Spaniens 25 år i EU

I år har Spanien kunnet fejre 25 års jubilæum i EU. Mange kilometer motorvej er bygget på EU-midler, landbruget har taget ved lære af de andre medlemslande og har lagt gammeldags dyrkningsmetoder bag sig, mens udveksling af undervisningsformer, teknologi og kultur har hjulpet Spanien på vej fra diktaturets mørke isolation til et moderne samfund – og en vigtig spiller i det store fællesskab. Og det betyder, at Spanien i dag står i symbolsk gæld til Europa for den moderniseringsproces, som har ført landet ind i det 21. århundrede.
For at forstå Spaniens nuværende situation, som en af de største europæiske økonomier og en af de mest glødende tilhængere af det europæiske samarbejde, skal vi tilbage til 70’erne.
Franco er død, og den enevældige konge Juan Carlos I har frivilligt og med stor iver påbegyndt en moderniseringsproces, hvis mål er demokrati og frihed som i et moderne vestligt samfund. Måden hvorpå man fik mange af de tidligere diktaturstøtter til at tilslutte sig moderniseringsprocessen var ved at bruge EU som sparringspartner. Allerede i Francos tid havde man forsøgt at blive medlem, men EU holdt Spanien på afstand pga. diktaturet.
Ifølge Pablo Podadera Rivera, Professor på Málaga Universitet i Økonomi og Europastudier, var medlemsforhandlinger, som man førte fra demokratiets officielle indførelse i 1978 og indtil 1986, hvor Spanien blev optaget, afgørende for en vellykket moderniseringsproces. Moderniseringen var tydelig på mange punkter: infrastruktur, offentlige ydelser og muligheden for arbejdskraftens fri bevægelighed og det toldfrie fællesskab.
Befolkningen rettede sit håb mod EU, og fik med medlemskabet også del i den vigtige landbrugsstøtte. Det resulterede i en enorm modernisering af landbrugssektoren, som på mange områder fungerede som i 1800-tallet. Den økonomiske vækst var tydelig og velstanden spredte sig. Rivera mener også, at Euroen var den rigtige vej for Spanien, da det styrkede landets eksport- og importmuligheder med en stærk valuta. Ifølge Rivera har flere videnskabelige studier vist, at Spanien kun har vundet ved tilslutningen til Euroen, selvom man har betalt en relativt høj pris, nemlig højere inflation og opgivelsen af en selvstændig national monetær styring. Personligt tror Rivera, at Spanien ville have stået endnu værre i krisen, hvis landet ikke var indgået i eurosamarbejdet.

Pablo Rivera understreger vigtigheden i at støtte Grækenland.
”Et totalt sammenbrud i Grækenland ville ikke blot sætte spørgsmålstegn ved eurosamarbejdet, men endnu værre ville det sætte spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejde generelt og den europæiske integrationsproces. Hvis man lod Grækenland falde, ville det ikke blive en bankerot men en økonomisk restrukturering, som beskytter de fælleseuropæiske interesser.”
Alle spanske regeringer, om de er højre- eller venstreorienterede, har vendt blikket mod EU med en fælles politik. Både Adolfo Suárez, Leopoldo Calvo-Sotelo og Felipe González arbejdede hårdt på at inkorporere europæisk lovgivning i Spanien. Bare indenfor det første halve år af medlemskabet vedtog det spanske parlament 60.000 siders europæisk lovgivning. Spanien, i sin iver på at løsrive sig fra sit diktatur-image, er blevet en af de største støtter af EU, og er den dag i dag stadig fortaler for federalisme på længere sigt, altså en egentlig europæisk stat.

Spanien har været EU’s idealeksempel på den europæiske integrationsproces, og har i sine formandskaber især arbejdet for skabelsen af Euroen og et tæt økonomisk-politisk samarbejde samt menneskerettigheder. Spanien har således oparbejdet en tradition for stærkt loyalt samarbejde og hengivelse til det europæiske fællesskab.
Det var ligeledes været en mærkesag for Spanien at være Europas springbræt til Latinamerika og de arabiske middelhavslande.
I Spaniens mange separatist-partier er mange overraskende positivt indstillede overfor integration i EU. De mest separatistiske dele af CiU og det catalanske separatistparti ERC erklærer deres store tilslutning i EU og det sidstnævnte ønsker at blive selvstændig medlemsstat i EU, og på længere sigt en region i EU. Således arbejder man for en stadig større uafhængighed fra Spanien, men større integration i det europæiske samarbejde. Det er et tydeligt eksempel på spaniernes dybe tilslutning til det europæiske sammenarbejde.