Magiske Algarve

Algarve er navnet på Portugals sydkyst, og den er meget anderledes end den spansk Middelhavskyst, dels fordi den beskylles af det vilde og kolde Atlanterhav, og dels fordi store dele af kysten består af klipper, som er imponerende og drabelige og fyldt med eventyrlige huler. Ja, man kan roligt sætte en bådtur langs med kysten øst for Carvoeiro på sin ”bucket list” (liste over ting man skal nå inden man dør), for mere spektakulær og storslået sejltur findes ikke på planeten. Vi er taget 5 dage til Algarve, og det var ganske forbløffende.

Når man skal hurtigt på tværs af Sydspanien, så er der ingen vej udenom Sevilla, som dermed er blevet et trafikknudepunkt og ofte en trafikprop for al øst-vestgående trafik. Grunden hertil er, at den store flod Guadalquivirs delta begynder lige syd for byen, og selv om man for 13 år siden planlagde byggeri af en flot hængebro, er vejstykket  stadig ikke færdigt og bliver det vist ikke før 2030. Korruption, pengemangel og burokrati ser ud til at stå i vejen. Så, vi må affinde os med at skulle igennem Sevilla nogle år endnu. Men hvis man kommer midt på dagen kan man klare turen uden at holde for meget i kø.

Når først man er fri af Sevilla går det tjept, og straks når man kører over broen over Guardiana hopper tiden på ens Iphone pænt en time tilbage, og så får man en længere dag. Det næste man opdager er, at man som udenlandsk bil straks skal køre ind for at ens nummerplade og kreditkort kan blive registreret. Så får man en kvittering, og den kan man vise frem skulle man blive kontrolleret. Når man så kommer hjem bliver der automatisk trukket beskedne beløb for motorvejskørsel. Vi nåede kun op på 12 € for de 5 dage. Det er bare smart og tidsbesparende og viser, at Portugal på mange måder er mere fremme i skoene end så mange andre lande.

For 30 år siden var Portugal et lidt mere ruralt, rustikt, billigt, oprindeligt, uskyldigt og fortryllende land end Spanien, men i takt med at de moderne tider og i særdeleshed masseturismen har indfundet sig, har landet gradvist mistet sin uskyld og sin naive charme og priserne er drønet i vejret. I hvert fald på Algarve, hvor alt var dyrere end det er i Spanien i dag. Det gælder især hotelovernatninger og benzin.

Vi havde valgt at overnatte 2 nætter i den lille by Carvoeiro (på kysten sydøst for Portimão), og det var et godt valg, for byen er hyggelig med en fin lille strand og en spektakulær vandretur ud til nogle skøre klippeformationer lidt øst for byen. Vi startede derfor med at vandre op ad forbjerget mod øst og op til byens ermita, som engang var en militærpost til værn mod sørøvere.

Så snart man er forbi ermitaen, ser man et gevaldigt træstavær, som udgør den sti, der fører hen til klipperne. Hele vejen langs med Atlanterhavskysten stødte vi på disse træstaværer, som simpelt hen er blevet bygget, fordi det var for svært på anden måde at anlægge en vandresti. Og hurra for det, for det er betagende og sjovt at gå på disse bro-stier, som er anlagt på de allerflotteste dele af kysten. Portugiserne må nu være blevet verdensmestre i anlægning af træbroer, for de findes overalt i landet.

Træstien fører helt ned til vandniveauet, hvor der ligger en lille vig helt omring et af klipper. Betagende flot og usædvanligt er det. Her kan man tage et hvil, inden man tager de 132 trin op igen. På halvvejen deler stien sig i to og den anden sti fører ned til en bar / restaurant, som også ligger flot og serverer dejlig mad. Her er det et must at få læsket ganen.

I Carvoeiro er der et hav af restauranter og man kan få italiensk, kinesisk, thailandsk, indisk, nepalsk mad samt alt muligt midt i mellem, måske også portugisisk. Det slog os, at der var ekstremt mange hæveautomater overalt – jeg talte 18 indenfor en radius af 500 m –  og det kan kun skyldes, at der kommer mange turister fra UK, USA, Rusland, Fjernøsten osv. og det kunne man også se i bybilledet.

Jeg havde læst om den fortryllende hule Benagil med huller  som i en Emmentalerost i kuplen, og den skulle jeg bare se. Heldigvis var byens turistkontor åbent, og jeg forhørte mig, om det var muligt at bese hulen på egen hånd. Det var det aldeles ikke, det var kun muligt på en guidet sejltur, og selv om man selv havde lejet en kajak, var det forbudt at sejle ind i den uden tilladelse. Så nu gik jagten ind for at komme med i sådan en båd, som kun sejler i magsvejr, da det ellers er alt for farligt. I dag var der ingen bådture, for havet var uroligt havde store bølger med hvide toppe.

Uha, nu blev jeg bange for, om jeg kunne få min lyst styret, men heldigvis næste morgen var havet roligt og nede på stranden var der to små skure, hvorfra de solgte bådtursbilletter og åbnede kl. 10. Det lykkedes os at få plads i en båd fra Carvoeiro tours, men da man den dag ikke kunne starte fra stranden i Carvoeiro, måtte man ind til Portimão, en halv times køretur derfra, for at komme i en båd der startede fra flodmundingen. Men det klarede firmaet med et par biler, og efter at vi havde betalt 35 € pr. næse fik vi at vide, at vi skulle indfinde os kl. 11.30 ved skuret.

Vi blev så kørt til Portimão og installeret i en stor gummibåd med en 200 cv påhængsmotor sammen med 8-10 andre turister. Om bord stod vores guide samt kaptajnen – begge søde unge mænd med mod på livet.

Og så drønede vi ellers hen over havet i østlig retning og måtte holde på hat og briller, for stærkt gik det og vildt var det. Vi har været sejlere, så vi havde godt med tøj på, men mange af vores medpassagerer var kun iklædt lette sommergevandter og havde vist ikke lige tænkt over, at det var Atlanterhavet de skulle ud på. De frøs med anstand, så husk lige vindjakken.

Ude på havet mødte os efter kort tids sejlads de første spektakulære klippeformationer, og den friske kaptajn drønede hen imod dem, så vi troede vi ville kollidere med klippen, men han kendte sin metier og bremsede elegant op lige i rette tid.

På den første klippe kunne man se en lille elefant i sten, men den slags ”dyrefund” er jo bare sjov og pjat omend lidt pudsigt. På turen, som varede lidt over en time, sejlede vi ind i omkring 20 huler, som alle havde navne så som: strandhulen (som havde en fin lille sandstrand), smuglerhulen (hvor smuglere fra Marokko landede cigaretter, som blev hejset op af deres medkumpaner gennem nogle huller i hulens kuppel), hulen med ansigtet (man kunne se profilen af et ansigt), krokodille hulen (en krokodillelignende form kunne ses), spøgelseshulen (hulen havde to huller i loftet og når man tog et billede af hullerne med sin telefon, opstod der en blå spøgelseslignende figur på skærmen), den mystiske mands hule (en mystisk mand dukkede af og til op i hulen, men det var umuligt at finde ud af, hvordan han kom dertil), Emmentaler hulen (som har to flotte huller i loftet) og det er turens clou, fordi den er så flot. Det er den, der hedder Cueva de Benagil. Her blev vi alle fotograferet af guiden med hullerne i kuplen som baggrund. Der var flere huler hvis navne jeg ikke husker,  og til sidst kom vi hen til Praia de la Marina, som er en vildt flot strand og udråbt til Portugals smukkeste.

Så skulle vi tilbage igen, og nu satte kaptajnen alle 200 heste i galop, og vi drønede afsted, klamrende os til bådens rækværk,  og troede nok, at vores liv ville få ende.

Da vi var sat i land og nerverne var faldet lidt til ro, kunne vi ikke få armene ned af begejstring over denne uhørt flotte og sindsoprivende tur. Vi blev så kørt tilbage til Carvoeiro og nu var klokken tre og sulten var megastor. Men det var der jo råd for, for alle restauranter var åbne.

Om eftermiddagen ville jeg udforske den vestlige side af Carvoeiro og gik derfor op ad vejen til udsigtspunktet deroppe. Idet jeg fortsatte ind i landet så jeg til min glæde at der gik en sti på 6 km. ud mod vest kaldet Camino de los Promonitores (Forbjergenes sti), som kunne bevandres dels på gamle stier og dels på træbroer. Jeg var vild i varmen, men kunne jo ikke nå det den dag og næste dag skulle vi videre til Lagos.