Adiós indkøbspose

Vi anvender i snit 238 poser om året pr. mand

Miljøministeriet vil afskaffe de gratis plastikposer, vi er så forvænte med at få i supermarkederne. Betyder det, at vi nu skal vælge mellem et hjemmestrikket net og en pose fra Louis Vuitton til 1.700 euro?

Forbruget af indkøbsposer fremstillet af plastik skal i 2010 reduceres med 50 procent. Herefter skal det nedbringes progressivt, indtil poserne helt forsvinder. Det dikterer i hvert fald en plan kaldet Plan Nacional Integrado de Residuos, som er udarbejdet af miljøministeriet.
Spanien er det europæiske land, der producerer flest plastikposer, og hver indbygger forbruger 238 poser om året (gang selv med 45 millioner), hvilket placerer landet på en tredjeplads, hvad angår forbruget.
Kun 10 procent ender i de gule genbrugscontainere, mens, anslår organisationen Cicloplast, 65 procent genanvendes som skraldepose. Genbrugt eller ej ender de dog deres dage på lossepladsen, og eftersom. plastikposen normalt er fremstillet af et olieprodukt, er naturen op mod 1000 år om at nedbryde dem – nogle mener, den kan klare jobbet på omkring 100 år, men sandheden er, at vi ikke ved det med sikkerhed.
Nogle af de mange poser ender også på mystik vis på strandene, hvor 20 procent af al den affald, der samles op, er plastikposer.

Plastik vs. papir og bladselleri
Flere steder i Europa har man taget den amerikanske filmillusion, om at papir er bedst, til sig. Man ser på film, hvordan folk altid bringer indkøb hjem i papirposer – hvorfra der, for ligesom at understrege heltens miljøvenlige og økologiske indstillinger, altid stikker nogle stænger meget grønt bladselleri op. Men selv med bladselleri er papirversionen ikke løsningen på vore fragtproblemer.
At forsvare brugen af plastikposer ville være dog lidt som at kæmpe for retten til at mishandle kattekillinger eller til at ryge på flyene. Den tynde pose får skylden for global opvarmning, afhængighed af olie og for at dræbe både fugle og fisk.
Men papirposer er på mange måder lige så skadelige for miljøet som plastikposer. Førstnævnte nedbrydes, men når det sker, udløses gasarten metan (samme gas som de særdeles skadelige koprutter), og selvom plastikposer er fremstillet af et petrokemisk produkt, anvendes der mere energi til at fremstille og genbruge poser af papir.
Det er heller ikke endeligt bevist, at plastikposerne faktisk dræber fugle, fisk og andet liv i havet, der kommer til at spise stykker af poser, hvilket også skulle have resulteret i mærkværdige fænomener som kønsskifte hos fisk. Det er derimod generelt indrømmet, at udslip fra fiskekuttere er langt mere skadelig, selvom det er et sølle argument kontra et forbud mod plastikposerne.

Agér lokalt
Miljøministeriets plan er netop det, en plan. Man har endnu ikke effektueret en lovændring, et decideret forbud mod de forhadte men åh så anvendelige poser. Lokale myndigheder har dog taget hånd i hanke på egen pose. Et eksempel er Generalitat de Cataluña, som arbejder på en aftale med detailhandlere, som går ud på at mindske forbruget af plastikposer med 50 procent – underligt nok ikke frem til 2010 men 2012, hvormed forhandlere vil undgå, at der lægges afgifter på poserne. Reduceres forbruget ikke med 30 procent indenfor de næste to år, vil myndighederne alligevel overveje en afgift.
Manglen på et egentligt lovforslag kan tilskrives det faktum, at 700 firmaer med i alt 11.000 medarbejdere beskæftiger sig med at fremstille poser. De forsøger at indstille sig på de nye tider og fremstiller nu også genbrugsposer af kartofler og andre miljøvenlige råvarer. Disse poser er foreløbig dyrere at fremstille end plastikposerne, men udgiften for miljøet er langt lavere.

De globale poser
På verdensplan udleveres hvert år over 500 milliarder poser, hvoraf under tre procent bliver genbrugt.
I nogle lande hjælper en afgift med at beherske forbruget, blandt disse er som bekendt Danmark, hvor vi i stedet er lykkelige over at kunne anvende de papkasser, som den venlige butiksindehaver stiller til rådighed, mens andre lande har valgt helt at bandlyse plastikposerne. I 2008 forbød Kinas regering supermarkederne i hele det overbefolkede land at udstyre kunderne med en plastikpose. I Bhutan har regeringen besluttet at gøre det samme, her var rationalet, at poserne var en risiko for national lykke, hvilket ikke skal argumenteres i denne sammenhæng. Også Uganda og Zanzibar er blandt de lande, der er gået helt anti-plastikpose.

Hverken eller?
Konklusionen må foreløbig være, at et egentligt forbud ville være en god ting, da hverken papir eller plastik gør naturen noget godt.
Indtil miljøministeriets plan om et forbud føres ud i livet, er afgifter en del af løsningen. Et eksempel er Ikea, hvor man skal betale for poserne. Det har allerede en præventiv effekt, at man, mens man egenhændigt agerer kassedame eller -mand, må debattere med sig selv om, hvor mange poser, man nu virkelig har behov for. Da denne afgift i 2006 blev indført hos Ikea i Storbritannien, betød det et fald i forbruget på 95 procent.
Man kan naturligvis vælge helt at sige nej til poserne, og det betyder ikke altid, at man nu kun kan vælge mellem et hjemmestrikket net (hvordan får man fisken pakket ind i et sådant?), sådan et som vores mormor gik til købmanden med, eller en Luis Vuitton indkøbspose til omkring 1.700 euro. Uden myndighedernes indblanding har flere supermarkedskæder nemlig selv taget initiativ til at mindske forbruget. Carrefour har besluttet, at de gratis poser skal være afskaffet ved udgangen af 2009, hvormed denne kæde alene sparer 6.000 tons plastik om året, og man vil i stedet tilbyde kunderne miljøvenlige poser fremstillet af stof eller kartofler. Eroski tilbyder sine kunder en pose fremstillet af bast mod et symbolsk beløb. Denne pose kan klare omkring 50 indkøb, hvorefter supermarkedet gratis bytter den ud mod en ny. Også El Corte Inglés og dermed Hipercor og alle de andre tilbyder kunderne genbrugsposer, ligesom kæden opfordrer til et moderat brug af plastikposer, hvilket måske får os til at tænke os om mere end én gang, før vi igen spørger ”¿Me das más bolsas, por favor?”

At forsvare plastikposer ville være lidt som at kæmpe for retten til at mishandle kattekillinger eller til at ryge på flyene.

Lokale myndigheder har dog taget hånd i hanke på egen pose.

Manglen på et egentligt lovforslag kan tilskrives det faktum, at 700 firmaer med i alt 11.000 medarbejdere beskæftiger sig med at fremstille poser.

Det er ikke endeligt bevist, at plastikposerne faktisk dræber fugle, fisk og andet liv i havet, der kommer til at spise stykker af poser, hvilket også skulle have resulteret i mærkværdige fænomener som kønsskifte hos fisk.