Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Helle Thorning-Schmidt vil annullere grænsekontrol, men ikke indføre euroen, mener den spanske presse.

Spanske reaktioner på det danske valg
Der lugter af stegt flæsk i Danmark, skriver man forundret over danskerne vaner med at spise valgflæsk, ”cerdo frito de elecciones”, i ABC.
Det konservative dagblad kommenterer med videre undren, at Danmark nu skal have en socialdemokratisk ledet regering – selvom både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti mistede stemmer – takket være en stor fremgang hos de allierede, Radikale Venstre og Enhedslisten. Sidstnævnte kaldes ”rojiverde”. Man mener, at der venter Thorning-Schmidt en specielt svær opgave, eftersom hun netop med en koalitionsregering skal løfte Danmark ud af dens økonomiske krise. Det, skriver avisen altså, vil hun gøre ved at øge de offentlige investeringer, hvortil pengene skal komme fra øgede skatter på pensioner og de højeste indtægtsgrupper samt en forlængelse af arbejdsdagen med 12 minutter.
ABC påpeger også, at det er det første folketingsvalg i Skandinavien siden Anders Beiviks massemord i Oslo, hvor 86 personer omkom, hvilket, mener avisen altså, kan være årsagen Dansk Folkepartis tilbagegang.
I den mere venstreorienterede avis El País fremhæver man også, at det er det første valg siden den tragiske dag i Oslo, og at det kan være årsagen til DF’s tilbagegang, der trods alt kun er på tre mandater til 22. Heri spekulerer man desuden, at tilbagegangen også kan skyldes, at valgdebatten denne gang var mere fokuseret på økonomien end udlændingepolitikken, selv mere end polemikken omkring grænsekontrollen. Sidstnævnte emne er Spanien specielt interesseret i, men avisen mener dog, at Danmarks nye regering vil annullere den nu tidligere regerings planer om en permanent grænsekontrol.
El País påminder også sine læsere om, at Danmark er medlem af EU, men har bibeholdt kronen, og at Socialdemokratiet tidligere har været fortalere for indførelsen af euroen, men at Helle Thorning-Schmidt på grund af omstændighederne nu har afvist mulighederne ”på det kraftigste”.


Korruption er ved at blive et socialt accepteret fænomen, mener Baltasar Garzón.

Vi tror, vi lever i Ali Babas hule
”Vi spaniere tror, vi lever i Ali Babas hule,” har Baltasar Garzón, den spanske dommer ved Den Internationale Domstol i Haag, netop sagt under en konference omkring økonomi og samfund på universitetet i Sevilla.
Den kontroversielle, tidligere højesteretsdommer mener, at spaniernes opfattelse af virkeligheden er forskruet og moralen sænket på grund af den megen korruption blandt politikere og embedsfolk. Han forklarede sit synspunkt: ”Korruptionen udgør en risiko for de eksisterende demokratiske værdier, og er ved at blive et socialt accepteret fænomen.”
Garzón bakker sin holdning op med en undersøgelse foretaget af CIS, der siger, at over 80 procent af spanierne mener, at der er korruption i både konstruktionsbranchen, i forbindelse med udlicitering af offentlige arbejder, blandt politikere og hos politiet.


Mandag morgen, da flammerne var ved at nå over motorvejen.

Mijas vil efter skovbranden forbyde rygning, grilning og bål
Kommunen i Mijas vil efter den store skovbrand, der søndag aften startede på grund af et bål, indføre en række præventive restriktioner.
Der kan blive tale om et forbud mod udendørs rygning og mod at grille og lave bål i de specielt udsatte områder i Sierra de Mijas. Forbudene forventes at blive indført i løbet af de næste seks måneder og at gælde hele året rundt.
Derudover planlægger man at indføre strengere kontrol med tomme byggegrunde og jordstykker, ligesom man vil sørge for, at alle lande- og markveje bliver inkluderet i GPS-systemet, så brandvæsen og hjælpearbejdere nemmere kan finde frem til et givent område.


Økonomiminister Elena Salgado mener, formueskatten kun skal gælde til 2012.

Formueskatten er genindført
Ministerrådet vedtog i går at genindføre formueskatten. Det skete tre år efter, at regeringen selv havde sat den i bero. Den er dog også blevet indført midlertidigt, altså kun for skatteårene 2011 og 2012, skriver El País.
Derudover er grænsen for skatten sat ved 700.000 euro, hvilket forventes at ville berøre omkring 160.000 skatteydere.
Økonomiminister Elena Salgado har forklaret, at det er nødvendigt at genindføre skatten for at lappe hullet i statens kasse, mens lederen af oppositionspartiet PP, Mariano Rajoy, mener, at skatten er uretfærdig og at de ventede 1,08 milliarder euro om året alligevel ikke vil gøre den store forskel.
Skatten skal inkluderes på regionernes del af selvangivelsen, og en række PP-ledede regioner har allerede nægtet at indføre den. Hertil har Elena Salgado sagt, at regionerne i stedet vil modtage pengene fra staten, hvilket PSOE’s spidskandidat til valget den 20. november har modsagt på åbent TV, hvor han insisterede på, at de rebelske regioner ikke ville blive kompenseret fra Madrid.


RCD Mallorca skal igen møde Julio Baptista.

Mallorca – Málaga
I morgen lørdag tager Michael Laudrups RCD Mallorca imod Málaga CF i Palma.
Ifølge Diario Sur bør Mallorca frygte kampen, specielt fordi Julio Baptista, som, sidste gang de to hold mødtes, scorede to mål, er spilleklar igen.
Kampen starter kl. 18.00 og kan ses på Gol Televisión og Canal Plus.


Det vindende spanske hold i 2008.

Davis Cup starter i dag i Córdoba
Córdoba er værtsby for semifinalen i Davis Cup, hvor de spanske tennisherrer møder Frankrig. Kampene spilles fra i dag, den 16. til på søndag, den 18. september.
Vinder Spanien, skal holdet spille finale for ottende gang i historien, hvor de skal forsøge at vinde cuppen for femte gang. Den anden semifinale står mellem Serbien og Argentina.
I den første kamp mødes Nadal og Gasquet, og den starter i dag kl. 12.00. Efter den spiller Ferrer mod Simon. Teledeporte viser kampene, man kan også følge med på www.daviscup.com/es.


Selv dette lille egern i Bioparc er med til at redde ozonlaget.

Dag for beskyttelse af ozonlaget markeres i Fuengirola
Den 16. september er det FN’s internationale dag for beskyttelse af ozonlaget. Det markeres ikke i dag, men i weekenden, i den zoologiske have, Bioparc, i Fuengirola.
Her vil man vise eksempler på, hvordan dyrene faktisk er med til at bevare ozonlaget.
Hvordan det hænger sammen forklares både lørdag og søndag kl. 12.00, mens man kl. 17.00 forklarer de mindste, hvad ozonlaget er og hvorfor vi bør passe på det.
Læs mere på www.bioparcfuengirola.es.

¿Qué pasa? – de kommende dage

Benalmádena
Indtil 18. september

Fotografier fra den andalusiske natur af Carlos Pérez udstilles i Centro de Exposiciones i Benalmádena Costa.
Tivoli World
Tivoli i Arroyo de la Miel er den 16. og 17. september åbent kl. 16.00 – 00.00, og derefter kun i weekenderne kl. 11.00 – 19.00.
16. – 18. september kl. 19.00 – 01.00
Maritimt marked, Mercado Marinero, med underholdning, musik, workshops og markeder afholdes i Puerto Marina.

Estepona
17. september kl. 10.00

Bordtennismesterskaber i Pabellón de El Carmen.

Frigiliana
Indtil 1. oktober

En kollektiv udstilling kan ses i Galería Krabbe. Læs mere på www.galeriakrabbe.com.

Fuengirola
Indtil 30. september kl. 11.00 – 23.00

Feria del Libro, udstillinger og salg af bøger på Paseo Maritimo i Los Boliches.
16. september kl. 20.00
Take That – en hyldest til drengebandet synges af lokale stjerner på Salon Varietes. Entré kan bookes på 952 474 542, se ellers www.salonvarietestheatre.com.

Málaga
Indtil 2. oktober

Cherchez la Femme er titlen på en udstilling af graveringer af Picasso, der kan ses i museet Fundación Picasso på Plaza de la Merced. Mere info på www.fundacionpicasso.es.
Indtil 16. oktober
Den moderne tradition er oversættelsen af titlen på udstillingen af værker af forskellige kuntnere, Heriblandt Picasso, Miró og Monet, på museet Museo Carmen Thyssen. Læs mere på www.carmenthyssenmalaga.com.
16. september

Larios Málaga Fashion er navnet på et modeshow, som afholdes på gågaden, Calle Marques de Larios. Ni lokale designere viser på omkring 50 forskellige modeller sine kreationer på gaden, der i dagens anledning ændres til en catwalk med en rød løber på 300 meter, hvilket skulle være den længste i Europa.
23. september kl. 20.30, 24. september kl. 20.00
Klassisk koncert med værker af E. Von Dohnányi, J. Brahms og Z. Kodály på Teatro Cervantes. Entre fra 7 euro kan bookes på www.teatrocervantes.com.

Marbella
Indtil 30. oktobe
r
Værker af gravørkunstneren Eugenio Ampudia er udstillet i Museo del Grabado Español Contemporáneo.
25. september kl. 10.00
Halvmaraton XXVI Medio Maraton Ciudad de Marbella for både hobbyløbere og mere trænede. Mere information fås på 952 761 185 og www.marbella.es.

Mijas
Hver onsdag kl. 12.00

Flamencoshow på Plaza Virgen de la Peña i Mijas Pueblo.
Hver tirsdag og torsdag kl. 19.30 og 23-30
Underholdning i form af bl.a. jazz og flamenco på Plaza Virgen de la Peña.

Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.