José Luis Rodríguez Zapateros eftermæle

De troendes ansigter udstråler glæde og eufori. De hujer og hviner og vinker med flag, og røde balloner falder fra loftet. Tale efter tale udløser klapsalver og gensidige rygklap, specielt er der begejstring over den sidste person på podiet. Han minder om en romersk kejser iført jeans, en sejrherre som med åbne arme og blå øjne naivt tager imod folkets hyldest. Hans hår er endnu sort, hans ungdom endnu uskyldig, mens rynker og poser under øjnene kun kan anes af tiden, som kommer.
PSOE og José Luis Rodriguez Zapatero havde tre år tidligere vundet parlamentsvalget og statsministerposten, og han forventedes at gentage det et halvt års tid senere.
Året var 2007, måneden september, og han besøgte Málaga, hvor han og andre medlemmer af partiet, bl.a. Manuel Chaves, der endnu var formand for den andalusiske lokalregering, og Magdalena Álvarez, som stadig troede, hun skulle være minister for Fomento mange år endnu, sammen med de lokale medlemmer af det regerende parti, fejrede sig selv og hinanden. Statsministeren var populær og tiderne gode.
Sådan var det dengang.

Memoirerne kan påbegyndes
José Luis Zapatero genopstiller ikke ved valget, der jo er rykket frem fra marts 2012 til november 2011. Det meddelte han allerede i april, hvorefter Alfredo Pérez Rubalcaba trådte til som spidskandidat.
Zapatero var af den overbevisning, at to perioder er nok, og at han og partiet har fået landet og økonomien på ret køl. Kort sagt er arbejdet gjort. Officielt. Mindre officielt er han træt, og metaltrætheden har for længst bredt sig til partiet, hvor den nye topkandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba, har svært ved at få gehør for sine ideer.
Det har da også været nogle turbulente år, med nogle gevaldige op- og nedture. Fra førnævnte sejrsrus til dage med tømmermænd og abstinenser efter rusen.
Men Zapateros historie starter, som ting er flest, ved begyndelsen, og i dette tilfælde på en sær, skæv og samtidig, selvfølgelig, tragisk facon.

Statsminister ved et tilfælde
Egentlig var det meningen, at Partido Popular skulle vinde valget i 2004, men skæbnen havde som bekendt en anden plan. Så sent som en uge før valgdagen den 14. marts – resultater af eventuelle senere meningsmålinger må ifølge loven ikke offentliggøres – lå PP i de fleste meningsmålinger pænt over PSOE, og de fleste spaniere og andre iagttagere forventede, at de konservative skulle få majoritet – som det havde fire år tidligere, hvor partiet fik 183 mandater.
Samtidig skulle stafetten skifte hænder fra José María Aznar López til en vis Mariano Rajoy Brey.
PSOE havde også en ny kandidat, som var den unge José Luis Rodríguez Zapatero. Opkomlingen havde forkortet afstanden til favoritten, men ingen troede for alvor på, at han kunne vinde.
Men så skete 11M jo. 191 mennesker blev dræbt, tusinder blev såret, da bomber sprængtes tidligt om morgenen den 11. marts på togene ved Atocha-stationen i Madrid.
Samme aften antydede José María Aznars regering, at ETA stod bag attentatet, selvom det senere skulle vise sig at være muslimske ekstremister med tilknytning til al-Qaeda. Det beklagedes dagen efter, bl.a. i El País, hvor man beskyldte statsministeren for at have givet ETA skylden i stedet for islamisterne, der allerede havde truet med et attentat, grundet Spaniens deltagelse i krigen i Afghanistan.
Om det var i protest mod PP’s udtalelse, eller i frygt for yderligere terrorangreb, ved ingen, men faktum er, at en tilbagetrækning fra Irak var ét af PSOE’s valgløfter og en anden kendsgerning er, at partiet vandt valget med 164 mandater mod PP’s bare 148.

De første år med krig og fred
Den første regeringsperiode udfordrede regeringen på flere områder, mens den anden var anderledes monoton – krise krise krise. Men det vidste den nyudnævnte statsminister endnu ikke, og han satte ufortrødent i gang med at ændre verden.
Straks efter valgsejren og adresseændringen til Moncloa-paladset beordrede han de spanske tropper hjem fra Irak. Det skete allerede i maj, hvilket var et brud på den aftale, som den tidligere regering havde indgået med USA. Det skabte da også et afkølet forhold til den daværende præsident, George W. Bush, ligesom andre statsledere gav udtryk for, at Spanien havde bøjet sig for terroristernes krav.
Men Zapatero havde holdt sit løfte til vælgerne.
Han er selv vokset op i terrororganisation ETA’s lange skygger, og når det gælder kampen mod den hjemmedyrkede terrorisme, har han ikke bøjet sig, men via dialog forsøgt at gøre en ende på volden, der de sidste 50 år har kostet 858 personer livet.
Hans indstilling var lig Tony Blairs i forhold til IRA i Nordirland, og Zapateros dialog med den baskiske organisation via en schweizisk mellemmand kunne have båret frugt. Men ETA skiftede takt midt i en våbenhvile og sprængte den 30. december 2006 en bombe på 200 kilo ved Madrid-lufthavnen Barajas, hvormed to personer blev dræbt.
En intens jagt på ETA-aktivister fulgte i kølvandet, og selvom der i dag er langt flere medlemmer bag tremmer end til fare for freden, skulle det ikke blive Zapatero, som kan skrive en vedvarende våbenhvile og en endelig løsning på sit generalieblad.

Bløde værdier
I det hele taget vil Zapatero blive bedst husket, i hvert fald mest respekteret, for den vægt, han har lagt på de såkaldt bløde værdier. Rigtige menneskers virkelige problemer og den slags.
Det var da også tanken bag Spaniens første forsorgslov, Ley de Dependencia, som blev indført i 2007. Indtil da havde der ikke været nogen organiseret form for assistance til handicappede eller ældre så som plejehjemspladser, dagpladser eller hjemmehjælp, men det kom på plads med denne lov.
En anden mindretalsgruppe, som Zapatero vil blive husket for at hjælpe, er homoseksuelle, som han allerede i 2005 gav de samme rettigheder som alle andre. Det vil sige, at også de siden har kunnet gifte sig, adoptere, testamentere m.v. Zapatero blev af Kirken og den yderste højrefløj beskyldt for at ødelægge spanske familier, hvilket selvfølgelig flere kvinder i politik og senere fri abort ikke gjorde bedre, men i stedet mente Zapatero selv, at han gjorde en masse mennesker glade.
I disse år investeredes der ellers i infrastruktur som spor til højhastighedstog, der byggedes nye havne og lufthavne, hvoraf nogle dog endnu ikke er taget i brug, ligesom flere regioners statutter omkring selvstyre, bl.a. den catalanske, blev godkendt.

Valget i 2008
Generelt var de fleste spaniere godt tilfredse med regeringens arbejde, da det næste valg, det 10. siden genindførslen af demokratiet, stod den 9. marts 2008.
I tre af de fire år havde Spanien faktisk et overskud i forhold til budgetterne, selvom arbejdsløsheden var ved at blive svær at tøjle. Det vigtigste valgløfte var således øget beskæftigelse.
PSOE fik 43,87 procent af stemmerne, mod PP’s 39,94 procent, og vandt dermed 169 mandater, fem flere end i 2004.

Nedturen fra dengang til i dag
Det, som mange desværre vil huske José Luis Zapatero for, er, at han derefter var så længe om at indrømme, at Spanien havde et specielt stort problem. Efter krisen var begyndt og i andre lande erklæret et faktum, insisterede han længe på, at den ikke berørte Spanien, og senere blev det til ikke mere end alle andre.
Gentagne gange omtalte han grønne spirer, som vi kunne høre, men ikke se.
Arbejdsløsheden sneg sig op mod 21 procent, dobbelt så høj som det europæiske gennemsnit, kommunerne, staten og regionerne havde alle ondt i økonomien, specielt efter boligboblen bristede.
Først skulle økonomien så sparkes i gang ved hjælp af offentlige investeringer i mere infrastruktur, renoveringer af gamle bygninger o.l. Derefter, formodentlig på opfordring af Barack Obama og EU-kommissionen, blev der hevet i nødbremsen, og siden har de fleste arbejder stået stille og mange private selskaber er end ikke blevet betalt for udført arbejde.
Værst har det set ud i de 17 regioner, og selv ikke efter Zapatero ansatte den daværende formand for den andalusiske lokalregering Manuel Chaves til posten som minister for regionerne, er det lykkes at holde regionernes økonomi af blusset.
Senere blev statsministeren nødt til at indføre arbejdsmarkedsreformer, der gør det billigere for virksomheder at afskedige unødvendig og uønsket arbejdskraft, hvilket ellers var uhørt for de fleste socialister og tabu i fagforeningskredse.
Der blev indført flere spareplaner, som skal reducere underskuddet på statsfinanserne fra 11,2 procent forrige år, ni procent sidste år til seks procent i år og tre procent, som EU dikterer, i 2013. Bl.a. blev momssatserne forhøjet, siden er en ellers suspenderet formueskat blevet genindført, og tiden siden 2008 har i det hele taget været brugt på at berolige det økonomiske monster.
Det har også betydet, at der ikke har været fokus på meget andet.

Nedtælling til glemsel eller forgyldning
I juli måtte Zapatero endelig indse, at han var nødt til at udskrive valg, der som bekendt afholdes den 20. november. Derefter efterlader han de nøgler til La Moncloa-paladset, som han fik udleveret dengang i 2004, hvor alt tegnede så godt.
Om hans eftermæle også bliver godt, eller om han dømmes for mange menneskers tab af formue og fornuft og forhåbninger – hvilket ikke har været formålet med denne politiske nekrolog – kan selvfølgelig kun tiden vise.
Det skal også blive spændende at se, om den stadig kun 50-årige Zapatero vil blive en ny omrejsende politisk gudfader, som sin forgænger Felipe González, der selv mistede magten i 1996 efter 14 år som statsminister, fordi vælgerne mente, at han og regeringen have mistet følelsen med virkeligheden.
Om sit eftermæle har José Luis Zapatero selv sagt:
“Jeg er sikker på, at Aznar troede, at alt han gjorde, var fantastisk. Jeg ved, at jeg har fået rigtigt fat i noget, og at der er andet, jeg ikke har forstået, og det er nok sådan, jeg gerne vil huskes.”
Og det er netop sådan, han vil blive husket for den dag i Málaga.

EVENTUELLE POP-UPS
”Mindre officielt er han træt, og metaltrætheden har for længst bredt sig til partiet, hvor den nye topkandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba, har svært ved at få gehør for sine ideer.”
”Samtidig skulle stafetten skifte hænder fra José María Aznar López til en vis Mariano Rajoy Brey.
PSOE havde også en ny kandidat, som var den unge José Luis Rodríguez Zapatero.”
”Om det var i protest mod PP’s udtalelse, eller i frygt for yderligere terrorangreb, ved ingen, men faktum er, at en tilbagetrækning fra Irak var én af PSOE’s valgløfter og en anden kendsgerning er, at partiet vandt valget med 164 mandater mod PP’s bare 148.”

”Men det vidste den nyudnævnte statsminister endnu ikke, og han satte ufortrødent i gang med at ændre verden.”
”Han er selv vokset op i terrororganisation ETA’s lange skygger, og når det gælder kampen mod den hjemmedyrkede terrorisme, har han ikke bøjet sig, men via dialog forsøgt at gøre en ende på volden, der de sidste 50 år har kostet 858 personer livet.”
”I det hele taget vil Zapatero blive bedst husket, i hvert fald mest respekteret, for den vægt, han har lagt på de såkaldt bløde værdier. Rigtige menneskers virkelige problemer og den slags.”
”Tiden siden 2008 har i det hele taget været brugt på at berolige det økonomiske monster.”
”Om hans eftermæle også bliver godt, eller om han dømmes for mange menneskers tab af formue og fornuft og forhåbninger, kan selvfølgelig kun tiden vise.”