Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Metrobyggeriet i Málaga

De to tunnelbanelinjer i Málaga forventes at blive prøvekørt i slutningen af i år. Allerede i november skal stationerne på Linje 2 testes, mens man regner med, at visse af Linje 1’s linjer er aktive inden årets udgang. En egentlig indvielse af hele Metroprojektet, som gerne skulle transportere 17 mio. passagerer det første år, er endnu ikke programsat.
Begge linjer skal sammenkæde de tætbefolkede boligkvarterer med byens centrum, og de kommer også til at skabe forbindelse til fx hospitalet, universitetet, rådhuset og Málagas sportsanlæg. Yderligere vil der være forbindelse til tog- og busstationer. Linjerne følger en Y-formet rute. Begge begynder i centrum og deler sig derefter ud.
Metroprojektet har også til formål at medvirke til et fald i byens CO2-udslip og energiforbrug. Endvidere forventer man færre trafikulykker samt at få en mere smidig trafikstrøm gennem byen. Kollektiv trafik betyder som bekendt færre biler på gaderne og dermed et mindre behov for parkeringspladser – altså vil man kunne benytte arealer, der ellers var tiltænkt parkering, til andre formål.
Som en ekstra gevinst mener man, at Metroprojektet giver bykernen et æstetisk løft – og på sigt være med at stimulere ejendomsmarkedet.
Línea 1 begynder på Estación de La Malagueta (Paseo de Reding nº 10) og slutter på Estación de Colegios Mayores (kommer til at ligge på den projekterede forlængelse af Bulevard Louis Pasteur). Det er denne linje, som kører til Hospital Clínico, universitetet og rådhuset. Man regner med 14 stationer fordelt på 9,8 kilometer. Fire af stationerne deles med Línea 2.
Línea 2 begynder også på Estación de La Malagueta og slutter ved sportshallen Palacio de Deportes Martín Carpena. Man planlægger hele 10 stationer, hvoraf fire deles med Línea 1, og de fordeles på 6,7 kilometer.

Mijas fjerner reklamer langs vejene

Den nye kommunalbestyrelse i Mijas har indset, at de store reklamer langs vejene for størstedelens vedkommende ser forfærdelige ud. De skænder ikke kun sceneriet, men er også til fare for trafikken.
Derfor har man besluttet, at alle vejreklamer, der ikke overholder en række regler om æstetik, skal fjernes. Allerede i går begyndte man at fjerne myndighedernes egne reklamer.
Byrådsmedlem med ansvar for offentlige veje, Carlos González, og for byplanlægning, Manuel Navarro, udtaler til Diario Sur, at indehaverne af de reklamer, der ikke har de korrekte tilladelser, de nærmeste dage vil modtage en henvendelse fra kommunen om enten at lovliggøre dem eller fjerne dem, hvilket skal ske i løbet af de næste to uger.
González fremhæver landevejen N-340 i La Cala og Calahonda samt Camino Viejo de Coín, som han mener, giver Mijas et ”dårligt image”.

210 mio. euro i agurkekompensation

EU godkendte i går landbrugskommissær Dacian Ciolos forslag om en kompensation på 210 millioner euro til de landmænd, som er mest berørt af sagen om agurkerne, der fejlagtigt blev gjort til syndebuk for udbredelsen af E. colibakterien.
Beløbet steg sidste uge fra 150 millioner euro, efter protester fra Spanien og andre lande. Alligevel vil kompensationen kun dække halvdelen af producenternes tab. Samtidig har Spanien, det mest berørte land, trukket det korte strå, da kompensationen ikke kun dækker agurker, men også en række andre grønsager, ligesom den fordeles i forhold til salgspriser i årene 2007 – 2010, hvilket var dårlige år i Spanien. Man regner derfor med, at kompensationen kun vil dække omkring halvdelen af tabene.
Spanien har sammen med bl.a. Frankrig indleveret en officiel klage, hvori man kræver en kompensation på 90 – 100 procent af tabene.


PP’s leder, Mariano Rajoy, er mindre populær end PSOE’s kandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba.

Nej til valg i utide

Ledere af det socialistiske regeringsparti har sagt nej til at udskrive valg i utide. Meddelelsen kommer efter forlydender om, at andre medlemmer af partiet havde foreslået at udskrive valg til november.
De mener, at det ville være til PSOE’s fordel, da partiets kandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba, i flere meningsmålinger scorer højere points end lederen af Partido Popular, Mariano Rajoy. “Jeg kan kun sige, at regeringens intention er at afholde valg som planlagt i foråret 2012,” siger partisekretær Marcelino Iglesias dog til El País. Også andre er imod, da man frygter, at en valgkampagne vil fjerne det tiltrængte fokus på økonomiske anliggender.


Mindst penge til uddannelse i Andalusien

De andalusiske kommuner er dem, der bruger mindst på skolerne.
Det er fagforeningen CCOO’s afdeling i Andalusien, som har foretaget undersøgelsen, der viser, at kommunerne her ikke engang bruger halvt så meget som landsgennemsnittet. Det er på 437,9 euro per elev pr. år, mens gennemsnittet i Andalusien er på kun 200,8 euro. I Catalonien er gennemsnittet 887,2 euro.
Loven dikterer, at kommunerne betaler for skolernes vedligeholdelse og sikkerhed, mens de regionale myndigheder bidrager til omkostninger i forbindelse med selve undervisningen. Også her ser det skidt ud i Andalusien, hvor man bruger mindst af alle regioner, nemlig godt 5.000 euro pr. elev, mens f.eks. Baskerlandet burger knapt 10.000 euro.

Flamingoer trives i Fuente de Piedra

Et regnfuldt forår har resulteret i en vandstand på over en meter i søen Fuente de Piedra nord for Antequera. Det er ideelle forhold for flamingoer, som igen i år har invaderet området. Søen har traditionelt været et yndet opholdssted for de langbenede, flotte fugle, hvilket tilskrives vandets høje saltindhold.
Der er i øjeblikket omkring 10.000 par, hvoraf over halvdelen allerede har fået unger, mens flere endnu ruger æg.
De lyserøde fugle findes også andre steder i Spanien, heriblandt i naturparken Doñana. La Danesa har tidligere besøgt Fuente de Piedra, og reportagen kan læses her.


Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa