Når mænd hader kvinder – et besøg på to centre for voldsofre i Malaga

Når mænd hader kvinder – et besøg på to centre for voldsofre i Malaga

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Jeg ser nyheden om den 32-årige kvinde fra Tenerife, der er blevet tæsket ihjel af sin kæreste, så snart jeg tænder for spansk tv. Hun er kvinde nummer 65, der i år er blevet dræbt af sin partner eller eks-partner. Allerede nu (november 2010), er dødstallet oppe på 16 flere ofre end sidste år og alle er enige om, at jalousidrab er et af de alvorligste sociale problemer i Spanien. Men hvorfor? Hvem er de kvinder, som lever med volden hver dag? Og hvordan er deres muligheder for at få hjælp?
Jeg har fået adressen over telefonen af Alberto Arnaldo, som er direktør for de i alt 17 kvindecentre (8 akutcentre og 9 kvindehjem), der findes i Andalusien. Da jeg endelig finder gaden og husnummeret, et sted lidt uden for Malaga centrum, ligner det ethvert andet boligkompleks i området. Jeg spørger forsigtigt en ung mand, der er ved at låse sig ud, om det er her ”el centro de emergencias”, akutcentret, ligger. – For kvinder?, hvisker han spørgende og låser op for mig. – Første lejlighed til højre, peger han og ser medfølende på mig – tydeligvis i den overbevisning, at jeg er kommet for at få hjælp.

Jeg når lige at banke på døren, så lukker to smilende og imødekommende kvinder mig ind. – Vi havde set dig på kameraet, siger de; socialrådgiver Toñi Aguilar og advokat Ana Maria García, der fungerer som daglig leder for de to centre i Málaga. – Om lidt kommer Alberto, men vi kan vise dig rundt imens. Akutcentret har 10 værelser, fælles stue, køkken, spisesal, vaskerum, legeværelse og diverse kontorer og lagerrum. Værelserne er spartansk indrettede med senge, skabsplads og nyrenoverede badeværelser. På personalets områder hænger små tv-skærme, der overvåger udendørsarealerne, så uvelkomne gæster kan spottes i tide. En ung kvinde sidder og mader sit barn i fællesområdet, mens hendes to andre børn i fire-fem års alderen render rundt i nattøj. Inde i legerummet er yderligere to små børn i gang med at hive legetøj ud fra reolerne. Den ene viser mig stolt sine nye smækbukser, som han lige har fået af personalet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget de børn allerede har set og oplevet, og da Alberto kommer, er det noget af de

t første jeg spørger mine tre eksperter om. – Næsten alle kvinder kommer herind med børn, forklarer Ana. Det er meget forskelligt, hvordan de små reagerer. Nogle er aggressive, andre er unaturligt stille, nogle græder over ingenting og nogle er meget opmærksomhedskrævende. Der er en psykolog tilknyttet centrene, og hun taler både med kvinderne og børnene, hvis der er behov for det.

Uden anmeldelse ingen hjælp
Samtlige akutcentre og kvindehjem i Andalusien ligger i provinsernes hovedstæder. Akutcentret er det sted politiet og de sociale myndigheder henviser til, når en kvinde henvender sig og føler sig truet. Der er ingen regler for, hvor længe man kan blive på centret, men 10 – 15 dage er almindeligt. Kvinderne sendes altid til et kvindehjem i en anden provins end den, de kommer fra. På den måde har de lettere ved at gå ud på gaden og i det hele taget starte et nyt liv uden frygt for hele tiden at støde ind i deres tidligere partner. For at komme videre på kvindehjem og i øvrigt være berettiget til at modtage sociale ydelser, er det et krav, at kvinden anmelder sin mand. Vælger hun ikke at anmelde ham, må personalet finde alternative muligheder for at hun evt. kan bo hos familie eller venner. – Men det er klart, at vi gør alt hvad vi kan, for at få hende til at anmelde, understreger Toñi. Lige nu er der fem kvinder på akutcentret, og kun én af dem har endnu ikke anmeldt sin mand. Han er sigøjner, og hun frygter de repressalier, der kan komme fra hans familie, forklarer hun. – Det må vi respektere, og så ellers informere hende om de konsekvenser, der er ved ikke at gå videre med sagen. Ana tilføjer, at selvom kvinden går til politiet, er det ofte kun en konkret episode, hun vælger at anmelde, og derfor står straffen ofte slet ikke mål med den årelange psykiske og fysiske terror, som mange kvinder har levet med. Hvis der er børn i forholdet, ønsker kvinden typisk ikke at skade børnenes far mere end højst nødvendigt. Sådan er de fleste af voldsofrenes tankegang.

Voldsramte findes i alle samfundslag
Det er en udbredt opfattelse, at kvinder udsat for partnervold, er fra samfundets laveste sociale klasse. Men er det rigtigt? – Kvinder udsat for vold findes i alle samfundslag, forklarer Ana. – Vi kender til kvindelige advokater, universitetslærere og sågar dommere, som har levet med partnervold, men disse kvinder har ofte andre ressourcer at trække på, og kan løse problemerne uden vores indblanding. Derimod er det rigtigt nok, at størstedelen af de kvinder, der kommer her, er fra en lavere social klasse. De har ingen andre steder at gå hen, er ofte afhængige af mandens indtægt, og så er de typisk arbejdsløse og lavt uddannede. Men uanset hvor de kommer fra, ligner deres historie typisk hinandens, siger Ana. – Kvinder i et voldeligt forhold er ofte meget isolerede. De har kun ganske få relationer uden for hjemmet, og ingen af dem er særligt nære. Deres selvværd er så lavt, at de selv synes, de fortjener at blive behandlet dårligt. I bund og grund føler de, at det er deres egen skyld – de skammer sig over deres svaghed. Indtil kvinden indser, at det er forkert at anvende psykisk og fysisk vold, uanset hvad hun har sagt eller gjort, er det meget svært at nå ind til hende. Akutcentret huser ikke kun spaniere, men kvinder fra alle mulige lande. Personalet taler kun spansk, men de udenlandske kvinder har mulighed for at få tolkning via en portal, hvor professionelle tolke oversætter via mobiltelefonen.

Det hele starter i opdragelsen
For at finde en årsag til det stigende antal dræbte kvinder i år, har nogle peget på den økonomiske krise, som en medvirkende faktor ud fra tankegangen, at en arbejdsløs og økonomisk presset mand har lettere ved at slå end en mand med arbejde. – Det er en meget forsimplet måde at anskue problemet på, siger Alberto, der er uddannet psykolog og har arbejdet med området i 25 år. -En mand der har voldelige tendenser, vil slå uanset hvad, fordi han føler, at han står over kvinden; at han er mere end hende. Den slags ulighed mellem kønnene er meget indgroet og kimen bliver allerede lagt i den måde, vi opdrager vores børn på. Piger skal være søde og stille mens drenge må larme og være frække. Pigerne skal hjælpe til derhjemme og servicere deres brødre, som ofte slet ingen pligter har. En kvinde, der har mange partnere bliver kaldt for løs på tråden, mens en mand bare er en rigtig mand. Du ser det også tydeligt i de forskellige måder, vi omtaler et par, som er blevet skilt. ”At have påbegyndt et nyt liv ”(rehacer su vida) betyder, at manden er kommet ovenpå skilsmissen, har fået et godt sted at bo og evt. et nyt job, mens det for kvinden betyder, at hun har fundet en ny mand. Også reklamer og de typiske spanske og sydamerikanske tv-serier reproducerer de stereotype kønsroller, som gør kvinder til behagesyge pyntedukker. Jeg tror, den eneste mulighed vi har for at gøre noget ved problemet, er at sætte tidligt ind. Der skal en mentalitetsændring til, både hos forældre og lærere. Vi skal have konfliktløsning på skoleskemaet, hvor vi informerer om, at det ikke er ok at bruge vold. Og så skal vi have familie, venner, kolleger og naboer til en voldsramt til at reagere, hvis de har mistanke om, at der foregår noget forkert. Det er stadig meget tabubelagt både at blande sig og at være den kvinde, som søger hjælp. Ingen mennesker ønsker at indrømme, at de er ofre for vold.

Terror i hjemmet på dagsordenen
Vold mod kvinder og de ugentlige jalousidrab, der sker året rundt i Spanien får massiv dækning af de spanske medier. Avisen El País har døbt fænomenet ”terrorismo doméstico”, terror i hjemmet, og ligesom de fleste andre spanske aviser bringer den løbende specielle temaer, som går bag om problemet, ligesom der på mange nyhedsportaler findes et barometer, som opdaterer antallet af dræbte kvinder i indeværende år. Den siddende socialistiske regering gik i 2004 til valg på at øge indsatsen på området, og med vedtagelsen af ”la ley integral” i 2005 har kvinderne rent faktisk fået bedre muligheder, dels for beskyttelse, dels for at klare sig bedre socialt og økonomisk efter et brud med deres partner. Før 2005 kunne der gå uger, fra kvinden anmeldte manden, til polititilholdet trådte i kraft, hvorimod det i dag sker automatisk og med øjeblikkelig virkning. En stor del af fagpersonalet såsom advokater, politifolk, læger og sygeplejersker har fået træning i at håndtere voldsofre; dog har kun 19% af de spanske hospitaler en handlingsplan, der træder i kraft, når en patient er blevet udsat for partnervold. Hvert år sætter regeringen et stort beløb af til hotlines, hvor kvinder kan ringe på 016 og få hjælp døgnet rundt, samtidig med at der kontinuerligt iværksættes landsdækkende informationskampagner. I den seneste tv-kampagne skiftes en række kendte spanske mænd til at sige ind i kameraet ”Af alle de kvinder jeg kender, er ingen mindre værd end mig”. Ikke desto mindre kan man, trods den massive indsats konstatere, at dødstallet for hustrudrab har ligget nogenlunde stabilt med 70 dræbte årligt de sidste 10 år. Uanset hvordan man vender og drejer problemstillingen, er fakta, at der i Spanien findes omkring 400.000 kvinder, som hver dag lever med partnervold inde på livet. Og det er stadig kun en tredjedel af disse kvinder, der har mod til at anmelde deres voldsudøver.

Jalousidrab smitter
På spørgsmålet om, hvorvidt den massive fokus på problemet har haft en positiv virkning, svarer Alberto: – Der er ingen tvivl om, at den øgede opmærksomhed er med til at aftabuisere problemet. Jo mere åbenhed der er omkring det, jo flere får givetvis mod på at bryde tavsheden, siger Alberto. Men mediernes interesse har også en bagside, pointerer han. – For det første eksisterer der en såkaldt smitteeffekt, det er stort set alle enige om. Den mand, som i forvejen går og pønser på at slå sin kone ihjel, vil blive inspireret og måske endda opmuntret til at begå sin forbrydelse, når han ser, at andre mænd har fået samme ide. Tager man tallene fra i år, er omkring 70% af jalousidrabene begået inden for tre dage efter en anden drabssag. Dette leder videre til at diskutere den måde, hvorpå medierne vinkler nyheden. Ofte ser vi billeder af gerningsstedet smurt ind i blod, vi hører naboerne fortælle, at manden var en ganske almindelig og respektabel borger, og vi ser grædende pårørende klamre sig til kisten. Det er den slags sensationelt tv, der sælger bedst. Derimod hører vi sjældent om konsekvenserne for gerningsmanden. Hvilken straf kan han forvente at få? Hvordan vil han blive modtaget af de andre indsatte i fængslet? Og hvad vil han sige til sine børn, når de spørger, hvorfor han dræbte deres mor? Der er behov for en mentalitetsændring, og den kan passende starte i medierne”.

De færreste tror, at de bliver slået ihjel
Alberto Arnaldo har selv to sager inde på livet, hvor han føler, at han og det offentlige system ikke slog til. Selvom begge sager ligger år tilbage, nager de ham stadig. I det ene tilfælde havde kvinden boet på et akutcenter i Granada i nogle dage, men hun insisterede på at vende tilbage til sin mand. Samme aften blev hun dolket ihjel. I det andet tilfælde havde kvinden meldt sin mand for trusler og vold, men han havde stadig ret til at se sit barn, og som hævntogt overfor moderen, slog han datteren ihjel. – De færreste kvinder forestiller sig, at manden rent faktisk vil udleve de dødstrusler, de jævnligt modtager. Nogle forstår ikke den fare, som de lever med, og har måske også håbet om, at tingene bliver bedre. Andre er alt for angste til at reagere, for ofte truer manden både hende, hendes familie og børn på livet. Det er meget frustrerende ikke at kunne nå disse kvinder, før det er for sent, siger han.

Målet er at kunne klare sig selv
Jeg tager afsked med Toñi og kører med Ana og Alberto ind til kvindehjemmet, der ligger i centrum af Málaga. Der er tale om et lejlighedskompleks med 13 individuelle lejligheder. Lejlighederne er møbleret og indrettet ens på alle kvindehjem i Andalusien. Indretningen er simpel, men her er, hvad man skal bruge. Hver dag får kvinderne udleveret ingredienser til madlavningen, og de må så selv bestemme, hvilke retter de vil lave. Fællesstuerne består af et bibliotek og et legerum til børnene. I stueetagen findes personalets 24-timers vagtværelse samt et depotrum med tøj og dagligdagsvarer, som kvinderne får udleveret efter behov. Alle kvindens udgifter bliver dækket af kommunen i den tid, kvinden opholder sig på hjemmet, og det er typisk i op til et år. Man samarbejder med fire forskellige skoler, således at børnene altid er sikret en plads og hurtigst muligt kan genoptage deres skolegang. Kvinderne skal deltage i et jobsøgningskursus, for målet er, at de skal bruge tiden på at finde et job, så de kan blive selvforsynende. Dog kan kvinden efter at være flyttet ud af hjemmet fortsætte med at modtage økonomisk hjælp svarende til omkring 430 euro om måneden, indtil hun finder et job. Succesraten for kvinderne på hjemmet i Málaga, der efter et år ikke er vendt tilbage til deres eksmand er på omkring 75-80 procent. Psykologbistanden er i den sammenhæng meget vigtig, for den får kvinden til at arbejde med sig selv og udvikle sig, så hun ikke bare falder tilbage til det, hun kom fra.

Lys for enden af tunnellen
Generelt virker det som om systemet fungerer ganske godt og at der er ressourcer nok til dem, der trænger. På spørgsmålet om der er plads til forbedringer, nævner Ana, at mandens ret til samkvem med sine børn burde kunne suspenderes i den periode, kvinden opholder sig på hjemmet, eftersom det både tidsmæssigt, logistisk og psykisk er hårdt at skulle have kontakt til børnenes far hver anden weekend. Og ellers ser hun begreberne ”oplysning” og ”information” som de nøgleværktøjer, der skal være med til at knække voldsspiralen. – Vi skal blive ved med at fortælle om de muligheder, der er for at få hjælp i dag. Jeg forstår godt, at mange kvinder er bange for at træde ud af et voldeligt forhold, men hvis de kan blive overbeviste om, at vi passer godt på dem, og har en langsigtet plan for dem, tror og håber jeg, vi vil se flere anmeldelser og færre drab i fremtiden. Efter en intens dag, forlader jeg kvindehjemmet i mere opløftet sindstilstand, end jeg havde forventet. Der ER faktisk muligheder for at bryde den voldelige spiral, og endda gode muligheder. Men problemstillingen er yderst kompleks og afhænger af en vedholdende indsats fra os alle sammen; myndigheder, forældre, skolelærere, naboer, familie, venner, omgangskreds, politikere, medier, de voldelige mænd og ikke mindst kvinderne selv. Problemet er selvsagt umuligt at komme helt til livs, men med mere end én dræbt kvinde om ugen, burde vi kunne gøre det bedre.


Partnervold og drab – også et stort problem i Danmark
Selvom Danmark ofte nævnes som et forgangsland på ligestillingsområdet, står det skidt til hvad angår partnervold. Det skønnes, at 28.000 kvinder og 9.000 mænd årligt rammes af partnervold. Derudover menes 21.000 børn at leve i familier med vold, mens hver tiende unge pige i parforhold har været udsat for kærestevold. Hvad angår jalousidrab på kvinder, ligger det danske tal overraskende højt i forhold til Spanien. I perioden 2000 – 2007 er i gennemsnit 13 kvinder blevet dræbt om året svarende til 2,35 kvinder pr. 1 million indbyggere. I Spanien ligger tallet på omkring 1,49 kvinder pr. million indbyggere. Med det store fokus, der er på jalousidrab i Spanien, kan det undre, at der i Danmark hvert år faktisk dræbes omkring 57 % flere kvinder end her i landet!

Af Stine Mynster

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa