Beckham-loven

For at tiltrække højtuddannede udlændinge til Spanien, blev det besluttet af de spanske myndigheder at lave gunstige skatteregler for denne gruppe af midlertidige tilflyttere.
Lov 35/2006 af 28. november giver denne gruppe af udenlandske tilflyttere mulighed for skattemæssigt at blive anset som ikke-residenter og benytte en langt lavere beskatning, end residenter med samme indtægt, normalt vil blive beskattet med.
Denne lovgivning bliver i høj grad benyttet af internationale fodboldspillere, og da initiativet til denne lovændring faldt sammen med fodboldspilleren Beckhams ankomst til Real Madrid, blev den hurtigt opkaldt efter fodboldspilleren.
Beckham-loven giver mulighed for at arbejde og opholde sig i Spanien i mere end 183 dage og stadig, skattemæssigt, blive anset som værende ikke-resident. Det betyder en fast beskatning af skatteyderens lønindtægter på 24 procent, og ikke en progressiv skala, som andre residenter bliver beskattet efter. For at kunne benytte sig af denne ordning, er der dog visse betingelser, skatteyderen bør kunne opfylde.
Loven er beregnet til personer, der ikke allerede er residenter, men som pga. ansættelse flytter midlertidigt til landet (ordningen kan maks. benyttes i fraflytningsåret samt de fem efterfølgende skatteår).

Betingelserne, som skatteyderen bør opfylde, er følgende:
1) personen må ikke have været resident i Spanien i de seneste 10 år inden flytningen til landet.
2) at flytningen foretages som konsekvens af et ansættelsesforhold (enten ansættelse af spansk arbejdsgiver eller udstationering). Skatteyderen må ej heller have indtægter fra et fast driftssted beliggende i Spanien.
3) at arbejdet reelt udføres i Spanien (max. 15 procent af skatteyderens andre indtægter må stamme fra andre lande eller 30 procent, hvis der er tale om indtægter fra virksomheder i samme koncern).
4) at arbejdet udføres for en spansk virksomhed eller en udenlandsk virksomhed med et fast driftssted i Spanien.
5) at indtægten ikke er fritaget for beskatning ifølge IRNR (spansk lovgivning for ikke-residenter).
6) indtægten må ikke overstige 600.000 euro årligt. I så fald bliver skatteyderen beskattet som værende resident (progressiv skala op til 43 procent). (Denne sidste betingelse gælder for arbejdstagere med tilflytning/tilmelding af denne ordning efter d. 1. januar 2010)

Kort sagt betyder det, at arbejdstageren ikke må have været resident i Spanien i de sidste 10 år, at arbejdstageren kommer hertil som konsekvens af et ansættelsesforhold (ikke gældende for selvstændige erhvervsdrivende), hvor lønnen fra Spanien er max. 600.000 euro om året, samt at arbejdstageren reelt udfører arbejdet i Spanien. Beskatningen vil kun berøre skatteyderens indtægter i Spanien. De spanske myndigheder vil som udgangspunkt ikke beskatte indtægter fra andre lande.

Inden flytningen
Inden starten af ansættelsesforholdet, bør man meddele de spanske skattemyndigheder om, at skatteyderen ønsker at benytte denne ordning.
Virksomheden, der ansætter den udenlandske medarbejder, er forpligtet til at tilbageholde 24 procent af medarbejderens løn og indbetale denne tilbageholdte skat til de spanske skattemyndigheder.
Efterfølgende bør skatteyderen ligeledes præsentere en årlig skattemodel, med samme indleveringsfrist som residenter i Spanien (maj og juni måned året efter ansættelsesforholdets start).
Det er vigtigt, at tilflytteren forinden afklarer sine skatteforhold med fraflytningslandet. Hvorledes forholder fraflytningslandet sig til denne specielle ordning? Hvis fraflytningslandet ifølge dets interne regler kan forbeholde sig ret til at beskatte differencen mellem ikke-resident skatten i Spanien og dets egen skattesats, er det ikke altid i skatteyderens interesse at benytte denne ordning. I så fald bør man sammenligne de to landes skattesystemer og vælge den løsning, der er mest favorabel skattemæssigt. Enten at blive beskattet som ikke-resident i Spanien og betale differencen til fraflytningslandet. Eller vælge at blive resident i Spanien på normal vis og blive beskattet som andre fastboende.