På den anden side… Nyt år – ny krise?

Husker du Solkysten i 2009, 2010 og 2011? Hjulene var gået i stå og her var tyndt befolket – året rundt. Finanskrisen ramte i efteråret ’08 – og den ramte os benhårdt. I modsætning til under Coronakrisen ti år senere, kunne man sagtens rejse frit. Mange havde derimod hverken råd eller lyst, for der var ikke meget at råbe hurra for i de år. Det er præcis det sidste – lysten – som jeg frygter, nu bliver starten til en ny krise. Vi mangler vand, og det kan suge lysten ud af alting.

Hvis du er i tvivl, så stil blot dig selv disse tre spørgsmål:

Hvem har lyst til at rejse til Solkysten, hvis man i sommerhalvårets varme ikke kan få et bad, når man ønsker det? – eller trække ud efter sig, og vaske hænder, efter man har været på potten?

Hvilken bygherre sætter et nyt byggeri i gang, hvis han ikke er garanteret den mængde vand et byggeri nu engang kræver?

Og hvilken industrivirksomhed kan fastholde sin produktion under kraftige vandrestriktioner?

Tidens tørke har allerede udtørret store dele af landbruget. Den kan desværre også lynhurtigt udtørre en tilsvarende stor del af vores turisme, byggeri og industri.

Vi mennesker er desværre ofte indrettet sådan, at vi først forstår alvoren, når det gør ondt. Det gælder i allerhøjeste grad for vores spanske naboer. For små 30 år siden var Costa del Sol og Andalusien ramt af tørke efter tre år uden nedbør af betydning – præcis som nu. Dengang kendte man fint til løsningen, og siden da har man lige så fint vidst, at tørkenen meget vel ville vende tilbage. Men ingen af de fire præsidenter, som siden da har stået i spidsen for Junta de Andalucía, har kunnet tage sig sammen til at investere i de livsnødvendige afsaltningsanlæg, som i dag er en akut mangelvare i hele Andalusien. Det tager tre år at få dem monteret. Det er også derfor, jeg frygter vi står foran tre kriseår – præcis som under finanskrisen.

Det er helt fint, man nu monterer små mobile afsaltningsanlæg flere steder i Málaga-provinsen og forbereder sig på at få tilført vand fra tankskibe til sommer. Men det er lappeløsninger, som kun giver os 20, 30… måske 40 procent af det vand vi reelt har brug for. Det er også fint, at vandforsyningsselskaberne alle steder er i fuld gang med at reparere og udskifte utætte vandrør for at hindre spild. Tilsvarende går de i gang med at montere systemer, så spildevandet fra husholdninger, institutioner og industrien kan genanvendes. Det er gode og ambitiøse projekter. Men det er også langvarige projekter. Vandforsyningsselskabet EMASA i Málaga har sat en tidsramme på fem år.

Jeg spørger mig selv igen-igen selvom jeg godt ved, jeg ikke får svar: Hvorfor gik man ikke i gang med det for et eller to årtier siden? – både med at montere afsaltningsanlæg, spildevandsanlæg og udskifte utætte vandrør?

Man har foretaget sig nul, og det er nu 100 procent vores problem – kun vores problem. Tørkenen har ramt Andalusien, Extremadura og (pudsigt nok) Catalonien. I modsætning til finans- og coronakrisen giver vores tørke ikke EU hovedpine. Der kommer derfor ikke hverken en europæisk centralbank for at redde os økonomisk, eller en international medicinalvirksomhed med en ny mirakel-vaccine. Der er ingen ”store magter”, der tænker på os denne gang. Vi kan kun bede til, at den største af dem alle sender en masse regn ned over os.

Det er sket før, og vi har behov for, det sker igen. Ellers løber vi tør til marts – helt tør. Så er sagen ikke længere, om der bliver slukket for vandet, men at der ikke længere er noget at tænde for. I slutningen af marts stiller vi urene en time frem. Jeg håber, det bliver frem mod en dejlig sommertid – og ikke mod en forfærdelig krisetid.