing på Lolland

Beskæftigelse: Forfatter, foredragsholder og erhvervskommunikator

Bibliografi:

– 2000: De elskende i Toscana

– 2002: Gensyn i Provence

– 2003: Miramares sjæl

– 2004: Det 11. Bud

– 2006: Sort natskygge

– 2008: Shahens elefant

– 2009: Troldmanden fra Waterloo

– 2010: Træer i himlen

– 2012: Flyspotteren (endnu ikke udkommet)

Han var på Don Johnsons julekortliste, har været vicepræsident i en af verdens største virksomheder, og, nå ja, så har han også lige fået udgivet otte romaner. La Danesa har mødt Ole Clifford, der i marts, traditionen tro, var på Costa del Sol.

”Der var totalt kaos! Ingen vidste, hvornår der skete noget, men alle forventede, at jeg havde styr på det. Det havde jeg absolut ikke,” fortæller Ole Clifford om den dag i San Francisco, 1990, hvor han som projektleder for et enormt reklamefremstød for sin arbejdsgiver, kuffertgiganten Samsonite, havde ansvaret for den storstilede satsning med en af datidens største superstjerner, Don Johnson, i spidsen.

”Jeg siger dig, det var sindssygt! Der var både fyldte med østers og hummere og champagne i litervis, og det hele var sat op, som kun amerikanerne kan gøre det. Prisen var underordnet. Flere hundreder journalister og filmfolk var mødt frem og ventede nu på, at Don skulle komme sejlende i en af de her power boats med 3.000 hestekræfter. Men han kom bare ikke,” fortæller Ole Clifford med så stor indlevelse, at man næsten selv føler den klump i halsen, han må have haft i øjeblikket. I stedet for Miami Vice-idolet måtte de mange fremmødte i første omgang tage til takke med synet af en nervøs dansker.

”Folk begyndte jo at spørge, om der snart skete noget, så jeg måtte gå på scenen og sige: ”Hello, my name is Ole” og forklare, at Don Johnson ville komme indenfor ganske få minutter.” Det gjorde han heldigvis, og dermed kunne Clifford ånde lettet op og konstatere, at han endnu en gang var sluppet godt fra et job i den learning by doing-kategori, der efterhånden havde indprentet sig som nøglebegrebet i hans karriere.

Den amerikanske drøm
Ole Cliffords amerikanske eventyr kom i stand ved lidt af en tilfældighed. Sidst i 1960’erne virkede fremtiden ellers som lagt på skinner, da Frederiksbergdrengen i start-20’erne begyndte som journalistelev på Lolland Falsters Folketidende. Tiden her begyndte fint på hovedredaktionen, men da han ved den obligatoriske udstationering på en lokalredaktion endte i lille Holeby, var det en kærkommen udvej, da han gennem venners venner blev sat i forbindelse med et job i New York.

”Altså, New York eller Holeby? Valget var rimelig nemt,” griner Ole Clifford, der af sin nye arbejdsgiver fik til opgave at stå for salget af kunstreproduktioner på den amerikanske østkyst. Et job, han ikke havde den fjerneste uddannelses- eller erfaringsmæssige baggrund for at besætte.

”Jeg var helt på fremmed grund, men fandt ret hurtigt ud af, at nøglen til et godt salg lå i de store kædeforretninger. Men markedet var fuldstændig oversvømmet af sælgere, så jeg prøvede at gå lidt utraditionelt til værks. Jeg lejede en suite på Sheraton, bestak personalet til at flytte alle møblerne ud og hang derefter vores produkter op på væggene. Derefter kom købere fra fire-fem af de store kæder på besøg – med en times mellemrum selvfølgelig,” smiler Ole Clifford ved tanken om det, der blev hans første succes i USA. Alle de besøgende kæder købte nemlig hans produkter, og dermed var karrieren for alvor kickstartet. De følgende år var én stor eksemplificering af den amerikanske drøm. På hjemmefronten fandt han sig en kone, mens han i arbejdslivet avancerede fra direktørstilling til direktørstilling, inden den danske stat ansatte Ole Clifford som Danish Trade Commissioner på landets handelskontor i Denver, Colorado.

”Det var sjovt pludselig at køre rundt på blå plader og have diplomatpas, og jeg havde generelt en rigtig god tid,” fortæller Clifford, der trods diverse kurser stadig bevægede sig i kredse, der var langt over, hvad han indenfor rimelighedens grænser kunne have håbet på, da han godt 15 år tidligere tog turen over Atlanten. Det skulle dog blive endnu større for den succesfulde dansker.

Toppen og bunden
For efter fire år på handelskontoret og yderligere nogle år som oversøisk salgschef i Holmegaard, tog den allerede imponerende karriere et skridt op i en helt ny liga, da superbrandet Samsonite tilbød Clifford en stilling som vicepræsident med ansvar for licensmarkedsføring. Jobbet bestod i at sælge rettighederne til at benytte navnet Samsonite – og det dermed følgende kvalitetsstempel – til produkter som toilettasker, ure eller taskelåse. For ulejligheden fik Samsonite typisk 7 % af indtjeningen plus et anseeligt engangsbeløb.

”Det var gigantiske summer, vi lavede til virksomheden på den måde. Vi havde jo ingen udgifter,” fortæller eks-vicepræsidenten, der dog også mærkede de negative sider ved at være topchef i en af erhvervslivets absolutte sværvægtere.

”Hver måned skulle jeg til møde med topledelsen, CEO, president og executive vice president, og fremlægge min plan for den kommende måned. Jeg svedte, famlede mig frem og havde ondt i maven tre dage før mødet, og når det var slut, var det bare med at komme ned og få nogle store Dry Martini’er i en fart,” husker Ole Clifford, der, ligesom det var tilfældet med salget af kunstreproduktionerne, løste problemet med kreativitet. Han fandt ud af, at han ved at udstyre bosserne med ”mapper så tykke som bøger” kunne styre mødets gang og undgå de pinlige situationer, der opstod, når han ikke kunne svare på deres spørgsmål.

”Den banale idé gjorde, at møderne kom til at foregå på mine præmisser og med min dagsorden, og fra den dag havde jeg det fantastisk hos Samsonite,” fortæller Ole Clifford. Arbejdet førte ham på et utal af rejser og gav flere spændende oplevelser, som det var tilfældet i San Francisco og de seks andre amerikanske storbyer, hvor virksomhedens promotion tour kom forbi. Han spiste middag med Kurt Russel, Goldie Hawn, Don Johnson og Melanie Griffith og mødte kendisser som Chuck Norris, Bjørn Borg og astronauten Wally Schirra. Livet syntes i det hele taget uden begrænsninger for københavneren, der havde opbygget sin drømmetilværelse. Glansbilledet krakelerede dog med ét, da Ole Cliffords kone blev ramt af en alvorlig sygdom.

”Der gik et halvt år, fra hun blev syg, og så var hun væk. Så står man der med al sin succes. Alene. Men succes er kun sjovt, når du har nogen at dele den med,” siger en tydeligt berørt Ole Clifford. Med det store tab og den pludselige omvæltning i det før så gode liv tog udenlandsdanskeren en drastisk beslutning. Han sagde sit job op og rejste i 1995 til Danmark.

”Jeg havde ingen plan og følte, mit liv havde mistet sin mening. Jeg vandrede bare rundt i min egen verden og var helt vildt langt nede,” fortæller Ole Clifford. Der gik to år, før han endelig kiggede op fra det dybe hul, han var havnet i, og det var ironisk nok det, han oprindeligt var rejst fra, der skulle vise sig som redningen.

Den bedste terapi
”Et par af mine gode venner spurgte, om det ikke var en idé at komme i gang med at skrive, som jeg altid godt havde kunnet lide. Jeg afviste dem helt, men de blev ved, og til sidst tænkte jeg, at jeg måske skulle give det et forsøg,” fortæller Clifford, der begyndte at skrive det, som skulle ende med at blive debutromanen De elskende i Toscana fra 2000. ”Det er en glødende kærlighedsroman, som ellers aldrig er noget, jeg har haft det mindste lyst til at lave.”

Bogens modtagelse var blandet. Politiken sablede den ned, mens Femina og Alt For Damerne elskede den. De vigtigste anmeldere, læserne, var dog på linje med damebladene, og bogen solgte så godt, at Ole Clifford skrev andet bind i det, der senere er blevet kendt som hans Middelhavsromaner. Gensyn i Provence hedder bogen, der fortsætter i samme kærlighedsspor som forgængeren, men denne gang tilsat lidt mere drama.

”Jeg blev mere modig og brugte flere episoder fra mit eget liv. Det var den bedste terapi, jeg kunne ønske mig, og jeg har sikkert sparet mange tusinde kroner i psykiatrisk hjælp,” smiler Ole Clifford, inden ansigtet igen bliver alvorligt. ”Men det vigtigste var, at jeg havde fået mit liv igen.”

Omfattende research
I mellemtiden blev de brudte bånd til USA genoptrukket, da Clifford i 1997 fik tilbudt stillingen som generalsekretær i Danish-American Business Forum. Det var dog nu ikke længere erhvervslivet, men skrivningen, der trak mest, og svaret blev kun et ja med det forbehold, at han stadig ville få tid til at skrive romaner. For forfatterskabet havde nu for alvor greb om Clifford, der i 2003 udkom med den magisk-realistiske roman Miramares sjæl, inden han året efter med Det 11. bud syntes at finde sig til rette i spændingsgenren. To år senere kom Sort natskygge, og Ole Clifford havde nu sporet sig ind på den formel, der i dag danner grundlag for hans forfatterskab: Nygerrigheden.

”Er der noget, jeg forundres over, så er der også en historie. Og livet er så fuldt af mysterier og ubesvarede spørgsmål, at der altid vil være kilder til en bog,” siger Ole Clifford, der i sine bøger har gravet dybt i avancerede emner som genteknologi og det schweiziske banksystem. Og dybt er ingen overdrivelse, for forundersøgelserne til hans bøger er ekstremt omfattende.

”Rent tidsmæssigt fylder researchfasen mere end 50 %, og jeg tager nærmest en doktorafhandling i de emner, jeg beskæftiger mig med. Før syntes jeg ikke om den del af at skrive en bog, men nu synes jeg, det er fantastisk spændende,” fortæller Ole Clifford, som er blevet sammenlignet med store navne som Dan Brown og Michael Crichton, der også blander fiktion og fakta.

”Jeg er da stolt af sammenligningen med Michael Crichton. Det er jo det samme, vi gør; Kigger på noget fra virkeligheden og tænker: ”Hvad nu hvis?”,” siger den danske forfatter, der udover at underholde håber at kunne sætte nogle tanker i gang hos sine læsere.

”Jeg prøver ikke at påvirke folk, men det gør da ikke noget, at man, når man har læst min bog, tænker lidt over de emner, jeg skriver om.”

Forfatter til jeg dør
Ole Clifford bor i dag på syvende år i Sakskøbing. Her tilbringer han ca. ni måneder om året, mens resten, de koldeste af vinterdagene, spenderes på Costa del Sol. Fem af de seneste seks vintre er således foregået i Kystens milde klima, hvor han særligt har kastet sin kærlighed på Nerja. Målet er at skrive en bog om året, og en stor del af det arbejde foregår i Spanien – og det kommer det også til næste år, for Ole Clifford har allerede nu fundet en lejlighed til næste besøg.

”Det er sindssygt dejligt hernede, og jeg nyder at være her hver gang. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere, der gør som mig og tager herned nogle måneder om året. Har du råd til at leve i Danmark, har du i hvert fald også råd til at leve her,” mener forfatteren. Selv om han har fundet sig godt til rette i Europa igen, tænker han af og til på tiden i Nordamerika. Trods de gode minder holder opsigelsen hos Samsonite ham dog ikke vågen om natten. Tværtimod.

”Jeg ærgrer mig aldrig over, at jeg ikke blev i Samsonite. Jeg har det sådan, at når et kapitel er overstået, så er det overstået, og så kan du tænke tilbage på det som gode tider. Jeg har haft et enormt spændende liv og føler, at det er et stort privilegium at leve det liv, jeg lever. Det lyder sådan lidt gammelmandsagtigt, men jeg føler mig ekstremt taknemmelig, når jeg vågner om morgenen,” fortæller Ole Clifford, der lige nu fører den tilværelse, han ønsker skal vare resten af livet.

”Jeg bliver aldrig pensioneret. Jeg skriver, fordi jeg har lyst, og det bliver jeg ved med, til jeg ikke kan mere. Det er min passion at skrive. Lad mig sige det på en anden måde. Jeg kan ikke se mig selv ikke skrive – heller ikke selv om det kommer til at gå lidt langsommere,” slutter Ole Clifford med endnu et lunt smil.

Som et særligt tilbud til La Danesas læsere kan Ole Cliffords anmelderroste romaner bestilles direkte fra forfatteren, der sørger for forsendelse og personlig dedikation. Bestillinger rettes til author@mail.dk.