Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Spaniens udenrigsministerium opfordrer spaniere til at forlade Syrien. Her ses militæret ved byen Arida,

Ud af Syrien

Spaniens regering har nu opfordret alle spanske statsborgere, der opholder sig i Syrien, til snarest muligt at forlade landet. Årsagen er naturligvis den stigende uro i det arabiske land, hvor indbyggerne protesterer mod præsident Bashar al-Assad og et regime, hvis sidste salgsdato synes overskredet for længst.
Udenrigsministeriet anbefaler i et kommunike, at spanierne ”benytter ruteflyene, mens de stadig flyver regelmæssigt”. Rådet fra den spanske regering er lig andre europæiske regeringers.
Det anslås, at omkring 1.200 spanske statsborgere opholder sig i Syrien. De fleste af dem er kvinder, som er gift med syriske mænd, der har studeret i Spanien. De, som alligevel vælger at forblive i landet, opfordres til at give oplysninger som kontaktinformation o.l. på ambassaden i Damaskus.

Al-Assad afviser Spaniens hemmelige udsending

Det er netop blevet afsløret, at statsminister José Luis Zapatero i juni sendte en hemmelig udsending til Syrien for at mødes med præsident al-Assad. Langt før alle andre, heriblandt FN. Udsendingen havde til opgave at overbevise den syriske diktator om at slutte volden, som i henhold til FN har kostet over 2.000 mennesker livet, og tilbyde ham eksil i Spanien.
Det var diplomaten Bernadino León, som altså uofficielt og ganske forgæves gik vejen til Damaskus.
”Mit forslag faldt for døve ører. Min tilhører havde afbrudt forbindelsen til virkeligheden,” citerer El País Bernadino León.


Har man brug for dem, må man nu selv betale.

Betal selv for brandvæsnet

I Mijas kommune vil man fremover skulle betale selv, hvis man får brug for brandvæsnet.
Faktisk blev reglen vedtaget for flere år siden, men det er først nu, at myndighederne vil føre den ud i livet, forklarer Diario Sur.
Hvor meget, det koster at ringe efter brandvæsnet, kommer an på, hvor stort et mandskab og hvilket materiale, der er brug for, og hvor længe slukningsarbejdet måtte tage.
I øjeblikket overvejes også at tage betalt for de udrykninger, som ikke har noget med brand at gøre.


Grønsværen på La Rosaleda forbliver sandsynlighed tom i weekenden.

Strejke i La Liga synes uundgåelig

Der bliver efter alt at dømme ingen fodbold i La Liga denne weekend, hvor startskuddet ellers skulle lyde. Hverken i bedste og næstbedste række.
Selvom der i dag (fra kl. 11.00) holdes møde mellem repræsentanter for Liga de Fútbol Profesional (LFP) og de professionelle fodboldspilleres fagforening Asociación de Futbolistas Españoles (AFE), mener sportsavisen Marca, at det allerede står klart, at der ikke spilles i weekenden.
En overskrift i samme avis lyder ligefrem: ”En ubegrænset strejke truer sæsonen.” Senere: ”Fodboldspillerne spiller ikke, før alt er løst”. Avisen citerer senere diverse kilder i de LFP og AFE.
De to organisationer har allerede planlagt møder for lørdag og mandag, så weekendens start og dermed også søndagens kamp mellem Málaga CF og FC Barcelona på La Rosaleda er således i alvorlig fare.


Den engelske kirkegård i Málaga.

Turforslag: Nat på den engelske kirkegård

Organisationen bag Cementerio Inglés, den engelske kirkegård, i Málaga, tilbyder nu rundvisninger sent om aftenen, så man kan opleve den gamle kirkegård i stjerne- og måneskin.
Tilbuddet gælder kun en enkelt gang om måneden, nemlig ved fuldmåne, og for en gruppe på maks. 30 personer. Men så får man lov til at opleve den iberiske halvøs ældste protestantiske kirkegård, grundlagt i 1831, i en helt speciel og sikkert hårrejsende stemning.

Flygter fra fængsel – gemmer sig i bekendtes lejlighed 15 km derfra

Ingen var før lykkedes at flygte fra fængslet Puerto II i El Puerto de Santa María (Cádiz). Men det lykkedes altså for to uger siden for den 23-årige Rafael Pérez Carillo, skriver El Mundo.
Men det han gjorde, var at gemme sig i en lejlighed kun 15 km fra fængslet. Lejligheden tilhører oven i købet nogle af den udbrudtes bekendte. Her fandt politiet ham så i går og han er nu tilbage i fængslet.


Benedikt XVI på Plaza Cibeles

Paven i Madrid

Kong Juan Carlos og dronning Sofia samt statsminister José Luis Zapatero stod i går forrest i modtagelseskomitéen, da Alitalias fly med pave Benedikt XVI ombord landede i Madrid.
Senere, inde i byen, var det dog – udover den godt en million unge pilgrimme, samlet i Madrid i forbindelse med den katolske verdenskonference Jornada Mundial de la Juventud (JMJ) – utilfredse, almindelige borgere, der ikke lod sig begejstre af synet af det religiøse overhoved, men stadig protesterer mod udgifterne forbundet med besøget. Og den manglende adskillelse af kirke og stat.
Benedikt XVI fik dog også udleveret nøglen til byen af borgmester Alberto Ruiz Gallardón ved Puerta de Alcalá, da det er hans første besøg i Madrid. Paven besøgte også Spanien sidste år, men kun Barcelona og Santiago de Compostela.
Under den 84-årige paves tale i aftes på Plaza Cibeles i hjertet af hovedstaden sagde han bl.a. til de unge, at de ”ikke skulle skamme sig over deres religion”. Han kritiserede dem, som bare følger strømmen, dem ”som tror, de er Gud”, tilhængere af abort og eutanasi, og også det stigende antal agnostikere og ateister i Spanien.
Paven bliver her til på søndag. Han forventes i løbet af dagene at levere i alt ni taler og tre prædikener.

Helligdag i dag
Fredag er det lokal helligdag i Antequera og Málaga.

¿Qué pasa? – de kommende dage

Vuelta a España starter lørdag
Cykelløbet Vuelta a España starter lørdag den 20. august. Rytterne skal denne gang køre 21 etaper på i alt omkring 3.000 km, før de den 11. september kommer i mål i Madrid.
Sofaløb på www.lavuelta.com.

Benalmádena
Indtil 18. september

Fotografier fra den andalusiske natur af Carlos Pérez udstilles i det smukke Centro de Exposiciones i Benalmádena Costa.
25. – 28. august
Benalmádena Pueblo konverteres til et arabisk marked, Zoco Ben Al Madena, for at markere byens mauriske forfader. Her er udover boder med arabisk kunsthåndværk m.v. også musik og underholdning.

Frigiliana
Indtil 9. september

En kollektiv sommerudstilling kan ses i Galería Krabbe. Læs mere på www.galeriakrabbe.com.

Fuengirola
Indtil 30. september kl. 11.00 – 23.00

Feria del Libro, udstillinger og salg af bøger på Paseo Maritimo i Los Boliches.
23. august kl. 20.30
Børneteater, Tutancartón – Peneque el Valiente, opføres i Parque de España. Gratis entré.

Málaga
Indtil 2. oktober

Cherchez la Femme er titlen på en udstilling af graveringer af Picasso, der kan ses i museet Fundación Picasso på Plaza de la Merced. Mere info på www.fundacionpicasso.es.
20. august kl. 19.30
En venskabskamp mellem Spaniens og Sloveniens basketballlandshold spilles i Palacio de Deportes Martín Carpena. Læs mere på www.malagadeporteyeventos.com.

Marbella
Indtil 30. oktober

Værker af gravørkunstneren Eugenio Ampudia er udstillet i Museo del Grabado Español Contemporáneo.
21. og 28. august kl. 20.00 – 00.00
Marked med kunst og håndværk i lystbådehavnen, Puerto Deportivo.

Mijas
Hver onsdag kl. 12.00

Flamencoshow på Plaza Virgen de la Peña i Mijas Pueblo.
Hver tirsdag og torsdag kl. 19.30 og 23-30
Underholdning i form af bl.a. jazz og flamenco på Plaza Virgen de la Peña.
19. august kl. 22.00
Hestevæddeløb på Hipódromo Costa del Sol. Entre 5 euro, børn gratis. Dørene åbnes kl. 20.30.

Sotogrande
Hver weekend

Er der poloturneringer på Santa María Polo Club. Flere detaljer fås på www.santamariapoloclub.com.


Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa