Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Forsvarsminister Carme Chacón ønsker fortsat spansk engagement.

Spanien skal fortsætte i Libyen

Er det op til forsvarsminister Carme Chacón, skal Spanien deltage i NATO’s kamp mod det libyske diktatur, til opgaven er fuldført.
Også Chacón var med, da NATO-medlemslandenes forsvarsministre i går mødtes med bl.a. generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i Bruxelles, og hun vender tilbage til Madrid med en anmodning til regeringen om at fortsætte Spaniens involvering på ubestemt tid.
Planen er at fortsætte med de samme styrker som hidtil, hvilket vil sige fire jagerfly af typen F-18 og to optankningsfly, en ubåd, en fregat og et af søværnets overvågningsfly. I morgen skal ministerrådet træffe beslutningen, som muligvis forlænger den sidste, der havde et pålydende på 90 dage.
De første tre måneder har kostet den spanske stat 43 millioner euro.


Læs også artiklen “Frank Sinatra er tilbage…”

 

Små fisk til alle i Torremolinos

Det er Día del Pescaíto i Torremolinos. ”De små fisks dag” afholdes på La Carihuela, hvor der fra kl. 13 til 17 serveres gratis mellem 10 og 12 ton fisk til de tusinder af besøgende, som forventes at lægge vejen forbi. Der vil desuden være musik og anden underholdning langs strandpromenaden.


Hovedrengøring i Mijas

Det nye byråd i Mijas, som fra på lørdag og de næste fire år skal ledes af Ángel Nozal og Partido Popular, har ifølge Diario Sur byfornyelse øverst på agendaen. Det er i første omgang Mijas Pueblo, hvor man vil have foretaget en tiltrængt hovedrengøring samt fjerne elektriske kabler på husmurene, ligesom parkerne skal have en ansigtsløftning.
Målet er, at byen, der i tidligere tider vandt priser som Spaniens smukkeste hvide by, skal tiltrække flere besøgende og leve op til disses forventninger.


Àngela de la Rosa Tanco (fotograferet af Claes Bech-Poulsen) ved en vinsmagning i København.

PR-ansvarlig på det spanske handelskontor i København modtager spansk gastronomipris

Àngela de la Rosa Tanco, som er født i byen Jerez de los Caballeros i Extremadura, har boet i Danmark i næsten 40 år, og arbejder som PR-ansvarlig på det spanske handelskontor på Vesterbrogade i København. Den diskrete stillingsbetegnelse til trods, har hun modtaget den spanske gastronomipris ”Victor de la Serna”, som er én blandt 14 priser, som hvert år uddeles af Real Academia de Gastronomía, en interesseorganisation med målsætning om at udbrede kendskabet til spansk gastronomi. Prisen er opkaldt efter den berømte journalist Victor de la Serna (1896-1958), der af mange betragtes som en af de mest indflydelsesrige spanske vineksperter, og prisen uddeles til personer, som har ydet det bedste arbejde med promotionen af spanske vine. Ángelas særlige engagement inden for spanske vine har resulteret i, at hun i dag er et særdeles respekteret medlem af Dansk Sommelier Forening (DSF).
Ángela de la Rosa har i løbet af sine mange år i Danmark haft tilknytning til hundredvis af spanske eksportører, som hun, med sine utallige lokale kontakter i Danmark, sin store entusiasme og sine mange initiativer, har ydet en uvurderlig hjælp.
Blandt spanske vinproducenter, der har været i forbindelse med Danmark og dermed Ángela de la Rosa, hersker der stærk enighed om, at hun, som repræsentant for ICEX, det spanske institut for udenrigshandel, med sit enorme kendskab inden for sit felt, er den absolut bedste, der er.
Blandt andre modtagere af interesseorganisationens priser var Elena Arzak fra restauranten Arzak i San Sabastián og Pepe Rodríguez Rey fra restauranten El Bohío i byen Illescas, som delte prisen for bedste kok. Josep Roca modtog prisen for bedste sommelier.

Manglende uddannelse til de unge

På en liste over hvor mange af de 20 – 24-årige i EU-landene, der har færdiggjort en uddannelse, ligger Spanien på en 24. plads ud af de 27. Slovakiet, Tjekkiet og Polen er øverst på listen.
Danmark kommer ind som nummer 23, mens kun Portugal og Malta er dårligere end Spanien til at sørge for beskæftigelse til denne generation.


Esteponas nye borgmester, José María García Urbano.

Estepona forgældet

Esteponas nuværende byråd med den socialistiske borgmester David Valadez kommer til at efterlade en samlet gæld på 160 millioner euro, hvoraf 40 millioner er til staten og seguridad social, når Partido Popular på lørdag overtager bystyret.
Ifølge Diario Sur har kommunen dog i Valadez’ tre år på posten sparet 16 millioner euro, ligesom syv af kommunens 13 banklån er afbetalt. Kommunen skulle i den tid have ført en nøjsom husholdning i forhold til andre, og byrådsmedlem Carmen Ocaña har udtalt, at ”chancen for underskud er meget høj.” Hun forklarer videre, at kommunen de seneste år månedligt har betalt til 2,8 mio. til skattevæsnet og 1,5 mio. til Seguridad Social samt yderligere 200.000 euro til sidstnævnte for at afdrage en gæld, der går helt tilbage til 1995. Valadez udtaler desuden, at byrådet har betalt så meget af som overhovedet muligt, og at Estepona ifølge finansministeriet er den kommune i Andalusien, som har reduceret sin gæld fra tidligere byråd mest.
PP og den nye borgmester, José María García Urbano, bliver dog nødt til at genforhandle en ny afbetalingsordning med staten inden for den næste måneds tid.
De seks tilbageværende lån på omtrent 120 millioner løber til mellem 2013 og 2022, men allerede nu, skriver La Opinión de Málaga, står én af bankerne, Deutsche Bank, klar med et krav om udbetaling af 360.000 euro på et lån fra 2005 plus renter akkumuleret gennem de sidste seks år.


Landsholdstræneren har 39 sejre i bæltet.

Vicente del Bosque – alle tiders mest succesrige træner

Det spanske fodboldlandshold vandt som bekendt over Venezuela i tirsdagens kamp. Denne kamp får måske ikke mange ord i boldens historiebøger, men det gør derimod Vicente del Bosque, der med sejren på 3-0 nu er den træner, som har ledt holdet til flest sejre, nemlig 39.
I hans tid har La Roja kun tabt fire kampe og spillet en enkelt uafgjort.
Hans forgænger, Luis Aragonés, nåede 38 sejre, og det var ud af 10 flere kampe.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.