Behold skoene på indenfor
At tage skoene af, når man træder ind i sit eget eller andres hjem, føles som en selvfølge for os danskere. Du vil så ikke trække snavs fra gaden ind i huset. Men sådan tænker spanierne (og med dem mange andre nationaliteter) ikke. Kommer du hjem til en spanier og tager skoene af, vil de stirre på dig med store øjne. Og hvis du beder en spanier, der besøger dit hjem, om at tage skoene af, kan de reagere, som om du havde fornærmet dem. Nej, spanierne beholder deres sko på. Måske er det derfor, du ofte ser en vaskespand og en moppe i et hjørne i spanske hjem?)
Sidetallerken til brød, hvad er det?
I Skandinavien lærer man tidligt, at hvis der serveres brød til et måltid, skal der være en sidetallerken til venstre for tallerkenen. Derudover holder du brødet over tallerkenen for at undgå at få krummer på bordet, og du dypper ikke brødet ned i maden. Hvis du skal passe ind i Spanien, så glem alt, hvad du har lært om dette. Her finder du sjældent en asjet hverken til højre eller til venstre for tallerkenen. Brødet lægges direkte på bordet, uanset om det er dækket med linned eller papirdug eller slet ingenting. Og bliv ikke overrasket, når du ser spanierne knække et stykke brød for at dyppe det i den gode olie, der fulgte med deres gambas pil-pil eller bruge et stykke brød til at fange resten af saucen eller til at komme en bid på gaflen. Her bruges en kniv kun til at skære mad, ikke til at skubbe maden op på gaflen.
Kø – hvem er sidst?
Danskere er et folk med køkultur. Vi står pænt på række efter hinanden og er der ikke kø, så er der et køsystem. Mange steder i Spanien er der hverken køer eller systemer. Her har du et helt perfekt system som gør, at du i stedet for at holde øje med dit nummer eller din tur i køen, kun holder øje med én person. Det sker sådan, at når du kommer ind i banken eller hos slagteren eller frugtbutikken, spørger du blot Quien es el ultimo? (eller Quien es la ultima? hvis der kun er kvinder til stede – hvilket betyder “Hvem er sidst?”.
På den måde ved du, at når vedkommende har afsluttet sit ærinde, er det din tur.
Kys til alle
I Danmark giver man hånd, når man mødes, mens man krammer nære venner, når man mødes eller siger farvel. Det kan du også glemme i Spanien. Her kysser folk hinanden på kinderne. Hvis man som skandinaver ikke ved, hvor mange kys man giver – et, to eller tre – eller om man starter til højre eller venstre, så kan der nogle gange opstå komiske eller ligefrem pinlige situationer. For eksempel hvis ens læber møder en andens læber, som man bestemt ikke havde til hensigt at kysse på munden. Hold tungen lige i munden og lav et luftkys først til venstre og derefter til højre, og sørg for at røre den anden persons kind i højst et minisekund. Nogle laver en lille smækkende kysslyd (Moa!), andre gør ikke. Det vigtigste er, at du IKKE skal kysse den anden person på kinden, men i luften – først til venstre og så til højre.
Søndagsfin
Mens danskere kan lide at slappe af i hyggetøj om søndagen, er det denne dag, spanierne tager deres fine tøj frem. Det er ikke usædvanligt at se hele familier – og vi taler om spanske familier med tre eller måske fire generationer – tage en søndagstur sammen, alle klædt i deres bedste søndagstøj. Det går selvfølgelig hånd i hånd med, at spanierne er et katolsk folk, og mange går stadig til søndagsmesse.
Blomstersprog på spansk
At give blomster til fødselsdage og middagsinvitationer er mere almindeligt i Skandinavien end i Spanien (i Spanien er det også mere almindeligt at mødes ude i byen end hjemme hos folk, så blomsterne når at visne, før man kan sætte dem i en vase), men skal du forære en buket væk, er det godt at kende de spanske blomsterskikke.
Undgå at give gule blomster til kunstnere og artister. Det betyder, at deres præsentation ikke har været den bedste. Og undgå også buketter med 13 blomster, som kan bringe uheld. For at bede om tilgivelse skal du vælge hvide gerberaer eller liljer. Hvis du vil ønske god bedring, er det passende at vælge solsikker (på trods af at de er gule) eller tusindfryd, og for at vise kærlighed fungerer blomsternes globale sprog, det vil sige langstilkede røde roser. Tusindfryd i forskellige farver er velegnede til at give til venner, men tænk på, at en favn af hvide tusindfryd betyder, at modtageren er den smukkeste person, du kender, så det kan være, at du skal vælge en anden farve – afhængigt af modtageren selvfølgelig. Hvis du i stedet vil ønske nogen tillykke, så er lyserøde roser et godt alternativ og orkideer er velegnede som opmuntring. Men skal du til begravelse, er en hvid rose et sikkert valg, medmindre du kender den afdødes yndlingsblomst.
Smid skrald på bargulvet
Skulle du begynde at smide affald på gulvet i en dansk bar, bliver du hurtigt bedt om at forlade stedet. Forestil dig nu i stedet en gammel spansk bar, hvor du som gæst står ved den gamle bardisk og bestiller en caña og nogle tapas. Hvis du har fundet en ordentlig traditionel bar, vil du bemærke, at gæster uden tøven ”taber” tandstikker og servietter på gulvet. I dag ses dog i stigende grad små skraldekurve på gæsternes side af baren eller en miniaturekurv på selve baren, hvor man kan komme af med sit skrald. At samle dine brugte servietter og eventuelle tandstikker på tallerkenen, efter du er færdig med at spise, hører ikke til traditionen. Her tørrer du munden mellem bidder og smider den lille serviet direkte, ligesom tandstikkerne, der holder tapasene sammen med en oliven. I traditionelle barer, hvor denne skik stadig følges, er det heller ikke usædvanligt, at de skriver din regning med kridt direkte på bardisken foran dig.
Del mad med hinanden
Når vi går på restaurant i Danmark, bestiller alle deres egen ret, og det er det, man spiser. Hvis du er ude at spise med din partner eller familie, kan I måske smage lidt på hinandens mad, men ikke mere end det. Men det er noget helt andet med venner og familie, der skal ud og spise i Spanien. Her er det almindeligt at bestille flere retter sammen som serveres midt på bordet og så serverer alle selv, og alle får smagt det hele. Se bare hvordan en paella serveres på traditionel vis – den store paellapande stilles midt på bordet, så hele selskabet først kan nyde den smukke præsentation og derefter de gode smage.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001