75 henvendelser om dagen får udlændingekontoret i Mijas, som i marts fejrer 25 års jubilæum

75 henvendelser om dagen får udlændingekontoret i Mijas, som i marts fejrer 25 års jubilæum

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Udlændingekontoret i Mijas får i gennemsnit 75 henvendelser om dagen, så det var fremsynets kræfter i værk, da det daværende byråd i 1985 besluttede at åbne et kontor tilegnet kommunens mange fastboende udlændinge.

Dengang i 1985
Det spanske demokrati var endnu ungt. Mange udlændinge var begyndt at slå sig ned i Mijas kommune, men papirgangen var i mange tilfælde stadig som under diktaturet. Det var besværligt og langsommeligt, og dertil kom, at mange af udlændingene ikke talte spansk, og de ansatte på kommunekontorerne ikke talte andet. I Mijas ansatte man derfor en tolk, der, som mange ved, blev danske Anette Skou.
”Alt var dengang meget mere kompliceret end i dag. For eksempel skulle man henvende sig på kommunekontoret for at betale sin vandregning, og personalet skulle konsultere store bøger for at finde frem til rette vedkommende, hvilket tog evigheder. Og når de ansatte samtidig ikke kunne tale med udlændingene, var det svært for begge parter,” beretter Anette, som fortsætter: ”Alt forandrede sig disse år så hurtigt, at alle havde svært ved at følge med.”
Anettes arbejde bestod derfor snart i andet end oversættelser, hun skulle også forklare, hvordan man kunne få opholdstilladelse, hvilket for 25 år siden slet ikke var så enkelt, hvordan ejendomsskatten blev udregnet og meget andet. Man besluttede derfor, at Anette skulle have sin egen afdeling, og udlændingekontoret var født.

25 år senere

Fra en stab bestående af Anette fik afdelingen hurtigt meget at se til, hvilket også skyldtes, at afdelingen i starten var den eneste i området og alle henvendte sig i Mijas. Man måtte ansætte flere medarbejdere, og i dag arbejder her to englændere, en tysker og så Anette, der er leder af afdelingen.
”Vi får omkring 18.000 henvendelser om året, hvilket svaret til, at vi hver arbejdsdag behandler gennemsnitligt 75 henvendelser. De drejer sig først og fremmest om netop opholdstilladelser og indskrivning i mandtal samt betaling af boligskat og andre kommunale afgifter. Vi fungerer også som en slags socialrådgivere, hjælper voldsramte kvinder og rådgiver i forbindelse med sygdom og dødsfald. Vi tolker sågar også ved vielser,” forklarer Anette.
Kontoret er i kontakt med udenlandske foreninger og via dem, en mailingliste på omkring 2.000 personer, som sender kontorets nyhedsbreve ud til endnu flere, holder man borgerne informeret om nye tiltag, aktiviteter og lovændringer, der påvirker papirgangen for indbyggerne i kommunen.
”De udenlandske medier er desuden behjælpelige med at informere, hvilket har været med til at trække nye tilflyttere hertil,” fortæller Anette.
”Vi arrangerer også en lang række aktiviteter. Allerede i 1987 arrangerede vi den første Internationale Dag, og siden er det blevet til kokkekurser, udflugter, vinsmagning, udflugter og meget andet. Derudover vil jeg gerne nævne, at de informationsdage, der tidligere har været afholdt på engelsk, nu også vil finde sted på dansk. Den 21. oktober afholder vi i samarbejde med det danske konsulat en informationsdag på CIO Mijas i La Cala,” forklarer hun. Programmet for informationsdagen bliver nærmere datoen offentliggjort i nærværende magasin.


Nyhedsbreve
Ønsker man at blive tilmeldt udlændingekontorets nyhedsbrev, skal man bare sende en mail til frd@mijas.es.

Flere udlændingekontorer
Mijas var den første kommune til at oprette et egentligt kontor, hvor udlændinge kan henvende sig angående spørgsmål relateret til kommunen. I dag er der tilsvarende kontorer i bl.a. Marbella, Estepona, Manilva, Nerja, Coín, Fuengirola og Benalmádena, ligesom der snart åbner et i Alhaurín.

Aktiviteter hele jubilæumsåret
I anledning af jubilæet arrangerer kontoret en række jubilæumsaktiviteter. Følg med på ¿Qué Pasa?-siderne i La Danesa.


 

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa