Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Og så håber man at betale mindre moms.

Nu skal tyrefægtning være kultur

Nogle har kaldt det en sport. Andre et blodigt udtryk for det værste i menneskene.
Ikke Spaniens ministre – de har nemlig besluttet, at dyremishandlingen fremover skal kaldes en kunstform.
Derfor har man nu overført bemyndigelserne over tyrefægtning fra indenrigsministeriet til kulturministeriet. Beslutningen kommer efter et løfte i efteråret fra tidligere indenrigsminister og nu PSOE’s spidskandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba, til en gruppe tyrefægtere.
I en meddelelse fra regeringen lyder det: ”Eftersom tyrefægtning er anset som en kunstnerisk udfoldelse og et kulturelt produkt, ligger statens bemyndigelse angående dens støtte og beskyttelse bedst hos kulturministeriet.”
Ændringen anses dog som symbolsk, eftersom ministeriet kun bliver ansvarligt for enkelte administrative opgaver, da de 17 autonome regioner har egne love. F.eks. i Andalusien hvor man ønsker at erklære det en kulturarv, mens man i Catalonien har indført et forbud, der træder i kraft ved årsskiftet. Og så er ændringen selvfølgelig et politisk træk, som skal trække tyrefægteraficionados til venstre ved valget den 20. november.
Den mægtige tyrefægterindustri har budt ændringen velkommen. Håbet er, at det vil hjælpe promoveringen af det, der nu er en kunst, og at momsen i forbindelse med den blodige forretning bliver sat ned fra de nuværende 18 procent til otte procent, som er momsen på kunstneriske aktiviteter.




Børsen, La Bolsa, i Madrid.

Uro på børsen

Spaniens regering havde forventet, at nyheden om valg i utide ville berolige finansmarkedet. Det har ikke været tilfældet, tværtimod har der i månedens første dage været run på den spanske børs, som i løbet af to dage har set et tab på omkring fem procent.
Risikopræmien på spanske statsobligationer er i dag steget til 407 point, det højeste siden indførelsen af euroen, noterer ABC, der lægger ansvaret på den usikre situation i USA. Regeringen er også bekymret for rentestigningen på indlån, som nu ligger over fire procent.
EU insisterer dog fortsat på, at det ikke bliver nødvendigt at smide en redningsplanke ud til Spanien, Europas fjerde største økonomi, der fortsat bidrager til Grækenlands økonomiske nødhjælpspakke.
Situationen tvang i går statsministeren til at udsætte sin ferie – ”for at følge udviklingen på nært hold,” citerer El País en kilde i Moncloa – efter han netop havde diskuteret markedskrisen med kong Juan Carlos på Mallorca. Zapatero skulle efter planen have startet på ferien i går formiddag, men ankom først ud på eftermiddagen til Doñana i Huelva. Han forventes allerede i dag at rejse tilbage til Madrid, mens hans familie bliver her i Sydspanien til den 18. august.


Fuengirola bedst til at genbruge

Indbyggerne i Fuengirola er stadig de bedste blandt indbyggerne langs Costa del Sol til at sortere affald og lægge det i de rigtige container.
Ifølge La Opinión de Málaga blev der i årets første halvdel indsamlet 31 kilo genbrugsmaterialer per indbygger i kommunen. I alt er der tale om næsten 1.000 ton emballage (dåser m.v.) og 753 ton papir og karton, hvilket er hhv. 11 og 17 procent mere end samme periode sidste år. Derudover er over 500 ton glasflasker samlet ind, og det er nogenlunde det samme som de første seks måneder af 2010. Det forklares ved, at der generelt bruges færre flasker, da forbrugere i højere grad vælger produkter i anden emballage, f.eks. papvin.



Større beskæftigelse takket være turismen.

Flere beskæftiget i Marbella

I juli fandt 398 arbejdsløse i Marbella beskæftigelse, og det er femte måned i træk, at arbejdsløsheden falder i kommunen, skriver Diario Sur.
Marbella har i dag 13.463 arbejdsløse, og det er trods alt to procent flere end i august 2010, og mange af de nye arbejdspladser er indenfor turismen, altså er der i mange tilfælde tale om kortvarige ansættelsesforhold.
De sidste måneders fremgang i beskæftigelsen er dog den største, siden faldet startede i 2007, og derfor er der anledning til optimisme.


Siesta ifølge NASA

Ikke kun spanierne, men også forskere ved det amerikanske rumagentur, NASA, er af den overbevisning, at det er en rigtig god idé at tage en lur midt på dagen.
Nu er forskere jo forskere, så de har været nødt til at regne ud, hvor længe en sådan siesta bør være for at have den optimale virkning.
De er kommet frem til 26 minutter. Med en sådan middagslur mindsker man risikoen for hjertestop, man reducerer stress og blodtryk, mens man øger koncentrationsevnen. Den bedste tid, mener videnskabsfolkene, som kalder den anbefalede middagslur en ”kontrolleret siesta” er, ikke overraskende, efter man har spist frokost.



Castillo de Sancti Petri på øen, hvor Herkules’ tempel engang skulle have stået.

Castillo de Sancti Petri åbner igen

Efter to års restaureringsarbejde åbner Castillo Sancti Petri ved Chiclana i Cádiz nu igen for besøgende.
Man kan kun nå ud til borgen med båd, da den ligger på en lille ø i Atlanterhavet og derfor skal man med på en guidet tur, hvis man vil opleve borgen, eller leje en kajak, hvilket faktisk bliver muligt. Ifølge historien skulle Herkules’ tempel have ligget på denne ø. Borgen stammer dog fra begyndelsen af 1600-tallet.
Man ved endnu ikke, hvornår den første tur afgår, men det forventes at ske i slutningen af denne uge. Det bliver muligt at sejle derud fra både Sancti Petri (Chiclana) og San Fernando. Læs mere her.


Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa