Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Virkelig fred synes en realitet.

Forberedelser til en fremtid uden ETA
Allerede dagen efter fredserklæringen fra ETA blev offentliggjort i torsdags begyndte de forskellige politiske partier og interessegrupper diskussionerne om, hvordan man skal forhandle med de medlemmer af terrororganisationen, der har overgivet sig, uden dog at overgive deres våben.
Lederen af den baskiske lokalregering, lehendakari Patxi López (PSOE), der fører an i de indledende forhandlinger, har indbudt alle partier, inklusive den radikale, nationalistiske koalition Bildu til diskussioner om, hvordan man bedst kommer videre.
Møderne er startet i dag med lederen af PNV, Iñigo Urkullu, og finder sted i Vitoria, hvor regionsledelsens hovedkvarter ligger. Baskerlandet har ikke som landets andre regioner en decideret regionshovedstad.
Den yderste venstrefløj, kendt som abertzale, har advaret om, at afslutningen på volden ikke er det samme som enden på konflikten.


Statsminister Zapatero forsøger at lytte til både Nicolas Sarkozy og Angela Merkel.

Spaniens rolle i euro-redningen
Enten er Spanien ikke længere i fare for at blive revet med ned, hvis Grækenlands økonomi går under, eller også er her seriøst behov for yderligere anstrengelser for at genvinde markedets tillid. Tonen kommer an på, hvem af de to sværvægtere – Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy eller Tysklands kansler, Angela Merkel – man lytter til på disse dages krisemøder mellem euro-landenes statschefer, der forsøger at redde den betrængte valuta.
Nicolas Sarkozy roste i går statsminister José Luis Zapatero for hans ”enorme anstrengelser” og også lederen af oppositionspartiet PP, Mariano Rajoy, for hans ”ansvarlige” tackling af den økonomiske situation.
”Spanien er ikke længere i front af krisen i euro-zonen,” understregede den franske præsident.
Dagen før havde Angela Merkel sagt nogenlunde det modsatte.
”Spanien har gjort meget, men bliver nok nødt til at gøre meget mere for at genvinde markedets tillid,” sagde hun med henvisning til de nedskæringer i offentlige udgifter, som den spanske regering har indført de seneste måneder. De løber op i omkring 7,65 milliarder euro.
Tre kreditvurderingsinstitutter er desværre ikke i tvivl, de har allerede nedskrevet Spaniens værdighed.
Statsminister José Luis Zapatero og følge var taget til møderne i Bruxelles i forventningen om værre irettesættelser fra de andre euro-ledere, men det var alligevel kun Italien som for alvor måtte stå skoleret sammen med Grækenland denne gang.
Euro-landenes ledere mødes igen på onsdag.


Banken på Avenida de Mijas.

Bankrøveri i Mijas
Tre hætteklædte personer røvede i fredags en bank på Avenida de Mijas i Las Lagunas, Mijas, hvor de lykkedes at slippe af sted med over 90.000 euro, skriver Diario Sur.
De havde tilsyneladende skaffet sig adgang til banken efter lukketid ved at lave et hul i væggen i et nabolokale og derfra fire sig ned gennem loftet på bankens toiletter. De fire medarbejdere var ved at lukke for dagen, men røverne omringede dem, truede dem med en pistol og lagde dem i håndjern.
Efter at have tømt kasserne, forlod røverne banken ad det samme hul i væggen, som de var kommet ind igennem.


Efter flodbølgen i La Cala de Finestrat.

Druknede på loppemarkedet
Et britisk ægtepar omkom i weekenden, da en uventet og voldsom flodbølge ramte et loppemarked i La Cala de Finestrat ved Benidorm.
Loppemarkedet placeredes også denne dag i et udtørret flodleje, som man har asfalteret for dermed at kunne bruge pladsen til markedet og også til parkering i sommerperioden. Det er netop disse to anvendelser, som centralregeringen har advaret imod og i 2010 fik kommunen i Fiestrat ligefrem en bøde for ikke at følge regeringens diktat.
De to briter på hhv. 70 og 72 år blev fanget, da flodbølgen, der opstod på trods af forholdsvis let regn, nåede markedspladsen, hvorfra den bragte så godt som alt med sig ud i havet. Desuden kom fem personer til skade.
Tilbage står dog et skilt, som advarer mod, at der kan være flodbølger, når det regner.


200 forskellige havfugle skal reddes.

41 vådområder fredes, mens fugle ofres for diplomati i internationalt farvand
Miljøministeriet har netop offentliggjort listen over de havområder, som man ønsker, at regeringen skal erklære for fredede områder. Det er en del af programmet kaldet Zona de Especial Protección para las Aves (ZEPA).
I et forsøg på at undgå diplomatisk uro er tre områder, der ligger i internationale farvande, dog blevet fjernet fra den oprindelige liste. Det drejer sig om øerne Chafarina, som ligger blot 2,5 km fra den nordmarokkanske kyst, og som Marokko derfor påberåber sig rettighederne over, og Gibraltar-strædet, som den britiske enklave vil kunne kalde sit. Derudover er heller ikke Banco de la Concepción, et rev nord for Gran Canaria, længere at finde på listen.
På trods af at fuglenes vel lader til at blive ofret for ikke at forværre forholdet til Gibraltar, eller mere konkret Storbritannien, og Marokko, så roser miljøorganisationer ministeriet for at frede 41 andre vådområder, der dækker over 50.000 km2 fordelt på områder på og omkring fastlandet, de Baleariske og de Kanariske øer.
Der vil blive ført kontrol med, at større skibe holder sig væk og for at sikre, at fugle, der jager i disse vande, ikke bliver fanget i fiskernes net, mens eventuelle tilladelser til prøveboringer efter gas eller olie ville blive et mere kompliceret spørgsmål.
De fredede områder vil komme mindst 200 arter havfugle til gode.
Miljøministeriet har sat den 8. november som frist til dem, der måtte ønske at kære ministeriets beslutninger.


Real Madrid fejrer det andet mål på La Rosaleda.

Real Madrid ydmyger Málaga CF, Barça målløs på Camp Nou
Et hattrick af Cristiano Ronaldo, et enkelt mål af Gonzalo Higuaín, og der stod 4 – 0 til Real Madrid, der i lørdags var mødt op på La Rosaleda for at spille mod Málaga CF, men i stedet endte med at opføre en bolddans og ydmyge hjemmeholdet.
Málaga viste sin kvalitet i anden halvleg og var flere gange tæt på at score, men lykkedes aldrig at levere.
Anderledes uventet gik det samme dag i Barcelona, hvor Barça havde usædvanligt svært ved at finde Sevillas mål, og når det skete, kom målmand Javi Varas i vejen. Selv et straffespark, skudt af Leo Messi i det 91. minut, reddede dagens mand, takket være hvem Sevilla kunne tage hjem med det ene point.

Alene på toppen for første gang i 102 år
Det er 102 år siden, fodboldklubben Levante blev grundlagt i Valencia.
Over et århundrede er gået med flere ærgrelser end glæder, men nu er den ydmyge klub endelig alene på førstepladsen i La Liga, verdens bedste førstedivision.
Levante har i flere uger delt topplaceringen med FC Barcelona, men efter søndagens 3 – 0 sejr over Villarreal spurtede holdet fra den mægtige rival.
Levante har nu 20 point efter otte kampe. På andenpladsen ligger Real Madrid, på tredjepladsen FC Barcelona, og derefter følger Sevilla, Valencia og Málaga.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.