Gadesælgernes limbo og myndighedernes afmagt

Tasker, ure, solbriller, bælter, Cd’er og Dvd’er og forskelligt tingeltangel faldbydes af gadesælgere, der for langt de flestes vedkommende kommer fra et afrikansk land. I første omgang kan det være et lidt hyggeligt indslag i bybilledet, men når sælger nummer syv henvender sig, mens man stadig er ved den samme cortado, på den samme fortovscafé, er charmen for længst fordampet. Udover at være til gene for indbyggerne og også de besøgende, overtræder gadesælgerne tydeligvist en lang række love, ikke kun omkring immigration, arbejds- og opholdstilladelser, men også om gadesalg og salg af kopivarer.

Uanset hvad man måtte føle for afrikanernes situationer, er deres tilstedeværelse åbenbart et problem i mange spanske byer. Opholder de mange mennesker sig her legalt? Og hvis ikke, hvorfor gøre myndighederne ikke noget ved det?
Nej, er det rigtige svar på det første spørgsmål. Det næste er derimod mere kompliceret at besvare, og vi har derfor talt med myndighederne, der personificeres i form af Policia Nacionals talsmand i Málaga, Pedro Padilla.

Fra båd til flygtningelejr
"Vi kan ikke bare returnere de illegale immigranter, der ankommer til vore kyster eller på anden vis lykkes at komme ind i landet, da alle ifølge EU-lovgivningen har ret til en 40-dages transit, hvori deres sag skal behandles. I den tid må de indkvarteres i en flygtningelejr," siger Pedro Padilla.
Der findes otte af disse lejre, kaldet Centro de Internamiento para Extranjeros (CIE) i landet, blandt andet en i Málaga. De 40 dage benytter myndighederne først og fremmest til at forsøge at identificere indvandrerne og bestemme deres videre skæbne.
Her komplicerer sagerne sig yderligere.
"Problemet i denne sammenhæng er, at langt de fleste af afrikanerne ikke har nogle papirer overhovedet. De er måske født på gaden eller ude på landet, hvor de tilhører en stamme. De kommer måske fra et land, der slet ikke registrerer sine indbyggere og altså heller ikke udsteder noget ID-kort. Disse mennesker kan sagtens leve et helt liv, uden at have et eneste stykke papir på deres eksistens.
For at kunne give dem opholdstilladelse, skal vi naturligvis vide, hvem de er, hvor de kommer fra. Og for at kunne sende dem hjem igen, skal vi vide det samme. Det rækker ikke at formode, at en immigrant kommer fra for eksempel Senegal, for de senegalesiske myndigheder vil se beviser på, at personen er senegalesisk statsborger, før de slipper vedkommende ind i landet igen," forklarer politiets talsmand, der ikke ved, hvor mange immigranter, der er tale om.
Det spanske udtryk for netop disse immigranter "los sin papeles" (uden papirer) giver virkelig mening.

40 dage og så på gaden
De spanske myndigheder kan ikke returnere flygtningene, og de kan, igen ifølge EU, maksimalt tilbageholde dem i lejrene i 40 dage, så derefter lukkes de ganske enkelt ud.
"99,99 procent af alle illegale immigranter afventer egentlig udvisning, hvilket vil ske den dag, vi kan bevise, hvem de er. Inden de forlader lejrene, har vi naturligvis oprettet en sagsakt for vedkommende, taget fingeraftryk o.l., så vi kan følge personen," siger Pedro Padilla.
Bare sådan at sende dem tilbage til en kyst eller et sted i ørkenen, er ikke noget reelt alternativ. Det skulle have været prøvet, og som samtlige humanitære organisationer gjorde opmærksomt på, da Spanien blev beskyldt for at have gjort et forsøg, er det ikke menneskeligt. Også Pedro Padilla husker naturligvis den ballade, der opstod, da det spanske politi i Melilla for nogle år siden blev beskyldt for at have kørt busfulde af immigranter ud i ørkenen, hvor de skulle være blevet efterladt uden forplejning.
Han trækker på skuldrene. "Vi kan selvfølgelig ikke bare dumpe menneskene i ørkenen," siger han og fortsætter: Vi har flere gange fløjet immigranterne til deres formodede hjemland, for eksempel Senegal. Ofte foretages disse ekspeditioner i samarbejde med andre lande. Men vi har ligefrem måttet rejse tilbage fra Dakar med de samme mennesker ombord, fordi de senegalesiske myndigheder ikke ville godkende papirerne."
Det eneste alternativ er altså at lade dem gå. Frie. I Spanien, men uden egentlig at måtte være her.
Efter løsladelsen fra flygtningelejrene tager de fleste immigranter til en by, de har hørt om eller hvor de kender nogen. De skal nu finde sig et arbejde eller en anden form for indtægtskilde.
"De kan i sagens natur ikke få et almindeligt legalt arbejde. Tidligere tillod man, at de hjalp med landarbejde som oliven- eller jordbærhøsten, men det arbejde har polakkerne nu overtaget. Så der er ikke mange alternativer tilbage," forklarer Pedro Padilla.

Går efter bagmændene
En af de få muligheder for at skaffe til dagen og vejen er illegalt salg af ulovligt fremstillede varer. En forretningsgang, der er struktureret som pyramidesalg, informerer politiet. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet; de mange gadesælgere.
Man ser ofte politiet arrestere nogle af dem, mens andre når at slippe væk, men der lader alligevel aldrig til at blive færre sælgere. På spørgsmålet om, hvorfor man ikke arresterer dem alle, svarer politimanden:
"Vi foretager nogle anholdelser, men her løber vi ind i den situation, at den spanske straffelov normalvist giver omkring tre måneders fængsel for denne type foreteelse. Samtidig siger loven, at er det første gang, man straffes og er denne straf på under to år, er den betinget."
Med andre ord slippes gadesælgeren fri igen. Politiet har konfiskeret de varer, han (næsten altid) eller hun (meget sjældent) havde på sig, og man har en mulighed for at tjekke, om immigranten er registreret og hvis ikke tage fingeraftryk og starte endnu en sag, endnu et nummer. Nogle gange er immigranten allerede registreret med fingeraftryk, måske fra et ophold i én af førnævnte lejre, men myndighederne ved stadig ikke med sikkerhed, hvem vedkommende egentlig er. Til den problematik skal tillægges, at indvandrerne ofte bytter ID-kort indbyrdes for at undslippe eller i det mindste forvirre politiet.
Lovovertræderne får desuden en bøde, typisk på 300 euro, men bøderne bliver ifølge Pedro aldrig betalt.
"Disse anholdelser løser ikke problemet. Det er som med narkohandel – det nytter ikke at anholde og måske straffe fyren, som sælger et par gram kokain på et gadehjørne. Vi vil vide, præcis hvem bagmændene er, med andre ord rive problemet op med roden."

Tonsvis af kopivarer brændes
Ligesom Pedro Padilla ikke vil tale om, hvor mange illegale immigranter, der er tale om, vil han heller ikke give noget praj om, hvem bagmændene formodes at være.
"De kan være kinesere, de kan være marokkanere," er så langt, han ønsker at gå. Politiet bruger, som det er mere kendt med narkohandlerne, gadesælgerne til at finde frem til bagmændene. Og det lykkes med ukendte intervaller. Politimanden giver som eksempel en sag fra januar, hvor politiet optrævlede en organisation, der havde forfalsket 26.000 varer med Osborne-tyren. Der var i denne sag tale om nøgleringe, vifter, glas og lignende, som blev fremstillet i Kina og Thailand og solgt her i landet. 14 personer blev anholdt, fordelt på seks provinser, og varerne tilintetgjort.
Et andet eksempel er fra Málaga, hvor Policia Nacional i maj beslaglagde over 4.000 beklædningsgenstande og anholdt syv personer, der nu er sagsøgte for falskneri.

Falsk reklame?
Politiets talsmand mener, at problemet ikke bliver løst, før det samlede EU gør en større indsats for at forhindre, at så mange ønsker at komme hertil. Det drejer sig om ulandsstøtte, kystbevogtning men også oplysning.
"Mange afrikanske mænd tilbringer dagene på café, hvor de ser Tv-serier og reklamer fra andre lande. De ser, at alle er smukke og rige, og de tror, at livet her er som i reklamerne. Men det er det måske også i forhold til det, de kender. I hvert fald ønsker kun de færreste at tage tilbage til deres hjemland. Jeg kender en advokat, som lige er sendt tilbage for tredje gang, men også han kommer sikkert igen," slutter Pedro Padilla.

Mindre nødhjælp til Afrika
"Enten hjælper vi Afrika i kampen mod fattigdom og desperation, eller også er vores fælles fremtid som et kontinent i fremgang og velfærd i fare," sagde statsminister José Luis Zapatero i 2008, hvor han svor, at regeringen ikke ville skære ned på nødhjælpen. I maj i år blev 800 millioner euro dog barberet af budgettet.

1.000.000 eller 1.500.000 illegale i Spanien
I 2006 besluttede regeringen at give omkring 700.000 "sin papeles" amnesti, fordi man mente, at landet havde brug for arbejdskraft. Denne beslutning tiltrak endnu flere.
Det er så godt som umuligt for myndighederne at vide, hvor mange illegale immigranter, der opholder sig i landet. Ikke alle ankommer på en båd, som fiskes op af Røde Kors eller en anden nødhjælpsorganisation.
Nogle af bådene kommer i land, uden at blive bemærket, og andre immigranter kommer hertil i containere, lastbiler, eller ganske enkelt på et fly.
"Vi anslår, at kun mellem 12 og 13 procent af alle immigranter kommer ind med båd, ellers ankommer de med fly til Madrid eller Barcelona. Mange sydamerikanere kommer hertil via Tyskland, som nogle af dem jo har et historisk forhold til," siger Pedro Padilla, Policia Nacional.
Det anslås, at omkring en million personer i dag opholder sig illegalt i landet.
Det konservative oppositionsparti, PP, mener dog, at tallet er nærmere 1,5 millioner.

Illegal underholdning koster 5,1 milliarder euro på et halvt år
Den samlede værdi af salget af piratkopier og illegal downloading løb i Spanien i anden halvdel af 2009 op i 5,1 milliarder euro. Det svarer til, at 76 procent af al musik, film, bøger og videospil sælges illegalt. Værst står det til med musikken; 95,6 procent af al musik sælges som piratkopier eller downloades på nettet.
I løbet af de samme seks måneder omsatte den digitale industri for kun 1,6 milliarder.
Tallene stammer fra en amerikansk undersøgelse og er netop offentliggjort i dagbladet El País, kun en måneds tid efter at kulturminister Angeles González-Sinde forsøgte at berolige repræsentanter fra den amerikanske underholdningsindustri, der var urolige over den høje rate af pirateri i Spanien.