Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Kø ved arbejdsformidlingen i Málaga.

58.378 indbyggere i Málaga-provinsen uden nogen indtægt overhovedet
Regeringens støtteprogram kaldet Programa Temporal de Protección por Desempleo e Inserción (Prodi), som gav 426 euro om måneden til dem, der ikke havde andre indtægtskilder, er ophørt.
Det betyder, at 58.378 personer i Málaga-provinsen nu lever uden nogen form for indtægt eller støtte, skriver Diario Sur. Det svarer til omkring en tredjedel af alle provinsens arbejdsløse. Blandt dem er omkring 23.000 personer, som aldrig har haft et arbejde.
Formanden for fagforeningen CCOO i Málaga, Antonio Herrera, kalder det for ”absolut umoralsk”, at regeringen er passiv og ikke hjælper de langtidsledige, og det, mener han, kan resultere i seriøse sociale uroligheder.
Arrabal-AID, en NGO, der rådgiver arbejdsløse, advarer dog mod aktioner, der kræver en tilbagevenden til flere støtteprogrammer. Organisationens formand, José Antonio Naveros, siger: ”Vi skal væk fra velgørenhed og i stedet kræve programmer, der hjælper folk i arbejde.”
PSOE’s statsministerkandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba, sagde i går, at formueskatten, der blev genindført i fredags, vil genere omkring 1,1 milliarder euro, og at disse penge skal bruges til at skabe 300.000 jobs til unge mennesker.

Kortvarige ansættelseskontrakter igen politisk og lovmæssigt korrekte
Kongressen har netop vedtaget en reform, som støtter kortvarige ansættelseskontrakter.
I 2006 besluttede regeringen ellers at begrænse denne form for ansættelser, og arbejdsgiveren var efter fire korte kontrakter tvunget til at lade medarbejderen gå eller ansætte vedkommende på ubestemt tid.
Nu anser man, at kortvarig beskæftigelse er bedre end ingen beskæftigelse, og det er fremover tilladt at ansætte medarbejdere på et ubegrænset antal kortvarige kontrakter. I hvert fald inden for de næste to år, hvorefter man igen vil vurdere situationen.


Tre passagerer og piloten overlevede styrtet.

Helikopter styrter midt i El Puerto de Santa María
En helikopter styrtede i går omkring kl. 17, da piloten forsøgte at foretage en sikkerhedslanding på en tom grund i El Puerto de Santa María i Cádiz. Helikopterens rotor kom tilsyneladende i kontakt med et stakit under sikkerhedslandingen, og den styrtede ned på en gade midt i byen, tæt på Plaza de España.
Tre kvinder var med ombord, og de overlevede alle styrtet.
Politiet er i gang med at undersøge sagen. Foreløbig ved man, at helikopteren er en tysk model, og at de tre passagerer var en del af et filmhold fra Østrig, der var i gang med at filme i området.


Skovbrand hærger nu Ibiza

Tusinder er evakueret
En stor skovbrand hærger nu på Ibiza. I aftes omkring kl. 20 blev der slået alarm i området Sol d’en Serra og omkring 1.000 beboere måtte evakueres og indkvarteres i et kommunalt sportsanlæg.
Brandfolk har arbejdet hele natten, mens brandslukningsfly og -helikoptere ud på morgenen er ankommet fra bl.a. forsvarets sikkerhedsstyrker i Valencia.
Ilden bevæger sig hurtigt gennem tørre bjergområder, fortrinsvist med pinjetræer, og hjælpes på vej af kraftige vinde, der skubber den i retning af Roca Llisa, der har omkring 800 boliger, størstedelen feriehuse.
Ilden kan ligefrem ses fra Ibiza by.
Ingen har endnu givet et bud på, om branden er påsat.


Røde klude for franskmænd.

Spanien møder Argentina i Davis Cup-finale
Det spanske tennislandshold for herrer sejrede i weekendens semifinale i Davis Cup over Frankrig med 4-1 i tyrefægterarenaen i Córdoba.
Dermed er holdet videre til finalen, som denne gang gælder Argentina, der slog Serbien, der havde hjemmebanefordelen i Beograd.
Rafael Nadal sikrede Spaniens finaleplads ved at slå Tsonga i sin gode gamle stil 6-0, 6-2, 6-4, hvilket skete et par timer før, Serbien tabte til Argentina. Sejren gav desuden Nadal en smule oprejsning efter sidste uges sviende nederlag i US Open til Novak Djokovic, der måtte udgå mod Del Potro på grund af rygsmerter.
Finalen skal spilles den 2. – 4. december i Spanien. Det er endnu ikke besluttet hvor i landet.


Cesc Fàbregas og Leo Messi regerer.

Enevælde på Camp Nou, Málaga sejrer på Mallorca
FC Barcelona var opsatte på ikke at gentage uafgjort som i sidste weekends kamp, og det måtte Osasuna så lide under i går. Otte gange. Og et slutresultat på 8 – 0. Specielt klubbens fortabte søn, Cesc Fàbregas, spillede en vigtig rolle og viste, hvorfor træner Pep Guardiola var så varm på at få ham tilbage til klubben.
Málaga CF besøgte i weekenden Mallorca, hvor Michael Laudrup og co. tog imod på Iberostar Estadi. Her fik Málaga de tre point foræret, da RCD Mallorcas forsvarer Pablo Cáceres begik et selvmål.
Real Madrid fik smæk af Levante, og blev dermed tvangsfjernet fra toppen af La Liga, hvor Valencia i øjeblikket regerer på førstepladsen med ni point, mens Betis er nummer to også med ni point.


Spaniens landshold efter sidste fløjt.

Basketball EM i hus
Også i basketball gik det ud over Frankrig.
Det spanske landshold lykkedes at forsvare EM-titlen og favoritpositionen ved at besejre Frankrig med 98-85 i finalen i går i Litauen. Juan Carlos Navarro stod for 27 point og blev kåret til turneringens spiller, mens også Pau Gasol brillerede.
Landsholdet har skrevet historie ved at have vundet EM to gange i træk.


Svensk visit.

Roxette giver to koncerter i Spanien
Den svenske pop-dou Roxette kan snart opleves på spansk territorium. Der er dog kun tale om to koncerter, som afoldes den 18. november i Madrid og den 19. november i Barcelona.
Entré kan bookes på www.elcorteingles.es


Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa