Komplekse sager - skilsmisse i Spanien

Søren og hans spanske kæreste mødes i Danmark for 17 år siden til en fest. De forelsker sig, flytter sammen og får et barn i 1997. Efter en årrække i Danmark beslutter de sig for at flytte til Spanien, hvor Sørens kæreste har sin familie. De køber fælles bolig og starter et firma op, men forholdet skranter, og efter mange overvejelser går de fra hinanden i foråret 2010. Bruddet får dog langt større konsekvenser, end Søren kunne have forestillet sig.

Nyt land – ny lov
“Det har været en hård periode”, indrømmer Søren, og tilføjer, at han først nu er ved at komme ovenpå efter skilsmissen. Selvom parret ikke var gift, tæller de mange år som samboende ifølge spansk lovgivning, som om det drejede sig om en skilsmisse. “Måske har jeg været for naiv, for jeg gik ud fra, at det fungerede nogenlunde som i Danmark, når et par går fra hinanden. Det er jeg dog blevet en del klogere på.” Eftersom parrets barn blev født i Danmark og er dansk statsborger, regnede Søren med, at den aftale om fælles forældremyndighed, der dengang blev underskrevet gennem statsamtet, også var gyldig i Spanien. Han troede også, at de ville dele boligen ligeligt, enten ved at hans ekskæreste købte ham ud, eller via et salg, så begge parter kunne få deres penge og starte på en frisk. Og endelig var han sikker på, at de møbler og andre ejendele, som han og ekskæresten havde købt igennem årene, ville blive fordelt mellem dem. Men sådan blev det ikke.

Boligen følger barnet
I tiden op til bruddet, havde Søren rådført sig med en spansk advokat, for at høre, hvilke rettigheder, han havde. Han fik at vide, at han ikke skulle regne med at få fælles forældremyndighed, da det kræver, at begge parter er enige. Og skulle han alligevel kræve en retssag, ville hans chancer være næsten lig nul. Han blev derfor enig med sin ekskone om at indgå en aftale, som ikke krævede en lang og dyr retssag. “Der var ingen af os, der havde økonomi til dyre advokatregninger, så derfor blev løsningen en privat aftale. Vi ville også skåne vores barn mest muligt”, begrunder Søren den beslutning.
Sørens eks-kæreste får derfor fuld forældremyndighed over barnet og Søren må nøjes med at se det hver anden weekend og lidt til. Og da barnet skal bo hos moderen, siger loven, at boligen også tilfalder hende – indtil barnet flytter hjemmefra. Loven er meget beskyttende overfor mindreårige børn, hvorfor det er almindelig skik, at møbler og ejendele, som hører boligen til, forbliver i hjemmet. På den måde forsøger man at gøre skilsmissen så skånsom som muligt for barnet. Dette resulterer i, at Søren må flytte ud uden at tage andet med sig end sit tøj. “Vi havde lukket vores firma ned nogle år forinden, og jeg ventede på at få tilkendt en erstatning for en trafikulykke, jeg var indblandet i, da vi boede i Danmark, så jeg havde ingen indtægt. Jeg har måttet låne penge af min familie for overhovedet at kunne få hverdagen til at fungere. Jeg skulle jo betale 200 euro i børnepenge til min datter hver måned, uanset om jeg havde indtægt eller ej. Det er faktisk et højere beløb, end man betaler i Danmark, og efter at jeg er begyndt at modtage førtidspension, er beløbet steget til 300 euro hver måned. Det er dog ikke så meget dét, der har overrasket mig; dét der virkelig er kommet bag på mig er, at jeg fortsat skal betale halvdelen hver måned af hypotekslånet til vores fælles bolig, selvom jeg ikke har ret til at bo der. Jeg synes ikke, det er fair, for på den her måde har jeg ingen chancer for at komme videre og købe mig en ny bolig. Der er ingen banker, der vil give mig et lån, når jeg i forvejen har ét. Og jeg har hørt, at min ekskæreste får tildelt boligen, når vores barn flytter hjemmefra, fordi hun har boet i den i så mange år.

Forsøger at se fremad
Søren bor i dag i en lille toværelses lejelejlighed i nærheden af sit barn, hvilket gør det nemt at se datteren ofte, men besværligt at have hende boende, da han må flytte ind i stuen, mens barnet er tvunget til at bo i en kuffert, fordi det ikke har sit eget værelse. “Jeg ville gerne have haft råd til at købe eller leje noget større. Jeg synes, vi skulle have haft fælles forældremyndighed, for jeg modtager i dag førtidspension, og er dermed sikret økonomisk. Derudover har jeg tid til at tage mig af vores barn”, siger han. Sørens ekskæreste har ikke fundet job endnu, men når hun gør det, vil hun skulle arbejde og være mere væk fra hjemmet, end han er. Med tiden har Søren dog accepteret forholdene, og prøver at se fremad. “Det vigtigste er, at vores barn trives, og at min ekskæreste og jeg stadig kan tale sammen om de ting, der vedrører det”.

Mere fokus på emnet
Sørens råd til andre par, der står foran en skilsmisse i Spanien, er at rådføre sig grundigt inden, de skriver under på noget. “Jeg fik at vide, at mine rettigheder var begrænsede som far, og derfor gik jeg med til den aftale, vi har indgået, men måske kunne jeg have sikret mig bedre? Derudover skal man overveje, hvad der kan ske, hvis man eventuelt ender med at gå fra hinanden, og det skal man gøre, mens alt endnu går godt. Grunden til at jeg står frem med min historie er hverken hævn eller bagtalelse, men slet og ret fordi jeg synes, at emnet tåler mere fokus blandt skandinaver, end det har fået hidtil. Jeg tror, der er mange, som ikke er klar over, hvordan lovgivningen i Spanien fungerer i skilsmisser, hvor børn er indblandet.”

Søren er et opdigtet navn. Han har ønsket at optræde anonymt af hensyn til sit barn og sin ekskæreste. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet.

Hvad siger advokaten?
Vi har stillet Sørens advokat Carlos Derqui Garcia fra advokatkontoret Lex Iuris nogle spørgsmål om sagen:

Hvordan fordeles forældremyndigheden som regel ved skilsmisser i Spanien?
Ved skilsmisser, hvor mindreårige børn er indblandet, tager man altid udgangspunkt i barnets tarv. Man forsøger at beskytte barnet og sørge for, at det så vidt muligt kan blive boende i det hus, som det boede i inden skilsmissen. Kort sagt kan man sige, at den fælles bolig går til den forælder, som skal have barnet boende. I Spanien er det stadig således, at mindreårige i mindst 95% af tilfældene bliver hos moderen. Vi har først de seneste par år set eksempler på sager, hvor faderen har fået forældremyndigheden, selvom moderen har været imod, så måske er det ved at ændre sig. Er der tale om, at moderen er alkoholiker, psykisk syg eller stofmisbruger, er sagen selvfølgelig en helt anden.
Selvom man de senere år har gjort det nemmere at dele forældremyndigheden mellem forældrene rent juridisk, er det ikke særlig ofte, at det sker. Det kræver, at begge forældre er enige i den beslutning, og at de er indstillet på at have barnet hos sig i eksempelvis en uge ad gangen. Min erfaring er, at de fælles forældremyndigheder ofte ikke fungerer i praksis, fordi mor og far modarbejder hinanden og ikke overholder deres aftaler.

Har barnet ikke nogen indflydelse på, hvor det skal bo?
Hvis barnet er over 12 år, vælger man ofte at spørge barnet, hvem det gerne vil være hos. Og er det fyldt 14, tæller barnets mening tungt i afgørelsen. Jeg skal dog understrege, at man gør meget ud af at spørge ind til, hvorfor barnet vælger enten mor eller far. Det gør man for at sikre sig, at det ikke bliver et spørgsmål om, hvor det eksempelvis kan få mest frihed, slik og slippe for at lave lektier.

Hvorfor har man ikke spurgt barnet i denne sag?
Da forældrene har valgt at indgå en aftale, har det ikke været nødvendigt. Hvis den ene part havde krævet en retssag, ville man have spurgt barnet.

Hvilke pligter og rettigheder har faderen ved en skilsmisse, hvor moderen får forældremyndigheden?
Faderen har typisk ret til samkvem med barnet hver anden weekend samt nogle timer i hverdagen. Han skal betale børnepenge til moderen hver måned, beløbet afhænger af hans indtægt. Hvis han ikke har nogen fast indtægt, sættes et minimumsbeløb på omkring 180 euro om måneden. Ofte er det svært at afgøre, hvor stort et beløb han skal betale ud fra indtægten, da mange officielt har lave indtægter og tjener sorte penge ved siden af. Det forsøger man at tage højde for, selvom det kan være vanskeligt. Udover børnepenge skal faderen betale et tilskud til den bolig, hvor barnet bor, hvis moderen ikke er i stand til at betale hele huslejen. I denne konkrete sag ejer begge parter boligen i fællesskab og da moderen ikke har tilstrækkelig indtægt, skal faderen betale halvdelen af hypotekslånet, indtil barnet flytter hjemmefra.

Har kvinden også typisk ret til hustrubidrag?
Tidligere var det sådan, at hjemmegående kvinder kunne få hustrubidrag fra manden på livstid, men den praksis er man ved at gå væk fra. Der kan i visse tilfælde være tale om en overgangsperiode på 1-2 år, men man anser det i dag for rimeligt, at arbejdsdygtige kvinder forsørger sig selv.

Er det rigtigt, at faderen ingen rettigheder har i forhold til den bolig, han ejer halvdelen af?
Nej, sådan hænger det ikke sammen. Når barnet er flyttet hjemmefra, typisk når det er i 20erne, kan han tvinge sin ekskone til enten at købe hans part af boligen eller at sælge boligen, så han kan få sin andel. Den sum, han allerede har betalt af på lånet, vil blive modregnet. Hvis moderen ikke længere har økonomi til at betale sin andel af lånet, kan faderen også i det tilfælde tvinge moderen til at sælge sin part eller sætte boligen til salg.

Kunne Søren have gjort noget for at sikre sig bedre?
Nej, for selvom han eksempelvis havde særeje på boligen, ville den og dens indbo alligevel følge barnet. Alle andre ejendele, som ikke vedrører barnet, ville han i tilfælde af særeje naturligvis få tildelt. Jeg vil dog understrege, at hvis Sørens økonomiske situation er ændret, siden aftalen blev indgået, kan han altid kræve en retssag for at få del i forældremyndigheden, hvis det er dét han ønsker. I så fald vil man spørge barnet, om det vil bo både hos mor og far, og hvis det er tilfældet, er der chancer for, at aftalen bliver lavet om. Det ændrer dog ikke på, at han stadig skal betale af på sit hypotekslån.

Det lyder, som om det kan blive en dyr affære for faderen at blive skilt?
Ja, sådan kan man godt se det. Siden krisen indtraf i Spanien har vi da også set et markant fald i antallet af skilsmisser og separationer, og det skyldes højst sandsynligt, at det er dyrt at blive skilt.

Hvis det drejede sig om en dansk kvinde og en spansk mand (med børn), ville hendes rettigheder være de samme som en spansk kvindes?
Ja, for bor barnet i Spanien, er det typisk den spanske lovgivning, der gælder.

Hvis der var tale om et dansk ægtepar med børn, alle residenter i Spanien, ville man da følge dansk eller spansk lov?
Det kommer an på, hvor parret er blevet gift, og om de ønsker, at den danske lovgivning skal gælde, men igen, er børnene vokset op i Spanien, er det spansk lov, der er gældende, for dét der vedrører dem. Jeg tror faktisk ikke, der er den store forskel på lovgivningen i EU-landene, for man bestræber sig altid på at beskytte barnet.

Hvis Sørens ekskæreste flytter sammen med nogen eller gifter sig, skal Søren da stadig betale til den fælles bolig?
Ja, hvis de vælger at flytte sammen i moderens og barnets bolig. Hvis den nye mand har en anden og bedre bolig tæt på barnets skole, kan faderen i nogle tilfælde anmode om, at sælge den fælles bolig med den begrundelse, at hans ekskone og hendes nye mand kan flytte.