Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Mens der endnu var belysning langs vejene.

Lyset slukkes i Marbella

Kommunen i Marbella vil ikke længere betale for belysningen af motorvejsstrækningen A – 7, og derfor vil der fra i aften ikke længere være anden lys end bilisternes på vejen.

Dermed følger Marbella samme plan som Estepona, Fuengirola, Manilva og Mijas, der allerede i oktober meddelte elselskabet Endesa, at man ikke længere ville betale for belysningen, hvorfor der hurtigt blev slukket.

Også Marbella kommune har de seneste 15 år betalt for belysning af vejen, men byrådet mener, at den regning bør betales af staten, nærmere betegnet ministeriet for offentlige arbejder (Fomento). I ministeriet er man principielt ikke uenige, blot gør man opmærksom på, at belysningen kun er lovpligtig på særligt udsatte strækninger.

Lyset bliver derfor ikke tændt på vejene til og omkring Marbella i aften, med mindre Fomento alligevel beslutter sig for at træde ind.

Kommunen, som dermed sparer omkring 350.000 euro om året, har dog besluttet at bibeholde belysningen af den seks kilometer lange strækning mellem Puerto Banús og Guadalmina.

Byrådene i de kommuner, hvor man har valgt ikke længere at betale for belysningen, håber, at den nye, konservative regering vil betale for belysningen, som man mener, er så vigtig for sikkerheden og også for Kystens image.

 

 

 


Kortet viser de sidste tre dages jordrystelser på og omkring El Hierro.

Endnu en nat uden jordskælv

Indbyggerne på El Hierro har for anden nat i træk kunnet sove roligt, siden de seismologiske uroligheder startede i juli.

I løbet af de ca. fem måneder har de omkring 11.000 indbyggere ellers oplevet 11.897 jordrystelser og -skælv, som har målt op til 4,6 på richterskalaen. I går registreredes kun tre rystelser, som var på mellem 2,0 og 2,6.

Det undersøiske vulkanudbrud er ligeledes aftaget i styrke, selvom der stadig stiger magma og gas op til havets overflade fra vulkanen, hvis krater er 200 meter under havet.

Myndighederne, i dette tilfælde det nationale geografiske institut ING vil dog ikke afvise, at der kan komme flere jordskælv, selvom risikoen minimeres dag for dag.

Indbyggerne er så småt ved at vende tilbage til det, som før juli var deres dagligdag, men der venter andre strabadser, eftersom jordskælv og vulkanudbrud nærmest har sat en stopper for turismen, som mange af øboerne lever af.

 


Den undersøiske vulkan spyr stadig magma og sten op til overfladen i Mar de las Calmas, ud for El Hierro.

 


Skilte op, skilte ned…

Muelle Uno åbner nu alligevel

Det nyrenoverede havneområde i Málaga, Muelle Uno, når kun at være lukket i omkring 48 timer.

Muelle Uno åbnede i tirsdags kl. 09.00. Mange af områdets 70 forretninger, cafeer, tapasbarer og restauranter var åbne, parate til at tage imod de første kunder.

Omkring kl. 13.00 skulle Muelle Uno have været indviet af bl.a. borgmester Francisco de la Torre, men så kom en meddelelse fra Urbanismo, kommunens afdeling for byplanlægning, der dikterede, at området slet ikke måtte åbne. Der blev stadig arbejdet på området, og man anså, at det var risikabelt for offentligheden at opholde sig der, ligesom forretningerne slet ikke havde ansøgt om endsige fået åbningstilladelser.

Efter en række møder i går mellem havnens ledelse og kommunen samt inspektioner af området vil åbningstilladelser fra i dag blive udstedt én ad gangen. Det vil sige, at man kan besøge Muelle Uno fra og med i dag, men at ikke alle forretninger endnu er åbne.

Myndighederne regner med, at alt vil være på plads inden jul.

 


Juleudsmykning i Málaga.

Julestemning på gaderne

Juleudsmykningen er for længst på plads og spreder nu julestemning langs gader og stræder.

Selvom det måske ikke altid kan ses, har langt de fleste byer i år skåret ned på budgettet til udsmykningen, f.eks. sparer Alhaurín de la Torre i år 80 procent i forhold til sidste år.

 


Plaza del Colón i Madrid, da den yderste højrefløj krævede eneret på ægteskabet.

Ingen pres for annullering af homoseksuelles rettigheder, siger den katolske kirke

Den katolske kirke vil ikke lægge pres på den kommende, konservative regering for at få sat stop for de homoseksuelles ret til at gifte sig, siger biskop Juan Antonio Martínez, der også er talsmand for bisperådet, Episcopal Española (CEE).

”CEE fortæller aldrig nogen regering, hvad den bør gøre,” citeres Martínez i El País. Udtalelsen står dog i skarp kontrast med præsteskabets deltagelse i demonstrationer arrangeret i 2005 af Spaniens svar på Tea Party; den yderste højrefløj.

Den katolske kirke har altid været imod homoseksuelles rettigheder, også da kun registrerede parforhold var accepteret, mens præsteskabet gik i selvsving, da den snart forhenværende socialistiske regering opgraderede reglen til også at godkende ægteskaber.

Foreløbig har ingen repræsentanter for PP udtalt sig om, hvorvidt der er planer om at ændre loven.

PP indkalder vidne, der hævder, at homoseksualitet er en sygdom

Overskriften er fra en artikel i El País i juni 2005, da den nuværende regering ville give homoseksuelle ret til at gifte sig. Lovforslaget blev som bekendt godkendt, men inden da kæmpede PP imod og blandt partiets skyts var denne ekspert, professor i psykologi, Aquilino Polaino.

Verdenssundhedsorganisationen WHO havde 15 år forinden vedtaget, at homoseksualitet ikke er en sygdom, men professoren mente at vide bedre. ”Selvom det ikke længere klassificeres som en sygdom, betyder det ikke, at der ikke er syge iblandt dem. Man kan hjælpe dem med terapi,” sagde Polaino.

”De har beskrevet homoseksualitetens psykopatologi helt korrekt,” roste derefter PP’s talsmand Agustín Conde. Der var dog ingen kommentar fra partiets formand, som også dengang var Mariano Rajoy.

Selvom artiklen er fra 2005, er den i dag den mest læste på El País’ hjemmeside, læs den her LINK http://www.elpais.com/articulo/sociedad/PP/lleva/experto/Senado/afirma/ser/gay/enfermedad/elpepisoc/20050621elpepisoc_3/Tes

 


For en god sag.

Stor julebasar på Hotel Guadalpin Banús

Organisationen Despertar sin Violencia (vågn op uden vold) byder alle til en stor, international julebasar på Hotel Guadalpin Banús i Puerto Banús, Marbella.

Der er boder med madvarer, kunsthåndværk, kunst, dekoration og juleudsmykning, ligesom der er underholdning af lokale sangere og dansere, mavedansere og meget andet.

Børn kommer ind ganske gratis, mens voksne opkræves en entré på 3 euro – og så inkluderer det et nummer til den store tombola.

Basaren afholdes den 6. december (helligdag) fra kl. 11.00 – 19.00.

Mere information på www.despertarsinviolencia.org.

 


Fuengirolas borgmester, Esperanza Oña, løfter cuppen.

VM-pokal i Fuengirola

I går eftermiddag kunne indbyggerne i Fuengirola se den cup, som det spanske fodboldlandshold i 2010 havde med hjem fra verdensmesterskaberne i Sydafrika.

Blandt fansene var byens borgmester, Esperanza Oña, der her ses med pokalen, mens byrådsmedlem Ana Mata ser på.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa