På den anden side... Tør vi sige nej til vaccinen?

”Jeg skal ikke være blandt de første, der får den, for man kender sikkert ikke til bivirkningerne endnu,” har du sikkert allerede hørt og læst utallige gange – ofte efterfulgt af en lang række konspirationsteorier (særligt på de sociale medier). 

Jeg holder mig fra de endeløse diskussioner. Indeni har jeg blot tænkt to tanker. 

Den første kommer her:

Ingen af os bliver blandt de første. Vaccinerne fra Pfizer, Moderna og Oxford/AstraZeneca 

er alle siden august / september blevet testet på mellem 15.000 og 50.000 forsøgspersoner. Får vi tilbudt vaccinen i årets andet kvartal vil mindst en kvart million danskere, to en halv million spaniere og 25 millioner europæere allerede have fået det lille stik. Og får vi tilbudt vaccinen over sommeren, kan de nævnte cifre ganges med både tre, fem og ti.

Min anden tanke er spørgsmålet, som jeg fortsat ikke har hørt et fornuftigt svar på: 

Hvad ville du gøre, hvis vaccinen ikke var kommet? – eller først ville komme om ”nogle år”?  

Faktum er, at verden er i knæ – helt i knæ. Vel mærkes det knap i enkelte velstillede nordeuropæiske lande, hvor nogle få blot har tabt lidt mønt. Men kigger man lidt ud over egen næsetip, ser vi en spoleret verden, som tappert kæmper for at overleve. Borgere uden opsparing trækker på familie og nye kreditter. Borgere, der tidligere sad hårdt i det, trækker i dag et nummer i ”sultekøen” for at få dagens måltid på de kommunale spisesteder. Og alle verdens fattige og sultne tør jeg slet ikke tænke på, hvad der er blevet af det sidste års tid. Men – vanen tro – hører vi aldrig om dem. Vi kan blot konstatere, at dødstallet og følgeeffekterne af epidemien på verdensplan er langt, langt højere end de tal vores privilegerede vestlige verden har adgang til. 

Det er præcis derfor, jeg mener, vi står midt i en tredje verdenskrig med en kemisk bombe, der hedder Covid-19. Men nu er den her: Corona-vaccinen.

Nogle jubler – andre løber skrigende væk. Og mon ikke endnu flere er lidt betænkelige ved de nye vacciner. ”Skal vi – eller skal vi ikke?,” spørger mange sig selv. Det er kun menneskeligt at tvivle overfor noget nyt, men vi kan også vende den om og spørge os selv: ”Skal vi leve, eller skal vi overleve?” Det sidste års tid har vi overlevet – ikke levet. Siger vi nej til vaccinen, siger vi også nej til forandring – og så kan verden fortsætte sin nuværende, miserable gang. Vi har ikke en palet af muligheder men, takket være videnskaben, har vi snart muligheden for at vælge. Jeg er på ingen måde imponeret over WHO’s rolle under Corona-krisen, men de har ret i én ting: ”aldrig før har verden stået sammen og samarbejdet så intenst på at få udviklet en vaccine eller en medicin.” 

Sammen har man støttet forskningen – både økonomisk og administrativt. Det er blandt andet derfor, det er gået så stærkt. Når jeg skriver blandt andet, er det for ikke at glemme de 15 års forarbejde, der begyndte tilbage i 00’erne, hvor man iværksatte en lang række forskningsprogrammer af frygt for nye former for influenza. Det arbejde har givet en slags vaccineskelet eller en preformet vaccine. Man havde med andre ord grundstammen til vaccinen, som man siden Corona-udbruddet har kunnet bygge videre på. Også derfor kunne de første EU-borgere allerede inden nytår tage i mod de nye Covid-19 vacciner.

Bivirkningerne af vaccinerne er på den korte bane få og ganske uskadelige. Skulle der, stik imod forventning, være langtidsbivirkninger finder vi først ud af det om 10, 15 eller 20 år – præcis som ved alle andre vacciner og typer medicin. Spørgsmålet er blot, om vi har tid, råd og lyst til at vente på det? Vi står ansigt til ansigt til med en virus, der lige nu rammer os hårdere end nogensinde. 

Vi håbede sidste forår, at virussen ville gå i sig selv. I sommer troede vi, at virussen ville dø i sommervarmen. Men vi tog fejl – grueligt fejl. Facit er, at vi mod Coronavirussen ikke har en chance. Vi har kun vaccinen. Så tag den.