Slut med tv-reklamer

Der ikke længere reklamer på det statsejede RTVE og man kan nu se film, nyheder og andre programmer uden at blive afbrudt hvert 20. minut.
En fornøjelse. Og den koster i 2010 staten 1,176 milliarder euro.

Efter 54 år er det slut med reklamer på det statsejede RTVE (Radio Televisión Española), heriblandt de landsdækkende tv-kanaler La 1 og La 2. Få sekunder før de tolv klokkeslag nytårsaften vistes den sidste reklame i tv-stationens historie. Det var en annonce for Mastercard, hvor to tegneseriefigurer i kreditkortselskabets røde og gule farver forklarede, hvordan man spiser druerne i følge med klokkeslagene – der i dette tilfælde også var nedtællingen til en ny epoke, uden konstante afbrydelser og årligt omkring 400.000 reklamer. I alt fem timer bliver nu dagligt fyldt med andre udsendelser.

Regningen splittes
RTVE havde årlige reklameindtægter på omkring 600 millioner euro og det kompenseres med den nye model for finansiering af RTVE, døbt Ley de Financiación de la Corporación de Radio y Televisión Española, som er opdelt i fire kilder: Statens generelle budget (550 millioner, 26 millioner mere end i 2009), den nye skat på tre procent af omsætningen pålagt kommercielle tv-stationer (120 millioner), skatten på radiostationer (250 millioner) og det resterende beløb fra en skat på 0,9 procent beordret telekommunikationsoperatørerne.
I alt omkring 1,176 milliarder euro eller blot 25,2 euro om året til hver af landets 46,6 millioner indbyggere, hvoraf omkring halvdelen altså betales af private selskaber via de nye afgifter. Sammenlignet med Danmark, hvor licensen (medieafgiften) koster omkring 300 euro, Tyskland 88 euro og Storbritannien 82 euro, er det alligevel en forholdsvis billig form for tv.

Privatejede stationer ikke lykkelige
De mange privatejede tv-stationer, der nu skal betale en ekstra skat og samtidig får konkurrence af programmer, der ikke afbrydes af reklamer, er ikke begejstrede. Heller ikke selvom de omkring 600 millioner euro, som annoncører f.eks. i 2009 lagde hos RTVE, i teorien burde blive fordelt mellem de kommercielle stationer.
Reklameindtægterne i sektoren faldt dog sidste år, f.eks. oplevede Telecinco en nedgang på 48 procent i årets første halvdel i forhold til samme periode af 2008 og hos Antena 3 var nedgangen på 28,5 procent. Siden sommeren gik salget dog noget op igen, og selvom kassen endnu ikke er gjort endeligt op, regner man med et fald i sektoren i 2009 på totalt 20 procent. Derudover var omtrent halvdelen af reklamerne hos RTVE regionale, hvorfor mange kunder muligvis vælger at lægge pengene hos f.eks. lokale aviser.

Bedre tv?
Kl. 00.00 d. 1. januar 2010 var det slut. Dagen vil blive husket som den første dag uden tv-reklamer og overgår i historiebøgerne på de samme sider som den første dag, man så fjernsyn i farver og da de private stationer lanceredes. Medmindre et valg og et nyt regeringsparti da vælger at omstøde loven.
Men indtil det engang måtte ske, er de eneste spots RTVE’s stationer må vise, for egne programmer, offentlige kommunikationer og valgkampagner, som ikke tages betalt for.
De flere timers udsendelse, der nu skal fyldes med decideret stof, var dog i årets første uger for det meste spots, der gik ud på, at stationerne altså ikke måtte vise reklamer, og gentagelser af sydamerikanske sæbeoperaer, men en egentlig forbedring af programfladen kommer måske. Ellers er det stadig svært at se nogen større kvalitetsforskel mellem de statsejede og de private tv-stationer.

På tide at sige farvel til statsejet tv?
RTVE er et af de sidste statsejede selskaber. De fleste andre er allerede afhændede.
I 1984 begyndte PSOE at sælge ud af statens forretninger, stort set alle var monopoler og mange var giganter som Endesa, Repsol, Telefónica og Seat. Frem til 1996 solgtes 70 helt eller delvist statsejede selskaber til en samlet pris, der svarer til 13,2 milliarder euro.
Fra PP kom til magten i 1996, startede salget af langt flere selskaber, heriblandt størstedelen af flagskibet Iberia. Frem til 2002 solgtes for
30 milliarder euro, en privatisering som i fart og omfang kun blev overgået af Thatcher i Storbritannien.
I 2003 solgtes også Grupo ENA (Empresa Nacional de Autopistas), og senere enkelte mindre selskaber og andele til en samlet værdi af omkring to milliarder euro.
Statsejede selskaber giver sjældent overskud og RTVE er ingen undtagelse – selskabet har en gæld på omkring 1,5 milliarder og nu hvor centrifugalkraften i statens sorte hul er vokset til futuristiske dimensioner, er det måske på tide at holde udsalg. Det gør man bl.a. i Grækenland, hvor regeringen alene i år regner med at privatisere for 2,5 milliarder euro for at kunne betale regningerne.

Hvad er der tilbage?
Efter førnævnte salg, ikke meget. Og det, staten stadig ejer, er enten ikke interessant for private købere eller også batter et salg alligevel ikke meget. I andre tilfælde ville et salg egentlig være uhensigtsmæssigt, eftersom selskaberne tjener samfundets interesser.
Staten ejer f.eks. stadig 5,6 procent af Iberia, og et salg af denne andel ville give under 100 millioner euro. Her håber man dog, at den ventede fusion med British Airways vil øge aktiernes værdi, og i så fald vil et salg igen komme på tale.
20 procent af aktierne i Red Eléctrica Española (REE) tilhører også nationen, men en lov påbyder staten at have mindst 10 procent i elselskabet, for dermed at sikre forsyning af elektricitet til hele landet. De resterende 10 procent har en værdi på godt 500 millioner.
Så ejer man AENA, der driver landets lufthavne. Mange andre landes lufthavne er privatejede, også Danmarks, og regeringen har da også luftet tanken om at tillade private investorer, så som hjemmebagte Ferrovial, der ejer lufthavne i flere andre lande. Man tøver dog, da netop AENA sørger for, at også de omkring 20 slet-ikke-rentable lufthavne (også Madrids og Barcelonas lufthavne får tilskud) holdes åbne, men denne problematik har man i andre lande løst med særaftaler og lignende.
Tilbage er der andele i sparekasserne, som lige nu ligger i en petriskål for nøje analyse, enkelte mærkværdigheder som hippodromen La Zarzuela og det nationale lotteri, der hvert år giver omtrent tre milliarder euro i statskassen, samt RTVE.
José Luis Zapatero mente, før han blev statsminister, at den ene tv-station burde privatiseres, mens den anden burde spille den rolle, begge i teorien er tildelt: En offentlig service- og informationskanal, betalt af det offentlige.
Skulle årsagen til ikke at afhænde RTVE være en bedre kontrol med bl.a. politisk objektivitet? Næppe. De statsejede stationer er præcist lige så subjektive som de privatejede, hvorfor regeringen, som skal træffe beslutningen om et salg af én af de sidste tunge drenge, uanset hvad og uanset farve, fortsat vil kunne regne med samme partiske dækning.