Marbella Design Academy kommer på verdenskortet
Designskolen Marbella Design Academy i Monda nord for Marbella kom i perioden fra 24. oktober til 5. december på verdenskortet. Det skete i forbindelse med, at bilproducenten Nissan i samarbejde med Silverstone valgte at udstille sine nye motorer og andre bildele på designskolen. I løbet af udstillingen blev der afholdt en pressekonference, hvor Nissan Design Center havde inviteret ikke mindre end 800 journalister fra hele verden. Aldrig før har designskolen fået så megen pressedækning, og både undervisere og elever er stolte over Nissans beslutning om at holde eventen netop hos dem.
Sideløbende med udstillingen kunne eleverne også deltage i konkurrencer udskrevet af Nissan. Konkurrencerne gjaldt kun for eleverne og omfattede kategorierne mode, interiør og grafik. Deltagerne blev bedømt af de mange journalister, der besøgte udstillingen, samt Nissans designerteam, og vinderne blev kåret af vicepræsidenten for Nissan Design Center.
Der blev i alt kåret seks vindere, hvoraf den danske elev Christoffer Siel, der studerer grafisk design på andet år, vandt for bedste graffiti. Hans projekt er nu ved at blive malet på Nissans testprøvebane i Málaga.
Præmierne bestod blandt andet i en rejse til London med et VIP-besøg hos Nissan Design & Research Center. Desuden fik vinderne fornøjelsen af at prøvekøre en af Nissans biler på F1 Silverstones prøvekørebane.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Clínica Dental Escandinava blev fejret
Solen skinnede, den røde løber var rullet ud, der var underskrift fra alle de ca. 300 gæster på et kæmpe lærred (som nu pryder klinikkens indgang), levende musik, sherry og tapas, taler og gaver – og så blev vinderen af den to måneder lange valgkamp om at blive Clínica Dental Escandinavas mest populære medarbejder afsløret. Ikke overraskende havde patienter, kunder og venner afgivet flest stemmer til receptionisten Arla Hälvä. Blandt “vælgerne” blev der trukket lod om 10 luksus-tandbehandlinger.
“Det har været en fantastisk dag, som vi aldrig vil glemme”, sagde klinikkens indehavere, Jette og Keld Overgaard, efter deres veloverståede 25-års jubilæum.
____________________________________________________________________________________________________________________________
Flot show og masser af euros til cancerhospice Cudeca
Søndag d. 13. november kunne Henrik Andersen fra Eventhuset åbne dørene til et super show på Hotel Torrequebrada i Benalmádena Costa. Der var fuldt hus, da Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard gik på scenen med forrygende underholdning, hvor de dels på skift og dels sammen fik publikum til at grine, så tårerne trillede. Med en stor portion selvironi, skæv humor, flot sang og god musik leverede de to komikere et væld af nye numre og enkelte kendte klassikere.
Salget af lodder til julekurvene og i baren gav et overskud på 2.599,50 euro til Cudeca.
____________________________________________________________________________________________________________________________
La Peña de Dinamarca støttede også Cudeca
For andet år i træk skænkede den danske supporterklub af Málaga CF, La Peña de Dinamarca, 2000 euro til Cudeca i Benalmádena.
Det skete meget rammende ved Eventhusets show med komikerne Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard søndag den 18. november i Sala Fortuna på Hotel Torrequebrada, idet en del af overskuddet herfra også gik til dette cancerhospice.
Lidt forsinket mødte Laura Haffis Sollas fra Cudeca frem og takkede fra scenen mange gange for donationen. Forinden havde formanden for La Peña de Dinamarca, Morten Møller, begrundet den.
Også Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard blev imponerede over beløbet og lod sig fotografere med checken sammen med de to La Peñaer Torsten Padkjær, foreningens kasserer, og Herdis Nysted Pedersen.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Finn Nørbygaard hos BoConcept
D. 16. november var møbelforretningen BoConcept på Mijas-vejen vært ved et arrangement, hvor Finn Nørbygaard fængslede publikum med sit foredrag ”Tillykke med din krise – en komiker bag facaden”. En ærlig fortælling om at bevæge sig rundt i de højeste luftlag det ene øjeblik, for så at befinde sig helt nede i dybet det næste – såvel økonomisk som menneskeligt. Finn fortalte åbenhjertigt om at være “klovnen” i Bagger-affæren, om ikke at tage ansvar og om de tæsk, man får for det. Han fortalte om at rejse sig igen, brugen af psykoterapi, omverdenens reaktioner, om at lære at tage ansvar for sit eget liv og at adskille sig fra Bagger-affæren.
”Vi synes, det er en rigtig god måde at møde vores kunder på uden, at det behøver handle om møbler, og det er bestemt noget, jeg regner med, at vi vil arrangere igen,” sagde BoConcepts indehaver Jan Petersen om succesarrangementet.
__________________________________________________________________________________________________________________________
Inspirerende investering
Den investeringslystne dansker fik masser af nyttig baggrundsviden og gode tips til EventHusets investeringsseminar midt i den forgangne måned på Hotel Tamisa Golf i Mijas Costa.
Fire korte og dynamiske indlæg fra Finanshuset Demetra, Aktieinfo, Commerzbank og Formuepleje bragte tilhørerne godt rundt i den finansielle sektor.
“Det må aldrig være kedeligt at komme til et investeringsseminar. Derfor skal der være flere indlæg med hver deres overskrift, så publikum får en masse nyttig input med hjem”, siger Henrik Andersen fra EventHuset, som samtidig beretter om et meget fint fremmøde til seminarerne. Der var ingen entré til arrangementet, men ud fra princippet “betal hvad du synes seminaret har været værd”, blev der samlet 823 euro ind til Cudeca.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001