Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Det laveste niveau i over to år på den spanske børs.

Rutschebanetur på finansmarkedet fortsætter

Mens ugen begyndte godt på den spanske børs, gik det igen i går ned ad bakke. I alt faldt de største aktier, Ibex 35, med 5,49 procent og ligger i dag på det laveste niveau i over to år. De seneste ti dage er de faldet med 17 procent.
Det gik i går værst ud over én af de ellers normalvist stærkeste, nemlig Banco Santander, hvis aktie faldt med 8,33 procent. Efter banken fulgte Gamesa med et fald på 8,09 procent, Abengoa 7,87 procent, BBVA 7,83 procent og Repsol 5,72 procent.
Det store fald tilskrives den fortsatte uro på det amerikanske marked. Skylden lægges også på den vedblivende spekulation om en nedskrivning af Frankrigs kreditværdighed og præsident Nicolas Sarkozys meddelelse om, at regeringen planlægger at indføre en række sparepakker.


Rodrigo Romero og Sergio Luna.

Aggressive gadesælgere bekymrer myndighederne i Fuengirola

Fuengirolas byråd og det lokale politi opfordrer nu byens indbyggere til ikke at købe kopivarer af gadesælgerne og påminder om, at sælgerne begår kriminelle handlinger, og at de er håndlangere for mafiaen.
Byrådsmedlem med ansvar for sikkerhed, Rodrigo Romero, og chefen for Policia Local i Fuengirola, Sergio Luna, forklarede i går på et pressemøde, hvor vigtigt det er at komme fænomenet til livs. De sagde bl.a., at sælgerne bliver mere og mere aggressive overfor indbyggerne, og at de ligefrem har såret flere betjente, når disse har udført deres arbejde og frataget sælgerne deres varer.
”Vi er bekymrede for de forretningsdrivende, for turisterne og byens indbyggere, som bliver chikaneret af disse sælgere, som optager store dele af strandpromenaden og fortovene for at sælge deres produkter,” sagde bl.a. Rodrigo Romero, som videre forklarede, at mens de før forsvandt, så snart de så politiet, slår de sig nu sammen i grupper på mellem 10 og 20 for at forsøge at forhindre konfiskeringen af de ulovlige varer, og det har altså medført flere sammenstød, hvor politibetjente er kommet til skade.
Sergio Luna påmindede desuden om, at mafiaen, som organiserer gadesælgerne og står for importen af kopivarerne, også importerer og sælger narkotika.
Det er et stort problem, som myndighederne har svært ved at løse, og derfor har man brug for indbyggernes hjælp. ”Hvis ingen køber de illegale varer, vil mafiaen ophøre med at eksistere,” konkluderede Rodrigo Romero.

Spanien tabte slaget mellem giganterne

Også det spanske fodboldlandshold spillede i aftes en venskabskamp som opvarmning til de kommende EM-kvalifikationskampe. Holdet mødte Italien ude, og kampen ansås som et uofficielt møde mellem giganterne; de nuværende, spanske mestre og de tidligere, det italienske hold.Kampen levede dog ikke op til de spillemæssige forventninger, spanierne spillede sløvt, og Italien vandt 2-1.


Javier Bardem i en scene i filmen.

Produceren af Biutiful skal betale for gravskænding

Produceren af filmen Biutiful, Alejandro González Iñarritu, er sammen med kommunen i Barcelona blevet kendt skyldige i gravskænding og skal betale en erstatning på 20.000 euro til den afdødes datter.
Da dele af den Oscarnominerede film i 2008 skulle optages i Barcelona, ønskede produceren en scene med en trist kirkegård og efterladte gravnicher. Det fandt man ikke, og så måtte man i stedet fabrikere det, hvilket man gjorde ved at placere kister og male nicher i mørke og grå farver på kirkegården Sants. På én af nicherne malede man desuden graffiti for at opnå den ønskede effekt. Det skete alt sammen med tilladelse fra kommunen.
Da den afdødes datter få dage efter filmoptagelserne besøgte kirkegården fandt hun således nichen overmalet med graffiti, hvorefter hun indleverede en klage til myndighederne. Nu har domstolen i Barcelona så besluttet, at hun har ret til en kompensation på 20.000 euro for ”moralsk skade”.

Indbrudstyve bedøvede beboere med gas

Politiet har endnu ikke fundet de indbrudstyve, som i fredags havde bedøvet beboerne med gas i mindst seks boliger i Rincón de la Victoria, for dermed at kunne gennemgå deres boliger i fred og ro.
Indbruddene fandt sted i urbanisationen Colinas de Procusan i La Cala del Moral. Området har 220 boliger, men foreløbig har politiet kun kendskab til indbrud i seks, hvori folk var vågnet op med kvalme og hovedpine og uden deres kontanter. Tyvene havde ikke stjålet andre værdigenstande, som f.eks. kameraer og computere.


Passagerer i den nye terminal T3.

Endnu en rekord i Málagas lufthavn

1.525.064 passagerer gik i juli igennem lufthavnen Málaga – Costa del Sol, informerer lufthavnsselskabet AENA. Det er 3,1 procent flere end i samme måned sidste år.
I årets første syv måneder har man talt 7.369.026 passagerer, og det er 10,8 procent flere end samme periode af 2010.
På de syv måneder er 62.131 fly landet i og lettet fra lufthavnen.
Málaga – Costa del Sol er stadig Spaniens fjerdestørste lufthavn, overgået af Madrids Barajas, Barcelonas El Prat og Palma de Mallorcas Son Sant Joan.


Megastjernen Pau Gasol kommer til Málaga.

Basketball Spanien – Slovenien

I anledningen af feriaen er Málaga vært for en venskabskamp mellem Spaniens og Sloveniens basketballlandshold. Kampen spilles i Palacio de Deportes Martín Carpena den 20. august kl. 19.30. Pau Gasol skulle også være med på det spanske hold.
Læs mere om kampen på www.malagadeporteyeventos.com.


Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa