Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Området hvor en mand blev stukket ihjel, og seks personer blev såret.

Galning amok med kniv i Bilbao
”Jeg hører stemmer,” har manden, der i går dræbte en og sårede seks på gaden i Bilbao, forklaret det baskiske politi, Ertzaintza.
Manden, som kommer fra Iran og er 31 år gammel, var i går gået amok på Calle Zabalbide i bydelen Santutxu. Her begyndte han udiskrimineret at fægte om sig med en stor køkkenkniv, hvilket resulterede i, at en 65-årig mand, en pensioneret skolelærer, blev stukket ihjel, ligesom seks andre personer blev såret, to af dem alvorligt.
”I skal dø, I skal dø,” råbte han, mens han fægtede om sig med køkkenkniven.
Vejarbejdere, som reparerede fortovet i nærheden, lykkedes derefter at slå ham ned med en flise og dermed overmande ham, indtil politiet nåede frem.




Politiets lager, som røverne lykkedes at tømme for kokain.

Historiens største kokainrøveri – fra politiet
Det er netop blevet offentliggjort, at Spaniens nok største kokainrøveri nogensinde fandt sted den forgangne weekend i Málaga, og det fra politiets lager.
Indbrudstyvene lykkedes med avanceret udstyr at tage sig ind på det lager, hvor politiet opbevarer beslaglagte varer, heriblandt kokain. De lykkedes dem at stjæle flere hundrede kilo af den værdifulde narko, den helt nøjagtige mængde og værdi vides endnu ikke.
Lageret ligger ved havnen i Málaga, og det skulle have været sparsomt overvåget. Heller ikke Guardia Civil, der haren station 200 meter derfra, fattede mistanke. Tyvene havde derfor hele weekenden til indbruddet, der først blev opdaget i går.



Et attentat underskrevet ETA.

Ingen regering burde forhandle med ETA, siger Aznar
Ingen regering, heller ikke den som kommer efter den 20. november, bør forhandle med den baskiske terrororganisation, ETA, mener tidligere statsminister José María Aznar (PP).
”ETA er slået. Hvilken slags forhandlinger kan man holde med en slået modpart? Ingen overhovedet,” har han netop sagt på et valgmøde.
Hans kommentar kommer efter det radikale, baskiske dagblad Gara sidste fredag offentliggjorde et interview med to militante medlemmer af ETA. Heri kræver de, at amnesti for de ca. 700 fængslede medlemmer og ret til selvbestemmelse skal være centrale punkter i den politiske debat, nu hvor de har nedlagt våbnene efter 43 års terrorisme, der har ført til mindst 829 dødsofre og tusinder af sårede.
De fængslede medlemmer forventes nu at begynde at kræve visse friheder og goder i fængslerne, hvilket de grundet deres prekære status ikke tidligere har kunnet på lige fod med andre fængselsfanger. De forventes også at presse på for, at de af dem, som er syge, bliver frigivet, og de øvrige flyttet til et fængsel i eller tættere på Baskerlandet.
Både regeringen og højesteret har afvist alle fælles krav. Sidstnævnte med den fodnote, at man vil studere anmodningerne sag for sag – præcist som med alle andre fængselsfangers anmodninger.



Natalia Fuertes med billede af sin afdøde mor.

Søgte lægehjælp i 65 timer, nu sagsøger datter
Mari Carmen Mesa, en 65-årig kvinde fra Catalonien, søgte hjælp på fire forskellige hospitaler i hhv. Girona og Barcelona i sammenlagt 65 timer, før hun endelig blev opereret for aneurisme (pulsåreudvidelse, i dette tilfælde i hjernen). Og denne ventetid var sandsynligvis årsagen til, at hun døde seks dage efter operationen, der fandt sted på Barcelona Clinic Hospital, på foranledning af hospital Vall d’Hebron.
Hændelsen fandt sted i september, og nu sagsøger kvindens datter, Natalia Fuertes, hospital Vall d’Hebron. Hun mener desuden, at den lokale regerings besparelser på sundhedsvæsnet var medvirkende til moderens død.
Sagen er blevet et mareridt for både det internationalt respekterede Vall d’Hebron, hvor man nu erkender, at nogle ”tekniske fejl” forsinkede operationen med 30 timer, og at det var årsagen til, at den endelig blev foretaget på et andet hospital i byen. Sagen er også et mareridt for den catalanske lokalregering (CiU) og lederen Artur Mas, som bliver kritiseret for at have skåret for meget ned på tilskuddene til sundhedsvæsnet.
En talsperson fra hospitalet har dog sagt til El País, at operationens forsinkelse ikke skyldtes besparelser, men derimod vedligeholdelse af operationsudstyr.



Alberto Contadors fremtid i Saxo Bank-Sungard-trøjen usikker.

Contadors sag for den internationale sportsdomstol den 21. november
Alberto Contadors retssag ved den internationale sportsdomstol CAS starter den 21. og varer til den 24. november.
Ikke færre end 23 personer, 10 for appelsiden og 13 for Contador, skal vidne i sagen. Rytteren selv forventes afhørt den 22. november, skriver El País, der spekulerer, at han muligvis vil insistere på at blive testet i en løgnedetektor.
Den spanske cykelrytter, der er anklaget for doping i form af clenbuterol, må dog vente til januar med at få resultatet af sagen, da dommerpanelet skal bruge otte uger på at overveje en afgørelse. Bjarne Riis og Saxo Bank-Sungard må altså også søge yderligere tålmodighed, hvilket kan synes en prøvelse, da sagen har varet, siden Contador blev testet positiv i Tour de France i 2010
Verdens bedste cykelrytter havde 50 picogram clenbuterol i blodet, hvilket han selv fastholder stammer fra en bøf, han spiste før touren.



Kan Spanien spille fredeligt?

Fodboldlandsholdet i Costa Rica
Det spanske fodboldlandshold er efter 11 timers flyvning i Costa Rica, hvor der i aften spilles venskabskamp.
Matchen betegnes på forhånd som ”fredelig”, eftersom den er dedikeret Costa Ricas tidligere præsident Óscar Arias, der modtog Nobels Fredspris i 1987.
Kampen vises kl. 22.05 på TVE1.

Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa