Som noget helt nyt implementerer La Danesa fra dette nummer de såkaldte QR-koder. Trods det faktum, at koden blev udviklet tilbage i 1994, er det først nu, teknologien for alvor er ved bryde igennem. Men hvad er en QR-kode egentlig? Få svaret her…
Gå ind i scan-applikationen på din smartphone og lad kameraet analysere den lille, kvadratiske kode. Få sekunder senere er du inde på en hjemmeside, en video eller, i La Danesas tilfælde, en artikel, som har noget ekstra, du ikke får i bladet. Så let og hurtigt fungerer QR, som er et akronym for Quick Response (hurtigt svar), og derfor har det smarte system efterhånden opnået den anerkendelse og udbredelse, den yderst funktionelle opfindelse synes at fortjene.
Men det har været længe undervejs, for opfindelsen blev faktisk registreret for ikke mindre 17 år siden af den japanske producent Denso Wave. Virksomheden har lidt overraskende valgt ikke at tage patent på opfindelsen, og derfor er alle i princippet velkomne til at benytte sig af teknologien. Så længe man husker at akkreditere virksomheden.
Fri afbenyttelse af lækker teknologi er sød musik i alle virksomheders ører, og derfor har efterhånden rigtig mange taget QR-koderne til sig. Den oprindelige idé bag udviklingen var, at de skulle bruges i produktionen af biler, således at robotter kunne skelne diverse komponenter fra hinanden. Efterhånden er kodens multifunktionalitet dog gået op for andre typer af virksomheder, og teknologien benyttes nu til en række vidt forskellige formål: Postadresser, URL til hjemmesider, telefonnumre, e-mailadresser og lignende i aviser, tidskrifter, reklamer, på vejskilte, visitkort og mange andre steder.
I Sydkorea har supermarkedsgiganten Tesco taget skridtet videre og tilbyder nu sine kunder at udnytte tiden i metroen til at scanne de varer, de ønsker. Få timer senere leveres de bestilte varer på adressen. En lignende løsning ligger klar i flere lande, blandt andet Danmark, og vil med garanti sprede sig med tiden. En anden mildest talt alternativ måde at udnytte QR er på, finder man i skabelsens hjemland Japan. Her er nogle gravsten udstyret med en kode, som gør, at udvalgte besøgende kan få adgang til billeder, lyd og information om den afdøde. QR ligner altså en potentiel revolution af flere af samfundets institutioner.
QR-koder i La Danesa – hvorfor?
Revolution er et stort ord, men da QR mere og mere ligner den kobling mellem fysisk magasin/avis og internettet, som mediebranchen har sukket efter så længe, er for stort et ord næppe muligt at finde. Hos La Danesa er vi altid opmærksomme på medieverdenens nye trends, og vi har også længe haft et godt øje til QR-kodernes enorme potentiale. Vi ærgrer os ofte over at måtte korte vores artikler ned eller udelade ting, vi gerne ville have fortalt jer læsere, men som der simpelthen ikke var plads til. Det sker også, at vi falder over en sjov video på nettet, en interessant konkurrence eller hjemmeside, som vi om muligt gerne vil dele med jer. Alt dette kan nu lade sig gøre, og fra dette nummer begynder vi så småt at tilføje QR-koder til artikler og annoncer. Målet er at skabe merværdi for både læsere og annoncører, og vi håber med tiden at kunne udvikle denne feature til også at involvere andre af det tekniske univers’ muligheder – blandt andet video.
Har du kommentarer til vores brug af QR, idéer til den videre udvikling eller andre nye tiltag, er du mere end velkommen til at skrive til info@ladanesa.com.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001