Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


De farlige agurker skulle komme fra Málaga og Almería.

Spanske agurker skyld i dødelig tarmsygdom

De bakterier, der forårsager den farlige tarmsygdom, som har ramt både tyskere, svenskere, briter og hollændere samt syv danskere, stammer tilsyneladende fra spanske agurker.
Ifølge El País udpegede tyske sundhedsmyndigheder i går agurkerne, importeret fra Spanien, som én af flere smittebærere af den E. colibakterie (Escherichia coli), der har forårsaget sygdommen, kaldet VTEC. Senere er det desuden kommet frem, at agurkerne stammer fra Andalusien, nærmere betegnet Málaga og Almería, og at der er tale om økologiske agurker.
El Mundo skriver endvidere, at distributørerne af de økologiske agurker skulle have bevis på, at agurkerne ved ankomst til et fødevaremarked i Hamborg skulle være faldet ud af kasserne, landet på gulvet, hvormed smitten kan stamme derfra.
De spanske myndigheder insisterer nu på, at sagen undersøges til bunds. Teknikere fra de andalusiske sundhedsmyndigheder har analyseret distributørernes lokaler, men endnu ikke fundet spor fra bakterien. E. colibakterien kommer normalt fra kød.
De spanske myndigheder har ikke advaret forbrugere mod at spise agurkerne, mens sundhedseksperter anbefaler, at man sørger for at vaske sine grønsager godt og påminder om, at bakterier dræbes, når maden koges eller steges igennem.
Omkring 600 mennesker er foreløbig blevet smittet af bakterien i Tyskland, hvoraf tre er døde, mens omkring 100 andre er ramt i Sverige, Storbritannien, Holland og altså også enkelte danskere. Tre fjerdedele af de smittede er kvinder, der tilsyneladende er mere modtagelige for bakterien. Foreløbig er der ingen kendte tilfælde i Spanien.
Det er kun i Tyskland, at man har fundet bakterien i de spanske agurker.


Ibiza brænder

Ibiza er ramt af den største skovbrand nogensinde. Værst står det til omkring Morna og Sant Vicent på den nordøstlige del af øen.
Ca. 2.000 hektar skov- og naturområder er foreløbig brændt, men ilden fortsætter. Omkring 200 personer er flygtede fra deres hjem, mens over 300 brandfolk, inklusiv redningsstyrker fra forsvaret, forsøger at få flammerne under kontrol. ”Men,” citerer El País forsvarsminister Carme Chacón, ”det ser skidt ud.”
Branden startede i onsdags og menes at skyldes en biavler, som tændte ild for at skabe røg. I hvert fald har politiet anholdt den 50-årige mand med initialerne M.C.C.



Den fremtidige, nærmest cirkelrunde La Bajadilla.

Så flot bliver den

Den ansvarlige arkitekt for Marbellas nye lystbådehavn, som sheik Abdullah Ben Nasser Al-Thani vil bygge, hvor den nuværende La Bajadilla ligger, bliver José Seguí. Hans tegninger er netop blevet offentliggjort, og det er ikke helt uden grund, at marinaen allerede kaldes ’den anden Puerto Banús’.
Under præsentationen, som fandt sted i samarbejde med Marbellas kommune, var sheiken ikke selv til stede, men hans højrehånd sagde, at sheikens selskab Nasir Bin Abdullah & Sons SL kun vil ansætte spanske medarbejdere og kontrahere lokale firmaer til konstruktionen af havnen. Det forventes at beskæftige omkring 500 personer.

Vi gentager en række fakta omkring den nye La Bajadilla:
220.000 m2.
1.220 bådpladser.
Moler til de største krydstogtsskibe.
Den qatarske sheik investerer 400 millioner euro.
Lystbådehavnen forventes at være færdig i 2015.
Der ansøges nu om tilladelse til opførelse af et luksushotel med godt 200 værelser.



Det var helikoptere som denne, en Bell 212, som spaniere ville sælge til de iranske og venezuelanske regimer.

Anholdt: Ville sælge våben til Iran og Venezuela for 100 mio. euro

Det spanske politi har anholdt fem spaniere og tre iranere, som var i færd med at sælge ni helikoptere af typen Bell 212 og andet krigsmateriel til Iran og Venezuela til en samlet værdi af omkring 100 millioner euro.
Nogle anholdelser fandt sted i Madrid, andre i Barcelona, hvortil de iranske mænd var rejst for at afslutte handlen.
Bell 212 er amerikansk fremstillede helikoptere beregnet til transport af tropper og krigsmateriel og kan kun forhandles med de spanske og europæiske myndigheders godkendelse, hvilket de anholdte altså havde ignoreret.


Dansk dommer advarer mod snyd under Champions-finalen

Både dr.dk og jp.dk skriver fra morgenstunden, at den danske fodbolddommer Claus Bo Larsen har udtalt, at kampens dommer, ungarske Viktor Kassai, skal holde specielt godt øje med FC Barcelona-spillerne, når de i morgen møder Manchester United i Champions League-finalen.
Larsen mener, at Barcelona-spillerne vil lade sig falde, hvilket dommeren påstår at have observeret i semifinalen.
”Nu får vi en helt anden kamp at se, hvor de møder et hold fra England, som er vant til at bruge kroppen. De bliver pissesure, hvis Barcelona-spillerne bare smider sig hele tiden,” siger Claus Bo Larsen bl.a. til DR.
Om han har ret, kan man se i morgen fra kl. 20.45, hvor der er fulde huse på Wembley. Læs mere om finalen på uefa.com. Kampen vises på La1 og rtve.es.


Kongefamilien i Málaga

Kong Juan Carlos, dronning Sofia samt kronprinsparret Felipe og Letizia besøger i weekenden Málaga, der i år er værtsby for det store arrangement til ære for det spanske forsvar, kaldet Día de las Fuerzas Armadas.
Fra i dag og til søndag er der forskellige aktiviteter, som parader, koncerter og udstillinger. Det hele kulminerer på søndag, hvor kongefamilien vil være til stede ved paraden, der starter kl. 12.00 på Plaza General Torrijos.
Hele programmet ses her

 


¿Qué pasa?
– denne weekend


Alhaurín el Grande
Indtil 1. juli

Kunstneren José Maria Córdoba udstiller nye og tidligere værker på det nye bibliotek.

Benalmádena
Tivoli World
Tivoliet i Arroyo de la Miel er åbent i weekender kl. 12.00 – 21.00, onsdag, torsdag og fredag kl. 11.00 – 19.00. Lukket mandage og tirsdage.

Estepona
Hver lørdag kl. 19.00-24.00
Kunstmarkedet Mercado de Arte de Estepona (MAE) med værker af lokale kunstnere afholdes i havnen.

Frigiliana
Indtil 11. juni

Galería Krabbe udstiller ‘Kvindebilleder’ af Klaus Albrectsen og Annemette Albrectsen.
Se mere på www.galeriakrabbe.com.

Fuengirola
Indtil 4. juni

Under titlen Looking & Seeing – Travels in Spain udstiller den norske rejsefotograf Gert Opitz nogle af sine egne favoritter på restaurant Las Gemelas, C/Jacinto Benavente.
28. maj kl. 20.00, 29. kl. 19.00
An Evening with Oscar Wilde på Salon Varietes. Tlf. 952 474 542. www.salonvarietestheatre.com.

Mijas
27. – 29. maj

Væddeløb med spanske heste på Hipódromo de la Costa del Sol. Der er desuden forskellige former for underholdning. Gratis entré.
Læs mere her
29. maj
Romería afholdes i Parque El Esparragal i Las Lagunas.

Marbella
29. maj kl. 10.00-15.00
Marked med kunst og kunsthåndværk afholdes på Plaza de los Naranjos og Plaza de la Victoria i den gamle by.

Málaga
Indtil 1. juni

En udstilling af 25 af Picassos keramiske kreationer (La Colección Serra) kan ses i Casa Natal Picasso, hans fødehjem på Plaza de la Merced. Åbent alle dage kl. 09.30 – 20.00. www.fundacionpicasso.es


Læs flere nyheder her…

 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.