Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Pusterum til spansk økonomi

Efter sidste uges røde tal på børserne frygtede alle, at mandag morgen ville fortsætte med samme negative tendens. Det skyldtes desuden weekendens nedskrivning af USA’s kreditvurdering.
Men søndag aften vendte timeglasset, da kilder meddelte, at Jean-Claude Trichet, præsident for Den Europæiske Centralbank, havde besluttet at opkøbe spanske og italienske statsobligationer. Ifølge Trichet blev beslutningen truffet med det formål at skabe ro i Euro-zonen og dermed undgå, at Spanien ender i samme situation som Grækenland, Irland og Portugal.
Resultatet var positive tal på børserne allerede fra morgenstunden.  Den spanske rente er nu for første gang i over en uge under den kritiske seksprocents grænse, den er faldet med 0,8 procent, og nu ligger på ca. 5,2 procent. Renten på de spanske statsobligationer lå til morgen helt nede på 280 basispoint, hvilket er et stort fald set i forhold til den historiske høje rente på 421 basispoint i sidste uge. Til sammenligning lukkede børsen i Madrid fredag med en rente på 370 basispoint.
Også aktierne steg allerede fra morgenstunden med over tre procent, og de spanske banker Santander og BBVA oplevede stigninger på henholdsvis syv og frem procent.
Til trods for den positive tendens på børserne i Europa frygtes det dog stadig, at nedskrivningen af USA’s kreditvurdering vil få en negativ indflydelse på tallene, når børserne i USA åbner senere på dagen, men eksperter mener dog ikke, at det vil få børserne til at gå i rødt igen som i sidste uge.
Som en betingelse for opkøb af statsobligationerne har Den Europæiske Centralbank pålagt den spanske regering at fremskynde de reformer, der skal til for at få den spanske økonomi på rette spor igen. Centralbankens tiltag skal ses som en lindring af den aktuelle økonomiske situation i Spanien. Det er nu den spanske regerings ansvar at tage over, og få Spanien på ret køl igen.


Patrick Mtiliga i vigør for Malaga CF.

Professor Patrick

”Det er lidt underligt at være tilbage i Danmark. Men jeg er sikker på, at det er den rigtige beslutning. Og Mai er helt oppe i skyerne”, siger Patrick Mtiliga til La Danesa Nyheder.
Efter 12 år i udlandet – 10 i Holland og to i Spanien – har den tidligere Málaga CF-spiller skrevet en to-årig kontrakt med den danske superliga-klub FC Nordsjælland. Sidst, den 30-årige ihærdige back spillede i Danmark, var i 1998 i den københavnske Østerbro-klub B 93. Herefter blev det til ti år hos tre arbejdsgivere i Holland, Feyenoord, Excelsior og Breda, inden Málaga CF var klar til at tage imod Patrick i 2009. Her gik hans navn verden rundt gennem tv-billeder, hvor Real Madrid-stjernen Ronaldo med en spids albue brækker næsen på ham på Bernabeu stadion i Madrid.
Mai og Patrick og deres to børn, Alpha og Nelson, har nu etableret sig i Danmark efter de mange år i udlandet.
Lønnedgangen fra den spanske La Liga til den danske superliga er åbenlys, men med de mange år i udlandet omfattes Mtiliga skattemæssigt af den såkaldte forsker-ordning, som ellers hovedsagelig tæller udenlandske professorer, forskere og nøglemedarbejdere i firmaer i Danmark. Men også folk indenfor kultur, underholdning og sport er omfattet.
Beskatningen i denne ordning lyder på 26 % af bruttoindkomsten i tre år.
Tidligere fik danske spillere glæde af bestemmelsen, blot de havde spillet/arbejdet i fem år i udlandet.
Men ved årsskiftet ændredes reglen til ti år, så Patrick Mtiliga bliver fremadrettet en af de få, der får glæde af forskerordningen.
Om Patrick siger cheftræneren i FC Nordsjælland, Kasper Hjulmand:
”Han passer perfekt til vores måde at spille fodbold på. Vi har søgt efter at få noget erfaring og robusthed ind i truppen. Han vil gøre en stor forskel. For han har prøvet meget.
Patrick Mtiliga har tidligere til La Danesa udtalt, at han efter sin fodboldkarriere vil være spilleragent.


Javier García León bekymrer sig for turismen.

Modstand mod boringer efter gas langs Costa del Sol

Der er mange meninger om, hvorvidt der bør foretages prøveboringer efter gas og olie under havbunden ud for Costa del Sol.
Men ikke hos PSOE i Fuengirola, en af de byer, der ville blive mest berørt af udsigten til en boreplatform. Partileder og talsmand i byrådet, hvor PSOE er i mindretal, Javier García León, har således bedt om en høring i denne måned.
”I Fuengirola og langs hele Costa del Sol, ved vi, hvor vores rigdom kommer fra, vi har vores egen ’olie’, nemlig turismen. Derfor bør det være vores første prioritet,” siger Javier García León, som fortsætter: ”Uanset hvor mange prøveboringer man foretager, bliver det svært at finde noget af større værdi for Kysten, noget der skaber flere arbejdspladser. Derudover bør vi tænke på fiskerne, som lever af havet, samt på miljøet.”
Han og partiet mener altså, at ikke kun Fuengirola, men alle byer langs Costa del Sol, bør protestere mod prøveboringerne.
Også lokalregeringen, Junta de Andalucía, er imod boringerne, som det spanske miljøministerium har godkendt. Det er dog endnu ikke besluttet, hvornår de eventuelt skal finde sted.


Her ses filmstjernerne Melanie Griffith, Antonio Banderas og Eva Longoria flankeret af Starlite kommiteens grundlæggere, María Bravo og Sandra García-Sanjuán samt Alejandra Alemán fra organisationen Niños con Alegría.

Stjernespækket party

The Starlite Gala på Hotel Villa Padierna udenfor Marbella er en af sæsonens helt store fester, hvor filmstjerner og andre kendisser ‘mingler’ med byens spidser og andre, som gerne vil deltage i et velgørenhedsarrangement, der støtter forskellige vigtige sager, så som uddannelse, cancer og livskvalitet for børn, der lever under trange kår. I lørdags løb årets store begivenhed så af stablen – ca. 500 festrober blev luftet denne gang. Udover billetindtægterne (billetterne til den røde løber med efterfølgende middag kostede 800 – 1000 euros), var der forskellige lotterier og auktioner for at skaffe midler til organisationens projekter.


Der er også giftstoffer i det allerede farlige hvide pulver.

Dobbelt farligt at tage kokain

Bortset fra de kendte lidelser, så som psykiatriske sygdomme, spiseforstyrrelser og muligvis skader på hjerne og hjerte, er der nu yderligere risici forbundet med at tage kokain.
En undersøgelse foretaget af den spanske NGO Energy Control viser nemlig, at 91 procent af kokainen på markedet er tilsat andre stoffer, så narkoen ikke er ren, men dermed billigere. 23,2 procent indeholder ingen kokain overhovedet, kun fem procent er ren.
59 procent af det hvide pulver indeholder ligefrem levamisole, et middel der ellers blev brugt som et legalt medikament til at udrydde parasitter i tarmsystemet, indtil det for et årti siden blev taget af markedet grundet alvorlige bivirkninger. Nu bruges det kun som ormemiddel til kvæg og akvariefisk, noterer El País.
Levamisole menes bl.a. at ødelægge immunforsvaret, mens andre bivirkninger er svimmelhed, diare, opkastning, sår og infektioner. Man skulle dog også blive høj af det, og derfor kan mange brugere af kokain ikke skelne, om det, de tager, er den rene vare, eller om det også indeholder dette giftstof.


Årets etaper.

Vuelta a España – også i Andalusien

Cykelløbet Vuelta a España starter den 20. august. Rytterne skal denne gang køre 21 etaper på i alt omkring 3.000 km, før de den 11. september kommer i mål i Madrid.
Også i år cykles en del af Vueltaen i Andalusien. Denne gang køres der den 23. august fra Baza til Sierra Nevada, hvorfra der dagen efter fortsættes mod Jaén, mens turen den 25. august byder på strækningen fra Úbeda til Córdoba.
Den endelige deltagerliste er endnu ikke offentliggjort, men det står dog fast, at Alberto Contador ikke deltager. Man kan følge med på www.lavuelta.com.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.