En dansk filmmager gæsteoptræder i Madrid - et interview med Peter Aalbæk

Tid: Kl. 16.00. En meget varm sommerdag.
Sted: Calle del Caballero de Gracia, en parallelgade til Gran Vía i Madrid.
Medvirkende: Peter Aalbæk. Et ukendt antal statister.

Den danske filmmand Peter Aalbæk, hvis selskab Zentropa i 2009 åbnede en afdeling i Barcelona, er inviteret til at give et foredrag for en flok spanske filmproducenter. De er på førnævnte adresse samlet til et seminar under titlen, som oversat lyder: ”Et nyt kig på finansiering og investering i filmproduktion i Spanien.” Mødet er bakket op af kulturministeriet.
Jeg fanger Ålen udenfor, i en pause. Blandt de måske hundrede spanske producenter, der er kommet for at høre på ham og en række andre internationale filmfolk, har radaren svært ved at undgå hans røde skæg og hvad der må være en specielt kendetegnende dansk aura.

– Hvorfor har den spanske filmindustri inviteret dig som foredragsholder? Jeg spørger, som jeg løber efter ham, mens han forsøger at finde en krog, hvor vi kan sidde i fred.
Spansk film går lige nu gennem en tid, hvor man skal til at genopfinde sig selv på ny. Derfor har man inviteret folk udefra til at give inspiration. Måske til at afskrække andre. De havde bedt mig fortælle om Zentropa, og hvordan vi griber den økonomiske side af et filmprojekt an.
Her er samlet en stor del af de spanske filmproducenter, så det er meget ærefuldt at være med.

Vi finder en bænk midt i receptionen, hvor vi slår os ned. Han guffer et par kanapeer i sig.
– Men hvorfor mener spanierne, at de kan lære noget af dig?
I Danmark er vi gode til at promovere vore film i udlandet. Vi kan skaffe penge til at lave dem, og vi forstår at sælge de færdige film.
Det har man ikke klaret så godt her, når man tænker på, hvor stort et marked der er for spansksprogede film. Man har i høj grad levet af statsstøtte, og nu hvor nationen mangler penge, må filmindustrien finde andre kilder og derfor har man bedt om inspiration fra andre lande.
Så jeg talte altså om, hvordan vi sælger investering i filmproduktion og også om at sælge færdige film.

Flere af deltagerne kommer forbi og vil tale et par ord med ham. ”Virkelig en ny indgangsvinkel.” ”Fantastisk,” er nogle af de ord, jeg ikke kan undgå at høre. Jeg får et par indforståede smil, som om jeg ved, hvilke formodede guldæg, den danske filmmand netop har lagt.
– Dine spanske kolleger lader til at have fået noget ud af dit foredrag…
Folk er sgu så venlige.

Dansk film og Zentropa har sine egne problemer, hvilket delvist skulle skyldes, at biografgængerne har svigtet danske film, men også at selskabets udgiftsniveau var eksploderet. I slutningen af sidste år meddelte Peter Aalbæk så, at Zentropa måtte afskedige 40 ud af de 80 ansatte.
– Hvordan er det gået?
Ja, vi var nødt til at skære ned, men vi var altså også kommet for langt ud. For eksempel havde alle assistenter fået egne assistenter, men vi har afskediget 20 medarbejdere, ikke 40. Man må sætte sig et stort mål for at nå halvvejen. Afskedigelserne betyder, at vi nu i stedet kan investere mere i filmene.

Derudover skulle du have fyret dig selv for at overlade ledelsen af selskabet til yngre mennesker.
– Er du stadig afskediget eller har du ansat dig selv igen?
Jeg er den forbandede medarbejder, der altid er i opposition til ledelsen, og nu har jeg altså ansat mig selv igen.

Zentropa i Barcelona
Zentropa har i dag afdelinger i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Polen, Frankrig, Holland, Belgien, Italien, Letland, Estland, Storbritannien og altså i Spanien, nærmere betegnet Barcelona, hvor man åbnede i september 2009.
– Har det kun været af kreative ambitioner, I har valgt at ekspandere Zentropa til udlandet, eller drejer det sig også om at sprede aktiviteterne?
De udenlandske kontorer giver os mulighed for at producere eller på anden måde at være med i lokale film og samtidig har vi bedre chancer for at komme til at indgå i samarbejder omkring større projekter.
– Hvorfor valgte I at åbne forretning i Barcelona og ikke i hovedstaden?
Fordi vi helst vil være i provinsen. Det er nemmere. Vi føler os blandt ligemænd. At komme fra Danmark er jo egentlig som at komme fra provinsen. Det ville for eksempel være svært at få nogen til at lytte til os i Paris, mens man andre steder i Frankrig betragter os som ligemænd. I Storbritannien ligger afdelingen da også i Skotland.
Catalanerne er som os, og vi svinger ligesom. Desuden er Barcelona stadig hip i filmindustrien, og de catalanske myndigheder er meget imødekommende, når det drejer sig om tilladelser og locations.

Film for Telecinco og optagelser på El Bulli
Selskabets spanske afdeling er allerede i gang med at producere en film i samarbejde med Telecinco. Det er et drama om den baskiske tunfiskerbåd Alakrana, der sidste efterår var holdt kapret 47 dage af somaliske pirater i det Indiske Ocean. Drejebogen er skrevet af Jorge Guerricaechevarría, der sidst gjorde væsen af sig, da han vandt en Goya for Celda 211.
– Er det ikke et stort projekt, som afdelingens leder, David Matamoros, landede allerede da afdelingen kun havde været åbnet nogle få måneder?
Jo da. David er forrygende. Alle optagelserne til Alakrana er taget i Spanien, nu mangler vi dem i Afrika. Det kommer nok ikke til at tage mere end en uges tid, og så er vi færdige med filmen.
Det næste projekt, som det spanske selskab har på tegnebrættet, er Menú Degustación, eller som den engelske arbejdstitel lyder, Tasting Menu. Ferran Adrià har allerede sagt ja til, at den kan optages på El Bulli,
– Bliver den til noget?
Det er jeg ret sikker på. Jeg vil dog kun være med til den del, der drejer sig om maden.

Historier, sko og udryddelsestruede fisk
Du har udtalt, at da du mener, at dansk film lider af selvfedme og for dårlige historier, ville du bruge mere tid på at finde bedre manuskripter.
– Har du fundet dem?
Det mener jeg, at jeg har. Blandt andet i Susanne Biers ’Hævnen’. Den er i øvrigt også solgt til Spanien.
Derudover vidste Pernille Fischer Christensens ’En Familie’ sit værd på filmfestivalen i Berlin.

– Lider spansk film også under for dårlige historier?
Der kommer nogle helt fantastiske folk ud af Barcelonas filmskole, og de laver nogle pragtfulde film. Den mest fantastiske er ’Børnehjemmet’.
I øvrigt er der mange ligheder mellem spanske og danske film. Vores film er meget latinske i stilen, og som spanierne er vi lidt dekadente.
Det er derfor, svenskere og nordmænd anser os som latinos.

– Hvad er dit eget forhold til det latinske og Spanien?
Som du kan se, har jeg købt et par fine røde sko hernede. Jeg er noget så glad for dem. De er fra Camper. Er de ikke lækre?
I morgen skal jeg til Barcelona, hvor jeg skal tilbringe nogle dage med familien. Altså er det mest ferie. Og så skal jeg spille golf med min svigersøn i Girona.

Frokostens kanapeer får følge af nogle søde varianter. Han smiler.
– Du lader til at have det godt.
Jeg er sund og rask. Og egentlig har jeg det som om, jeg har vundet seks milliarder i lotteriet.

– Du kaldes ofte Ålen derhjemme. Er det fordi, du også er en udryddelsestruet art?
Nej, jeg er bare svær at snuppe og umulig at holde fast i.

Kort om Peter Aalbæk
Fulde navn: Peter Aalbæk Jensen
Født: 8. april 1956 i Osted (Sjælland)
Erhverv: Filmproducent, skuespiller og manuskriptforfatter
Uddannet: På Statens Filmskole
Privat: Gift med Lise Palm, sammen har de tre børn

Zentropa for debutanter
Peter Aalbæk grundlagde Zentropa i 1992 sammen med Lars von Trier. Selskabet var et resultat af et samarbejde på den prisvindende film Europa, og det blev international kendt med filmen ’Breaking the Waves’.
Siden er det blevet til omkring 50 film, heriblandt ‘Dogville’, ‘Arven, ‘Elsker dig for evigt’, ‘Bænken’, ‘Idioterne’ og ‘Riget’.
Filmene, og et anslået overskud på 30 millioner kroner, har placeret Zentropa som Skandinaviens største og stærkeste filmselskab. Det har til huse i Filmbyen i Hvidovre.
I dag ejer Peter Aalbæk og Lars von Trier sammen 25 procent af Zentropa, 25 procent ejes af medarbejdere og andre tilknyttet firmaet, mens Nordisk Film ejer 50 procent.