Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Efter 2.000 år er det endnu ikke lykkedes at afgøre, hvor Baltasar egentlig kommer fra. Han ses her med Melchor og Gaspar.

Kong Baltasar frikendt

En dommer i Huelva afviste i går en sag mod en af de tre vise mænd, nemlig Baltasar. Han var blevet sagsøgt af en indbygger i Huelva for at have smidt en karamel i øjet på hende under optoget i forbindelse med helligtrekonger i 2010, forklarer avisen El Mundo.

Dommeren, Javier Pérez Minaya, begrundede frikendelsen med, at alle må regne med en vis risiko for at blive ramt af en karamel, en hændelse der nu er døbt ’caramelazo’, når man deltager i et optog med de tre vise mænd, ligesom ”man ikke kan forestille sig” et optog, hvor de vise mænd, eller kongerne, ikke smider med karameller.

Pérez Minaya erkender samtidig, at der nok er et vis venskab mellem ham selv og sagsøgte, eftersom han, så længe han kan huske, har modtaget gaver fra ham hvert år den 5. januar.

Men der er måske heller ikke tale om den rigtige Baltasar, fortsætter dommeren, som forklarer, at skadeslidte havde adresseret sin anklage – med store bogstaver og med fed skrift – til ham, altså Rey Mago Baltasar. For at stille den rigtige Baltasar for retten, skal man nemlig først finde ham, og den eneste person, man har, er den senegalesiske mand, der agerede Baltasar den 5. januar 2010.

Dommeren noterer, at man ved, at Baltasar kommer fra Mellemøsten, men at man ikke ved hvilket land.

”Efter over 2.000 år har man endnu ikke lykkedes at afgøre, præcist hvilket land, han stammer fra. Kun ved at kende hans nationalitet, kunne man afgøre, hvor han skulle stilles for retten,” forklarer Pérez Minaya. Ved domstolen i Huelva blev det altså ikke.

 


En formodet terrorist anholdes i Vigo.

Nu terrorisme i Galicien – fire formodede aktivister fra Resistencia Galega anholdt

Bedst som de spanske myndigheder lader til at have en reel chance for at afslutte ETA’s terror for et uafhængigt Baskerland, er der nu risiko for, at en lignende organisation, der har ulmet nogle år, planlægger flere attentater i Galicien.

Politiet i Vigo anholdt onsdag aften fire personer, to kvinder og to mænd, som er mistænkt for at tilhøre den galiciske organisation Resistencia Galega, der ønsker at løsrive Galicien fra det øvrige Spanien. I forbindelse med anholdelsen fandt politiet bl.a. fire bomber, tre af dem med en sprængladning på knapt seks kilo.

De fire personer er anklaget for at have planlagt at sprænge en bombe på Spaniens grundlovsdag, den 6. december. På grund af anklagens karakter blev de i går transporteret til Madrid, hvor er isolationsfængslede og hvor de foreløbig er blevet forhørt af højesteretsdommer Eloy Velasco.

Siden 2005 er 12 personer blevet anholdt i forbindelse med den ekstremistiske gruppe.

Som det er tilfældet i Baskerlandet, er der måske heller ikke her tale om en enkelt gruppe mennesker, der er parate til at anvende vold for at forsøge at opnå en uafhængig stat. I hvert fald demonstrerede et halvt hundrede mennesker i går mod anholdelserne foran museet for moderne kunst i Vigo.

De protesterede også mod ”undertrykkelsen af Galicien”.

 


Mariano Rajoy, Spaniens næste statsminister.

Rajoy tiltræder tidligere

Spaniens kommende statsminister, Mariano Rajoy, skal nu tiltræde den 21. december.

Lige efter valget den 20. november var planen, at han skulle tages i ed den 20. december, en dato, der senere blev udskudt til den 22. december. Nu skal det så endelig blive den 21., forlyder det fra PP’s hovedkvarter på Calle Génova i Madrid.

Den 22. december indsættes så de nye ministre, hvis navne offentliggøres samme dag, mens det første ministerråd efter planen skal afholdes den 23. december.

I dag mødes Rajoy med Storbritanniens vicestatsminister, Nick Clegg, der er på besøg i Madrid.

 


Syriske flygtningen krydser grænsen til Tyrkiet.

Ud af Syrien

Det spanske udenrigsministerium anbefaler nu alle spaniere til straks at for lade Syrien.

Ministeriet peger på den stigende uro og den vold, som Bachar Al-Assads regime udøver mod demonstranterne.

De, som måtte ønske at forblive, anbefales hurtigst muligt at kontakte ambassaden i Damaskus og oplyse personalet der om adresse og telefonnummer, ligesom man fraråder alle at rejse rundt i Syrien og til at undgå hovedstadens yderste bydele.

 


Oliven høstes manuelt.

En god olivenhøst

I Málaga-provinsen forventer man denne sæson at høste omkring 65.000 tons oliven, hvilket er 11.000 tons mere end sidste år.

I Ronda-bjergene er høsten isoleret set ikke så god. Her forudser man i år en høst på næsten 1.000 tons færre end sidste år. Det svarer til et fald på omkring 15 procent.

Men, alting er relativt, også når det drejer sig om oliven. Sidste år var høsten nemlig rigtig god. Da høstedes 6.500 tons, mens det i 2009 kun blev til godt 5.500 tons.

Grunden til, at den ikke er helst så strålende i år, er vejret. Det regnede knapt i hverken september eller oktober og da regnen så endelig kom lige før høsten startede i november, sugede olivenerne vandet til sig, hvilket desuden kan give en ringere kvalitet og kvantitet af olivenolien.

Der er i alt 120.000 hektarer beplantet med oliventræer i provinsen. Olivenene herfra anvendes først og fremmest til olivenolie.

Olivenhøsten startede i midten af november, men den er endnu ikke afsluttet; nogle steder varer den frem til slutningen af januar eller begyndelsen af februar.

 


Rafael Nadal (tv.) starter finalen mod Juan Mónaco.

Davis Cup-finale starter i dag i Sevilla

Rafael Nadal, David Ferrer, Feliciano López og Fernando Verdasco spiller fra i dag Davis Cup-finalen mod Argentina.

Spanien har været finalist syv gange før og har vundet turneringen fire gange. Den ene gang var i 2008, hvor finalen stod mod netop Argentina, der nu forventes at ville forsøge at hævne sig.

Nadal spiller den første kamp fredag, som står mod Mónaco, mens Ferrer er næst mod Del Potro.

Der spilles til søndag, den 4. december på Estadio de La Cartuja i Sevilla.

Kong Juan Carlos forventes at være blandt tilskuerne.

Kan man ikke selv være der, kan man se med fra kl. 14.00 på TVE1.

 

Sofa-Liga?

Weekendens kampe i La Liga fløjtes i gang med Racing og Villarreal samt Sporting og Real Madrid lørdag kl. 18.00.

Se hele programmet her LINK: http://www.elpais.com/deportes/futbol/competicion/primera/

 


Kong Juan Carlos underskriver grundloven i 1978.

To helligdage om hjørnet

Tirsdag den 6. december: Her fejres Día de la Constitución Española, altså grundlovsdag.

Torsdag den 8. december: Inmaculada Concepción, en religiøs helligdag.

 

¿Qué pasa? – de kommende dage

 

Estepona

Indtil 26. januar
Minerales y Rocas (Mineraler og sten) hedder en udstilling, med eksempler fra hele Málaga-provinsen, der kan ses i Museo Municipal Paleontológico.

 

Frigiliana

Indtil 14. januar
Jacinto Lara og Perry Oliver udstiller i Galeria Krabbe. Læs mere på www.galeriakrabbe.com.

 

Fuengirola

2. december kl. 20.30
Bossanova-koncert med japanske Koji Shiokawa og spanske Juanma Romero i Casa de la Cultura. Gratis entré.

2. – 6. december
Charles Dickens’ A Christmas Carol opføres på Salon Varietes. Hver dag kl. 20.00, søndag kl. 19.00. Entré kan bookes på 952 474 542, se ellers www.salonvarietestheatre.com.

 

Málaga

6. december kl. 09.00
Málaga Maraton. Løb samtlige 42,195 km eller nøjes med en halv maraton rundt i byen. Mere info på www.malagadeporteyeventos.com.

 

Marbella

Indtil 14. januar
Lía G: La belleza Inquietante er titlen på udstillingen på Museo Grabado Español i den gamle bydel.

3. – 11. december kl. 12.00 – 22.00
En kulinarisk messe med titlen 30 Feria de Muestras de Marbella Especial Salón Gastronómico i kongrescentret.

 

Mijas

3. december kl. 19.00
Julekor synger julen ind på kommunekontoret i La Cala.

3. – 6. december kl. 12.00 – 20.00
Julebasar med marked, juleudsmykning, mad og drikke samt besøg af Julemanden foran kommunekontoret i La Cala.

 

Nerja

10. december kl. 21.00
Jazzkoncert Gypsy & Dixie i kulturhuset Centro Cultural Villa de Nerja. Entré 10 euro, ved indgangen eller på www.teleentrada.com.

 

Torremolinos

4. – 8. december
Nonner fra klostre i Andalusien og Extremadura viser og sælger julekager og andet bagværk i kongrescentret. Gratis entré.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa