Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Ambassadør Lars Thuesen med anfører Javi Martinez og Casildo Caricol, repræsentant for det spanske fodboldforbund (RFEF).

Dansk ambassadør forærer grøn bold til det spanske U21-landshold

Fodboldspillere ved alt om, hvor vigtigt det er at spare på kræfterne og bruge energien fornuftigt på en bane. I Spanien er stjernerne dog gået et skridt videre. De senere år har en række fremtrædende landsholdsspillere deltaget i energisparekampagner, hvor de opfordrer folk til at spare på energien i hverdagen, fx ved at skrue ned for klimaanlæggene og slukke for lyset, når de forlader et rum.
For at vise sin taknemmelighed for landsholdenes ”grønne” indsats tog den danske ambassadør Lars Thuesen i går på besøg i Las Rozas nord for Madrid, hvor det spanske U21-landshold ligger i træningslejr forud for EM i Danmark. Under mødet med spillerne overrakte han en symbolsk gave i form af en grøn bold til anfører Javi Martinez.
”I har gjort et stort arbejde for at gøre den spanske befolkning bevidst om nødvendigheden af at spare på energien. Det simple budskab, at selv den mindste gestus kan have stor effekt i vores hverdag og for samfundet som et hele, lægger vi også stor vægt på i Danmark,” sagde Lars Thuesen.
Den fodboldglade ambassadør modtog til gengæld en spansk landsholdstrøje signeret af hele U21-truppen, der også tæller stjerner som David De Gea, Juan Mata, Bojan og Jeffren.


Lars Thuesen overrækker den grønne bold til Javi Martinez.

Lars Thuesen takkede ved at sige, at han glæder sig meget til endnu engang at se et spansk landshold spille sprudlende fodbold, og han ønskede spillerne held og lykke i turneringen i Danmark senere på måneden, dog med et lille forbehold:
”Der kan kun være én vinder, og som Danmarks ambassadør håber jeg selvfølgelig, at Danmark vinder. Men det ville være fantastisk, hvis vore to lande kunne mødes i finalen, så begge sikrer sig en plads ved OL i London til næste år.”


16 flyveledere for dommeren

Den ansvarlige dommer i sagen om flyveledernes ulovlige arbejdsnedlæggelse i forbindelse med den lange weekend i begyndelsen af december 2010 har indkaldt 16 flyveledere til afhøring. Blandt dem er Camilo Cela, den tidligere formand for flyveledernes fagforening USCA.
Arbejdsnedlæggelsen var ikke varslet. Størstedelen af landets flyveledere sygemeldte sig ganske enkelt grundet utilfredshed med deres arbejds- og lønforhold, som det stadig statsejede lufthavnsselskab ville reducere, da flere af dem tjente op mod en million euro om året.
Sagen er kommet for retten, efter en sammenslutning af de berørte passagerer har sagsøgt medarbejderne i landets kontroltårne. Foreløbig har omkring 8.000 passagerer hver krævet 10.000 euro i kompensation.
I maj blev den første af de implicerede flyveledere afskediget, mens to andre blev tvangsflyttet til andre lufthavne.


Boligpriser skal falde yderligere

Den spanske nationalbank informerer nu, at boligpriserne gennemsnitligt er faldet med 15,4 procent siden starten af 2008, men også at de i løbet af de næste par år bør falde endnu mere.
Det bør og vil ske, mener banken, i takt med at det alt for store udbud, bygget under boomet, tilpasses efterspørgslen.
Den ansvarlige for undersøgelsen, José Luis Malo de Molina, udtaler til El País, at man forudser et totalt fald på op til 30 procent, før priserne jævner ud i begyndelsen af 2013.


Og så faldt arbejdsløsheden

Antallet af arbejdsløse faldt fra april til maj med 79.701, meddeler arbejdsministeriet.
Det sker takket være starten på sommersæsonen, og de fleste nye jobs er indenfor ferie- og servicebranchen, men 20.922 af dem er i konstruktionsbranchen.
Der er registreret et fald i samtlige landets 17 regioner. Selvom det er det næststørste fald for denne periode siden 1997, er antallet af arbejdsløse stadig 4,18 millioner.
I Málaga-provinsen er antallet faldet med 5.607, det største månedlige fald i 15 år.


Forretningsdrivende trætte af demonstranter

De forretningsdrivende på og omkring pladserne, hvor demonstranter i forbindelse med aktionen Democracia Real Ya, også kaldet 15M efter den 15. maj, hvor demonstrationerne startede, er nu snart tre uger senere godt trætte af belejringen. De mener, at lejrene forstyrrer deres forretninger og skræmmer kunderne væk.
I Málaga protesterer forretningernes indehavere over demonstrationerne på Plaza de la Constitución. Formanden for byens hotelforening, Rafael Prado, siger til La Opinión de Málaga: ”Vi kan ikke længere tolerere tilstedeværelsen af disse personer på pladsen, hvor snavs og affald akkumuleres på grund af manglende rengøring.”
Samme modstand er der i Madrid, hvor Puerta del Sol også stadig ligner en lejrplads.



Castillo Sohail danner atter baggrund til sommerens musikfestival

Sommerens koncerter i Fuengirola

Raphael og Miguel Poveda er dette år på plakaten til musikfestivalen XVI Festival Ciudad de Fuengirola, der afholdes på Castillo Sohail.
Koncerterne afholdes hhv. den 1. og 8. juli, og entreer kan bookes allerede nu på www.malagaentradas.com.


IKEA sælger for UNICEF

IKEA i Málaga afholder en udstilling med borde dekoreret af kendte personer, heriblandt Antonio Miró, David Bisbal og Ferran Adrià.
Den 6. juni sættes bordene på auktion på eBay, hvorfra pengene vil gå til UNICEF’s arbejde med skoler i Afrika. Bordene kan ses frem til den 12. juni.


Midt i en agurketid

La Danesa Nyheder har talt med danske Hans Henrik Kampmann, som med sit hovedvirke i Spaniens vigtigste grøntsags-provins, Almería, er en slags professor i planter. Med andre ord er hans job at lave sorter, der giver sundere og bedre smagende frugter og grønt uden rester af sprøjtemidler og til en så lav pris som muligt. Altså en herboende dansk ekspert, der befinder sig midt i agurke-orkanens øje.
Vi spurgte ham om par kommentarer i den aktuelle sag, hvor Spanien i første omgang blev “sigtet” som smittekilden til E.coli-epedimien i Nordeuropa.

Hvad er din mening om smittekilden – hvad er det med størst sandsynlighed?
E. Coli-forurening ses bl.a. i drikkevand, brød, fersk kød, frugt og grønt. De fleste forureninger opdages aldrig, da coli-stammerne er ufarlige og mængderne små, men engang imellem går det helt galt som nu.
Risikoen for E.coli-forurening fra økologiske produkter er væsentlig større, fordi der bruges meget husdyrgødning i stedet for kunstgødning. Ofte ved økologiske forbrugere ikke, at “naturligheden” i økologi medfører denne øgede risiko for sygdom. Da sagen her startede og pilen pegede på to spanske, økologiske avlere, tænkte jeg på dette paradoks og frygtede, at det var årsagen. Selvom de er frikendte nu, er det stadig ikke godt, at der er colibakterier på deres produkter, som jo er til frisk konsum.

Hvorfor valgte Tyskland at brage ud med “sigtelser” mod Spanien uden at undersøge sagen til bunds?
Tyskerne var nødt til at reagere hurtigt for at stoppe epidemien og redde liv, og de fandt colibakterier på økologiske spanske agurker – selvom det senere viste sig at være en ufarlig stamme. Jeg tror ikke, de havde noget valg, men set i bakspejlet burde de ikke kun have skudt på Spanien som syndebuk, men advaret mod alle realistiske smittekilder samt indskærpe hygiejnereglerne, indtil de vidste mere om årsagerne.
Tyskerne var nødt til at reagere, men at skyde skylden på spanske, hollandske og danske agurker uden at nævne de tyske… Uden at kende detaljerne så det ud, som om der blev taget et uacceptabelt hensyn til kommercielle tyske interesser.

Hvordan reagerede du selv, da du første gang blev bekendt med sagen?
Jeg tænkte, at det lød helt usandsynligt, at det stammede fra agurker, men frygtede også, at der var begået en alvorlig fejl med økologisk husdyrgødning og med agurker, der var røget på jorden… Jeg holdt vejret hen over weekenden. Mandag kom der meldinger, der stillede alvorlige spørgsmålstegn ved agurketeorien, bl.a. den historie, som La Danesa bragte om maratonløberen, der var blevet syg, men ikke havde spist agurker. Og så virkede omfanget af epidemien alt for stort til, at det kunne forklares med et lille parti økologiske agurker.

Hvor stort opgøres tabet i Almería til at være/blive?
Man taler om beløb i størrelsesordenen 200 mio. euro. Eksporten af frugt og grønt er gået helt i stå, og vi er ellers midt i en stor periode med eksport af melon og vandmelon. Lastbilerne kommer fyldte tilbage fra Nordeuropa, og produkterne skal destrueres. Man skal selvfølgelig huske, at tabet ikke ligefrem bliver underdrevet i sådan en situation…
Langtidsvirkningerne kan dog få enorme konsekvenser.
Producenterne ved, at deres kunder vil benytte lejligheden til at presse priserne helt ned. Det vil tage lang tid at få rettet op på det hele igen.

Hvor og hvordan søges kompensation?
EU Kommissionen har meldt ud, at der skal tales kompensation, men avlerne er skeptiske. Hvis de får totalt 20 mio. euro, er det nok maksimum – det er holdningen. Jeg hører, at der skal forhandles i Bruxelles, men jeg kender endnu intet konkret beløb. Men at kompensationen ikke kommer til at stå mål med det reelle tab, det er helt sikkert.

Hvad gør man for at informere omverdenen om, at de spanske grønsager ikke var smittekilden og dermed ufarlige?
Almería er rimelig velorganiseret, så man er i fuld sving i samarbejde med myndighederne. Politikerne er meget aktive.
Lige nu er det helt afgørende, at tyskerne finder den rigtige smittekilde. Det vil være det klart mest effektive middel til at vaske anklagerne væk og rette opmærksomheden mod det reelle problem.
Hvis de ikke finder den, og sagen langsomt visner, vil det hænge ved længe og fortsat hedde f.eks. “agurk-sygen”, selvom det jo er uberettiget.
Læs mere om Hans Henrik Kampmann og hans spændende job i Almería her (LINK: http://www.ladanesa.com/component/content/article/41-profiler/2476-rejser-for-en-sundere-verden)


¿Qué pasa? – denne weekend


Alhaurín el Grande

Indtil 1. juli

Kunstneren José Maria Córdoba udstiller nye og tidligere værker på det nye bibliotek.

Estepona
4. juni

Stort Disney Show i Palacio de Congresos. Entré ved forudbestilling 13 euro, ved indgangen 15 euro.

Frigiliana
Indtil 11. juni

Galería Krabbe udstiller ‘Kvindebilleder’ af Klaus Albrectsen og Annemette Albrectsen. Se mere på www.galeriakrabbe.com.

Fuengirola
Indtil 4. juni

Under titlen Looking & Seeing – Travels in Spain udstiller den norske rejsefotograf Gert Opitz nogle af sine egne favoritter på restaurant Las Gemelas. C/Jacinto Benavente.
Indtil 6. juni

Europamesterskaber i strandhåndbold, European Beach Tour Finals, for både kvinder og mænd afholdes på stranden ved Castillo Sohail.
3. juni kl. 21.00
Jazzkoncert med The New Orleans Jump Band i Parque de España.

Málaga
4. juni

Costapop 2011 er navnet på en festival med spanske og udenlandske musikere, heriblandt Pignoise, El Pescao, The Monomies, Soraya og Pol 3.14, som afholdes i Auditorio Municipal Cortijo de Torres. Entré fra 12 euro på www.malagaentradas.com.

Marbella
Indtil 20. juli

Værker af Joan Miró (Serie Mallorca) udstilles i Museo del Grabado Español Contemporáneo i den gamle bydel.
Indtil 5. juni

Marbella Luxury Weekend byder på modeshows samt forskellige andre events og oplevelser i Puerto Banús.
3. – 5. juni

International messe omkring fitness afholdes i kongrescentret. Tlf.: 651 470 023.
5. juni kl. 10.00-15.00
Marked med kunst og kunsthåndværk afholdes på Plaza de los Naranjos og Plaza de la Victoria i den gamle by.

Mijas
3. juni kl. 21.00

Guitarist Paco Doblas og fløjtenist José Antonio Fernández giver koncert med bl.a. stykker af kendte, latinamerikanske navne som Piazzola, Barrios og Villa Lobos. Koncerten afholdes på Las Lagunas Teater og entréen er 6 euro, tlf. 952 472 596.
4. juni kl. 21.00
Som en del af Mijas Dansefestival præsenterer teatret Rea Danza ”Broken Tango 2.0” på Teatro Las Lagunas på Camino del Albero 16. For entré til 19 euro ring 952 472 596.

Nerja
3. juni kl. 21.00

To lokale kor, Coro del Bolnas og Coral Alminares de Nerja, synger i kulturhuset Centro Cultural Villa de Nerja. Gratis entré. For mere information se www.nerja.org/villadenerja.

 

Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa