Det danske magasin i Spanien
Måske corona alligevel har gjort lidt godt – hvis du er glad for vin

Måske corona alligevel har gjort lidt godt - hvis du er glad for vin

Coronavirus har lige nu sit tag i hele verden, og det betyder, at rigtig mange døjer med alt fra social afstand til karantæne eller direkte isolation som følge af covid-19. Forskning viser, at karantæneforhold ved pandemier kan have betydelige negative psykiske følgevirkninger. Vores kur har været at åbne en flaske vin ved dagens slutning.

Jeg ved ikke hvordan i andre har det, men et glas vin eller to, har helt klart hjulpet os gennem det sidste år uden ferier, rejser og fester. Det var vist sig at have en positiv virkning på vores humør. Teorien er flittigt blevet afprøvet i det forgangne år, og kan varmt anbefales. Alt med måde, naturligvis. 

Vinhusene går gennem en hård tid og det giver jer som forbrugere mulighed for at købe vin til favorable priser, og bruge denne tid til at eksperimentere med nye spændende og ikke nødvendigvis dyre vine. Og så er den positive ting om Corona sagt.

Her får du et par bud på vine som er værd at have på hylden i disse tider. En af de her uforpligtende flasker som er gode at have i baghånden.

Marques de Vizhoja

Hvidvin, som vi lige har sat på hylden i årgang 2020, altså super frisk og lige ankommet fra vingården. Vinen er fra Rias Baixas i Galicien men har ingen DO. Jorge, ejeren af vinhuset, har lavet vinen efter egen smag og eftersom den ikke indeholder tilstrækkeligt af den lokale Albariño-drue til at blive inkluderet i DO, så må det jo blive sådan. Her er Albariño-druen blandet med to andre lokale druer; Treixadura & Loureira Blanca, som er mindre fyldige og med en mere rund syre. Det vil sige, at vi her har en rigtig god all round vin, en der er værd at have liggende på køl til en varm dag, lidt sushi, æggekage, pælla eller skaldyr i den lettere ende. Pris og kvalitet er helt i top, koster kun 5.25€

Rioja Vegas Edición Limitada

 En produktion på kun 20.554 flasker som har modtaget 95 points fra det internationale vinmagasin Decanter, 90 fra Parker, Guldmedalje i både Mundis Vini og Berliner Wein Trophy. Anmelderne kan bare ikke få nok af denne fantastiske Rioja Vega, et vaskeægte vin-kup efter egen mening. Rioja Vegas ønolog Esperanza Elias, har formået at lave en vanvittig dejlig vin med den klassiske Rioja-duft og smag, men til den krydrede side, mere elegant og med en spændende frugtside, som gør den imødekommende. Den er slet ikke i den “gamle” Rioja-stil hvor fadet overdøver frugten. Den har et mere moderne touch. Det her er en vin alle vil kunne nyde, som ikke behøver at dekanteres. Bare træk proppen, hæld i et godt glas og så er du klar til at nyde. Vinen kan drikkes “by itself”, men passer fortrinligt til tapas, lettere kødretter og et ostefad. Og så koster den kun 8.95€.

Opbevaring af en åben flaske vin 

Er du glad for at nyde et glas vin eller to om aftenen, men er du bange for, at den halve flaske, der er tilbage, går hen og bliver udrikkelig? Så læs videre her.

Når du skærer et æble over og lader det ligge, vil ilten gå ind og oxidere frugten, så den bliver brun og mister sin frugtsmag. Det samme sker for vin, hvis den står for længe i kontakt med ilt. Hvis du åbner en ny flaske vin og lader den stå åben i flere dage, så vil du altså miste den gode frugtige vinsmag. Du skal altså forvente, at vinen smager anderledes allerede dagen efter, du åbnede den.

Faktorer som spiller ind:

1. Først og fremmest betyder det noget, hvor meget vin der er tilbage i flasken. Jo mindre vin der er tilbage, jo mere ilt vil der komme i flasken. 

2. Vinens alder spiller en rolle. Jo yngre vinen er, jo bedre holder den på smagen. En gammel, moden vin er ikke egnet til at lade stå til dagen efter. 

3. Det kan også have betydning, hvordan vinen i sig selv er blevet produceret. Hvor modne frugter og druer vinen er lavet på, kan nemlig sagtens have en indflydelse på, hvor hurtigt smagen ændres efter åbning af flasken.

4. En god syre i vinen hjælper med at holde på den gode vinsmag. 

Men hvordan opbevarer du så den åbne flaske bedst muligt? 

Du kan hælde resten af vinen over i en mindre, lufttæt beholder. Du skal blot sørge for, at beholderen kun er stor nok til at vinen fylder den helt op til kanten, så du begrænser mængden af ilt, der kan trænge ind.

Du kan også sætte proppen på vinen efter brug og sætte den i køleskabet. Her holder den længere end ved stuetemperatur. Og lad flasken stå op, for hvis du ligger den ned, øger du vinens kontaktflade med ilten. 

Køb en løsning:

Du kan også købe en” wine saver” som den hollandske producent Vacuvin har produceret. Det ligger nærmest i navnet: den kan” redde” din vin, hvis den skal stå åben en dag eller to.

En ”wine saver” er en lille håndpumpe med en speciel prop, der kan suge alt ilt ud af flasken og på den måde skabe et vakuum. Du kan hjælpe din vin af med ilten, der er dens værste fjende. Efter min erfaring er dette en god løsning hvis du forventer at drikke resten af vinen indenfor en uges tid. Den kan købes for 19.50€, inklusiv 2 propper.

Den sidste nye gadget – til manden (eller kvinden) som har alt, eller vinelskeren er Coravin-systemet. Deres sidste nye model kaldes Pivot er din løsning hvis du af og til står overfor følgende dilemma: Det er “kun” mandag aften og du har lyst til et glas god vin til maden. Men I er kun to – eller bare dig – så enten drikker du hele flasken, eller også springer du over – for dyr vin skal jo ikke stå og blive udrikkelig i flasken. 

Her kan Coravin Pivot hjælpe dig. Med det nye system holder vinen i op til 3 uger (har afprøvet selv) efter at du har åbnet vinen, og erstattet korken med Pivots Stopper (en slags plastikprop med gummimembran), hvor Pivots gasrør sænkes ned i, og den sørger for at skifte ilten ud med ægon-gas, som gør at vinen ikke længere er i kontakt med ilt. Så opnår du at holde på vinens frugt og øge dens levetid. Den kan blive din for ca. 120€

Konklusion: 

Der er ingen undskyldning for ikke at drikke et glas vin, hvis du har lyst. 

Og hvem har ikke det??

Af Jeanett Lorentzen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.